![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Universitetets demise som kritisk faktor i samfundet
Regeringen har demonteret universitet som kritisk faktor i samfundet, skriver professor i historie Jens Engberg i Politikens kronik fra lørdag d. 29. april: Videnskabsministeren foragter tydeligvis ikke alene dannelse og fordybelse, men også det arbejde, som uddannede kandidater udfører på gymnasiet og i forskningsinstitutioner.
Engberg bruger også kronikken til at se tilbage på dengang, universitetet var noget mere elitært og professorstyret end idag - og hvor man også kunne forlange en noget højere indsats fra de studerende, f.eks. at man uden videre var parat til at lære sig hollandsk, hvis den mest relevante bog i et bestemt område nu tilfældigvis var på dette sprog.
Om udviklingen i Anders Fogh Rasmussens regeringstid hedder det:
Farligere blev det, da statsministeren begyndte på sin ideologiske krigsførelse. I 2003 sagde han: "Jeg har den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end lovændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid".Men det virker ikke særligt gennemtænkt at bygge den nationale forskningsstrategi op omkring antiintellektualisme og kulturkonservatisme.
Udtalelsen kom samtidig med universitetsloven i 2003, der effektivt gjorde en ende på universitetets eksistens gennem 500 år som en åben, selvstyrende videnskabelig institution med forskningsfrihed.
(...)
Det lød smukt, at det i universitetsloven blev slået fast, at universitetet havde forskningsfrihed. Men pointen var, at det var universitetet, der havde forskningsfrihed, og ikke den enkelte forsker. Forskningsfriheden tilfaldt derfor bestyrelsen, hvilket egentlig vil sige det store erhvervsliv. Der skulle fortsat forskes, men ikke frit.
Naturligvis skete demonteringen af universitetet som en kritisk faktor i samfundet ikke bare til benefice for det store erhvervsliv, men som en del af det ideologiske korstog. Med universitetet kneblet og bundet blev det, som statsministeren sagde, nemmere at sætte dagsordenen i værdidebatten, og videnskabsministeren gjorde det da også i en kronik i Jyllands-Posten, hvor han forklarede, at alt det der på universitetet med "dannelse, fordybelse og lærd refleksion over tunge faglige emner", det hørte fortiden til. Det havde måske givet mening, dengang universitetet kun var for de få, de rige og de allerklogeste. Men det var slut: "De bløde humanistiske fag", som ministeren skrev, skulle "selvfølgelig kende deres besøgelsestid og indrette sig på, at de nye tider betyder nyt uddannelsesindhold, så en cand.mag. i historie ikke bliver gemt væk på et lærerværelse eller på et museum".
Skulle man endelig bruge humanister til noget, så kunne ministeren pege på turisme, sport og den slags. Men som han også sagde, "vi kan jo ikke leve af at klippe og barbere hinanden", hvilket åbenbart er, hvad humanister får tiden til at gå med. Videnskabsministerens foragt var udtalt ikke alene for de forældede begreber dannelse og fordybelse, men også for det arbejde, der gøres på gymnasiet og i forskningsinstitutionerne, og på hvilket Videnskabsministeriets virksomhed i sidste ende burde hvile.
Og det klæder da slet ikke en regering, som vil gøre Danmark til et "videnssamfund" , der kan "konkurrere i globaliseringen". Skal vi til at omdøbe "know-how" til "know-less"?
Hvis regeringens nye slogan "Fra forskning til faktura" om erhvervsrettethed og salgbarhed for alvor bliver påtvunget også de naturvidenskabelige fakulteter, ja så ér bunden virkelig, som Engberg skriver, være nået: Universitet kan ikke synke dybere.
Eller, sagt på en anden måde og mere præcist: Hvis det synker ret meget dybere, kan vi efterhånden lige så godt lukke lortet og bygge handelsskoler i stedet. Måtte den dag aldrig komme.
Link til professor Engbergs kronik i Politiken.