– fordi tiden kræver et MODSPIL

13. May 2006

Løstgående hystader i skrigosfæren

 
Den danske politiske blogosfære er underligt fragmenteret, som enhver, der forsøger at følge med på polit-blogs med en vis forvirring vil konstatere.

Dels har vi et par gode, solide observatører som Eigil og Cosmic Duck, dels har vi engagerede fægtere som Mavepusteren og Bo Gorzelak Pedersen, og dels har vi en lang række interessante debattører, som tilsyneladende er gået på mere eller mindre permanent ferie, som f.eks. Raapil eller Midtimod.dk, vi har Citizen Danes beretninger fra den amerikanske bologsfære og Rune Engelbreth Larsens vægtige humanisme.dk.

Plus en masse flere, som forhåbentlig ikke bliver fornærmede over, at jeg har glemt dem her.

Og så er der en gruppe, som skiller sig ud og som faktisk kan identificeres på, at de blandt danske blogs kun linker til hinanden, som en slags lukket, højreorienteret blogring: Hystaderne.

Møgsprederne, dem, der betragter deres dyrt indkøbte computer som en billig lejlighed til at sprede had og frygt, frygt og had; for hvem "oplysning" er en by i Rusland, når nu skinger Greuelpropaganda er så meget nemmere at fremføre.

Deres fremmeste (for ikke at sige eneste) budskab er muslimerne: Ca. 2,7% af den danske befolkning er i dag muslimer, og det skal vi alle være så bange, så bange, så bange for, og derfor er det nødvendigt, helt og aldeles naturnødvendigt, mine damer og herrer, at hade dem; at lyve dem alt ondt på, og at udsprede sine løgne i en hysterisk, hadefuld tone; og at suge alt, hvad der kunne underbygge deres hadefulde påstande, ud af enhver historie.

En af de værste af disse hedder Hysselina (eller var det: Kimpolina) og sidder i Vejle og må efter sin publikationsfrekvens at dømme være arbejdsløs; men det er jo godt for hende, at hun så har noget at give sig til ...

Da Politiken således forleden kundgjorde, at man på jihadi web sites har fundet endnu en video, der opfordrer til aktioner mod Danmark (som vi kan lægge til de 7.127 andre af samme slags), beslutter vores hysteriske veninde sig ikke for at klappe hesten og vente og se, hvad der sker, som alle andre.

Hun er rystet i sin sjæls inderste, tør næppe gå udenfor hoveddøren af frygt for de bomber, som hendes skæggede muslimske naboer monstro har anbragt dér, og proklamerer rystende:
Luk Islamisk Trossamfund i Danmark.

Luk Dansk Hizb-ut-Tahrir, og udvis alle deres medlemmer.

Udvis alle imamer, som har udtrykt sympati for al-Qaeda og terror eller har været involveret i oppiskningen af Mohammed-Cartoon-sagen.

Udvis alle X-generationsindvandrere, som har været aktivt involveret i røverier, knivstikkerier, køllebankning, voldtægt og anden voldelig adfærd.

OG lav eventuelt først som sidst den islamiske del af verden om til en parkeringsplads.
(Al fremhævelse er forfatterens).

Retorikken er klar nok, og stigende: Luk!, Luk!, Udvis!, og dens konsekvenser noget foruroligende:

Et eller andet nutjob fremsætter en trussel, og straks er vi så bange, at vi vil
  • Afskaffe religions- og trosfriheden
  • Afskaffe foreningsfriheden
  • Afskaffe ytringsfriheden
  • Deportere alle danske statsborgere, som har begået kriminalitet (vi er alle X-generations-indvandrere, når blot X vælges højt nok).
Og så kommer naturligvis trumfen til sidst, behørigt bakket op af tilråb som Nu kan det fandengaleme’ være nok! og NU stopper legen!:

Lad os lave den islamiske del af verden om til en parkeringsplads.

Spørgsmål til professoren: Hvad har Kimpolina i grunden tænkt sig, at der i så fald skulle ske med de mennesker, der bor i den islamiske del af verden når vi nu gør det, der åbenbart alligevel skal til "først som sidst"?

Ja, hun har jo nok ikke tænkt sig, at de skulle rejse til Vesten. Kommentaren kan ikke læses på anden måde end, at hun gerne så dem udryddet, f.eks. svitset med et par atombomber.

dette er, hvad vi kan finde i den del af blogosfæren, jeg kalder "hystaderne" eller skrigosfæren:

Fremmedhad og nationalt hysteri, afgrundsdyb frygt og uvidenhed, opfordringer til massedeportationer og folkemord. Sieg Heil!

Gud bevare os for fascismen: Gud bevare Danmark for, at en totalitær hader som Kimpolina (eller hendes meningsfæller) nogensinde skulle få indflydelse på noget som helst i dette samfund!

Update, søndag d, 14. maj kl. 21.30:
Ulla Nørtoft Thomsen skriver:
De venstreorienterede er knivskarpe, de højreorienterede er brøleaber? Har det ikke slået dig som lidt pudsigt, at de kvalitative skel mellem bloggerne passer lige nøjagtigt med de holdningsmæssige?
Svar:
Nu er mit indlæg knap og nap så meget en agtværdig & akademisk analyse af blogosfærens retoriske kvaliteter, som det er et udfald mod Kimpolina og (pr. implikation) mod de, som opfatter sig selv som på linje med hendes synspunkter.

De kvalitative skel passer næppe helt så eksakt; således er Citizen Dane, som jeg ellers taler pænt om, efter eget udsagn konservativ, hjemmeværnsmand og dermed ikke lige fundet af en typisk "venstreblogger".

Så der er mange nuancer. Men dette her indlæg var som sagt ikke en analyse, det var et angreb, og det var et angreb på en tendens; en tendens i retning af at være umotiveret og uargumenteret hadefuld ud over alle grænser, som jeg tror, jeg kan overbevise også politiske modstandere om det frarådelige i.

Et lidt mindre høfligt svar:
Hvis man kaster en sten ind midt i en flok svin, er det let at finde ud af, hvilke man har ramt: Det er dem, der hyler.

Kimpolina hyler selv endog særdeles højt, men nu var det strengt taget også hende, jeg sigtede efter.

Eller rettere sagt, det gør hun selvfølgelig ikke: Hun tager sig ikke af kritikken, trækker kun let på smilebåndet. Således når hun i sit svar at kalde indehaveren af denne weblog for forskruet, autonom, frådende, skabsfascist, "jammerlap" (hvad det så end betyder - en særlig jydisk glose som man ikke kan dechifrere uden trebindsudgaven af Dansk-Jydsk Ordborg?), racist, hykler, og så det værste af det hele, anklagen over dem alle: SOCIALIST!

Dette indgår alt sammen i hendes rationelle og sammenhængende forsøg på at forklare, at hun ikke er hverken hysterisk eller overgearet og i hvert fald slet ikke føler sig truffet, og at det er undertegnede og ikke hende, der om nogen har problemer med proportionerne.

Vel, so be it, then. I rest my case.

Kommentarer: