White Pride i politisk terror-aktion
Eller, som vi læser i Århus Stiftstidende:
10-12 bøller fra White Pride stormede i aftes et møde med unge aktivister fra venstrefløjen.Politisk mødeterror? Skal det nu til at være normalt, når blot det er mennesker, med de "forkerte" (læs: ikke-Dansk Folkepartiske) holdninger, der mødes?
Cirka 15 unge fra Antiracistisk Netværk var ved at afslutte et møde på DKP-mødestedet Café Oskar i Mejlgade, da de fattede mistanke til en af de fremmødte. Da manden blev udspurgt og bedt om id, trak han en peberspray og sprøjtede både tre deltagere i ansigtet og ud i rummet, inden han løb fra mødelokalet.
I samme åndedrag stormede en gruppe sympatisører, der tilsyneladende havde ventet på tegn, ind i et lokale ovenpå, hvor de væltede og smadrede inventar, inden de flygtede fra stedet.
En byrådskandidat fra Enhedslisten, der var ved at forlade stedet, blev fanget i stormløbet og blev slået i ansigtet og på overkroppen. Politikeren blev kørt til behandling på skadestuen.
De chokerede unge flygtede ud gennem kældervinduer. De er overbeviste om, at White Pride står bag.
Flere af de angribende havde en fremtoning, som de berygtede White Pride fodboldbøller med nazistiske holdninger. Flere havde desuden AGF-tørklæder om halsen, har vidner forklaret til politiet.