![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Iran: Hvad sker der egentlig?
Vestens næste skridt i forsøget på at håndtere Iran og dets tilsyneladende planer om at bygge en atombombe bør være at forsøge at forstå landets samfund og kultur, skriver Timothy Garton Ash i dagens Guardian:
Everyone seems to agree that the next major step is for the matter to be referred to the UN security council. Even the Bush administration, so contemptuous of the UN during the Iraq crisis, now regards that as Plan B. What then? The security council raps Tehran over the knuckles. President Ahmadinejad says go to hell. The security council comes back with sanctions, which would be limited by the geopolitical and energy interests of China and Russia, and the economic interests of Germany, Italy and France.Ahmadinejad er en uhyggelig mand at have siddende på den iranske præsidentpost: Først vil han have Israel "udslettet fra landkortet", hvorefter han kan "nøjes" med at flytte det til f.eks. Tyskland eller Østrig, som han f.eks. har udtalt til iransk TV:
Iran continues (overtly or covertly) with uranium enrichment, while those sanctions produce a growing siege mentality in the country. The regime will tell its people that they are being unjustly and hypocritically punished by the west, merely for developing nuclear energy for peaceful use, as Iran is entitled to do under the nuclear non-proliferation treaty. Compare and contrast Washington's treatment of nuclear India! Many will believe that propaganda - which, like all the best propaganda, contains a grain of truth. External pressure, in this form, could thus consolidate rather than weaken the regime.
What then? What's our Plan C? For the hawks in Washington and Tel Aviv, Plan C would be to bomb selected Iranian nuclear facilities, in order to slow down Iran's progress towards the bomb. Despite all the famous pinpoint precision of state-of-the-art US bombing, one can be quietly confident that this would take the lives of innocent civilians - or, at least, of people whom Iranian television could credibly claim were innocent civilians. A recent trip to Iran convinced me of two things: first, that there is a large reservoir of anti-regime and mildly pro-western feeling in Iran; and, second, that this reservoir could be drained overnight if we bombed.
If European countries claim that they have killed Jews in World War II...why don't they provide the Zionist regime with a piece of Europe.Som om det ikke var nok, har han fulgt denne bemærkning op med en direkte benægtelse af, at Holocaust har fundet sted, og som om det ikke var nok, vil han arrangere en konference for Holocaust-benægtelse, hvor angiveligt "alle historikere og forskere - også dem, der ikke tror på den officielle version - kan få lejlighed til at tale frit."
Det vil formentlig sige, at man i sidste ende vil give "stjernestatus" til forlængst miskrediterede Holocaust-benægtere som f.eks. David Irving - og på en eller anden måde holde mere seriøse historikere ude, så konferencen kan give det "rigtige" resultat.
Vi kan med andre ord konkludere, at Irans præsident er ekstremistisk, antisemitisk, uvidende om de mest elementære fakta i det 20. århundredes historie (Holocaust er - desværre - så veldokumenteret, at det kræver en ret spektakulær uvidenhed om omfanget af denne dokumentation at kunne falde for benægternes argumenter) og ligeglad med, hvordan hans udtalelser opfattes i Vesten.
Garton Ash konkluderer i ovennævnte artikel, at Iran - med udgangspunkt i befolkningens holdninger - kunne være Vestens ven: "Iranian society is potentially our greatest ally - indeed, probably the most pro-western society in the Middle East outside Israel."
Men hvorfor er Ahmadinejad så blevet valgt? Ifølge den iranske blogger Niki Akhavan ikke for hans antisemitisme, men for hans løfter om at gøre op med korruptionen.
Kig på billedet af Ahmadinejad herunder. Billedet blev bragt af det engelsksprogede internettidsskrift iranian.com, formentlig som en spøg: Prøv at se, hvor fattigt og tilbagestående et land vi er, at selv vores præsident spiser så usselt.
Og sådan ser det måske også ud for en eksiliraner med fast tilknytning til den europæiske eller amerikanske middelklasse.
Men hvad ser de millioner af fattige, simple mennesker, som udgør flertallet af den iranske befolkning? De ser en mand, som har en 30 år gammel bil og en tom bankkonto, som lever et nøjsomt og spartansk liv, også selvom han er præsident; i skarp modsætning til mange af de andre mullaher, som er blevet rige på korruption og ihærdig pleje af private interesser.
De ser, med andre ord, en mand, de kan identificere sig med; en mand, der siger hvad han mener og ikke rager til sig. Hans vanvittige udfald mod Israel er så at sige kommet med som en (for de mere intellektuelle iranere ikke særligt uventet) kat i sækken.
Hvad man skal huske på, når man slås med rædsel ved tanken om denne mands svedige fingre på atomknappen, er at Ahmadinejad gør betydeligt mere end han er i stand til at bide. Den iranske blogger Nema Milania udtrykker det således:
The president, Ahmadinejad, has no military authority nor any real political power. One needs only to view former president Khatami's failure to actualize reform policies as the barometer of Iranian presidential weakness. Ironically, the Iranian president is more a weapon of mass destruction to his own people, than to foreign nations.Og det gør man nok klogt i at huske på, før man rider med på de vestlige koldkrigeres alt for taknemmelige labben Ahmadinejads (ganske rigtigt bekymrende) retorik i sig: Han giver ikke megen mening, men han har ikke magt, som han har agt. Og heldigvis for det.