![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Softwarepatenter nej tak
Vi har været en del omkring problemerne med
copyright i en tid, hvor teknologien gør elektronisk distribution af
tekster, film, musik osv. nem og billig.
Et beslægtet IT-politisk emne er spørgsmålet om softwarepatenter. I øjeblikket er EU ved at forberede en lov, der (måske) vil gøre det muligt at udtage softwarepatenter i Europa på samme måde, som det i dag er muligt i USA, og du har måske hørt, at mange - især programmører og fortalere for fri software - mener, at softwarepatenter er noget skidt og noget skrammel, der forhindrer dem i at skrive den software, de gerne ville.
Men hvordan kan nu det være? Er det ikke i orden, at de folk, der gør nye opfindelser, kan beskytte sig imod plagiat, og taler modstandere af patenter (herunder softwarepatenter) ikke blot for, at de uhindret kan gøre sig til gode med og dermed nyde frugterne af opfindelser, som deres konkurrenter måske har investeret betydelige mængder af tid og penge på?
Når vi taler om "fysiske" opfindelser (som f.eks. telefonen, flyvemaskinen og 177 andre mindre revolutionerende gadgets, som den moderne teknologi har beriget verden med), kan der være noget om snakken: Udvikling og ikke mindst produktmodning af en ny slags maskine kan sluge betydelige ressourcer, og hvis konkurrenterne uden videre har lov til at kopiere opfindelsen, kan de underbyde opfinderen ved at sende en langt billigere model på gaden. Konkurrenten har jo nemlig ingen udviklingsfase at financiere!
Dette betyder dels, at interessen for at investere i nye opfindelser ville være begrænset, og sandsynligheden for, at en dygtig opfinder eller innovativ virksomhed ville blive sat ud af spillet straks efter deres første succes ville være ganske stor - hvis ikke opfindere kunne nyde en vis beskyttelse mod et sådant tyveri af deres opfindelser.
Patenter kan imidlertid også have ulemper: Et firma kan besidde et uhyre nyttigt patent og ikke bruge det, hvilket i sidste ende kan være en hæmsko for samfundet som helhed - eller firmaet udnytter måske kun sit patent delvist og kræver så ublu afgifter af andre for brug af deres patent, at markedet underforsynes med en livsvigtig kommoditet.
Som eksempel på den første type skadevirkning kan anføres, at USA før 2. verdenskrig ikke var i stand til at bygge et moderne fly. Dette krævede nemlig teknologier, som var patenteret af konkurrerende virksomheder, som ikke for deres død ville samarbejde om noget som helst. Da krigen brød ud, skar regeringen igennem, besluttede at denne tingenes tilstand var utilfredsstillende og ophævede patenterne mod en mindre erstatning til deres ejere.
Et godt eksempel på den anden type skadevirkning er medicinalfirmaernes afvisning af at lade u-landene kopiere deres AIDS-medicin. I Brasilien har regeringen skåret igennem, forkastet patenterne og holder AIDS nede ved at uddele gratis kopipræparater til alle, der har brug for dem; andre steder, f.eks. i Afrika, holder patenterne stadig stand, på trods af, at de årligt koster millioner af menneskeliv.
Traditionelle patenter kan altså have deres fordele såvel som deres ulemper.
Men softwarepatenter da?
Softwarepatenter - patenter på "opfindelser" udtrykt alene i et programs kildetekst - adskiller sig fra "rigtige" patenter ved, at der både er mange flere såkaldte opfindelser, og at disse "opfindelser" som regel gøres igen og igen af forskellige programmører uafhængigt af hinanden.
Jeg har ikke selv meget forstand på jura og de juridiske detaljer i diskussioner for og imod; til gengæld ved jeg en hel del om software efter mange år som udvikler i danske virksomheder.
Et større softwareprojekt minder i mange henseender om et korthus, eller rettere sagt om en masse byggeklodser: Overordnet set er programmet netop ofte en model af en motor, der driver den funktionalitet, der stilles til rådighed for brugeren - disse store linjer betegnes som programmets arkitektur. De mere tekniske detaljer implementeres af algoritmer, der som virtuelle tandhjul gemmer sig inde i maven af de byggeklodser, hvor de hører hjemme.
Nogle arkitekturer og algoritmer er mere hensigtsmæssige end andre, og softwareudvikling præges derfor af, hvad programmører spøgefuldt kalder genopfindelsen af hjulet:
De samme teknikker, algoritmer og strukturer genopfindes og genopdages igen og igen af forskellige programmører uafhængigt af hinanden, simpelt hen fordi de virker, og fordi mange af dem er forholdsvis oplagte for en erfaren programmør, der har set de samme problemer igen og igen i utallige variationer og efterhånden ved, hvordan de skal løses.
Problemet med softwarepatenter er her, at hvis jeg sætter mig ned og skriver et nyt program (f.eks. et spil, et tekstbehandlingsprogram, en Internetbutik eller hvad det nu skulle være) løser jeg formentlig indtil flere problemer, som andre har løst i forvejen, og anerkendes denne form for "løsninger" som patentberettigede, kan jeg have overtrådt adskillige patenter uden at ane det.
I et område, hvor alle løser de samme (eller nært beslægtede) problemer fra grunden om og om igen, repræsenterer patentet et monopol på løsninger, som alle, der beskæftiger sig med det pågældende problemområde, er dømt til at falde over før eller senere.
Et eksempel på dette er internetbutikken Amazons patenterede "one-click"-salg; når du har oprettet dig som kunde, indtastet dine kreditkortoplysninger, osv., kan du købe en bog, du har fundet ved at klikke kun én gang. Dette er en patenteret opfindelse, og ingen andre amerikanske internetbutikker må sælge varer ved tryk på kun én knap uden at få tilladelse til det af Amazon.
Og her er det, at enhver, der nogen sinde har prøvet at designe et brugerinterface vil udbryde, at det er jo selvindlysende - at denne "opfindelse" uden Amazon ville være gjort igen og igen af andre designere. Men nu har Amazon eneret på den og kan kræve store erstatninger af enhver, der måtte formaste sig til at bryde deres patent.
Men gør det egentlig noget, kunne man spørge - man kan jo bare lade være med lige at lave en en-kliksløsning på sin internetbutik?
Jo, det kan man da - men hvad nu, hvis man ikke havde hørt om Amazons patent og selv havde fundet på ideen uden at skænke Amazon en tanke?
Et softwareprojekt består af tusinder og atter tusinder af designbeslutninger og tekniske valg. Hvis noget så banalt som Amazons en-kliks-løsning kan patenteres, hvor mange af disse designbeslutninger, hvor mange af disse valg, kan vi så forvente er sikre mht. patenter?
Svaret er: Ingen. Det er lidt, som hvis ét firma havde patent på at dyrke gulerødder og et andet på at dyrke ærter, og den eneste måde at få noget at spise ville være at få arbejde hos et af disse patentholdende firmaer, som så kunne bytte indbyrdes og holde alle andre ude.
Og det er desværre ikke engang nogen overdrivelse. I USA er der udtaget hundredetusinder af softwarepatenter, og deres vigtigste værdi er, at de store spillere - IBM, Microsoft, Adobe, den størrelsesorden - til hver en tid kan slå de mindre softwarehuse i hovedet med patenter, som alle nødvendigvis må bryde for overhovedet at komme til at skrive et sammenhængende program.
De store kan til gengæld sikre sig arbejdsro ved at bytte patenter, mens de små firmaer og individuelle programmører, som i praksis altid står for den reelle nyskabelse i IT-verdenen, kun kan fungere på de stores nåde og barmhjertighed.
DETTE er, hvad software-patenter indebærer - og dette er hermed også grunden til, at organisationer, der taler for friheden til at udvikle teknologi som en del af friheden til at leve - som f.eks. Electronic Frontier Foundation og Free Software Foundation - bekæmper dem med næb og klør.