– fordi tiden kræver et MODSPIL

31. Mar 2006

Fogh vil redde Danmark

 
Eller i hvert fald Danmarks image - eller i hvert fald vil han lancere en verdensomspændende reklamekampagne, der skal rette op på Danmarks image, læser vi i Politiken:
Regeringen [vil] i foråret afsætte penge til en kampagne, som skal formidle et billede af danskerne som et åbent og tolerant folk.

Og det haster, mener Fogh Rasmussen, for at undgå at det negative indtryk af danskerne, der er en konsekvens af krisen efter offentliggørelse af tegninger af profeten Muhammed bundfælder sig.

"Vi skal udnytte situationen bedst muligt. Nu ved folk i hvert fald, at der er noget, der hedder Danmark. Og det kan jo ikke nytte noget, at vi kryber langs panelerne", siger statsministeren til Børsen.

"Det billede af Danmark, der er tegnet, er et falsk billede. Derfor må vi jo simpelthen bare offensivt få gjort det billede retvisende. Jeg mener, vi kan være stolte over de værdier, som det danske samfund bygger på, og derfor er det vigtigt at få fortalt, hvad det danske samfund er, fordi ellers bliver det svært at sælge danske produkter, hvis det falske billede får lov at fæstne sig", siger statsministeren til avisen.
En af de reklamemænd, der i givet fald skal føre denne kampagne ud i livet, har dog den noget lakoniske kommentar, at man nok skulle overveje at lave lidt om på regeringens politik først, hvis det skulle have den ønskede virkning:
En kampagne uden handling nytter ikke noget, mener Sune Bang, der er partner i reklamebureauet Propaganda.

"Hvis man fører en politik, som bliver kritiseret af FN for at være menneskerettighedskrænkende med hensyn til flygtninge - og hvis man baserer sin politik på et parti som er stærkt højreorienteret, og som bliver opfattet som meget intolerant og meget fremmedfjendsk, så kan man ikke gå ud og lave en kampagne, der løser det. Man bliver nødt til først og fremmest at foretage nogle handlinger, der viser det, man siger", siger Sune Bang til Radioavisen.
Tænk engang, at en reklamemand er nødt til at belære statsministeren om, at reklamen også skal svare til virkeligheden, hvis den overhovedet skal virke!

Jeg har selv et lignende forslag, der kan gennemføres ganske billigt: Send Pia Kjærsgaard afsted for at holde Danmarks næste tale for FNs Generalforsamling, og sørg for, at det er danskhed, indvandrere og islam, hun skal tale om.

Sørg for, at verdenspressen er behørigt orienteret, og for at Pia Kjærsgaard endelig bare taler fri fra leveren, som hun plejer at gøre fra Folketingets talerstol.

Sørg også for, at verdenspressen i detaljer er informeret om omfanget og rækkevidden af Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis indflydelse på regeringens politik.

Så vil Anders Fogh nå sit mål, for så vil verden blive pinligt klar over, lige præcis hvor åbent og tolerant et folkefærd vi danskere er, når det kommer til stykket!

Kommentarer: