![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
For du er altid velkommen i Copenhagen
... som Troels Trier og Rebecca Brüel Clausen og Petersen sang i sin tid:
I april 1999 fik Ashkan afslag på sin asylansøgning. Flygtningenævnet vurderede ikke, at der var risiko for politisk forfølgelse, selv om Ashkan havde siddet i fængsel som 14-årig, og selv om bl.a. hans advokat sagde, at han risikerede tortur i Iran.Genfortalt af Ydmyghed, der har historien fra intet menneske er illegalt.
Få timer før udvisningen forsøgte Ashkan at begå selvmord. Lægerne på Amager Hospital syede sårene sammen. Lægerne skrev i skadejournalen, at Ashkan burde tilses af en psykiater, da det ikke kunne udelukkes at der lå en psykisk sygdom bag selvmordsforsøget. Men få timer efter blev han alligevel - iført blodplettet tøj - ført ud til flyet.
To danske politibetjente bevogtede Ashkan om bord på flyet til Teheran og udleverer ham til de iranske myndigheder i lufthavnen. Dermed var deres arbejde gjort. Ingen danske myndigheder forsøgte at følge op på Askans skæbne.
I Forhørslokalet i Teherans lufthavn, forsøgte iranske betjentene, at få Askan til at indrømme, at han havde søgt asyl i Danmark. Det benægtede han, og næste morgen fik han lov til at gå. To dage senere dukkede civilklædte betjente op hos Ashkans bedstemor, hvor han boede. De tog Ashkan med, og der gik 21 måneder, før bedstemoderen så ham igen.
Blandt andet blev han hængt op i en jernstang med hovedet nedad og hænder og fødder bundet sammen, mens de slog ham under fodsålerne med ledninger. De prikkede derefter hul i vablerne og gned sårene med salt. Han fik elektriske stød. De vred hans testikler rundt, indtil han besvimede. De hængte ham op i en ventilator og lod ham køre rundt. Han fik kun mad hver anden eller tredje dag - nogle gange ved at de hældte lidt ris ind på det våde cellegulv; andre gange gav en vagt ham noget toastbrød.