![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Ghettopolitik - 'indvandrerproblemer' eller social marginalisering?
Efter de mange avisskriverier om problemerne i Rosenhøj ved Århus efter weekendens ballade - og efter mit eget indlæg herom i forgårs - kunne det måske være interessant, om jeg som beboer i området og med førstehåndskendskab til problemerne uddyber, hvordan det ser ud set fra selve ghettokvarteret, og hvad der efter min mening kunne gøres ved det.
For mig at se er det et spørgsmål om udstødelse, om åndelig isolation. Der er intet for unge mennesker at lave i et kvarter som Rosenhøj. Arkitektonisk er kvarteret rimeligt lukket om sig selv og samtidig klemt inde mellem andre, tilsvarende boligområder og trøstesløse industrikvarterer.
For nogle er det nok også et spørgsmål om at være spændt ud mellem to kulturer. Mange af disse unge kommer fra familier, hvor de voksne har meget lidt kontakt til den dansktalende del af samfundet.
Nogle unge mennesker vokser op med denne situation derhjemme, samtidig med at de selv lærer at begå sig på dansk, i en nedslidt folkeskole og uden at kunne være i tvivl om, at deres fædrene kultur og religion ikke er den dominerende og ringeagtes af mange. De får ofte lov til at gå rundt helt alene, uden nogen form for opsyn eller kontrol - hvilket ville være helt i orden i et normalt boligområde, men kan være meget risikabelt i et kvarter, der er præget af kriminalitet, stoffer og masser af dårligt selskab.
Unge mennesker med en halv fod i ingen af lejrene finder i stedet sammen på tværs af nationaliteter (også med unge af rent dansk oprindelse, hvis nogen skulle være i tvivl) og udvikler deres egen hårdtslående ungdomskultur præget af mandschauvinisme, homofobi og krav om "respekt" - i øvrigt først og fremmest under påvirkning af hip-hop og gangstarap.
Der opstår grupper af unge mennesker fyldt med en helt enorm vrede og uden nogen form for hensyn til deres omgivelser eller omsorg for deres eget boligkvarter - hvilket de talrige indbrud og det konstante hærværk i selve Rosenhøj er en skræmmende påmindelse om.
Mange af områdets danske familier er arbejdsløse eller præget af misbrugsproblemer - samtidig med, at de folk, der har overskuddet (såkaldt "ressourcestærke" familier, for nu at bruge et af de forhadte modeord) overvejer at forlade området eller rent faktisk flytter. Dette er forståeligt, eftersom den megen kriminalitet og risikoen for dårligt selskab gør området til et problematisk sted at lade børn over 10-års-alderen vokse op, men det gør selvsagt intet for at løse områdets problemer.
Men hvad kan der så gøres ved det?
LØSNINGSFORSLAG
En mere effektiv politiindsats giver sig selv (så det vil jeg ikke bruge mere tid på). Bemærk, at "mere effektiv" ikke behøver at betyde "mere hårdhændet", men til gengæld kunne det godt betyde "hurtigere".
Hvis vi ser på de mest kriminelle unge såvel som på dem, som er i farezonen, må deres familie så vidt jeg kan se mere på banen:
Forældrene til mindreårige deltagere i optøjerne burde for eksempel, hvis de da overhovedet vidste, hvad der foregik, være gået ned at hente deres børn.
Samtidig må det være muligt at inddrage indvandrernes egne netværk - de vil sandsynligvis være bedre til at hjælpe de unge mennesker til at rette sig op og holde sig fra stoffer og kriminalitet, end nok så mange velmenende danske socialrådgivere og nok så megen fordømmelse og "nultolerance" fra det "hvide" samfunds side.
En lokal fædregruppe ville, hvis en sådan kunne stables på benene, kunne gøre en virkelig forskel. Den ville være nødt til at inddrage de vigtigste etniske grupper, i hvert fald tyrkere, danskere, arabere og somaliere, for at være effektiv.
En sådan fædregruppe ville både kunne fungere som en slags positive rollemodeller og som et signal til områdets danskere om, at de fleste indvandrere heller ikke accepterer vold og kriminalitet.
Områdets befolkningsgrupper har i det hele taget brug for at komme i dialog og blive bekendt med hinandens synspunkter og løsningsmodeller i stedet for at isolere sig i gensidig mistro og fordomme.
Kvarterets børn og unge blander sig trods alt på tværs af alle kulturer - og et af de helt store problemer er netop den måde, nogle af dem gør det på. De voksne er nødt til at kende mere til hinanden og kunne tale bedre sammen for, at vi rigtig kan få fat i problemerne og måske finde frem til en varig løsning.
Skulle jeg blive valgt ind i byrådet for Minoritetspartiet, vil jeg gøre hvad jeg kan for at stimulere og skabe fokus for netop denne form for løsninger - og en kandidat med førstehåndskendskab til et sådant områdes udvikling ville nok ikke være den dårligste til at skabe dette fokus!