![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Den moderate martyr
The New Yorker har en særdeles spændende artikel om den sudanesiske tænker og religiøse reformator Mahmoud Muhammad Taha, der var talsmand for noget så tilsyneladende paradoksalt som en radikalt moderat islamisme.
Kernen i Tahas lære var et ønske om at formulere islam, så den passer ind i de moderne, industrialiserede samfund uden at blive udvandet - og så religionens mest humanistiske og menneskevenlige sider kunne træde klarest frem.
Tahas udgangspunkt var opdelingen af Koranens vers i Mekka- og Medina-vers (efter om versene var åbenbaret i Mekka eller Medina, dvs. før og efter hegiraen), hvor Mekka-versene udtrykker en mere generel humanisme, mens Medinaversene for Taha repræsenterer en pragmatisk tilpasning til nogle konkrete sociale og politiske vilkår.
Taha forkaster derfor Medina-versene som grundlag for islamisk ret, hvilket giver alle de grusomme påbud (om pisk, håndsafhugning, dødsstraf, osv.) status af menneskelig retspraksis fremfor guddommeligt påbud - menneskelig retspraksis, der dermed kan ændres i en fremtid præget af åbne samfund, ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder.
Taha siger f.eks. selv om den kristne og animistiske befolkning i det sydlige Sudan og om de borgerrettigheder, landets sharialovgivning nægter dem:
It is futile for anyone to claim that a Christian person is not adversely affected by the implementation of sharia. It is not enough for a citizen today merely to enjoy freedom of worship. He is entitled to the full rights of a citizen in total equality with all other citizens.Taha er altså noget så sjældent som en dybt religiøs islamisk tænker, der samtidig er lodret imod sharia! Bemærk også, at han på ingen måde er sekularist - for Taha er det netop hans egen muslimske tro, der får ham til at insistere på også ikke-muslimers og kvinders selvfølgelige borgerrettigheder.
The rights of southern citizens in their country are not provided for in sharia but rather in Islam at the level of fundamental Koranic revelation.
Hvad der betyder noget i denne sammenhæng er ikke blot Tahas tanker og hans få hundrede tilhængere som sådan, som den omstændighed, at han har fået en kolossal indflydelse på den religiøse og politiske tænkning ikke alene i et Sudan, der nu mærker et tilbageslag efter et islamistisk styre, der har påført det tidligere meget sekulære og åbne land store lidelser, men i hele Nord-Afrika.
For eksempel mener nogen, at den tidligere så berygtede hardliner Hasan al-Turabis pludselige omvendelse til mere liberale ideer skylder Taha meget:
This spring, Turabi, in a striking return to Sudanese politics, said some astonishing things about Islam. Though he had always been more supportive of women’s rights than other hard-liners, he was now declaring that women and men are equal, that women can lead Islamic prayers, that covering the hair is not obligatory, that apostasy should not be a crime. He said that Muslim women can marry Christians or Jews. Quotations in the Arab press made him sound like a liberal reformer.Ideen om at reformere hele det islamiske samfundssyn ved at forkaste Medinaversene vil forekomme mange muslimer alt for radikal, men som tegn på en tendens, der i dag trives bedst i den islamiske verdens periferi, kunne han meget vel repræsentere fremtidens islam, som The New Yorkers artikel også konkluderer:
In Khartoum, people marvelled that he sounded exactly like Taha. Suhair Osman, the young woman I met at the University of Khartoum, informed me, with a wan smile, "It is said in the daily papers and in the discussion centers here in the university that Turabi killed [Taha] and now he’s stealing his ideas."
On the periphery, from Senegal to Indonesia—where the vast majority of Muslims live—Islamic reform comes in more varieties than most Westerners imagine. At the edges, the influence of American policy and the Israeli-Palestinian siege is less overwhelming, and it is easier to see that the real drama in Islam is the essential dilemma addressed by Taha: how to revive ancient sacred texts in a way that allows one to live in the modern world.Og Taha er dermed ikke et endegyldigt bud på en sådan mere sofistikeret men stadig ikke-sekulær tilgang til islam og det moderne, men et særdeles stærkt eksempel på en tendens, vi formentlig kommer til at se mere til i de kommende år, efterhånden som den muslimske verdens disillusion ved de islamistiske "hardlineres" golde fanatisme kan forventes at tiltage.
(...)
The damage done to Muslim lives under the slogan "Islam is the solution," and Islamism’s failure to solve their daily problems and answer people’s deepest needs, has forced younger Muslims in countries like Indonesia, Turkey, and Morocco to approach religion and politics in a more sophisticated way.
Link til artiklen i The New Yorker.
Via Sudanese Thinker.