![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Dansk Folkeparti på tilbagetog
Storhedstiden er forbi, hedder det i Politikens leder i dag, som fortsætter:
Efter i årevis at have leflet for Dansk Folkeparti har VK-regeringspartierne endelig skåret pianisterne ned til naturlig størrelse: Langt om længe er det blevet udstillet, at Dansk Folkeparti trods alt kun repræsenterer 444.948 vælgere; eller hvad der svarer til hver tiende stemmeberettiget dansker. At vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) ligefrem er begyndt at invitere Pia Kjærsgaard i audiens i Økonomiministeriet viser med tydelighed, hvem der sætter dagsordenen. Dansk Folkeparti går i øjeblikket fra ydmygelse til ydmygelse.Og det er i virkeligheden også en simpel observation: Hvis Dansk Folkeparti ikke tør vælte regeringen, er deres magt brudt og de må pænt rette ind.
Årsagen er enkel: ved ikke at turde gøre alvor af truslerne om at vælte såvel forbrugerminister Lars Barfoed (K) som trafikminister Flemming Hansen (K) har Dansk Folkeparti vist, at det ikke er andet end et oppustet støtteparti til regeringen. Dansk Folkeparti er ikke noget midterparti. De kan gøre sig kostbare over for de konservative, men parlamentarisk set er de ufarlige.
(...)
Jo mere klynkende og magtesløs Pia Kjærsgaard fremstår, jo mere vinder Venstre og de konservative frem. At Dansk Folkeparti endnu ikke har gennemskuet denne enkle mekanisme viser, at partiet ikke længere har sin vante fingerspidsfornemmelse for det taktiske magtspil på Christiansborg. Ved konstant at fremsætte tomme trusler mod de mest klodsede, konservative ministre udstiller Dansk Folkeparti, at partiet reelt kun spiller rollen som tandløs puddelhund ved regeringens fødder.
Men hvis de vælter regeringen, tyder mere og mere på, at V og K vil kunne finde ud af noget med de radikale ... i hvilket fald Dansk Folkeparti må se al deres møjsommeligt sammensparede magt og indflydelse forsvinde helt ud af syne.
Alt i alt den hidtil mest glædelige og uventede konsekvens af karikaturkrisen. Gad vide, hvor længe det varer, før den slagne og ydmygede puddelhund ved regeringens fødder selv bliver klar over, at slagen og ydmyget er, hvad den er.