– fordi tiden kræver et MODSPIL

23. Nov 2005

Dansk Folkeparti - ret ind eller forsvind

 
Frisk pust over landet + Hitler Jugend
Louise Frevert, fredag d. 19. november:
»Partiet er fuldstændig topstyret. De vil åbenbart hellere have folk, som bare retter ind end folk med en selvstændig mening.«
Louise Frevert, mandag d. 21. november:
Jeg beklager dybt den situation, jeg har bragt partiet i. Jeg er ked af, at først indholdet af min hjemmeside, som jeg ikke selv havde skrevet og ikke havde styr på, samt forhold omkring mit privatliv for 30 år siden helt har overskygget Dansk Folkepartis politiske budskaber. Samtidig beklager jeg mine udtalelser om partiets ledelse og mine kolleger i folketingsgruppen
Mon ikke partiledelsen har givet hende et vink med en vognstang om, at lidt bodfærdig ydmyghed var på plads, hvis ikke hun helt skulle miste sin titel af ordfører?

Det er svært at sympatisere med de mennesker, som forsøgte at miskreditere Frevert ved at hænge pornografiske billeder af hende op på lygtepæle; jeg mener, hvor politisk relevant kan et billede af Louise Frevert nøgen være i dag, og hvordan skulle en fortid som pornoskuespiller i det hele taget kunne miskreditere nogen politiker?

Hvad der er relevant er hendes position som politisk vindbøjtel og smigrer af en hvilken som helst tidsånd, som hun mener, der er stemmer i - og hendes totale afvisning af ethvert ansvar for, hvad hun selv har gjort og sagt.

Hendes nuværende kovending kommer utvivlsomt efter pålæg fra partiets ledelse. Men hvor troværdigt forekommer egentlig et parti, som lukker munden på dissidenter og efterfølgende får dem til offentligt at beklage deres fejlgreb, hvor "fejlgreb" er defineret som uenighed med ledelsen?

Det lyder ærlig talt mere som noget fra 70ernes DDR end som Danmark anno 2005 - men det er da meget venligt af Dansk Folkeparti at afsløre, hvad vi kan vente os, hvis partiet (hvad Gud forbyde!) nogensinde måtte komme i regering.

Kommentarer: