Louise Frevert - nu igen
Dansk Folkepartis Louise Frevert er, langt fra at være slået ud af sarte personers klager over hendes friske bemærkninger om at sætte indvandrere i russiske fængsler når vi nu ikke "officielt kan slå dem ihjel", på banen med et nyt forslag.
Kriminelle indvandrere skal, skriver Jyllands-Posten i dag, sendes et år i nye, højskolelignende fængsler:
Vi skal have nogle højskoleagtige institutioner, hvor man kan placere kriminelle indvandrere i ét år uden mulighed for at forlade højskolen. Her skal de have undervisning i dansk sprog og kultur. Alt skal være på danske præmisser. På den måde sikrer vi en kombination af integration og opdragelse. De stærkt kriminelle skal naturligvis fortsat i fængsel. Højskolerne skal være for de lettere kriminelle som alternativ til en betinget dom.Frevert glemmer åbenbart, at de fleste kriminelle indvandrere er født og opvokset her i landet, hvorfor de kender dansk sprog og kultur ganske godt. Det er symptomatisk, at indvandreres kriminalitet for Dansk Folkeparti nødvendigvis må kunne føres tilbage til manglen på folkedanske dyder som flaghejsen, salmesang og "Altid frejdig når du går".
Læg også mærke til den klare diskrimination: "Indvandrere" skal et år i internat, mens "danske" kriminelle så vidt jeg lige kan regne ud stadig skal have betingede domme. Mener Frevert virkelig, at vi skal til strafferetsligt at skelne mellem
- Ahmed, der er 16 år, taget for tre indbrud, som er født og opvokset i Danmark og taler flydende dansk, og så
- Brian, der er 16 år, taget for tre indbrud, som er født og opvokset i Danmark og taler flydende dansk?