Tortur light
Weekendavisen har en lang og god artikel om den nye udvikling indenfor tortur i USA og andre lande, og rejser nogle højst relevante spørgsmål:
Er det tortur at surre en fange fast, binde cellofan om hans hoved og overhælde ham med vand? Nej, siger amerikanerne. For amerikanerne torterer jo ikke deres fanger. Vel? En række fremtrædende jurister i USA vil have tortur gjort lovlig.Weekendavisens reporter Martin Krasnik nævner også det såkaldte "terrornotat", som vi har omtalt flere gange tidligere:
DET kan måske virke lidt mærkeligt, at hele 308 politikere i Repræsentanternes Hus i onsdags fandt det nødvendigt at forbyde myndighederne at torturere fanger i amerikansk varetægt. Men det gjorde de, da de stemte for, at ingen amerikanere nogen steder må behandle eller straffe fanger på »ond, umenneskelig eller nedværdigende« måde. Det kan selvfølgelig synes lige så mærkværdigt, at hele 122 repræsentanter stemte imod dette forslag og åbenbart mener, at det er i sin orden at behandle fanger umenneskeligt.
Nærmest besynderligt er det, at loven overhovedet har fundet vej gennem begge Kongressens kamre og er vildt omdiskuteret, når nu regeringen på det bestemteste har understreget, at USA ikke bruger tortur. »Regeringen autoriserer eller accepterer ikke tortur,« sagde udenrigsminister Condoleezza Rice i sidste uge, da hun rejste rundt i Europa og dæmpede gemytterne. »Vi torterer ikke,« understregede præsident George Bush i sidste måned. »Det vi gør, kommer end ikke i nærheden af tortur,« har CIA-chef Porter Goss sagt.
(...)
Rices udtalelser blev udlagt som en klar afstandtagen til tortur, men den køber kritikerne ikke. »Udenrigsminister Rices kommentarer giver regeringen manøvrefrihed,« siger juraprofessor David Cole fra Georgetown University. Han har udgivet bogen Enemy Aliens: Double Standards and Constitutional Freedoms in the War on Terrorism.
»For det første kalder Rice regeringens modstand mod tortur 'politik' og ikke 'lov'. For det andet sagde hun intet om, hvorvidt denne politik også gælder udenlandske statsborgere i udlandet.«
Eller som flere kritikere har sagt det efter Rices optræden: hun talte som en, der var sendt ud for at bedrage tilhørerne.
Et notat fra justitsministeriet fra august 2002, der stadig er hemmeligholdt, blev lækket sidste år. Det kaldes »tortur-notatet« og blev skrevet op til etårsdagen for 11. september, da man frygtede endnu et al-Qaeda angreb og havde brug for oplysninger fra tilfangetagne terrormistænkte. En af de teknikker, der specifikt blev anbefalet, er såkaldt waterboarding. CIAs egen beskrivelse af denne teknik er blevet lækket til ABC News:Vel, som Citizen Dane gang på gang har opfordret: Forbyd tortur. Helt. Og lad være med at gradbøje det.
Fangen bindes til et bræt og lægges, så kroppen skråner nedad. Cellofan eller andet bindes om ansigtet og vand hældes ud over ham. »Det medfører en voldsom skræk for at drukne, opkastrefleksen går automatisk i gang og vil føre til en tryglen om at tilstå,« skrev CIA angiveligt selv om metodens effektivitet. ABC citerer CIA-kilder for, at deres egne folk ved prøver kun kunne modstå omkring 15 sekunders waterboarding, mens en af topfolkene i al-Qaeda, Khalid Sheik Mohammed, »klarede mellem to og to et halvt minut, før han tryglede om at få lov til at tale.«
Og læs i øvrigt Weekendavisens artikel - den er den grundigste behandling af emnet, jeg endnu har set på dansk.