![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Ghettotanker
Da mit blik faldt på Jyllands-Postens kronik lørdag d. 11/10, blev jeg først glad, som jeg læste overskriften ("I orkanens øje - rapport fra en dansk ghetto") og de første linjer: "Når jeg fortæller andre mennesker, at jeg bor i Gellerupparken i Brabrand, er reaktionen ofte: »Hvordan tør du det?« Til det svarer jeg, at det tør jeg skam godt ..."
Endelig, tænkte jeg, er der én, der fortæller ærligt og åbenhjertigt om, hvad det egentlig kan indebære at bo i ghettoen - én, der som politisk engageret (i Socialdemokraterne) har overskud til at give et nuanceret billede.
Men jeg blev sørgeligt skuffet. Hans Peter Baks beretning er sarkastisk og hadefuld, og hans "analyse" af problemerne i Gellerup hviler på en primitiv "os mod dem"-retorik: Problemet er ikke, at kvarteret plages af nogle få utilpassede, voldelige og kriminelle unge mennesker med for lidt at lave og for meget tid til det, problemet er - skal man tro Hans Peter Bak - at "danskerne" er trængt af "muslimerne", "de andre".
Vel, jeg har en nyhed til hr. Bak. Jeg bor selv i en ghetto præget af kriminalitet og utryghed, og kan forsikre, at "fremmede" familier oftest er mindst lige så kede af områdets karakter som alle andre - det er trods alt deres børn og unge, som risikerer at blive suget ind i det kriminelle miljø. Enhver forståelse af, hvad der foregår, forudsætter, at man forstår, hvordan kriminaliteten vokser ud af ungdomskulturen og områdets sociale forhold.
I stedet for sådanne analyser - i stedet for at gå med åben pande og møde kvarterets unge og deres forældre - isolerer Bak sig i sit elfenbenstårn på fjerde sal og kommer op med den paranoide teori, at det nok er, fordi "de fremmede" er ude efter "danskerne" i Gellerup. Sandheden er, at en lille gruppe af utilpassede, kriminelle unge plager deres omgivelser med trusler og chikane, og at denne gruppe får lov til at sætte dagsordenen for områdets yngre børn, fordi ingen giver dem kvalificeret modspil.
IDFADs fædregruppe gjorde i lang tid et godt arbejde netop for at yde et sådant modspil til den kriminelle kultur, indtil bydreng Simsek slagtede dem på vegne af Venstres byrådsgruppe.
Når Bak således ophøjer en nedslidt ghettos beskidte problemer til en kamp mellem kristendom og islam, og bl.a. skriver, at
Man ser jo næsten kun kvinder, der går med tørklæder eller noget, der mest af alt minder om ninjadragter her i Gellerup. De går heller ikke af vejen for at fortælle os andre, der efter deres mening er vantro, om deres religion. De er til og med så venlige at give os gode råd om, hvad de synes, vi bør gøre for at kunne vise hensyn til deres tro.er han meget langt fra virkeligheden i sin hadefulde retorik.
Det er muligvis forståeligt, om konfrontationen med dagens virkelighed har forbitret ham, men når han retter sin forbitrelse mod "de fremmede" generelt, er han på vildspor.
Og selvfølgelig modtages Bak, der angiveligt "tør fortælle", hvordan det er at være dansker i ghettoen, som et orakel og en genfunden broder af de fremmedfjendske debattører i nær og fjern - således Dansk Folkepartis faste repræsentanter og Venstres Søren Quist Rasmussen, der i JP-Århus d. 15/6 kæder Baks paranoia sammen med sit eget hadske korstog mod en muslimsk friskole i Hasselager.
Man græmmes. Og væmmes.
Skulle nogen en dag ønske at høre et bud på, hvad der egentlig er galt i ghettoerne, tilbyder jeg mig gerne. I mellemtiden kan Hans Peter Baks hadefulde sarkasme ikke bruges til noget som helst.