![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Luk Lejren
I Sandholm-lejren lever mennesker under vilkår, som det kan give mig kuldegysninger at tænke på: I venteposition, uden adgang til selv at lave mad, uden noget at lave, med pligt til at melde sig to gange om ugen, bag pigtråd, på sovesale.
Jeg tror, det er sådan noget, som de fleste af de mennesker, som støtter regeringens udlændinge- og asylpolitik, helst ikke vil vide. Da en større undersøgelse for et års tid siden satte fokus på børns vilkår i asylcentre, afviste Søren Krarup det som "følelsesporno".
Hvis det er "følelsesporno" at beskæftige sig nøgternt med de faktiske forhold, er vi langt ude. Specielt er vi langt ude i dehumaniseringen af Danmark. Jeg vil gerne opfordre folk til at kaste et blik billedet herover, og så spørge sig selv: Er dét det Danmark, jeg vil og er stolt af? Er det et godt sted at anbringe folk i årevis - på min regning og under mit ansvar? For disse menneskers lod er vores ansvar, medmindre vi gør noget for at ændre det.
Hvis forholdene i asylcentrene kritiseres, kan regeringen og Dansk Folkeparti, og myndighederne i al almindelighed, henvise til, at alt er i orden - centrene drives jo af Røde Kors, og alle ved, hvor godt et ry Røde Kors har. Der er altså ikke noget at komme efter.
Men der er noget at komme efter. Og ved at drive centrene kommer Dansk Røde Kors til at stå som garant, som blåt stempel på og hvidvasker af en asylpolitik, som knækker og traumatiserer folk ved års uvished og opbevaring i lejrenes limbo, mens deres asylsag behandles.
Et første skridt kunne altså være at bevæge Røde Kors til at sige fra, til at nægte at udfylde denne rolle og selv forlange, at forholdene blev bedre. Og det er netop, hvad aktionsgruppen Luk Lejren kræver.
Men hvad er alternativet? Hvor skal flygtningene så være? Svar: I 80erne lavede man en del gode ting på området. Blandt andet havde man åbne flygtningecentre i nogle byer, uden pigtråd, med tilladelse til at færdes frit og uden meldepligt døgnet rundt.
Det kunne man overveje at genindføre. Det behøvede ikke være fyrsteligt: Familier kunne få énfamilies-lejligheder med eget køkken, enlige kunne få eget værelse med kogeplader. Alle kunne få tilladelse til at søge arbejde, tilladelse til at få undervisning, noget at lave i det hele taget. Mulighed for at integrere sig i samfundet.
Men det er i virkeligheden ikke så vigtigt, hvad man laver af alternativer. Lejrens "lukning" behøvede strengt taget ikke engang at betyde, at den fysisk blev flyttet: Afskaf meldepligten, tag pigtråden ned, gør det åbent, giv folk eget værelse og lejligheder, giv dem lov til at arbejde og deltage i samfundet, komme videre med deres liv.
Pointen er, at det ikke er svært at forestille sig måder at gøre tingene bedre på. Det er svært at forestille sig måder at gøre tingene værre på. Og hvis vi gerne vil sidde ned og lade det ske, så sker det i vores navn og på vores ansvar.
Derfor støtter jeg Luk Lejren - fordi vi ikke kan være Sandholmlejren bekendt, og fordi vi ikke kan tillade regeringen at fortsætte med at byde mennesker de vilkår.
Se også: Luk Lejrens hjemmeside.
Illustrationen til dette indlæg er taget fra Luk Lejrens lejr-avis.