HVAD MÅ DE SOCIALE MYNDIGHEDER (IKKE)?

 
– af Carsten Agger

NB, juni 2016: Denne artikel er skrevet i 2001 og bliver IKKE OPDATERET. Dens beskrivelse af lovgivningen svarer IKKE til, hvad der gælder i dag. Brug den med andre ord IKKE som vejledning til, hvilke regler du skal forholde dig til - den har i dag mere historisk interesse.

Tusinder af familier kommer hvert år frivilligt eller ufrivilligt i kontakt med den moderne udgave af børneværnet – de sociale myndigheder. Hvordan skal man forholde sig i den situation? Indebærer en kontakt med de sociale myndigheder en risiko for at få sine børn tvangsfjernet, og er det muligt at få reel hjælp fra de sociale myndigheder uden at underlægge sig en undergravende mistænkeliggørelse og kontrol? På baggrund af den politiske udvikling, studier af sagkundskaben og lovgivningen samt private erfaringer i en række konkrete sager finder Faklen her grund til at advare om nødvendige forholdsregler i forbindelse med enhver families eventuelle kontakt til de sociale myndigheder.

En børnefamilie kan grundlæggende komme i kontakt med det sociale system (repræsenteret ved kommunernes familieafdelinger) på to måder: Frivilligt, fordi de selv mener, at der er problemer, som kommunen kunne eller burde afhjælpe; eller ufrivilligt, fordi udenforstående (naboer, bekendte, familie, skole eller daginstitution) har opfattet familiens eller børnenes forhold som problematiske og derfor har givet de sociale myndigheder en underretning om deres opfattelse af familiens forhold.

Hvad må kommunen?

Den mest problematiske, for ikke at sige traumatiske, kontakt med de sociale myndigheder er naturligvis den ufrivillige, altså den, hvor kommunen af andre har fået underretning om, at familiens børn lever under forhold, der i den underrettendes øjne ikke er tilfredsstillende. Det skal bemærkes, at mens mange sådanne underretninger naturligvis drejer sig om børn i større eller mindre nød, kan de også meget ofte bygge på fordomme, løse iagttagelser og sladder i nabolaget eller børnehavens kaffestue. Samtidig benyttes i sådanne sager ikke egentlige beviser, men netop udtalelser indhentet fra diverse offentlige institutioner, som barnet eller børnene måtte være kommet i kontakt med. Forløbet i en sådan social sag vil ofte være:

1. Kommunens socialforvaltning modtager en underretning, hvorefter familien tildeles en sagsbehandler, som indkalder familiens voksne (dvs. forældrene) til et møde – enten i hjemmet eller på socialforvaltningen.
2. Under dette møde fremlægges den eller de underretninger, der har givet anledning til kontakten, familien præsenteres for sagsbehandlernes bekymring over dens indhold og udspørges om dens baggrund.
3. Sagsbehandleren udtaler, at det på baggrund af de fremkomne oplysninger er nødvendigt at foretage en undersøgelse af familiens forhold. I denne forbindelse beder sagsbehandleren om tilladelse til at indhente udtalelser om barnet og familien fra skole, daginstitutioner og andre personer (f.eks. skolepsykolog eller praktiserende læge), der måtte have været i kontakt med barnet. I undersøgelsen kan også indgå en psykologundersøgelse iværksat på socialforvaltningens initiativ, ligesom den kan omfatte en såkaldt social anamnese af forældrene; denne består først og fremmest i, at disse udspørges om deres barndom, opvækst og historie.
4. Når undersøgelsen (ideelt set) er afsluttet, kan familien tilbydes forskellige "hjælpeforanstaltninger", der skal afhjælpe de problemer, undersøgelsen måtte have afdækket.

Hvor langt har kommunen ret til at gå i en sådan situation? Det mest traumatiske for en familie, der på denne måde pludselig og uventet kommer i kontakt med myndighederne, er naturligvis frygten for, at kontakten og/eller undersøgelsen munder ud i anvendelsen af myndighedernes ultimative magtmiddel: Tvangsfjernelsen. I langt de fleste tilfælde er en sådan frygt ubegrundet; ganske vist er antallet af tvangsfjernelser steget voldsomt i de senere år, og ganske vist foregår disse ofte på et vilkårligt grundlag, således at såvel mange familier som sagkundskaben på området kan berette om ganske uforståelige beslutninger om tvangsanbringelse, men i langt, langt de fleste tilfælde vil sagsbehandlerne ikke have mulighed for at komme igennem med en beslutning om tvangsanbringelse, selv om de gerne ville.

I forbindelse med modtagelsen af selve underretningen kan kommunen indledningsvis forsøge at skaffe sig flere oplysninger ved f.eks. at kontakte skole eller daginstitution eller ved at komme på uanmeldt hjemmebesøg. Dette udgør ikke en egentlig undersøgelse, men må blot betegnes som en slags forundersøgelse. Den egentlige undersøgelse som beskrevet i § 50 i Lov om social service må kun iværksættes i forståelse med (dvs. med samtykke fra) forældrene eller eventuelt uden samtykke ved tvungen anbringelse på institution eller sygehus (hvilket naturligvis kun kan ske i meget alvorlige tilfælde).

Kommunen har notatpligt – det vil sige, at alle oplysninger, der kan have betydning for afgørelsen i en sag, skal indgå skriftligt i sagen, og kommunen skal give familien aktindsigt i alle sådanne oplysninger, hvis den bliver bedt om det.

Det mest bemærkelsesværdige ved en sådan undersøgelse er, at den sagsbehandler, der står for den, kun sjældent vil være interesseret i at se eller tale med de børn, hvis forhold skal undersøges.

Hvis familien indvilger i undersøgelsen, vil kommunen i stedet undersøge sagen ved at indhente udtalelser fra alle "professionelle", der er i kontakt med familiens børn. Dette vil i praksis sige, at sagsbehandleren retter en skriftlig henvendelse til børnenes børnehave, skole, fritidshjem osv. og beder om en skriftlig udtalelse om barnets funktion og trivsel i institutionen. Er barnet undersøgt af en skolepsykolog, vil de også ønske at rette henvendelse til skolepsykologen gennem Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen, ligesom de i mange tilfælde vil forlange, at barnet undersøges af en af deres egne psykologer. Bemærk, at undersøgelser efter § 50 skal foretages i forståelse med familien, skal udføres "så skånsomt, som forholdene tillader" og ikke må være "mere omfattende, end formålet tilsiger".

Når undersøgelsen er tilendebragt, skal kommunen og forældrene ideelt set nå frem til enighed om, hvilke "foranstaltninger" der er eller ikke er nødvendige for at afhjælpe familiens problemer. Det skal bemærkes, at udover tvangsanbringelse som beskrevet i § 58 og konsulentbistand efter punkt 1, 6 og 7 i § 52, stk. 3, skal foranstaltninger (hvad enten disse først og fremmest har karakter af hjælp eller kontrol) aftales i forståelse med familien; hvis myndighederne ikke kan bevise, at der er grundlag for en tvangsanbringelse, kan der ikke gennemtvinges andre foranstaltninger hen over hovedet på familien.

Faldgruber og forholdsregler

I hele dette forløb er der adskillige faldgruber, der har at gøre med den måde, hvorpå sociale myndigheder arbejder med og beskriver familier som "problemfamilier". Mens man som noget helt selvfølgeligt skulle forvente, at en myndighed, hvis erklærede mål er at hjælpe og støtte pressede familier (og eventuelt finde ud af, om de har at gøre med et af de helt ekstreme tilfælde, hvor familiens voksne ikke kan eller vil tage sig af børnene på betryggende vis), arbejder ud fra et forsøg på at forstå familiens situation og det pres, den eventuelt måtte være underlagt, under skyldig hensyntagen til og respekt for familiens egenart, kultur, integritet og generelle sociale situation, er virkeligheden ofte en ganske anden.

En familie, der vurderes at have brug for hjælp, beskrives ikke som mennesker på lige fod med sagsbehandleren, men som "sociale klienter". Vanskeligheder, der egentlig skyldes en families sociale problemer eller trængte situation, individualiseres og tages som et udtryk for forældrenes mangler og ikke for den umulige eller urimelige situation, de eventuelt befinder sig i. Dette indebærer, at et eventuelt behov for hjælp ikke beskrives og forklares i termer af den faktisk eksisterende sociale, emotionelle og praktiske situation; i stedet katalogiseres forældrenes eventuelle afvigelser fra almindeligt vedtagne normer for, hvordan man "bør" leve og være, og disse afvigelser udlægges som udslag af forældrenes utilstrækkelighed. Denne problematik behandles også i artiklen "Vilkårlige tvangsfjernelser" i Faklen nr. 13. Groft sagt vil familiens behov for praktisk eller pædagogisk hjælp eller støtte (eller, i yderste konsekvens, børnenes behov for at blive fjernet fra familien) blive beskrevet i termer af forældrenes sjuskethed, manglende begavelse, manglende evne til at forholde sig til deres børn og generelt uhensigtsmæssige opførsel.

Mener sagsbehandleren derfor at have fat i en sådan "problemfamilie", er det netop sådanne aspekter af de udtalelser, der måtte fremkomme, og familiens egne udtalelser, hun vil hæfte sig ved og anføre i sin journal eller i indstillinger til børne- og ungeudvalget.

Til de forskellige faser i en social sags forløb bør den familie, der ufrivilligt er havnet i de sociale myndigheders søgelys, derfor iagttage en række forholdsregler, der beskrives nedenfor.

Generelt om den første kontakt

Indkaldelsen til det første møde vil oftest være kortfattet og ikke indeholde nogen reference til de forhold, der omtales i den modtagne underretning. Kommer underretningen fra skole eller daginstitution, vil familien oftest være blevet varskoet om dette og vil måske have fået en kopi af underretningen. Kommer den f.eks. fra familie eller naboer, vil dette stort set aldrig være tilfældet.

• Gå ikke uforberedt til dette eller noget andet møde – sørg for at modtage kopier af underretningen og af alle relevante papirer (herunder journal) forud for alle møder.

• Såfremt underretningen indeholder urigtige oplysninger, der er belastende for familien, er det nødvendigt at imødegå disse urigtige oplysninger; dette gøres bedst ved et brev til forvaltningen, der omhyggeligt gør opmærksom på de fejl, der måtte være i underretningen.

Som sagt kan en underretning om problemer hos dine børn være præget af fordomme, sladder eller upræcise og muligvis krænkende gisninger om familiens forhold. På denne baggrund kan det være fristende helt at afvise enhver diskussion af dens indhold med myndighederne. Dette er imidlertid en dårlig idé, eftersom socialforvaltningen ikke vil acceptere et sådant afslag, men tværtimod vil betragte og behandle en sådan "manglende samarbejdsvilje" som et problem i sig selv.

• Afvis ikke kommunens henvendelse eller mødeindkaldelse, men sørg i stedet for at imødegå alle urigtige oplysninger så overbevisende og effektivt som muligt. Indkaldes mødet (som det ofte er tilfældet) med meget kort varsel og uden nogen oplysninger om underretningens indhold, bør du få det udsat.

I de sociale myndigheders indgriben ligger en mistænkeliggørelse af forældrenes evne til at passe deres egne børn, der på mange familier virker intimiderende, skræmmende og grænseoverskridende. Mange vil derfor i denne situation være både bange og vrede ved møder med repræsentanter for socialforvaltningen. Samtidig er der virkelig grund til at være på vagt, eftersom man som sagt ikke kan være sikker på, at ens udtalelser eller mødets forløb vil blive gengivet korrekt i journalen.

• Vær som udgangspunkt altid venlig og saglig ved al kontakt med kommunens repræsentanter. Tilbagevis alle urigtige påstande eller beskyldninger bestemt, gerne skarpt, men altid venligt. Alle ukontrollerede udbrud af vrede eller personlige angreb mod sagsbehandleren kan fortolkes som mangel på samarbejdsvilje eller som et udtryk for din generelle uegnethed som forælder.

• Sørg så vidt muligt for, at du selv eller din bisidder tager notater til alle møder. Sørg for løbende at få tilsendt sagsjournalen og lav egne referater af møder, som du ikke mener er gengivet korrekt.

• Gå aldrig alene til et møde med sagsbehandleren, hvis du er den mindste smule utryg ved situationen eller ved kommunens hensigter. Tag i stedet en god ven eller bekendt med som bisidder, både som moralsk støtte og vidne.

Hvis du er tryg ved situationen, fordi du eventuelt selv har henvendt dig om mulighed for hjælp eller er sikker på, at myndighederne ikke nærer en mistanke, der vil kunne få dem til at presse dig til uønskede "foranstaltninger" eller true med tvangsindgreb, kan det på den anden side være en god idé at signalere dette ved at møde alene.

Undersøgelsen

Hvis socialforvaltningen ønsker at gennemføre en undersøgelse af dine børns forhold efter servicelovens § 50, skal du være opmærksom på, at den kun kan gennemføres i forståelse med familien. Ønsker du ikke undersøgelsen gennemført, kan de ikke umiddelbart gennemtvinge den, medmindre de har modtaget en underretning, der er graverende nok til, at undersøgelsen kan gennemføres ved anbringelse på institution eller sygehus. Det er imidlertid ikke nogen god idé at afvise at få en sådan undersøgelse gennemført, da myndighederne opfatter manglende vilje til at samarbejde med dem som et tegn på, at familien har noget at "skjule".

Erfaringsmæssigt er det til gengæld et tilbagevendende problem i sociale sager, at sagsbehandleren ikke oplyser om sine hensigter eller om, hvor omfattende en undersøgelse af familiens forhold, der ønskes; et første krav om tilladelse til at indhente udtalelser om børnene suppleres ofte yderligere med krav om psykologundersøgelser og flere udtalelser. Familien vil opleve dette som en endeløs række af mødeindkaldelser og udtalelser med en stadig stigende mistænkeliggørelse af deres forældreevne.

Undersøgelsen trækker hermed i langdrag og når i mange tilfælde aldrig så langt i løbet af måneder eller år, at den kan anses for afsluttet.

• Sørg for fra starten at få en klar aftale om undersøgelsens omfang og varighed og hold herefter sagsbehandleren fast på denne aftale.

• Sørg for altid at have fået kopier af alle udtalelser og undersøgelsesrapporter, før du deltager i et møde, hvor de skal diskuteres. Sørg i det hele taget for, at du er klar over formålet med hvert enkelt møde med socialforvaltningen, før det afholdes. Sagsbehandleren vil ofte ikke gøre dette særlig klart i mødeindkaldelsen og kan forsøge at benytte sig af din uvidenhed og manglende forberedelse til at styre mødets forløb og konklusioner i alle detaljer.

• Sæt dig nøje ind i alle love og regler på området – dette gælder især reglerne om børn og unge i lov om social service og Socialministeriets vejledning om disse regler. Love og vejledninger kan fås på biblioteket eller findes på Internettet under www.retsinfo.dk.

Udtalelserne fra skole og daginstitution vil have en ordlyd, der er fuldstændig afhængig af personalets opfattelse af og samarbejde med dig og dit barn. Har du et godt samarbejde med dem, vil udtalelsen formentlig være positiv. Er samarbejdet mindre godt, risikerer du, at personalet nærer en række fordomme om dig og dine familieforhold, som vil komme til udtryk i udtalelsen.

Når en institution bedes om sådanne udtalelser, indtræffer desuden ofte en slags negativ "kaskadeeffekt": Det er ikke sikkert, at personalet har tænkt særligt over, at der skulle være problemer med netop dit barn eller forholdene i netop din familie, men det faktum, at de bliver bedt om en udtalelse, får dem til at frygte, at der kunne være det. Pædagogerne kan derfor reagere ved pligtopfyldende at skrive en underretning med et fokus, der i den situation, hvor oplysningerne skal indgå i en social sag og ikke i den daglige omgang med barnet, let bliver overdrevet på de problemer, barnet (som alle børn) faktisk har, gerne suppleret med gisninger om, hvilke (dårlige) forhold i familien, der kunne tænkes at være årsag til disse problemer. Sådanne udtalelser vil ofte være præget af standardvendinger som, at barnet "mangler forudsigelighed i hverdagen", eller at familien "har brug for hjælp til at strukturere hverdagen". Forældrene risikerer derfor, at udtalelserne forekommer urimeligt negative og rummer antagelser og gisninger om familiens forhold, som lærerne eller pædagogerne strengt taget ikke har noget grundlag for at fremsætte. Dette gælder naturligvis især, hvis disse af en eller anden grund i forvejen ser skævt til barnet eller familien eller blot ikke hidtil har haft nogen særlig kontakt til denne.

Et par forholdsregler i denne forbindelse er:

• Henvend dig gerne selv til barnets klasselærer eller børnehavepædagog og gør opmærksom på, at de vil blive bedt om en udtalelse til de sociale myndigheder; foreslå eventuelt at holde et møde, hvor du kan tale med dem om deres syn på barnet og bed om at få en kopi af udtalelsen, når den foreligger.

• Hvis du er uenig i udtalelsernes ordlyd og mener, at de indeholder urigtige oplysninger, bør du skrive en tilbagevisning af de ting, du finder urimelige, og sende den til socialforvaltningen. Alle skriftlige henvendelser fra dig til forvaltningen skal indgå i sagen og tages i betragtning ved en eventuel afgørelse.

En "kaskadeeffekt" som beskrevet for udtalelser fra skole, daginstitution eller andre offentlige institutioner, dit barn måtte have været i kontakt med, gør sig også gældende for psykologundersøgelser, især hvis de foretages af kommunens eller amtets egne psykologer. Dette skyldes, at disse psykologer altid præsenteres for børn, som formodes at have store problemer i deres liv eller dagligdag. Psykologen vil under disse omstændigheder ofte være forudindtaget, således at han eller hun ikke ser det som sin opgave at finde ud af, om der er noget galt med barnet, men hvad der er galt og på hvilken måde, dette kan være relateret til familiens liv. Det vil derfor altid være bedre, hvis barnet undersøges af en psykolog, som ikke har nogen forhåndsviden om sagen, og som ikke står i et afhængighedsforhold til kommunen.

• Hvis kommunen forlanger en psykologundersøgelse af dig eller dit barn, er det bedst at sørge for, at denne undersøgelse ikke foretages af kommunens egne psykologer, men af en uvildig, gerne privatpraktiserende, klinisk psykolog, som du selv finder frem til. Tilbyd om muligt selv at betale for en sådan undersøgelse; bemærk dog, at i de fleste tilfælde vil kommunen både være forpligtet til at efterkomme dit ønske og betale for undersøgelsen.

Konklusion på undersøgelsen/hjælpeforanstaltninger

Som sagt bør du fra starten sørge for, at undersøgelsen afgrænses i både omfang og tid, da du i modsat fald risikerer, at sagsbehandleren lige skal have lavet en undersøgelse til, lige vil tale med dig en ekstra gang osv., i et langvarigt og opslidende forløb. Når undersøgelsen er tilendebragt, skal sagsbehandleren ifølge loven finde ud af, hvilke "hjælpeforanstaltninger", der vil kunne afhjælpe de problemer, undersøgelsen måtte eller ikke måtte have afdækket.

Hvis du selv mener, at hjælp fra kommunen kunne lette din hverdag, skal du tænke nøje over præcis hvad og i hvilket omfang, du har brug for det, og bede om dette, samtidig med at du forklarer, hvordan og hvorfor det vil forbedre dine børns situation. Vær opmærksom på, at du ved at acceptere sådanne foranstaltninger til en vis grad risikerer at "blåstemple" sagsbehandlerens opfattelse af din familie som en "problemfamilie".

Hvis det på den anden side er fremgået af undersøgelsen, at du eller dit barn har problemer, som du på den ene side erkender, men på den anden side helst selv vil løse (eventuelt med støtte fra familie eller venner, hvis dette kommer på tale), kan du gøre rede for, hvad du har tænkt dig at gøre for at løse dem.

Mange kommuner har et meget snævert "repertoire" af hjælpetilbud, som ofte lige så meget har karakter af overvågning af familien som egentlig hjælp. Hvis du selv mener at have brug for noget, som ikke indgår i deres repertoire, skal du være opmærksom på, at kommunen har pligt til så vidt muligt at aftale hjælpens indhold i forståelse med familien; nok så stor forvaltningsmæssig modvilje mod et utraditionelt forslag fra familiens side giver ikke kommunen ret til uden videre at afvise et sådant forslag.

Jo mere initiativ du viser for selv at løse dine børns problemer, og jo større overbevisning du kan fremlægge dine ideer med (og jo flere ressourcer du selv kan mobilisere, også til at klage over urimelige krav eller afslag fra myndighedernes side), jo større er sandsynligheden for, at du kan overtale sagsbehandleren til at hjælpe familien på dine egne betingelser, og for at du ikke påtvinges "hjælpeforanstaltninger", der mere har funktion af slet skjult overvågning og kontrol, end de egentlig hjælper.

Hvis du derimod ikke mener, at du eller dine børn har problemer, som I kunne få løst ved kommunens hjælp, må du sige dét og afvise eventuelle tilbud om hjælpeforanstaltninger. Hvis sagsbehandleren er meget uenig heri, kan vedkommende rasle med sablen og eventuelt true med, at så må man fortsætte undersøgelserne, fordi man ikke finder det godtgjort, at der ikke er sådanne problemer; eller direkte true med at indstille til en tvangsfjernelse – såkaldt "frivillig tvang", idet familien presses til at acceptere en foranstaltning af frygt for ellers at risikere en tvangsfjernelse.

Dette gælder også, hvis man selv henvender sig til de sociale myndigheder, fordi man føler sig trængt og ønsker hjælp til at klare tingene. Hanne Reintoft beskriver i sin bog Træd varsomt (Hans Reitzels Forlag, 1998) reglerne om hjælp til børn og unge som "en retspolitisk dybt kritisabel gråzone, hvor et trængt og belastet forældrepar i god tro kan fortsætte med at betro deres sagsbehandler deres trængsler, mens samme sagsbehandler i det skjulte ’bygger en børnesag op’. Når rædselsslagne forældre bliver klar over, at det, de troede var service, umærkeligt er slået over i tvang – unægtelig en kvalitativ ændring af et samarbejde – reageres ofte med dyb rædsel og skuffelse, men også med en vrede, der stort set udelukker ethvert tilløb til videre samarbejde omkring det truede barn." (s. 87).

• Konsulter en advokat i sådanne tilfælde; du kan kun få beskikket en advokat, hvis der faktisk foreligger en indstilling om anbringelse til kommunens børne- og ungeudvalg, så du kan eventuelt blive nødt til selv at betale for advokatens hjælp. Det er også muligt at kontakte Mødrehjælpen af 1983, hvis advokater og socialrådgivere kan tilbyde uafhængig rådgivning og eventuelt gå ind i sagen på dine vegne.

Carsten K. Agger

Forløbet af en social sag som beskrevet i Lov om social service:

§ 154. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

(...)

§ 50. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 9 og § 51.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritidsforhold og venskaber og

6) andre relevante forhold.

(...)

Stk. 5. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

Stk. 6. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltningerne, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

§ 51. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75, når betingelserne herfor er opfyldt.

(...)

§ 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, jf. dog § 56. En afgørelse efter stk. 3, nr. 8, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Medmindre særlige forhold gør sig gældende, kan støtte kun iværksættes efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 50 eller § 51. Kommunalbestyrelsen skal altid vælge den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er afdækket gennem undersøgelsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud:

1) Konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold. Kommunalbestyrelsen kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende.

2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.

4) Døgnophold, jf. § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, nr. 1, 4 og 5, eller i et botilbud, jf. § 107 eller § 144.

5) Aflastningsordning, jf. § 55, i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, nr. 1, 2, 4 og 5.

6) Udpegning af en personlig rådgiver for barnet eller den unge.

7) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien.

8) Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66.

9) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.

10) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter stk. 3 og yde økonomisk støtte, hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter stk. 3. Støtten kan ydes, når forældremyndighedens indehaver ikke selv har midler dertil. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet. Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal under en graviditet træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, nr. 2, 3, 4, 7 eller 10, og stk. 4 og 5, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene. Stk. 2 finder anvendelse ved afgørelsen.

(...)

§ 58. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

(...)

§ 140. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 52, § 58 eller § 76. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en handleplan.

Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 3. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en foreløbig handleplan, jf. stk. 3, senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.

Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført, jf. § 50, og opstille mål og delmål i forhold til barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritid og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Stk. 7. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal handleplanen indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

Oprindelig bragt i Faklen nr. 20, 2001

Opdateret til den senest gældende lovgivning januar 2010, med tak for hjælpen til Tvangsanbragt.dk.

[ agger, Fri 10 Jun, :08:11: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

NARKOTIKAPOLITIK SOM FORBRYDELSE

 
– af Carsten Agger

Der er ingen tvivl om, at misbrug af ulovlige narkotika er årsag til såvel store omkostninger for vort samfund som til stor menneskelig lidelse. Men hvad er det, når det kommer til stykket, der gør disse omkostninger så store? En nærmere analyse synes at vise, at stort set alle vore problemer med såvel stofferne som deres brugere netop skyldes den omstændighed, at de er forbudte – eller med andre ord: At den egentlige narkoforbrydelse ikke begås af hverken smuglere eller bagmænd, men af håndhæverne af den narkopolitik, der marginaliserer, forfølger og kriminaliserer narkomanerne.

I det moderne samfund anvendes en lang række stoffer, der først og fremmest har til formål at ændre eller regulere menneskers sindstilstand. Disse

stoffer er af vidt forskellig virkning og kemisk sammensætning og tages med vidt forskellige formål. Mht. virkning går spektret fra de svagere stimulanser (kaffe, tobak, khat og Andes-indianernes tygning af coca-blade) til regulære giftstoffer med en voldsom effekt på adfærd og bevidsthed (alkohol, heroin, benzodiazepiner, LSD).

Formålet med indtagelsen varierer lige så meget. Rygeren ryger for at adspredes og stimuleres, for at samle sine tanker, eller fordi han nyder smagen af en god pibe tobak. En meget stor del af befolkningen udfører deres arbejde under konstant påvirkning af kaffe, og mange flere ville være ilde stedt uden deres daglige morgenkaffe.

Alle disse stoffer (lad os bare under ét betegne dem som psykoaktive stoffer) er i alle kulturer omgærdet af indviklede tabuer og ritualer. Det antages således at være ganske i sin orden at indtage alkohol, når vi er til fest og skal more os, og at indtage nervemedicin for at dulme nerverne, når vi er oprevne. Skulle nogen derimod finde på at tage nervepiller for at more sig eller drikke for at dulme nerverne, ville mange betegne den pågældende som pille- eller alkoholmisbruger.

Mens et relativt lille antal psykoaktive stoffer er tilladte (om end i mange henseender genstand for regler og kontrol) og anses for acceptable og nødvendige, er de fleste af de anvendte stoffer forbudte. De sidste er naturligvis de stoffer, man sædvanligvis betegner »narkotika«.

Disse adskiller sig ikke principielt fra de legale psykoaktive stoffer, men er altså på et tidspunkt blevet forbudt, formelt fordi de skønnedes at være så farlige for samfundet, at det ville være uforsvarligt at lade folk bruge dem. De egentlige årsager til, at disse substanser blev forbudt (og til at forbudet opretholdes), er langt mere komplicerede.

De illegale psykoaktive stoffer er forbudt efter den såkaldte lov om euforiserende stoffer, der blev indført i 1955. Den forbyder al import, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af euforiserende stoffer, defineret som sådanne substanser, der er optaget på listen i Sundhedsministeriets bekendtgørelse om euforiserende stoffer. Overtrædelse af disse regler kan straffes med bøde, hæfte eller fængsel i op til 2 år. Hash er dog et særtilfælde, idet det i et cirkulære anbefales, at besiddelse af mindre mængder hash til eget forbrug ikke retsforfølges, men blot udløser en advarsel.

»Professionelt præget« handel med euforiserende stoffer kan endvidere straffes efter Straffelovens § 191, der rammer den, som overdrager stoffer til »et større antal personer mod betydeligt vederlag«. Strafferammen for denne lov er 6 års fængsel, der under skærpende omstændigheder kan hæves til 10 år. Under meget skærpende omstændigheder kan straffen forøges med indtil det halve af maksimumstraffen, dvs. til 15 år. I 1982 indførtes en § 191a om »narkotikahæleri«, der især skulle ramme de økonomiske bagmænd.

Narkotika kan altså defineres som »psykoaktive stoffer, der er omfattet af lov om euforiserende stoffer«. De mest udbredte narkotika er hash, amfetamin, heroin, kokain og ecstasy. Hertil kommer et stort ulovligt salg af receptpligtig medicin, specielt opiater (f.eks. Ketogan eller metadon) og nervemedicin (bl.a. er nervepiller som Stesolid og sovemidlet Rohypnol meget populære som rusmidler i visse kredse).

Både lovlige og ulovlige stoffer kan føre til særdeles store skader på de personer, der bruger dem. Alkohol, nikotin og heroin kan alle føre til en livslang afhængighed og forringet livskvalitet på grund af følgesygdomme (hjerneskader, skrumpelever, åndedrætsproblemer, lungekræft, hepatitis, ødelagte arme og ben som følge af »fejlfix« eller for mange injektioner).

Samtidig har man ofte haft moralske skrupler ved denne indtagelse af stoffer for nemt at opnå en mere behagelig sindsstemning. I mange »oplysende« publikationer om narkoproblematikken ser vi en besynderlig blanding af moralske og medicinske argumenter mod brug af rusmidler eller for et forbud mod samme: At de repræsenterer en »flugt fra problemerne«; at man hellere skulle bruge den tid, der spildes på rusen, til noget fornuftigt; at stoffet evt. kan være kræftfremkaldende; at de legalt tilgængelige rusmidler og deres skadevirkninger allerede er alt nok; at brug af hash med sikkerhed medfører demens; at blot et enkelt sug af en cigaret med rygeheroin vil dømme forsøgspersonen til en håbløs tilværelse i stoffernes lænker; eller at stoffer giver en falsk følelse af lykke (selv om denne skelnen mellem »falsk« og »ægte« lykke naturligvis er dybt problematisk, som påpeget af Nils Christie og Kettil Bruun i deres gennemgang af narkotikapolitikken i Norden i bogen Den Gode Fiende: »Hva skiller den falske fra den ekte lykke? Er det den ekte lykke som fyller Grete Waitz idet hun kommer i mål? Mens tilskuernes lykke er falsk?«).

Dette er et reelt problem i enhver diskussion om stofferne og deres betydning for menneskene: Næppe noget emne har i nyere tid været så omgærdet af myter, halve sandheder og moralske kortslutninger som narkotikaspørgsmålet.

Dette skyldes først og fremmest den partiske måde, hvorpå disse stoffer behandles af medierne eller i de utallige pjecer, lærebøger osv., der skrives om emnet: Samfundet er i krig mod narkotikaen, og enhver oplysning må få karakter af krigspropaganda og blive til oplysning om farerne ved at bruge stoffer.

Formålet med den officielle oplysning om narkotika er derfor ikke, at folk skal lære at vurdere de forskellige risici ved anvendelsen af dette eller hint stof, men at de skal gyse og holde sig fra dem. »Narkotikaforebyggelsen arbejder for, at ingen ryger hash eller bruger andre illegale stoffer. Hovedmålsætningen for alle forebyggelsesaktiviteter er derfor kort og godt: Intet brug,« hedder det i Sundhedsstyrelsens program for forebyggelse (Forebyggelsen og Sundhedsministeriet, afsnit S21).

Offentlighedens begreber om området er derfor domineret af en række myter, hårdnakkede tvangsforestillinger, som enhver seriøs fremstilling af emnet må begynde med at skyde i sænk.

Myter om narkotika

Ifølge disse forestillinger er de hårde stoffer helt eventyrlig farlige. Blot en enkelt bane kokain eller en enkelt sprøjte med heroin vil uvægerlig fylde brugeren med et sådant behag, at han herefter vil være afhængig af stoffet resten af sit liv. Som stoffets slave må han bruge svimlende beløb på at tilfredsstille sin evindelige hunger efter stoffer, og alle skrupler kastes over bord. Abstinenserne driver narkomanen til at prostituere sig, stjæle, lyve og myrde for at skaffe de 500-1500 kroner, der skal til for at dække det daglige forbrug. Narkomanerne er ofte blevet lokket i fælden af ryggesløse pushere, der uden selv at kunne drømme om at røre stoffet tjener styrtende på at lokke andre i fælden - ofte vil pusheren dele gratis doser ud til nye brugere, som han rekrutterer i den nærmeste skolegård. Så snart de er afhængige, får de lov til at betale. Tilsvarende styres narkohandlen af bagmænd, der antages at være almindelige, pæne mennesker (måske fra samfundets top) eller de såkaldte »rockere«, der tjener styrtende med penge på andre menneskers ulykke. Og ikke nok med det: Vort samfund trues til stadighed af nye bølger af stoffer; for nylig holdt ecstasyen sit indtog, og vore narkoproblemer vil - skal man tro et indslag i TV2-Nyhederne for nylig - snart tredobles, når markedet oversvømmes af billig kokain.

Og dog er der om dette billede at sige, at det for det første stort set er falsk, og at forestillingerne om voldsomme fysiske abstinenser for det andet egentlig kun er relevante for opiumsderivater.

Men jo, heroin og de øvrige opiumsderivater er særdeles farlige stoffer, og mange mennesker drives virkelig ud i en livslang afhængighed af stoffet. Dette ønsker vi hverken at benægte eller at tabe af syne.

Men sandheden er også, at langt de fleste brugere af stofferne prøver dem sporadisk eller i perioder, hvorefter de lægger dem på hylden igen. Narkomiljøerne er lige så præget af konstant udskiftning som af gamle kendinge.

Man må heller ikke overse, at en meget stor del af stoffets virkning, og også af den afhængighed, det skaber, er bundet til den sociale situation, hvori det indtages. Under Vietnamkrigen var de amerikanske soldater, formentlig på grund af den usædvanlige og meget pressede situation, de befandt sig i, storforbrugere af mange slags stoffer. 69% af soldaterne havde således røget hash under deres ophold i Vietnam, mens det tilsvarende tal for opium og heroin var 43%. 29% anvendte opium eller heroin oftere end én gang om ugen, mens hele 20% selv mente, at de var afhængige af ét af disse stoffer.

Dette forbrug gav naturligt nok anledning til en del bekymring fra officielt hold, hvorfor der blev lavet en undersøgelse af, hvordan det var gået dem efter hjemsendelsen. Her viste det sig, at mens 45% af de hjemsendte stadig røg marihuana, havde kun 10% taget opium eller heroin efter hjemsendelsen - hvad mere er: Langt de fleste af dem, der i Vietnam havde brugt stofferne regelmæssigt, var nu gået over til en mere sporadisk brug.

Faktisk kender man mange eksempler på subkulturer med en kontrolleret brug af heroin, eller på heroinister, for hvem stoffet tilsyneladende let indpasses i et almindeligt arbejdsliv, som Ruggiero og South beretter fra industribyen Torino: »After all, the life-style of many heroin users is closer to that of an ordinary worker. They work all the time; and two or three times a week, instead of going to the cinema or away for the weekend, they have a fix. This is also the case with the habitual users.«

Det er altså ikke rigtigt, at alle, der prøver et stof som heroin, straks drives ud i afhængigheden.

Om den anden almindelige forestilling - at stoffernes pris og jagten på penge til stoffer forvandler narkomanen til en »kriminalitetsmaskine«, et uhyre, der uden betænkning prostituerer sig, stjæler og overfalder folk på gaden blot for at få til det næste fix - er at sige, at den er stærkt overdrevet. Enkelte stofmisbrugere har måske været villige til at slå gamle damer ned for at skaffe penge til stoffer, men de fleste danske narkomaner ville trods alt stadig hellere lide under abstinenserne.

Når talen er om heroin, skelner man ofte mellem (yngre) lejlighedsbrugere, der nøjes med at ryge stoffet, og (ældre) injektionsbrugere, der typisk har været afhængige i årevis. Den sidste gruppe er, hvad man vel normalt forstår ved »narkomaner« - stærkt marginaliserede, ofte kriminelle og næsten altid storforbrugere af alkohol og beroligende piller ved siden af heroinen. Disse menneskers situation er snarere et produkt af den måde, hvorpå de tager stoffet og de betingelser, hvorunder de må skaffe sig det stof, som de ikke ønsker at undvære, end af deres faktiske forbrug af heroin (der, som anført af sociologen Jacob Hilden Winsløw, ofte er ret beskedent).

En forhenværende narkoman reagerer irriteret, da han bliver spurgt, hvor mange penge, han skulle bruge hver dag: »Man tager så meget, man nu kan og har lyst til - nogle dage skal der være gang i den og så tager man lidt ekstra, andre tager man kun lige så meget, at man kan holde abstinenserne på afstand - og somme tider kan man ikke engang det. Man kan ikke gøre det op på den måde.«

Mange narkomaner begår altså kriminalitet for at finansiere deres forbrug, men langtfra alle, og ikke hele tiden; »nye« narkomaner vil ofte begynde med at bruge hele den almindelige indkomst på stoffer, hvorefter de måske går over til at sælge deres ejendele og låne penge, som de ikke kan betale tilbage, af venner og bekendte under forskellige påskud, og vil allerede have søgt at kvitte vanen, før de drives ud i egentlig kriminalitet. Stoffer som heroin og kokain kan virke stærkt demoraliserende og kan drive brugerne langt ud - men ikke nødvendigvis til hvad som helst.

Forestillingen om narkohajen, den kyniske forretningsmand, der lever fedt af at sælge de stoffer, der fører andre ud i ulykke, og som måske lokker børn i skolealderen ud i et misbrug ved uddeling af »gratis smagsprøver«, er endnu et skræmmebillede fra den moderne ammestue. Langt de fleste forhandlere på »detailniveau« er selv afhængige og forsøger på denne måde at finansiere deres eget forbrug. Når politiet i København således i efteråret 1996 under stor mediebevågenhed slog ned på de afrikanske pusheres handel med heroin på Vesterbro i København, spillede man igen på foragten for »pusheren« og hans lyssky fortjenester, mens de mennesker, man faktisk fik slået kløerne i, reelt var fattige, forhutlede mennesker, der blot forsøgte at skaffe til dagen og vejen.

Men det er naturligvis også blot gadepushere. Men bagmændene da? Disse mystiske mennesker, der spinder guld på at forsyne det danske narkotikamarked med død og ulykke?

Som nævnt i Faklen nr. 3 er dette endnu en myte, idet det må antages, at »forestillingen om de store bagmænd, som styrer narkotikamarkedet, er forkert, og at forsyningen med narkotika forestås af mange mindre, ukoordinerede grupper« (Joi Bay, citeret i Faklen nr. 3).

Ser man nærmere på de mennesker, der dømmes for »professionel narkohandel« efter Straffelovens § 191, bekræftes denne antagelse. Som vi skal få at se, oplever disse »bagmænd« vores retssystem fra dets absolut hårdeste side. Preben Wilhjelm skriver herom: »Den hyppige omtale af optrævlede ’narkoligaer’ og beslaglæggelse af stofmængder, der ’efter politiets skøn kunne have indbragt så og så mange millioner på gadeplan’, efterlader indtrykket af omfattende, velorganiseret kriminalitet bag forsyningen af det danske narkotikamarked. Det er imidlertid ikke de store bagmænd, der typisk figurerer i kriminalstatistikken. (…) Der dømmes årligt knap 300 personer efter straffelovens narkotikabestemmelse. Hvis de var alene om at forsyne det danske marked, har de altså i gennemsnit forsynet omkring 25 narkomaner i ét år. Men de er ikke ene om det. Man regner med, at kontrolpolitikken afslører 5-10% af narkotikaforsyningen. Det betyder, at de knap 300 mennesker i gennemsnit er dømt for at forsyne to narkomaner i ét år.« (Social Kritik nr. 6, 1990).

Med 5-10.000 narkomaner i Danmark har vi altså mindst 2.500 »narkohajer« eller »bagmænd« …

Nordmanden Kåre Bødal har undersøgt de første 350 domfældelser efter den tilsvarende norske paragraf og kom til den konklusion, at »jo mere han gransket, jo mer har hans opprinnelige bilde av disse straffede personer endret seg. De profesjonelle, de kyniske bakmenn, pengefyrstene, de som frister andre inn i bruken, men selv klokelig holder seg utenom, disse forsvinner mer og mer ut av bildet. I stedet stiger en gammel kjenning frem. (…) halve og kvarte familier, alkohol hos opdragerne, gutten selv kanskje passiv og snill noen få tidlige skoleår, men så med voldsomt økende trøbbel …« (Christie & Bruun).

Disse er altså »dødens købmænd«: Narkomaner, der finansierer deres eget forbrug, almindelige småkriminelle, eller måske nogle enkelte »veltilpassede« unge, der af stofferne eller forestillingen om nemme penge lokkes ud i, hvad der hurtigt kan vise sig at blive deres livs fejltagelse. Yderst symptomatisk blev en ansøgning om tilladelse til at lave en tilsvarende undersøgelse i Danmark syltet i 1½ år af Justitsministeriet. Da tilladelsen endelig blev givet, var det med en klausul om, at politiet skulle have censurret over manuskriptet. Man må have anet, at resultatet kunne blive ubehageligt for en ordensmagt, der bruger bagmandsmyten til at legitimere sin egen indsats.

Hermed være ikke sagt, at der ikke kan eksistere eller aldrig har eksisteret bagmænd i form af enkelte »almindelige« forretningsfolk, der forsøger at tjene en ekstra skilling ved at investere betydelige beløb i narkoimport. I Italien, hvor der er et betydeligt overlap mellem den legale og den illegale økonomi (og hvor forretningsfolk i nogen grad har opfattet det som naturligt at gå ind i mere lyssky områder som f.eks. kidnapning), er det ofte set, at »legale« næringsdrivende har suppleret deres indtægter med sådanne investeringer.

Blot spiller disse enkelttilfælde ingen rolle for billedet af den danske narkohandel, der tilsyneladende domineres af mindre grupper af stofmisbrugere og almindelige kriminelle.

Og selv i Italien er forestillingen om, at »mafiaen styrer det hele« helt forkert, som det udtrykkes i Ruggiero & South’s undersøgelse fra Torino: »It is wrong to imagine a mega-organization that controls everything. We have to think of different groups which control specific sectors of the heroin market and simultaneously control other illegal activities carried out in these sectors.«

Vadestensmyten

En anden, meget almindelig forestilling om disse stoffer er »vadestens«- eller »karrierehypotesen«. Ifølge denne teori er brug af illegale stoffer en glidebane, hvor det ene automatisk fører til det andet. Har man først prøvet hash, vil man givet senere have lyst til stærkere sager og går måske videre til amfetamin eller kokain, hvorefter banen allerede er afstukket, frem til man falder om i rendestenen med kanylen i hånden. En almindelig amerikansk advarselspamflet udtrykker det således: »[Marihuana is] little feared by many people. But it frequently draws a young person into the heavier, more dangerous drugs.«

Vadestenshypotesen gentages ofte som ufejlbarlig sandhed, også hvor man burde vide bedre, for eksempel i en ganske udbredt introduktion til psykopatologien: »Once a person is assimilated in the drug culture, the steps of progression are predictable: from pot to LSD, from LSD to speed, and from intravenous anything to intravenous heroin.« (White & Watt, s. 405).

Sandheden er, at denne hypotese aldrig er blevet hverken bekræftet eller sandsynliggjort. Tværtimod viser alle statistikker, at kun en ganske lille del af de mennesker, der nogen sinde prøver hash, går videre til at prøve amfetamin eller heroin. En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viste det helt utvetydigt: »Der er ikke en direkte vej fra hash til amfetamin, kokain eller heroin.« (Schmidt).

Vadestensmyten bygger på det faktum, at stort set alle, der ender som hårdt belastede narkomaner, på et eller andet tidspunkt har røget hash. Blot kunne man bruge nøjagtig det samme argument til at lave en »vadestenshypotese« for alkohol eller tobak; det altovervejende flertal af hashrygere, vil - ganske som det altovervejende flertal af almindelige rygere - aldrig »gå videre« og blive afhængige af hårde stoffer.

Narkotikaens pris

Men hvor stort er narkotikaproblemet så egentlig, og hvor stort er det sammenlignet med problemerne med f.eks. alkoholmisbrug?

Med hensyn til de hårdest belastede narkomaner har situationen de sidste mange år været relativt stabil. Som for 20 år siden antages 5-10.000 mennesker at være afhængige af hårde stoffer, fortrinsvis injektionsmisbrugere af heroin.

Har antallet af injektionsmisbrugere ikke ændret sig meget de senere år, så er de problemer, deres misbrug og livsform giver anledning til, og specielt den elendighed, hvori de lever, vokset i 90erne. Bortset fra, at de må klare sig i et benhårdt og dybt kriminelt miljø, hvor alle er på vagt over for alle, har de også lidt under en stærkt intensiveret indsats fra politiets side; dette gælder specielt Københavns Politis klapjagt på narkomanerne i første halvdel af 90erne, den såkaldte »stress-strategi«. I stedet for at koncentrere indsatsen mod forhandlere og smuglere ville man systematisk gå efter de enkelte stofmisbrugere og gadehandlere, beslaglægge deres stof, sigte dem og på den måde fjerne markedet.

Denne strategi er ikke i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer på området, der først og fremmest sigter mod at ramme forhandlere; den 20. juni 1994 udsendte Rigsadvokaten en rundskrivelse til politidirektøren for København og til samtlige landets statsadvokater og politimestre, hvori det hedder, at »… det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug. (…) På den baggrund anføres det i cirkulæret fra 1969 bl.a.: ’som følge heraf vil der i reglen ikke være anledning til at indlede undersøgelse med henblik på at pålægge strafansvar for besiddelse (køb/modtagelse), når mistanken alene angår eget forbrug af euforiserende stoffer’.«

Denne skrivelse varslede afslutningen på stress-strategien såvel som på den såkaldte »hash-krig«, der dengang foregik på Christiania, hvor politiet med hårdhændede metoder forsøgte at bremse hash-handlen, blandt andet ved særdeles grov chikane over for mennesker, der blot havde gjort sig skyldige i »køb eller modtagelse«. Selv om det stadig forekommer, at politiet giver bøder for besiddelse af hårde stoffer (eller endog hash) til eget forbrug, forekommer Rigsadvokatens rundskrivelse at varsle en mere besindig holdning. Narkomanerne har dog ikke dermed fået fred; mange af de mest belastede narkomaner har nu fået tilhold om ikke at opholde sig på Vesterbro og er fordrevet til Sydhavnen, hvor det lokale politi simpelt hen fortsætter, hvor politiet fra Vesterbro slap.

Hvordan en sådan strategi skulle kunne »fjerne markedet«, er ikke umiddelbart indlysende. Den narkoman, der lige har brugt sine sidste penge til stof, vil jo ikke opgive at få sit fix, blot fordi han får det beslaglagt; i stedet drives mange til at begå ny og endnu mere desperat kriminalitet, så de kan få endnu en dosis - hvilket ikke mindsker, men tværtimod øger såvel omsætning som importørernes fortjeneste.

Den Almindelige Danske Lægeforening udsendte i 1994 et sviende opgør med den hidtidige narkopolitik, specielt dens menneskelige omkostninger: »Politiets strategi med at koncentrere indsatsen til stofmisbrugerne synes ganske uproduktiv, bortset fra at man selvfølgelig producerer flere sigtelser og flere fængslede, hvilket næppe kan være et mål i sig selv. Samtidig er denne politik behæftet med betydelige skadevirkninger. Stofmisbrugermiljøet bliver mere kriminelt og voldeligt. De jagede stofmisbrugere kan ikke andet end at føle sig marginaliserede og udstødte … « (Ugeskrift for Læger 5, 1994). Sammenfattende konkluderes det: »… kampen mod narkotika bliver alt for let til kampen mod narkomaner, og det er hverken de eller vi andre tjent med«.

Resultatet af stress-strategien var i alle tilfælde katastrofalt og kan direkte aflæses af udviklingen i narkorelaterede dødsfald, som nok er det bedste bud på et kvantitativt mål for elendigheden blandt narkomaner: »Antallet af stofdødsfald er et produkt af antallet af stofmisbrugere (som har været tilnærmelsesvis konstant) og omfanget af deres elendighed. Dødstallet er således et mål for elendigheden, og bliver dermed også det mest præcise og overordnede mål for kvaliteten af vores narkotikapolitik,« som det så smukt hedder i Lægeforeningens redegørelse.

I 1990 registreredes 115 narkorelaterede dødsfald. I 1992 var tallet steget til 208 (dengang det største nogen sinde); siden 1994 har tallet ligget nogenlunde stabilt på 270 pr. år - i 1996 var der således 266 narkorelaterede dødsfald. Ca. 80% af disse dødsfald skyldes forgiftning (overdosis); i halvdelen af tilfældene drejer det sig om en overdosis heroin, mens resten af forgiftningerne forårsages af legale lægemidler, der af narkomanerne bruges som erstatning for heroinen - først og fremmest analgesika som Abalgin, Ketogan og metadon.

Kriminologen Flemming Balvig har, bl.a. ved en sammenlignende studie af to byer i Schweiz, påvist, at antallet af narkorelaterede dødsfald hænger direkte sammen med indsatsen mod narkotika - jo større politiindsats, jo flere døde (Nielsen, Ugeskrift for Læger 5, 1994). Stigningen i antallet af narkodødsfald må derfor ses som en direkte konsekvens af den skærpede kurs, specielt politiets stress-strategi. Ved at sprede markedet og beslaglægge stof tvinges narkomanerne til at købe stof, hvis styrke (og opblanding) de ikke kender, eller til at forsøge at erstatte heroinen med billigere, men ukontrollable, legale lægemidler.

Narkomanerne behandles også særdeles ublidt af retsvæsenet. Omkring 10% af alle sigtede i »normale« straffesager varetægtsfængsles - heraf ca. en fjerdedel i isolation. Omkring 75% af de varetægtsfængslede ender med at blive idømt ubetinget fængselsstraf. Umiddelbart virker det måske uacceptabelt, at 25% af alle varetægtsfængslede ikke senere idømmes fængsel, og altså som et led i efterforskningen, på et tidspunkt, hvor de i princippet må anses for uskyldige, udsættes for en hårdere sanktion, end der egentlig er belæg for.

Ser vi på narkotikasager, tegner der sig imidlertid et helt andet billede. Preben Wilhjelm har undersøgt sagen og fandt, at narkotikasagerne, skønt de kun udgør ca. 1% af samtlige straffelovsovertrædelser, tegner sig for 17% af samtlige varetægtsfængslinger. Her anvendes varetægtsfængsling nemlig i noget nær 100% af tilfældene. Samtidig anvendes isolationsfængsling ved over 90% af alle varetægtsfængslinger i narkotikasager, mens 2/3 af alle de varetægtsfængslede rent faktisk ender med at blive frikendt.

Vi ser, at mens den store procentdel af »uberettigede« varetægtsfængslinger i almindelige sager (omkring 2,5 % af alle sigtelser efter straffeloven) nok kunne give anledning til en vis bekymring for retssikkerheden i almindelighed, råder der fuldstændig vilkårlighed på narkotikaområdet. Bedre bliver det ikke af, at varetægtsfængslingen (og isolationstiden) gennemgående er længere i narkotikasager. Da de fleste af de sigtede er narkomaner, lider de ikke blot under det almindelige psykologiske pres fra isolationen, men må tillige gennemleve abstinensernes smerter.

Mens vi måske i de fleste henseender kan bekymre os for, om vi nyder en rimelig retsbeskyttelse, hersker der altså på narkotikaområdet en foruroligende ukontrollabel vilkårlighed: Sigtelser rejses i flæng på utilstrækkeligt grundlag, hvorefter de sigtede efter lange afhøringer og en torturlignende indespærring presses til at tilstå.

Årligt rejses ca. 900 sigtelser efter Straffelovens § 191; i 1996 drejede det sig om 891.

Er vort samfund virkelig så truet af narkotikaen, at det er nødvendigt årligt at indespærre 5-600 uskyldige under sådanne forhold?

Hash

Det mest udbredte illegale stof i Danmark er hash. Dette stof anvendes i meget brede kredse, og selv om handel med og brug af stoffet stadig er forbudt, er det så nemt at få fat på, at det set fra brugernes side reelt lige så godt kunne være legalt. Det antages, at ca. 25% af den danske befolkning har prøvet stoffet på et eller andet tidspunkt; ifølge Sundhedsstyrelsens seneste tal har 5% prøvet stoffet det sidste år, mens 2% (ca. 100.000) i undersøgelsen angav at have prøvet stoffet den sidste måned. Herudfra kunne man antage, at 50-100.000 mennesker bruger stoffet mere eller mindre regelmæssigt (Forebyggelsen og Sundhedsministeriet).

Hash er som bekendt et mildt hallucinogen, hvis skadelige virkninger er omdiskuterede, men formentlig ret begrænsede - og i høj grad kulturelt betingede. Da marihuana blev forbudt i USA, skyldtes det således dets ry for at fremkalde voldelig og kriminel adfærd. I dag lyder et af de tilbagevendende argumenter for at fastholde forbudet mod hash tværtimod, at det virker sløvende og pacificerende.

Hashens illegale status og dens udbredelse i forbindelse med 60ernes »ungdomsoprør« har været med til at give hashrygningen et vist »oprørsk« skær. Dette er dog noget illusorisk i vore dage, hvor stoffet er udbredt i så vide kredse.

Der er lavet et utal af undersøgelser af stoffets skadelige virkninger, der er temmelig overskuelige. For raske mennesker er der ikke fundet nogen langsigtede skadevirkninger af betydning, selv om brugen af et sådant stof naturligvis heller ikke er uproblematisk; en almindelig erfaring er, at stoffet kan forstærke allerede eksisterende neurotiske karaktertræk, og selv om påstanden om hash som et »sløvende« og »demotiverende« stof ikke har nogen generel værdi, bør det bemærkes, at stoffet faktisk kan have den virkning i de subkulturer, hvor det indtages dagligt. Sluttelig vil rygning jo altid medføre øget risiko for bronkitis og andre luftvejssygdomme.

Til gengæld har ingen undersøgelse til dato fundet noget bevis for sammenhæng mellem brug af hash og psykoser, hjerneskader eller nedsat seksualaktivitet, som sammen med vadestenshypotesen er de mest anvendte »fakta«, når der skal agiteres mod stoffet (se f.eks. Green, s. 22-26).

Brugen af hash synes efter Sundhedsstyrelsens undersøgelser først og fremmest udbredt blandt yngre mennesker, hvoraf de fleste kun prøver det nogle få gange, mens andre udvikler et tættere forhold til det. Hovedparten holder helt op med at bruge det, eller overgår fra regelmæssig til sporadisk brug, efterhånden som de bliver ældre og stifter familie.

Politisk synes der da også at være en større forståelse for en hel eller delvis legalisering af hash, hvilket dels vil adskille distributionen af stoffet fra handlen med farligere stoffer, dels beskytte brugerne mod den kriminalisering, der ligger i forbudet mod besiddelse og dyrkning til eget forbrug. Senest (d. 13. januar 1998) har Anne Baastrup, Jes Lunde og Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti fremsat lovforslag om, at Folketinget skal »nedsætte en kommission med det formål at udrede hashens virkninger og fremkomme med forslag, der kan danne grundlag for en ny politik på området«.

Andre stoffer

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det kun en mindre del af befolkningen, der har prøvet stærkere stoffer end hash. 1-3% af befolkningen opgiver at have prøvet »hårde« stoffer som amfetamin, kokain og heroin, mens endnu færre - måske 0.2-0.5% af befolkningen, svarende til 10-20.000 mennesker - kan antages at bruge sådanne stoffer mere regelmæssigt. Disse tal er dog højst usikre, og der er her ikke taget højde for den stærkt øgede udbredelse af ecstasy og rygeheroin i de senere år. Problemet er her, at ingen aner, hvor udbredte disse stoffer er.

Fælles for alle stofferne er, at de dels anvendes lejlighedsvist af forholdsvis mange mennesker, for hvem brugen ikke kommer til at udgøre noget særligt problem (bortset fra forgiftninger, der både kan skyldes ukendskab til stoffet og uberegnelig kvalitet af de illegale stoffer), dels anvendes noget oftere af et fastere klientel af såkaldte »blandingsmisbrugere«. Det drejer sig her ofte om unge mennesker, der frekventerer subkulturer, hvor brugen af alkohol og narkotika er samlingspunktet. Sådanne grupper er i forvejen stærkt marginaliserede, og det er naturligvis også ofte i sådanne kliker, at fremtidens narkomaner skal findes.

Vurdering af den hidtidige narkopolitik

Stillet over for et problem som omsiggribende narkotikamisbrug er der umiddelbart tre mulige synspunkter. Det mest oplagte er det, som anvendes i forhold til så mange andre problemer, nemlig ikke at gøre noget og håbe, det nok går over af sig selv. Denne strategi er i Danmark blevet anvendt både over for hjemløsheden og til en vis grad også i narkotikapolitikken, eftersom man som et mindre onde i årevis har valgt at tolerere, at Christiania fungerer som et »hashsupermarked«, hvilket de facto er en legalisering af stoffet (der formelt stadig er forbudt).

Traditionelt taler man dog om to grundlæggende synspunkter for indsatsen i narkotikaspørgsmål, der ofte benævnes »kontrol« og »skadereduktion«.

Ifølge det første synspunkt er narkotikaens udbredelse først og fremmest et politimæssigt problem, der skal løses med tilsvarende midler. De narkotiske stoffer er forbudte og skadelige, og de mennesker, der bruger og sælger dem, må forhindres i deres onde gerninger. Kontrolpolitikkens ultimative mål er at standse al brug af narkotika. På kortere sigt er målet at begrænse brugen så meget som muligt ved at forhindre salget og dermed mindske udbudet. Et mål for kontrolpolitikkens succes er derfor, at udbudet er lille, det vil sige, at stoffet er svært at få fat på, og at priserne er høje.

Det andet synspunkt, skadereduktion, er langt mere pragmatisk. Dets udgangspunkt er, at det vigtigste må være, at disse stoffer forvolder så få skader som overhovedet muligt - såvel på brugerne som på deres omgivelser. En sådan strategi er typisk for narkotikapolitikken i Holland, hvor man i 70erne mente, at den største potentielle fare ved udbredelsen af hash var dens etablering af en forbindelse til de kriminelle miljøer, hvor også hårde stoffer florerer, hvilket førte til en reel (om end halvhjertet) legalisering af hash-handlen i de berømte »coffee-shops«.

Tilsvarende har man i årevis haft klinikker, hvor narkomanerne uden frygt for konfiskation eller retsforfølgelse kan komme og få målt styrken i deres stof, ligesom man siden 70erne har tilbudt metadon til de narkomaner, der ønskede hjælp til at føre en mere normal tilværelse (man kan måske også heri se en vis repressiv tolerance. Således hedder det i en officiel redegørelse for den hollandske narkotikapolitik: »The lack of repressive action by the police against addicts purely on account of their drug use and the ease with which they can obtain the substitute methadone prevent the lifestyle of addicts being seen by young people as an expression of social or cultural rebellion.« (Drugs policy in the Netherlands). Kontrasten til den danske stress-strategi kunne dårligt være større). Tilsvarende principper har været anvendt i England, hvor man meget tidligt tillod læger at udskrive vanedannende stoffer (f.eks. heroin) til patienter, som lægen skønnede var afhængige af sådanne stoffer. Efter en stigning i antallet af registrerede narkomaner blev reglerne for ordinering af heroin og kokain imidlertid strammet betydeligt, hvilket bidrog til væksten af det illegale marked, som allerede var opstået, bl.a. fordi ikke alle var interesserede i at lade sig registrere som narkomaner.

I Danmark har man i stedet valgt at slutte op om den hårde linje i de nordiske lande generelt, hvor målsætningen er »det narkotikafri samfund«. Dette søges opnået ved at begrænse efterspørgslen ved en blanding af »oplysning« (reelt en form for omvendt reklame, hvor stofmisbrugets farer udmales) og behandling/afvænning af de allerede afhængige. Samtidig forsøger man at begrænse udbudet ved at sætte ordensmagten ind over for den ulovlige brug og handel.

Sammen med målsætningen om et narkotikafrit samfund hører målsætningen for den behandling, man traditionelt har tilbudt her i landet: Det narkotikafri menneske. I mange behandlingsforløb har man derfor lagt stor vægt på stoffrihed - og på, at den behandlede ikke forsøger at dulme sine abstinenser med andre rusmidler som hash, alkohol osv.

Problemet med disse ideale målsætninger er, at de ikke virker.

Hvis målet har været at begrænse udbudet eller bringe os nærmere et narkotikafrit samfund, må den førte politik sandelig siges at være en total fiasko. Priserne på heroin, amfetamin og kokain er alle faldet meget betydeligt siden årtiets start, mens prisen på hash har holdt sig nogenlunde stabil de sidste 15 år. De faldende priser er et tydeligt signal om stort udbud, forbruget af hash synes nærmest uændret, og intet har kunnet forhindre udbredelsen af ecstasy og rygeheroin i de seneste år.

Behandlingssystemets traditionelle målsætning om total stoffrihed har heller ikke mange chancer, når den skal føres ud i praksis; adskillige medicinske undersøgelser har nemlig vist, at fuldstændig og blivende stoffrihed ikke kan opnås med en hyppighed på mere end 3% pr. år med nogen af de i dag kendte behandlingsformer. Hvis valget derfor er mellem stoffrihed og total marginalisering, er det i virkeligheden allerede truffet på forhånd; på denne baggrund konkluderes det i lægeforeningens redegørelse fra 1994, at »hvis målet for behandlingen er helbredelse forstået som stoffrihed, er den som regel dømt til at mislykkes«. I stedet foreslås det mere beskedent, at målet for den enkelte narkoman kunne være »en større kontrol med misbruget, en afkortning af de misbrugende episoder, bedre levekår, en mere socialt accepteret livsform og mindre kriminalitet«.

Og det samme gælder naturligvis for samfundet som helhed: Vi kan ikke slippe af med disse stoffer, men vi kan forsøge at minimere den menneskelige lidelse, de forårsager.

For sandheden er, at »det narkotikafri samfund« er en farlig illusion. At implementere det ville kræve en så omfattende kontrol, at næppe mange ville synes om at leve i det samfund, vi ville få ud af at prøve; eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke få et samfund uden stoffer - men vi kan ødelægge det, vi allerede har, i forsøget.

Narkotikapolitikkens pris

Kontrolpolitikkens fiasko og den skadereducerende models succes i bl.a. Holland og Schweiz har i de senere år fået mange til at fremsætte krav om liberalisering. Disse krav kommer ikke længere blot fra venstreorienterede og liberalt indstillede kriminologer, men også fra folk fra retsvæsenet og i det politiske liv.

Professor i strafferet fra Københavns Universitet, Vagn Greve siger om kontrolpolitikkens fiasko: »Når medicinen ikke virkede i første omgang, tog man noget mere, og når det heller ikke hjalp, så tog man endnu mere. Man burde på et tidligere tidspunkt have indset, at man har brugt den forkerte medicin.«

Statsadvokat for Sjælland, Erik Merlung siger om den nuværende narkopolitik: »Det kræver mange ressourcer af menneskelig og økonomisk art at håndhæve den, og den påfører narkomanerne store lidelser.«

Faktisk kan man bemærke, at stort set alle de lidelser, som narkomanerne og deres ofre må gennemgå, kan føres tilbage til den restriktive politik. Næsten alle de narkorelaterede dødsfald kunne have været undgået, hvis det havde været relativt nemt for narkomanerne at få fat på deres heroin (så det ikke var nødvendigt at bruge diverse erstatningspræparater), og hvis der havde været nogen som helst form for kontrol med kvaliteten af det stof, de får. Stort set alle skader ved kronisk brug af opiater er kontrolskader, dvs. skader opstået alene på grund af myndighedernes indsats mod stoffet i almindelighed og narkomanerne i særdeleshed.

Det samme gælder naturligvis for de 5-600 mennesker, der årligt anholdes, sigtes og isolationsfængsles efter Straffelovens § 191 og bagefter frikendes og atter løslades. En gennemgribende liberalisering af hele området ville eliminere stort set al narkorelateret kriminalitet og frigøre kolossale ressourcer i politiet og fængselsvæsnet.

Kriminologen Flemming Balvig opfordrer således til efter schweizisk mønster at give narkomanerne den heroin, de skal bruge: »Hvis vi seriøst skal snakke om, hvordan vi kan forebygge og formindske antallet af indbrudstyverier, skal vi tage fat i narkotikapolitikken. Jeg er personligt tilhænger af, at vi i Danmark får mulighed for at give de allersværest belastede og mest kriminelle narkomaner bedre behandlingsmuligheder og lægeordineret heroin.« (Aktuelt, 30.8.97).

Tilsvarende røster høres efterhånden overalt i verden.

Selv om »narkotikabekæmpelse« stadig er et af de gennemgående træk i de internationale samarbejdsorganer, anes en større og større tvivl om nytten af en fortsat kontrolindsats. Selv i USA, der under præsident Bush erklærede en decideret »war on drugs« - der føres med midler som mere politi, strengere straffe, hårdere fængsler samt i nogen grad militær indsats i de producerende lande - spores en betydelig tvivl.

Mens den retspolitiske debat i amerikansk lokalpolitik synes at være afløst af en konkurrence om, hvem der kan være hårdest (»zero tolerance«-kampagner mod kriminalitet veksler med drakoniske straffe for handel med selv små mængder narkotika, og den øgede kriminalisering af stofmisbrugersubkulturerne mødes med forskrækkede krav om endnu stærkere repression), taler flere borgmestre og politifolk nu imod »the war on drugs«. For hvis vi virkelig er i krig mod stofferne, er der ikke noget, der tyder på, at det er stofferne, der er ved at tabe.

I stedet for at fremture i en kamp, vi ikke kan vinde, kunne vi standse op og spørge til de menneskelige og økonomiske omkostninger ved den førte politik. USAs tidligere udenrigsminister George Schultz, der selv er veteran fra adskillige »drug wars«, var næppe trådt tilbage fra sin post, før han gav udtryk for sit ønske om en afkriminalisering, så narkomanerne kunne købe deres stoffer under ordnede forhold. Schultz er blot én af en voksende gruppe af kritikere af den hårde linje i amerikansk narkotikapolitik, en linje som ikke synes at føre til andet end fyldte fængsler, mere politi, større marginalisering af i forvejen udsatte grupper - og hverken mere eller mindre narkotika. Disse kritikere findes i større og større udstrækning også inden for politiets og retsvæsnets egne rækker. Således afholdtes i 1996 en kongres med deltagelse af politifolk fra 50 politikorps spredt over landet; det overvejende flertal var enige i, at krigen mod stoffer var gået alt for vidt, og at der er brug for en legalisering.

Politichef i Utrecht, J. Wiarda mener, at lovgivningen mod narkotika er en af de vigtigste årsager til kriminalitet i dag. En legalisering vil ikke betyde nogen større ændring i samfundet - 95% af den indsmuglede narkotika antages jo alligevel at nå frem til brugerne. »Jeg synes, der er tale om en meget lille ændring. Enhver, der gerne vil bruge stoffer i dette land, kan finde dem til en rimelig pris og i en rimelig kvalitet. Dette vil ikke forandre sig, hvis stofferne bliver legaliseret.« (Forhør i officiel hollandsk høring om efterforskning, 1995).

Den eneste forskel, mener Wiarda, er, at man derved vil have bibragt den organiserede kriminalitet det mest knusende slag: Alle indtægterne fra illegal narkohandel vil forsvinde på stedet, og ingen andre illegale markeder kan vokse tilstrækkelig til at erstatte den. Samtidig slipper man af med den trussel, som de øgede beføjelser til politiet til narkobekæmpelsen udgør mod den almindelige retsbevidsthed.

Vi har før været inde på narkopolitikkens omkostninger for narkomanerne. Hvilke omkostninger har den for resten af samfundet?

Retspolitiske omkostninger

Som ovenfor nævnt accepteres det uden videre, at stort set alle sigtede varetægtsfængsles, og at stort set alle varetægtsfængslede isoleres i sager vedrørende handel med narkotika. Samtidig skal der mindre til for at rejse disse sager: Kun ca. 1/3 af disse isolationsfængslinger fører til domfældelse, hvorimod isolationsfængsling anvendes langt mindre for »almindelige« forbrydelser som drab, voldtægt og voldeligt overfald, og langt oftere fører til domfældelse, det vil sige, langt sjældnere rammer uskyldige. Samtidig er sigtede i narkosager dårligere stillet end sigtede i andre sager, eftersom der heller ikke stilles de samme krav til anklageskriftet. Anvendelsen af anonyme vidner kan for eksempel betyde, at specifikke dele af anklageskriftet (at den sigtede f.eks. skulle have været et bestemt sted på et bestemt tidspunkt) kan hemmeligholdes for den sigtede, der så ikke har skyggen af chance for at forsvare sig ved f.eks. at finde et alibi.

Narkotikaproblemet antages kort sagt at være så vanskeligt og vigtigt at bekæmpe, at almindelige retsgarantier ikke længere kan opretholdes, hvorfor det »desværre« er nødvendigt med tiltag, der i alle andre sammenhænge ville anses for uacceptable. Isolationsfængsling anvendes vilkårligt og rutinemæssigt, uden at man umiddelbart kan se nogen grund til, at det skulle være mere »nødvendigt« at anvende denne meget vidtgående straf her end i andre sager. Rum- og telefonaflytning tillades i disse sager i et omfang og på et grundlag, der ikke kendes fra andre sager, ligesom der slækkes på de mest elementære krav til bevisbyrde og præcision i anklageskriftet.

Andre specialiteter er stress-strategi, ransagning uden kendelse eller ransagningsvidner, eller senest »præventiv anholdelse« af særlig belastede narkomaner, simpelt hen for at de ikke skal »skæmme bybilledet«, som det er blevet praktiseret under Århus Festuge. Faren for de narkosigtede er, at de dømmes uskyldigt, eller at svækkelsen af retssikkerheden fører til, at de dømmes for mere, end de faktisk har begået.

Faren for retssamfundet er, at denne sætten retssikkerheden ud af kraft vil brede sig til andre sager, når først trolden er ude af æsken; som slækkelsen af Retsplejelovens krav om angivelse af gerningstidspunkt og -sted f.eks. har bredt sig til Ri-Bus-sagen (se Faklen nr. 6) og »stress-strategien« til indsatsen mod de såkaldte rockere. Den for ordensmagten så belejlige myte om »nødvendigheden af særlige midler« i narkosager er simpelt hen en af de største trusler mod retssamfundet, og påskuddet - at dette er nødvendigt for at få fat på de økonomiske bagmænd - klinger særdeles hult i betragtning af Wilhjelms og Bødals påvisning af, at de dømte stort set alle er små fisk …

Politichef Wiarda siger herom: »… der er ingen vej tilbage, når først en politistyrke har vokset sig for stærk, bortset fra revolution. Troen på repression, på ’krigen mod narkotika’, er den næstalvorligste trussel mod demokratiet.« (J. Wiarda i Social Kritik nr. 6, 1990).

Økonomiske omkostninger

Lidt sværere bliver det at opgive de økonomiske omkostninger af narkotikaen og narkotikapolitikken. Disse kan opdeles i de omkostninger, som narkomaners berigelsesforbrydelser påfører enkeltpersoner og forsikringsselskaber, og de beløb, der anvendes på behandling, oplysning, efterforskning, retssager og fængsling. De førstnævnte omkostninger er meget svære et kortlægge; i den redegørelse, som Justitsministeriet, Socialministeriet og Sundhedsministeriet i fællesskab udarbejdede i 1994, hedder det lakonisk: »Der foreligger ikke statistiske undersøgelser af, i hvilket omfang berigelseskriminalitet begås af stofmisbrugere.«

Det er ikke troligt, at det kan dreje sig om mere end nogle få hundrede millioner kroner om året. Flemming Balvig skønnede for nogle år siden, at udgifterne til patruljering, efterforskning, retssager og fængslinger androg to milliarder kroner årligt (Nielsen, Ugeskrift for Læger 5, 1994). Hvor stor en del af de to milliarder, der går til efterforskning, isolationsfængsling og frikendelse af de ca. 500 mennesker, der uskyldigt rammes af narkopolitikkens udhuling af retssikkerheden, er nok ikke nemt at få rede på.

Hertil kommer i alle tilfælde sundhedsvæsnets udgifter til behandling, uddeling af metadon og akut behandling af stofmisbrugere, der kollapser.

Som det vil ses, er den del af omkostningerne, der hidrører fra stofferne selv - udgifter til afvænning og akut behandling af forgiftninger - aldeles minimale i forhold til de beløb, der anvendes på bekæmpelse af narkotikaen og narkomanerne.

På sporet af en bedre narkopolitik

På samme måde, som vi tidligere så tre mulige udgangspunkter for narkotikapolitikken, kan vi øjne tre mulige strategier for fremtiden. Den første (og igen mest oplagte) ville være at fortsætte den hidtidige linje, som vi kunne kalde »status quo«-linjen: En fortsættelse af den nuværende restriktive politik med udgangspunkt i den håbløse vision om »det narkofrie samfund« - samtidig med, at de mest belastede narkomaner marginaliseres yderligere, selv om den indsats, man lægger så megen vægt på, reelt ingen indflydelse har på udbudet af stoffer på det illegale marked.

En anden mulighed var at sætte hårdt mod hårdt - mere politi, opgivelse af den mere liberale indstilling til hash, hårdere straffe for besiddelse, flere fængsler - i et desperat forsøg på at udrydde det onde af vor midte. Det har de prøvet i USA (og i Norge, hvis linje er langt hårdere end vores), og det har ikke været nogen succes. Indsatsen har ikke ført til mindre narkotika - endsige mindre kriminalitet - blot er narkomanerne blevet mere forhadte og marginaliserede og tilsvarende mere desperate. Måske den omstændighed, at det hverken i Danmark eller USA er lykkedes at holde fængslerne fri for narkotika, siger lidt om, hvor lidt det narkotikafri samfund ville minde om et samfund, de fleste af os kunne holde ud at leve i.

Den tredje mulighed var at erkende, at vi med den norske kriminolog Nils Christies ord befinder os i »forbudstidens siste dager«, og at vi ikke kan holde stofferne ude og derfor lige så godt kan gøre, hvad vi kan for at lære at leve med dem.

Vi kan ikke få et samfund uden stoffer - men vi kan bestræbe os på, at stofferne forvolder så få skader som overhovedet muligt. Christie siger herom: »Jeg er ikke noen tilhenger av at folk skal anvende disse stoffene og gjentar med monoton regelmessighet at man heller bør bli høy av å gå i fjellet enn ved narkotikabruk. Men samtidig er hykleriet og falskneriet på disse områder opprørende. Vi har grunn til å anta at cannabis har helt ubetydelig skadevirkninger, om noen. Fra den første klassiske studie utført av den indiske hamp-kommisjon, og over til de siste oversikter er hovedkonklusjonene i denne retning temmelig entydige. Derimot er antagelig stoffet meget egnet til å dempe ubehaget som er en følge av flere behandlingsmetoder ved alvorlig sykdom, spesielt ved cellegiftkurer som ledd i kreftbehandling. Ren heroin er i og for seg ikke særlig skadelig for organismen. Men her kommer inn at dette er et sterktvirkende stoff som ved uforsiktig bruk eller feilberegning kan føre til død eller skader, og også kan føre brukeren over i avhengighetstilstander som det er vanskelig å komme ut av. Heroin må derfor underkastes strengere reguleringstiltak enn cannabis, men ikke i de brutale former som i dag anvendes. Samlende om spørsmålet: Krigen er tapt. Nå gjelder det å ikke tape det sivile samfunn.« (Nils Christie, 1996).

Men hvordan kan vi bære os ad med at redde det civile samfund? Christie opstiller 14 punkter, der ville repræsentere en vidtgående liberalisering af den norske poltik på området.

Vi vil tage udgangspunkt i det allerede nævnte medicinske faktum, at kronisk afhængighed af morfin eller heroin er en sygdom, der så vidt vides ikke kan helbredes med en succesrate på mere end 3% pr. år. Skal vi ikke tabe de 97% på gulvet, må vi derfor erkende, at de nuværende injektionsmisbrugere ikke vil holde op med at bruge heroin, og at de vil blive ved med at begå kriminalitet, så længe de ikke kan få penge nok på lovlig vis.

I stedet for at håbe på at afvænne de nuværende narkomaner kunne vi derfor bestræbe os på at mindske tilgangen af nye. For det første må vi sørge for, at alle de mest belastede narkomaner kan få den heroin, de skal bruge, under betryggende former. Stort set alle de narkorelaterede dødsfald ville hermed kunne undgås, eftersom ingen længere behøvede at tage heroin af ukendt styrke eller dulme abstinenserne med diverse lægemidler.

Herved ville bunden falde ud af det illegale marked, ligesom ingen narkomaner ville behøve at sælge stoffer på gaden for at skaffe penge.

Denne vedligeholdelse bør dog ikke stå alene, men skal suppleres med tilbud om behandling og afvænning til alle, der måtte ønske det, ligesom alle bør tilbydes en anstændig bolig og gives hjælp til at finde et passende arbejde eller uddannelse, såfremt de ønsker det.

Afvænningen skal ikke være nogen betingelse for udlevering af stoffet, og der skal heller ikke lægges noget som helst pres på dem, for at de skal tage imod disse tilbud om uddannelse eller arbejde. Det drejer sig i første omgang om at tilbyde disse mennesker et værdigt liv uden den evige jagt på stoffer - ikke om at gøre dem stoffri for stoffrihedens egen skyld. Narkomanens heroin er tværtimod at betragte som livsvigtig medicin på linje med diabetikerens insulin.

Har vi råd til denne massive indsats, denne særbehandling af en trods alt lille minoritet? Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være. Vi må heller ikke glemme, at alene retssystemets håndtering af narkomanerne for øjeblikket koster to milliarder kroner om året. Hvis man blot brugte 100.000 kr. pr. år pr. narkoman, kunne mindst halvdelen af disse penge altså være sparet.

På linje hermed må vi acceptere, at stoffer som amfetamin, kokain og ecstasy for mange mennesker simpelt hen står som rusmidler, der kan anvendes en glad aften, på samme måde, som andre bruger alkohol.

Vi kunne naturligvis håbe, at folk af sig selv vil indse, at det ikke er fornuftigt at bruge disse stoffer, og derfor vil acceptere og rette sig efter, at de fortsat skal være forbudt. Det er bare ret usandsynligt, specielt hvis man tænker på tilsvarende forsøg på at regulere forbruget af alkohol. Så længe der er et marked for disse stoffer, vil de kunne købes illegalt. Den største sundhedsfare ved den illegale handel er, at ingen ved, hvad det stof, man tilbydes, eventuelt er blandet med, eller hvor rent det er.

En forsigtig legalisering ville dels betyde, at der altid var kontrol med kvaliteten af stoffet, og at man vidste, nøjagtig hvor stort forbruget og de hermed forbundne problemer var.

De hollandske coffee-shops må højst sælge fem gram hash til hver gæst.

Med disse stoffer kunne man forestille sig en lignende ordning. Man kan tillade, at stoffer som amfetamin, kokain, ecstasy og LSD sælges på apoteker i mindre portioner til personer over 18 år, således at hver person f.eks. kun kan købe tre doser pr. dag. Dette kan naturligvis ikke forhindre nogen i at opkøbe mere gennem stråmænd eller ved at rende alle byens apoteker på dørene, men det ville gøre det langt mere besværligt at samle sig større mængder af stoffet. Prisen på disse stoffer bør sættes så højt, at den kan finansiere fremstillingen af dem, men så lavt, at det ikke ville være muligt at sælge dem billigere illegalt.

Man ville hermed fjerne alle de usikkerheder, der ligger i den illegale distribution af stofferne og sikre, at stofferne kun blev solgt fra apoteker i pakninger forsynet med brugsanvisning og passende advarsler, og samtidig ville den kriminelle handel med disse stoffer blive fuldstændig elimineret.

Heroin bør til gengæld kun kunne fås mod recept for at forhindre, at det nuværende illegale marked blot erstattes med et legalt. På længere sigt, dvs. når hovedparten af de nuværende injektionsmisbrugere har fundet sig til rette i en menneskeværdig tilværelse, kan det sælges på samme måde som de øvrige »hårde« stoffer.

Hash befinder sig til gengæld i en kategori for sig. Det bør ikke forhandles sammen med de farligere stoffer. I stedet kunne man som i Holland tillade oprettelsen af særlige beværtninger, hvor stoffet kan købes. I København ville det være naturligt at legalisere hash-handlen på Christiania, men også at tillade den i beværtninger flere steder i byen.

Illegal handel med og smugleri af hårde stoffer vil naturligvis stadig være ulovligt, men det vil være at ligne med smugleri af alkohol og bør ikke straffes hårdere. Ulovlig indførsel af stoffer vil dog aldrig kunne udvikle sig til noget stort problem, eftersom prisen på de lovligt tilgængelige stoffer skal sættes så lavt, at det illegale marked reelt kvæles.

Ved at legalisere stofferne kan vi altså

•eliminere en meget stor del af narkomanernes berigelsesforbrydelser

•sikre de mest belastede narkomaner en menneskeværdig tilværelse

•undgå alle forgiftningsulykkker, der skyldes opblanding eller svingende kvalitet af illegale stoffer

•afskaffe hele den illegale handel med stoffer og den deraf afledte kriminalitet

Argumenter mod en legalisering

Hvorfor er disse skridt så ikke blevet taget for længst? Svaret er, at forbudet udspringer af en reel bekymring over de skadelige virkninger af disse giftstoffer - og denne bekymring er ikke altid ubegrundet.

Der er ingen som helst tvivl om, at mange mennesker har pådraget sig alvorlige psykoser ved brug af LSD. Det nye og meget populære stof ecstasy kan ved forkert brug føre til dehydrering og hjerteanfald; hvad angår andre stoffer som alkohol eller kokain, skulle det næppe være nødvendigt at gentage, hvilke risici der er ved overdosering eller umådeholden brug. Dette fører os frem til de mest almindelige argumenter mod en legalisering:

Legalisering vil føre til øget forbrug.

Eftersom brugen er skadelig, og eftersom en større udbredelse af stofferne i sagens natur vil føre til, at flere falder for fristelsen til at begynde et misbrug, bør stofferne være så lidt tilgængelige som muligt - helst helt utilgængelige.

Dette modsiges dog af erfaringerne fra Holland, hvor køb og brug af hash har været legal siden 70erne. Her har ungdommen ikke kastet sig over stoffet som glubende ulve. Faktisk er forbruget af hash ikke påfaldende større eller mindre end i de mere restriktive nabolande. Opium indgik jo i en lang række præparater, der solgtes legalt i forrige århundrede, og selv om der opstod et vist misbrug af disse præparater, var det ikke påfaldende stort. Når de fleste mennesker ikke tager narkotika, er det jo ikke, fordi det er forbudt, men fordi de ikke anser det for at være fornuftigt - på samme måde, som de fleste mennesker ikke anser det for at være fornuftigt at drikke sig fuld hver dag.

Der er rigeligt med legale rusmidler i forvejen, og vi har mere end nok i de skader, de forvolder. Der er absolut ikke brug for flere.

Problemet er bare, at det nuværende forbud ikke forhindrer nogen i at tage stoffer. Priserne på heroin raslede ned i perioden 1989-93, samtidig med at kvaliteten af det stof, der solgtes, voksede betydeligt. Prisen reduceredes i denne periode til en fjerdedel. En ophævelse af forbudene ville måske snarere fjerne noget af det »underjordiske« ved stofsubkulturerne og dermed gøre dem mindre interessante. Dette argument er i øvrigt dybest set moralsk og dermed uinteressant. Ud fra et humant synspunkt må det være vigtigere at undgå de lidelser, som brugere og misbrugere af disse stoffer påføres af et forbud, som man alligevel er fuldstændig ude af stand til at håndhæve.

Danmark har tilsluttet sig de internationale konventioner om narkotikabekæmpelse.

Disse meget stramme konventioner, hvis forbud mod cannabis blev presset igennem af industrilandene (der tilsvarende har modsat sig enhver regulering af alkohol) trods energiske protester fra bl.a. Tunesien og Indien, kunne trods alt lempes eller fortolkes lempeligere. Holland, Schweiz og England har alle haft en mere liberal praksis uden at have fået nogen problemer med disse konventioner.

Til syvende og sidst må man ikke glemme, at det, at noget ikke er forbudt, jo heller ikke indebærer nogen blåstempling eller anbefaling. Det er jo heller ikke forbudt at sniffe lim eller benzin; det er absolut uanbefalelsesværdigt, men det er ikke forbudt (og bør vel heller ikke være det). Stoffer som amfetamin eller kokain kan heller ikke anbefales nogen, men giver (i lighed med alkohol) ikke væsentlige skader ved mådeholden brug.

Dette fører os over i et andet meget almindeligt argument mod legalisering, nemlig:

Disse stoffer er giftige, og mange mennesker er kommet meget galt af sted ved at bruge dem. Kan det virkelig være rigtigt, at de skal være legale?

Men igen er problemet, at det nuværende forbud ikke forhindrer nogen i at bruge stofferne. Tværtimod gør det dem i nogle tilfælde mere interessante, idet brugen af stofferne opfattes som »oprørsk«. Til gengæld betyder forbudet, at vi ikke har nogen anelse om forbrugets reelle omfang eller nogen kontrol med kvaliteten af det stof, der udbydes.

Ved en legalisering fastholder man blot narkomanerne i misbruget, men egentlig har de brug for at komme helt ud af det. Skal vi også til at give alkoholikerne billigere whisky?

Det er fuldstændig rigtigt, at uddeling af heroin vil fastholde narkomanerne i misbruget. For øjeblikket fastholdes de blot i misbruget af det illegale marked, af deres egen afhængighed. Den eneste forskel er, at legaliseringen vil give dem en chance for en menneskeværdig tilværelse - en chance, de ikke får i dag. Endvidere er heroin og morfin specielle i den forstand, at de - indtaget rigtigt - kan tages i årevis uden at volde nogen skade på organismen. For alkoholikeren ville det ikke blive nemmere at føre en almindelig tilværelse, hvis han kunne få gratis alkohol - tværtimod. Vi ville dog mildt sagt heller ikke gøre ham nogen tjeneste ved at forbyde alkohol eller gøre det så dyrt, at han kun kunne finansiere sit forbrug ved kriminalitet.

Strange fruit

En dag i efteråret 1997 kunne de danske TV-seere bevidne et besynderligt optog: Nogle beboere i en gade i Odense forsamlede sig foran en bestemt opgang, hvor de slog på tromme og i megafoner råbte slagord mod det frygtelige, der truede byen fra denne opgang. Årsag: Der blev ifølge beboerne solgt narkotika fra en lejlighed i opgangen, og derfor måtte de finde sig i et stadigt rend af ludere, lommetyve og narkomaner i gaden. Et seksårigt barn kunne supplere, at »vi tør ikke gå forbi narkobulen, for man ved jo aldrig, hvad de kan finde på«.

Nogen konkret overlast var der dog vist ingen, der havde lidt. Odenses politimester var blandt deltagerne. Han udtalte dog beklagende, at man jo ikke bare kunne rydde lejligheden, for »sådan nogen har jo også nogle rettigheder, man skal respektere«. Hvor beklageligt!

Dette er symptomatisk for den stigende marginalisering af narkomanerne i de senere år. De vrede beboere kan således trøste sig med, at hvis narkomaner har rettigheder, er det sandelig ikke de samme, som »pæne« mennesker har. I Århus kunne politiet i forbindelse med Århus Festuge rose sig af at have buret nogle af de mest iøjnefaldende narkomaner inde uden overhovedet at sigte dem for noget: »… når der er festuge samles de, hvor de kan gøre sig mest synlige. Derfor har vi anholdt dem og brugt en såkaldt gummiparagraf om at ’være til ulempe’, så de ikke generer for meget.« (Ekstra Bladet, 2.9.97).

I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og byens pladser er gjort åbne i forbindelse med byfornyelsen, så narkomaner og drankere ikke længere kan sidde og »gemme sig«. I Århus har man forsøgt at oprette væresteder uden for centrum, så byen ikke »skæmmes« af sådanne udskud, men indtil videre er det strandet på voldsomme protester fra beboerne i området. Overalt er tendensen den samme: Alle, der giver indtryk af, at der er sociale problemer i de store byer, skal væk - det eneste, vi ikke vil høre om, er, hvordan vi eventuelt kunne løse disse problemer.

I stedet for løsninger - behandling, afkriminalisering, væresteder, legalisering - har vi fået optrapning: Fra narkomanen som offer til narkomanen som samfundsfjende og udskud.

I 1992 var 46% af fangerne i de lukkede fængsler narkomaner.

De er ikke havnet der på grund af deres misbrug. De er havnet der, fordi de ikke kunne skaffe deres stoffer til en rimelig pris, og fordi de ikke kunne helbrede sig selv for en sygdom, heller ingen andre kan helbrede dem for. Og dette er den egentlige narkotikaforbrydelse. I fængslerne finder du mest ulykkelige mennesker, der forsøgte at skaffe til dagen og vejen, som forsøgte at holde abstinensernes rædsler fra livet.

Narkotika siges ofte at være en af de største trusler mod vores retssamfund. Det er rigtigt, men truslen kommer ikke fra narkokriminaliteten, men fra de beføjelser, myndighederne tildeles for at kunne bekæmpe den.

Den egentlige narkoforbrydelse er ikke narkohandlen, men kriminaliseringen, marginaliseringen og forfølgelsen af narkomanerne og de lidelser, de herved påføres.

Narkoforbryderne er de mennesker, som er ansvarlige for deres lidelser, de mennesker, der fastholder en narkotikapolitik bygget på puritansk moraliseren, uvidenhed og intolerance; de mennesker, der uendeligt velmenende benægter, at det kunne være anderledes.

Oprindelig bragt i Faklen nr. 7, 1998

[ agger, Sun 27 Apr, :09:03: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

BIG BROTHER: PET OG ECHELON

 
– overvågning, registrering og infiltration

– af Carsten Agger

De hemmelige tjenester har til formål at beskytte landet (staten) mod farer, der kan true landets sikkerhed – dette kunne dreje sig om indhentning af oplysninger om eventuelle militære trusler, forebyggelse af terroraktioner, trusler mod statsoverhoveder eller ledende politikere osv.

PET taler selv om fem hovedområder for dets virksomhed: "Kontraspionage, kontraterrorisme, kontraekstremisme, bekæmpelse af visse former for organiseret kriminalitet samt hindring af spredning af masseødelæggelsesvåben" (PETs redegørelse fra 1998, afsnit 2.1).

Organiseret kriminalitet falder ind under PETs område, for så vidt som "kriminaliteten ved sin grovhed, internationale relationer eller gennem sit formål truer statens sikkerhed eller samfundsordenen, eller hindrer eller undergraver folkestyrets funktioner" (ibid.). Dette er bl.a. den angivelige baggrund for PETs efterforskning mod de såkaldte "rockere".

Kontraspionage er stadig et vigtigt område, skønt udenlandsk spionageaktivitet er dalet meget efter Warszawa-pagtens opløsning; PET beskæftiger sig dog også i vid udstrækning med industrispionage og lignende. Kontraterrorisme er naturligt nok også et vigtigt område, selv om det kunne synes mindre presserende i betragtning af de meget få terrorhandlinger, vi har set i Danmark i de senere år. PET skriver selv herom: "PET's primære opgave i relation til kontraterrorisme består i løbende at vurdere terrortruslen i Danmark, og i den forbindelse løbende at følge de miljøer, hvor der kan være grobund for terrorisme. Der findes endvidere i Danmark personer, der sympatiserer med internationale terrororganisationer. Det er PET's opgave i nødvendigt omfang at overvåge disse personer for at se, om de overtræder lovgivningen eller er på vej til at gøre det. Der kan være tale om en gruppe, der selv planlægger terrorhandlinger. Men det kan også dreje sig om personer, der alene yder praktisk bistand – f.eks. i form af husly eller våben – til tilrejsende udenlandske terrorister. Der kan også være tale om mere direkte medvirken til terrorhandlinger i udlandet."

Det drejer sig altså både om overvågning af grupper, hvor "der kan være grobund for terrorisme" – her tænkes uden tvivl på såkaldt autonome eller på ekstreme grupper på den yderste højrefløj – og om efterforskning mod "personer, der sympatiserer med internationale terrororganisationer" – og her tænkes vel især på diverse solidaritetsgrupper på venstrefløjen.

Kontraekstremisme "beskriver PET's overvågning af og efterforskning mod personer og grupper på den ekstreme højrefløj og den ekstreme venstrefløj, hvis personerne eller grupperne kan mistænkes for at have til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, jf. bestemmelsen i straffelovens § 114. Det skal pointeres, at det er de voldelige handlinger og trusler fra disse personers eller gruppers side, der er genstand for PET's interesse, og ikke den lovlige politiske virksomhed, der i øvrigt udøves."

Ifølge PET selv har PETs overvågning af diverse politiske aktiviteter altså først og fremmest til hensigt at forebygge forbrydelser, der måtte udspringe af disse aktiviteter. I nærværende artikel vil vi se på, hvordan PET rent faktisk har arbejdet, og hvordan de her angivne retningslinjer er blevet udmøntet i praksis.

PETs historie – overvågning og skandaler

Det er et gennemgående træk i de danske efterretningstjenesters historie, at de ansvarlige politikere har forsikret, at alting foregik på betryggende og demokratisk vis – mens man dog har afvist at svare på konkrete spørgsmål under henvisning til landets sikkerhed. I det omfang, tjenesternes aktiviteter faktisk er blevet offentligt kendt, har disse afsløringer som regel ført til voldsomme reaktioner fra offentlighed og politikere; denne opstandelse har dels skyldtes, at disse aktiviteter var i skarp modstrid med forsikringerne om, at der ikke foregik noget fordækt, dels at politikerne og efterretningstjenesterne – igen ud fra henvisningen til "landets sikkerhed" – har afvist at besvare spørgsmål om disse aktiviteter.

Historisk set har dansk efterretningsvirksomhed derfor været præget af en lang række spektakulære skandaler. Typisk er disse skandaler opstået, fordi befolkningen pludselig er blevet bekendt med en praksis, der tilsyneladende af efterretningstjenesterne selv og af politikerne (i det omfang, de kendte til den) er blevet betragtet som helt normal.

Betegnende for den politiske slagside, som lige siden har præget politiets efterretningsvirksomhed, skrev Københavns politidirektør den 25. marts 1933 til politipræsidenten i Berlin med henblik på et samarbejde om bekæmpelsen af kommunismen – specielt ønskes: "Oplysninger, der kan lede frem til tyske kommunistiske Instruktører, der opholder sig i Danmark …" (Preben Wilhjelm: Demokratiets vogtere, Centrum 1999, s. 73). Spørgsmålet om tysk politis pålidelighed eller om muligheden af eventuel pågribelse af tyske nazistiske instruktører var åbenbart ikke relevant. Op igennem 30erne knyttedes et tæt samarbejde mellem den danske efterretningstjeneste (dengang Københavns Politis Afdeling D) og tysk politi. Afdeling Ds chef, Andreas Hansen (der på grund af sin legendariske kommunistforskrækkelse gik under navnet "Russer-Hansen"), måtte dog senere forlade sin post, da det kom frem, at afdelingen i 1934 havde bortført den tyske immigrant Franz Vogel og sendt ham til Tyskland efter de tyske myndigheders ønske.

Andreas Hansen formulerede selv grundlaget for afdeling Ds arbejde i en beretning, der i 1936 udsendtes til samtlige politimestre. Heri hedder det blandt andet: "Enhver Kommunist tilhører et Verdensparti, hvorved der systematisk udøves Lands- og Højforræderi mod det enkelte Land …", og: "De kommunistiske Partiers saakaldte Arbejde er intet andet end en latent Borgerkrig, ført ved hjælp af Opløsning" (citeret af Wilhjelm, s. 74-75).

Efter disse retningslinjer udarbejdede Afdeling D meget omfattende kartoteker over danske kommunister; kartoteker, der efter besættelsen blev udleveret til de tyske myndigheder og siden dannede grundlag for dansk politis aktion mod kommunisterne i sommeren 1941.

Efter krigen kommer den første store debat om registrering i 1947, da den kommunistiske avis Land og Folk påstår, at kommunistkartotekerne fra 30erne og besættelsestiden stadig eksisterer og udbygges. Såvel justitsministeren som politiet benægter dog i første omgang oplysningerne. Souschefen for den ansvarlige afdeling i Københavns Politi (nu Afdeling 2), politikommissær Glud udtaler således: "Vi har kun samlet Materiale, efterhaanden som det kom offentligt frem, akkurat paa samme Maade som man paa Dagbladene fører Kartotek over de vigtigste politiske Begivenheder." (Wilhjelm, s. 88). Justitsminister Aage Elmquist (V) afviser ligeledes, at politiet skulle føre sådanne kartoteker, og fremsætter den 5.3.47 følgende erklæring i Folketinget: "… det er min Opfattelse, at Politiet, hvor der ikke foreligger Mistanke om Handlinger rettet mod Statens Sikkerhed eller mod Ro og Orden, altså Forbrydelser mod Samfundet eller Mistanke om planlæggelse af saadanne, bør afholde sig fra saadan Virksomhed." (S. 90). Altså i alt væsentligt det samme, som er indeholdt i regeringserklæringen fra 1968, som vi siden skal se. Som i denne afvises muligheden dog ikke af at registrere, hvor der faktisk er mistanke om konkrete forbrydelser "… der [føres] naturligvis Kartotek over Personer, der mistænkes for landsskadelig Virksomhed eller for at tilhøre Varulvebevægelser, eller som mistænkes for at ville danne Grupper med det Formaal at skabe Uro og Uorden i Samfundet eller foretage anden ulovlig Handling."

Ca. to måneder senere udsender Justitsministeriet faktisk en instruks, hvorefter lovlig politisk virksomhed ikke må registreres.

Dette holdt imidlertid ikke længe. I 1950 ændredes retningslinjerne i forbindelse med en større omlægning af efterretningstjenesten. I de nye retningslinjer hed det om 1947-instruksen, at instruksens "stive regel har været hæmmende for et effektivt Efterforskningsarbejde"; tværtimod er registreringen af lovlig politisk virksomhed "absolut nødvendig til bekæmpelse af 5. kolonnevirksomhed og yderliggående politisk infiltration i officielle institutioner mv." (S. 95).

Hverken offentligheden eller Folketinget orienteres om de nye retningslinjer. I 1952 blev en kandidat for Retsforbundet ganske chokeret, da politiet rettede henvendelse til hans arbejdsgiver for at få at vide, om han var kommunist. Årsagen var tilsyneladende, at han havde skrevet under på en protest mod regeringens politik. Da folketingsmanden Kjeldgaard Iversen (også fra Retsforbundet) tog sagen op i Folketinget, svarede justitsminister Helga Pedersen: "Hvad angår spørgsmålet om kartotekerne, kan jeg henvise til, hvad der tidligere er oplyst for tinget: at der her i landet ikke foretages registrering af personer blot på grund af deres politiske overbevisning." (S. 95). Hun finder ingen anledning til at informere om de nye retningslinjer fra 1950. Da den radikale Johs. Christensen få dage efter tager sagen op igen og supplerer med en lang række andre eksempler på registrering af lovlig politisk virksomhed, tvinges ministeren imidlertid på retræte, og Kjeldgaard Iversen kan konkludere: "Det må herved anses for fastslået, at danske myndigheder desværre fører sådanne (politiske) kartoteker (…) Jeg troede i øvrigt, at man havde lært tilstrækkeligt af Tyskland og Rusland, hvad diktaturets hemmelige politi og spionage over for befolkningen betyder." (S. 97).

Men på trods af erklæringen fra 1947 og retningslinjer fra 1953 (der blev afsløret af justitsminister Hans Hækkerup i 1963), ifølge hvilke registreringer skal indskrænkes til det absolut påkrævede, fortsatte registreringerne reelt helt uhindret.

Registrering og overvågning

I midten af 60erne afsløredes det, at PET gennem mange år havde registreret oplysninger om et meget stort antal borgere. I flere sager kom det frem, at denne registrering havde været til skade for de pågældende; oftest drejede det sig om afslag på ansøgninger om at arbejde i Grønland (hvor amerikanerne satte visse politiske betingelser som følge af deres egne militære aktiviteter på øen) eller på ansøgning om visum til udlandet, hvor PET i mange tilfælde overgav de registrerede oplysninger til det pågældende lands myndigheder. På dette tidspunkt var ca. 400.000 danskere registreret i PETs kartoteker.

Denne omfattende registrering førte, da den blev afsløret, til en ophedet debat, i Folketinget anført af SF og de radikale. Den daværende justitsminister Hans Hækkerup kunne dog berolige med, at der kun fandt registrering sted af personer, der kunne tænkes at udgøre en fare for rigets sikkerhed; helt konkret, at "der ikke sker registrering af personer alene på grundlag af medlemskab af organisationer som Aldrig Mere Krig, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Atomkampagnen og Komiteen mod Romunionen …" (Wilhjelm, s. 106).

Flere års debat, hvor adskillige politikere udtrykte deres utilfredshed med, at personer kunne registreres på baggrund af i øvrigt lovlige politiske aktiviteter, førte i 1964 til oprettelsen af det såkaldte Wamberg-udvalg (navngivet således efter dets første formand), der skulle kontrollere efterretningstjenestens aktiviteter.

De radikales modvilje mod registrering af medlemskab af lovlige foreninger eller partier og (f.eks.) abonnementer på lovlige aviser eller tidsskrifter førte i 1968 (da de radikale havde dannet regering sammen med Venstre og Konservative) til udsendelsen af regeringens erklæring af 30. september 1968, der stadig afstikker de vigtigste retningslinjer for registrering af politiske aktiviteter:

"Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

At sådanne registreringer hidtil har fundet sted har ofte givet anledning til debat både under den nuværende og tidligere regering. Det beror naturligvis på et skøn, om registreringer af denne art er nødvendige. De sikkerhedsmæssige hensyn står her over for hensynet til, at den enkelte borger frit kan udfolde sig.

Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet. Efter at have afvejet disse modstående hensyn har regeringen fundet det forsvarligt efter omstændighederne at opgive registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Såfremt der fra tidligere måtte være registrerede oplysninger af denne art, vil de blive tilintetgjort."

Som Wilhjelm påpeger (jfr. f.eks. s. 135-36 og et interview i Faklen nr. 12), ligger der i denne erklæring en begrænsning i ordet "alene": Registrering kan ikke finde sted alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed, hvoraf følger, at lovlig politisk virksomhed stadig kan registreres, såfremt der også er mistanke om ulovlige aktiviteter. Der er dog ingen tvivl om, at regeringserklæringen generelt forbyder registrering af lovlige aktiviteter, som det fremgår af sætningen "… at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet."

I PETs redegørelse fra 1998 lægges dog op til en væsentlig mindre restriktiv tolkning af erklæringen: "Grænsen mellem lovlig og ulovlig politisk virksomhed samt grænsen mellem ulovlig politisk virksomhed og andre ulovlige handlinger er ikke defineret i lovgivningen eller andetsteds. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det primære formål med regeringserklæringen af 1968 var at forhindre registrering af en person alene på grund af hans tilhørsforhold til et bestemt politisk parti. På denne baggrund vil det ikke være tilladt at registrere medlemmer af politiske partier, idet borgerne efter hensigten bagved regeringserklæringen må kunne melde sig ind i et sådant parti uden af den grund at risikere at blive registreret. Der tænkes herved på egentlige politiske partier, som efter godkendelse af indenrigsministeren opstiller til folketingsvalgene." (afsnit 3.2.1, forf. kursiv).

Som det fremgår, mener PET altså i 1998, at personer godt kan registreres for medlemskab af lovlige organisationer, der ikke er partier. Problemet i denne forbindelse er blot, at regeringserklæringen overhovedet ikke omtaler politiske partier, men i stedet understreger, at "en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet." PET finder dog alligevel, at man godt kan registrere alene på baggrund af medlemskab af bestemte politiske partier: "Såfremt et sådant politisk parti imidlertid ifølge sit program eller udtalelser fra partiets ledere m.v. forudsætter brug af ulovlige metoder, og såfremt partiets virksomhed bekræfter dette, må det uanset ovenstående være tilladt at registrere partiets medlemmer."

Mens regeringserklæringen af 1968 af både presse og politikere i vid udstrækning blev opfattet som et tilsagn om helt at afskaffe den politiske registrering af danske statsborgere, blev dens egentlige betydning præciseret på interessant vis, da justitsminister Knud Thestrup (V) i 1969 gav udtryk for, at registreringen af danske statsborgere var nødvendig og skulle fortsætte: "Det er ikke mig, der sidder og registrerer, men jeg går da ud fra, at alle, der er ude på overdrevet, registreres." (Information, 8.11.69).

Justitsministerens udtalelse vakte stor opstandelse; faktisk forsøgte Venstresocialisterne at få rejst en rigsretssag mod justitsministeren for vildledning af Folketinget i forbindelse med regeringserklæringen. Denne faldt dog til jorden, men forinden havde ministeren måttet præcisere sine udtalelser: Folk, der var ude på overdrevet, skulle forstås som "personer, der med føje mistænkes for ulovlig virksomhed", hvor han senere i samme interview præciserede, hvad han mente med ulovlig virksomhed: "Det er overtrædelser af straffeloven." (Wilhjelm, s. 211).

I den følgende folketingsdebat udtaler statsminister Hilmar Baunsgaard om regeringserklæringen: "Det, den dækker over, er, at ingen registreres på grundlag af lovligt politisk arbejde, og ingen registreres på grundlag af nogen politisk bekendelse, uanset hvor i det politiske spektrum vedkommende måtte befinde sig." Han erklærer sig således enig med udenrigsminister Poul Hartling, der udtalte: "Selvfølgelig har de ret til at have deres politiske opfattelse. Selvfølgelig har de lov til her i landet at arbejde for at få et andet styre og en anden samfundsordning." (Wilhjelm, s. 212-13).

Der er altså ingen som helst tvivl om, at registrering af borgere for selv nok så yderligtgående politiske synspunkter ikke kunne foretages, medmindre der samtidig var en konkret mistanke om, at der blev planlagt eller begået overtrædelser af straffeloven.

PETs egen begrænsning af regeringserklæringen til "lovlige politiske partier" er derfor ikke berettiget, og der er ingen tvivl om, at Thestrup faktisk kunne være kommet for Rigsretten, hvis regeringen havde sagt god for en sådan tolkning.

Det interessante er imidlertid, at PET tilsyneladende på intet tidspunkt har rettet sig efter regeringserklæringen, der på denne baggrund kommer til at fremstå som lidt af et blålys. Regeringens erklæring blev som sagt fremsat den 30. september 1968. Allerede den 31. december 1968 udsendte PET-chefen Arne Nielsen en instruks, hvor det bl.a. hedder: "Følgende personer skal registreres, også hvis de alene er kendt som medlemmer af: DKP's centralkomité og DKP's Københavnsledelse. DKU's hovedbestyrelse og DKU's Københavnsledelse. VS's hovedbestyrelse og VS's Københavnsledelse."

Det er klart, at en sådan praksis ikke kan være i overensstemmelse med erklæringens forsikring om, at aktiviteter, der holder sig inden for lovgivningen, ikke skulle registreres. Da notatet blev afsløret i august 1998, vakte det da også opstandelse selv fra PETs trofaste støtter. På et pressemøde den 24.8.98 erklærede justitsminister Frank Jensen, at instruksen var "i lodret modstrid med regeringens erklæring". Den konservative Helge Adam Møller udtalte: "Det er fuldstændig uacceptabelt, at man har en efterretningstjeneste, som på et tidspunkt klart og tydeligt har gjort det modsatte af det, den fik ordre til." (Politiken, 25.8.98). Mest bekymrende er dog, at hverken folketing eller regering tilsyneladende har været vidende om den fortsatte registrering – PET har tilsyneladende på egen hånd besluttet at bryde reglerne. Daværende udenrigsminister Poul Hartling, der dengang var medlem af regeringens Sikkerhedsudvalg, udtalte således til Jyllands-Posten, at han aldrig havde hørt om Arne Nielsens instruks, og at denne undrede ham. Er PET en stat i staten, der selv forvalter sin virksomhed uafhængigt af regeringens instrukser?

Forsvarets Efterretningstjeneste og "Firmaet"

Som det vil fremgå, har offentligheden såvel som Folketinget konsekvent fået få og vildledende oplysninger om PETs registreringer af danske statsborgere. Endnu værre står det til på et andet område, nemlig spørgsmålet om efterretningstjenestens samarbejde med andre landes efterretningstjenester. Vi har allerede nævnt, at Københavns Politis Afdeling D efter nazisternes magtovertagelse og under besættelsen samarbejdede med de tyske myndigheder (og med danske nazister) om forfølgelse og overvågning af kommunister i Danmark.

Forsvarets efterretningstjeneste havde til gengæld først og fremmest beskæftiget sig med Tyskland som mulig militær trussel (altså ikke som samarbejdspartner). Militæret var desuden både præget af nationalt-konservative og antityske holdninger. Den militære efterretningstjeneste begyndte derfor hurtigt på egen hånd at udspionere tyskerne og sende resultaterne af denne spionage til de allierede. Efter krigen fandt kommandør P.A. Mørch, leder af den maritime del af den militære efterretningstjeneste, hurtigt ud af, at den militære trussel i fremtiden ville komme fra russerne. Derfor kontaktede han på egen hånd – uden regeringens opbakning eller vidende – det amerikanske OSS (der senere tog navneforandring til CIA) og indgik en aftale, der indebar, at amerikanerne skulle levere radioudstyr med henblik på oprettelse af et moderne aflytningscenter. Til gengæld skulle den danske efterretningstjeneste være behjælpelig med oprettelsen af en særlig efterretningstjeneste, der skulle tjene USA's formål. Samtidig skulle Danmark og USA udveksle efterretningsstof, og Danmark skulle holde USA orienteret om russisk og kommunistisk aktivitet.

Den i aftalen nævnte særlige efterretningstjeneste blev oprettet i skikkelse af "Firmaet" under ledelse af den stærkt højreorienterede Arne Sejr, der under krigen havde været leder af modstandsgruppen "Studenternes Efterretningstjeneste". "Firmaet" opererede fra 1948 til 1963. Afsløringen af "Firmaets" eksistens i 1976 vakte en vis opsigt, eftersom det i 5 år havde overvåget de kommunistiske politikere Ragnhild Andersen og Alfred Jensen. (Denne overvågning var naturligvis klart ulovlig, da der ikke alene ikke forelå nogen dommerkendelse; "Firmaet" var en organisation uden nogen form for officiel status. At de begge sad i Folketinget i perioden må i høj grad anses for en skærpende omstændighed). Ud over de mere fordækte aktiviteter havde Arne Sejr og "Firmaet" også en officiel facade i den antikommunistiske forening Frihed og Folkestyre. Frihed og Folkestyre beskæftigede sig bl.a. med "distribution af antikommunistisk propagandamateriale, fortrængning af kommunistisk indflydelse fra vigtige nøgleposter i samfundet og antikommunistisk skoling af ansvarlige ledere fra vigtige organisationer." (Wilhjelm, s. 150). Ud over fra CIA modtog "Frihed og Folkestyre" alias "Firmaet" økonomisk støtte til sine antikommunistiske aktiviteter fra adskillige af dansk industris kæmper, herunder Danfoss, F.L. Smidth, Carlsberg, Sukkerfabrikkerne og såmænd også Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet. Der var således tale om en slags "arbejdsdeling" mellem regeringen, de officielle efterretningstjenester og "Firmaet": "Firmaet" orienterede Mørch, som nu var næstkommanderende i Forsvarets Efterretningstjeneste, om dets aktiviteter, herunder udskrifter af aflytningen af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen, og tog sig i det hele taget af de ting, som de officielle efterretningstjenester ikke måtte – samtidig kunne regeringen med god samvittighed benægte, at de officielle efterretningstjenester skulle beskæftige sig med noget sådant.

Om aflytningen af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen gav oplysninger af værdi for efterretningstjenesten, er selvfølgelig ikke til at finde ud af, men det er nok højst tvivlsomt. Til gengæld blev de brugt til politisk chikane mod DKP, idet detaljer fra aflytningen blev lækket til Information, der således blev udnyttet i et ulovligt politisk spil; "Firmaet" udnyttede i forståelse med de socialdemokratiske statsministre Hedtoft og H.C. Hansen aflytningerne til at skabe splid hos Socialdemokratiets politiske rival DKP.

Den seneste PET-skandale: Anders Nørgaard og Frede Farmand

Den seneste debat om PETs metoder opstod, da den tidligere PET-agent Anders Nørgaard den 1.3.98 i TV2s program Fak2eren stod frem og fortalte om, hvordan han i begyndelsen af 80erne havde infiltreret den såkaldte "Regnbuebevægelse" i Århus. Baggrunden for infiltrationen var en række påsatte brande i Århus, som en mystisk bevægelse ved navn "DSB" tog ansvaret for. Erik Jensen skriver i sin Demos' hvidbog om PET (Demos 1998), at den århusianske venstrefløj anså disse aktioner for provokationer iværksat af mere eller mindre fascistiske kredse – i alle tilfælde førte Nørgaards arbejde ikke til nogen anholdelser i denne sag, hvilket næppe kan undre i betragtning af de uorganiserede og i en revolutionær sammenhæng næppe særlig imponerende grupper omkring den lille bogcafé "Regnbuen".

Tom Vilmer Paamand, der dengang var med i kredsen omkring "Regnbuen" og nu er aktiv i fredsbevægelsen, har følgende kommentar til PETs infiltration: "Agenten infiltrerede den lille bogcafé Regnbuen. Omkring denne bogcafé flokkedes en kreds af meget forskellige mennesker fordelt på endnu flere meget små bevægelser og foreninger. Men der var ikke nogen "Regnbuebevægelse". Agentens misforståelse af navnet er måske blot en detalje, men den siger meget om, hvad han forstod – eller rettere ikke forstod (…) Bogcaféen blev startet efter en studiekreds om anarkisme. Folkene omkring caféen er kommet og gået – og det samme er aktiviteterne. Grundlaget var hele tiden bogcaféen, men det var først og fremmest et knudepunkt, hvor byens mange anarkistiske særlinge mødtes, forenede deres kræfter og røg rigeligt med tjald. Caféen udgav og solgte nyhedsbreve, tidsskrifter og bøger om anarkisme og modstand mod alt og alle – og støtte til nogle få. I Regnbuen mødtes tilhængere af Gadaffi, IRA og diverse indfødte folkeslag. Sympatien for den tyske byguerilla Rote Armé Fraktion var også udbredt. Alle undertrykte grupper fik sympati, men de anvendte midler var til evig diskussion. Den direkte støtte til kæmpende grupper verden over lå mest i munden og i de hjemmetrykte pamfletter på hylderne. Her stod pacifisternes blade og bøger om ikkevold fredeligt sammen med RAFs opfordringer til væbnet kamp. Gamle ikkevolds-teoretikere blev også hyldet – og ofte af de samme, der flittigt studerede RAFs skrifter."

Selv om denne infiltration tilsyneladende havde til formål at trænge til bunds i en bestemt række attentater, er den måske også betegnende for kvaliteten af PETs trusselsvurderinger – det er svært at forestille sig, at Nørgaard eller PET kunne have spildt tiden mere eftertrykkeligt end ved infiltrationen af en sådan gruppe, hvis politiske aktiviteter hverken var ulovlige eller truede med at antage voldelige former.

Efter infiltrationen af "Regnbuen" fik Anders Nørgaard til opgave at infiltrere SAP (Socialistisk Arbejder Parti). Denne infiltration omfattede bl.a. deltagelse i møder, kopiering af nøgler samt tyveri af lister over partiets medlemmer, folketingskandidater og stillere. Nørgaard deltog senere bl.a. i HT-konflikten, som han observerede udstyret med en skjult mikrofon.

I Fak2eren afsløredes det også, at PET, repræsenteret ved Frede Farmand, havde overvåget et offentligt møde afholdt af Dansk-Kurdisk Forening den 25.11.1996, hvor blandt andet socialdemokraterne Lasse Budtz og Torben Brandi var til stede. Mødet handlede om menneskerettighedsforhold i Tyrkiet og disses betydning for kurderne.

Fak2erens afsløringer vakte en livlig debat, hvor politikere fra alle dele af det politiske spektrum nærmest kappedes om at fordømme den overdrevne overvågning og infiltration, og der fremsattes efterfølgende krav om en uvildig undersøgelse af PET. Således udtalte Elisabeth Arnold, retsordfører for de radikale: "PET har handlet som en stat i staten. Det er til fare for demokratiet, når demokratiet ikke er i stand til at kontrollere PET." (Jyllands-Posten, 25.8.98). Helge Adam Møller fra de konservative supplerede: "Måske er der indimellem sket noget i PET, som ikke tåler dagens lys. Det kan vi ikke leve med." (Berlingske Tidende, 4.3.1998). Samt: "… det vil være i alles interesse at få foretaget en kulegravning af efterretningstjenesten, så PET kan blive renset, og borgerne kan få indblik i, hvorfor vi behøver en efterretningstjeneste." (BT, 4.3.1998).

Den socialdemokratiske rådmand Torben Brandi var dog mindre overbevist om, at en sådan kulegravning skulle kunne føre til, at PET blev "renset": "… lige så snart PET lægger en sådan rapport til side og arkiverer den, er det selvfølgelig i sig selv en registrering. Rent principielt er det en lovovertrædelse fra PETs side, og set fra den vinkel er det absolut ikke ligegyldigt." (Berlingske Tidende, 5.3.1998).

Ole Espersen, der som justitsminister havde ansvaret for PETs aktiviteter i den periode, Anders Nørgaard infiltrerede Regnbuen og SAP, medgav at have givet tilladelse til infiltration af "Regnbuebevægelsen", men var opbragt over infiltrationen af SAP, som han angiveligt intet kendte til: "Det var uden min viden, og det var uden, at man overhovedet havde forelagt mig spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at foretage sig noget overfor SAP-kredse. Jeg føler mig utilpas ved, at der tilsyneladende er foregået ting, som jeg burde være underrettet om." (Ekstra Bladet, 2.4.1998).

Ole Espersens partikammerat, den nuværende justitsminister Frank Jensen giver imidlertid ikke meget for Espersens forsikring om at have været uvidende om infiltrationen: "Vi har kun Espersens ord for, at han ikke blev underrettet." (Politiken, 3.4.98).

Parlamentarisk kontrol?

Fak2erens afsløringer gav anledning til et udbredt krav om en undersøgelse af PETs aktiviteter; regeringen stod selv i spidsen for dette krav med statsminister Poul Nyrup Rasmussens løfte i TV2s nyheder den 3.3.98 om, at "hver en sten vil blive vendt", og justitsminister Frank Jensens løfte om "en grundig redegørelse for al virksomhed i Politiets Efterretningstjeneste gennem de seneste 20 år". Samtidig satte afsløringerne og især PETs efterfølgende redegørelse og den senere afsløring af Arne Nielsens instruks om alligevel at registrere alene på grund af lovlig politisk virksomhed et alvorligt spørgsmålstegn ved tilstrækkeligheden af den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne.

Efterretningstjenesterne er underlagt regeringen (specielt forsvars- og justitsministeren, der hver har ansvaret for "deres" efterretningstjenestes aktiviteter), og der gælder ikke nogen egentlig lov for deres aktiviteter. Et tilbagevendende krav i forbindelse med de mange efterretningsskandaler har netop været nedsættelsen af et kontroludvalg.

I dag findes der hele to sådanne udvalg, nemlig det ikke-parlamentariske Wamberg-udvalg og Folketingets Kontroludvalg.

Wamberg-udvalget blev som nævnt nedsat i 1964 i kølvandet på diskussionen om efterretningstjenestens kartoteker. Dets opgave består i at holde sig underrettet om de til enhver tid gældende retningslinjer for registrering i PET samt at føre tilsyn med registreringen. Forsvarets Efterretningstjeneste rettede sig, hed det dengang, udelukkende mod ydre fjender og var derfor ikke underlagt Wamberg-udvalgets kontrol. Da det i slutningen af 70erne kom frem, at FE i al hemmelighed havde brugt den stærkt højreorienterede Hans Hetler til at foretage registrering af lovlig politisk virksomhed i Danmark, blev Wamberg-udvalgets opgaver udvidet til også at omfatte FE. Udvalgets medlemmer har tavshedspligt, men kan gøre indsigelser mod retningslinjer og praksis; således afskaffede de i 1965 den automatiske registrering af stillere for politiske partier.

Det parlamentariske kontroludvalg blev oprettet i 1988, efter ideen havde været oppe at vende i bl.a. 1972, 1976 og 1978. Udvalget har fem medlemmer og blev ved dets etablering gjort bekendt med den instruks, PET havde arbejdet efter siden 1983.

Herudover vides ikke meget om dets konkrete arbejde. Preben Wilhjelm skriver herom: "Hvad Kontroludvalget har udrettet, unddrager sig enhver bedømmelse. Det afgiver en såkaldt årsberetning, men tager det ikke selv mere højtideligt, end at man nogle år helt glemmer det og slår to år sammen. Det spiller ingen rolle, da beretningen kun består i en rituel gentagelse af 'kommissoriet', udvalgets sammensætning, personudskiftninger, samt oplysning om, at udvalget har afholdt 'en række møder', stillet 'en række spørgsmål', evt. 'rejst enkelte sager' af mere almen interesse. Det klares sædvanligvis på mindre end én side." (s. 262-63). Udvalgets medlemmer har tavshedspligt, og stort set alt deres arbejde er strengt fortroligt.

Under debatten om PETs virksomhed har skiftende regeringer altid peget på Wamberg-udvalget og (da det var oprettet) det parlamentariske kontroludvalg som garanter for borgernes retssikkerhed. Men hvad har "kontroludvalgene" i virkeligheden garanteret?

Daværende forstander for Krogerup Højskole og medlem af Wamberg-udvalget siden dets oprettelse, Harald Engberg-Pedersen sagde om "kontroludvalgets" arbejdsbetingelser: "Selv om udvalget skulle 'holdes underrettet om de til enhver tid fulgte retningslinjer for registrering', fik det aldrig kendskab til justitsministerens instruks til PETs chef fra 30. november 1953, som var gældende ved udvalgets oprettelse …" (Information, 4.12.98).

Om Arne Nielsens instruks, der i strid med regeringens erklæring tillod registrering alene på grund af lovlig politisk virksomhed, siger Engberg-Pedersen: "Den blev ikke forevist for Wamberg-udvalget. Havde vi set den, ville vi nok have sagt til PET-chefen, at dette var en sag, vi måtte drøfte med justitsministeren, Thestrup (…) I Wamberg-udvalget arbejdede vi trøstigt ud fra regeringserklæringens ordlyd."

Det parlamentariske kontroludvalg orienteres kun om retningslinjer og om ganske få konkrete aktiviteter, og dets medlemmer er ikke specielt imponerede over deres egne muligheder. Torben Lund udtrykker det kort: "Vi kan ikke garantere danskerne, at der ikke finder ulovlig registrering sted." (TV2, 1.3.98). Tilsvarende udtaler Holger K. Nielsen til Ritzaus Bureau den 3.3.98: "Udvalget er næsten helt til grin. Vi har ingen mulighed for at grave ned i sager eller undersøge, om der sker lovbrud. Vi får kun noget at vide, hvis ministeren mener, at der er grund til at fortælle os noget. Og efter TV2-udsendelsen kan man få den mistanke, at ikke engang justitsministeren ved, hvad der foregår." Helge Adam Møller indrømmer: "Vi har stort set ingen muligheder for at kontrollere PET, og det skal vi heller ikke have." (Berlingske Tidende, 6.9.98). Bjørn Elmquist udtaler til samme avis: "Dette kontrolorgans opgaver er defineret, så medlemmerne bliver gidsler. Man kan ingen steder gå hen med den viden, man får."

Der synes altså ikke at have været nogen særlig kontrol med efterretningstjenesten – kontroludvalgene er ikke blevet orienteret hverken om PETs arbejde eller instrukserne om dem, og deres væsentligste funktion synes at have været rent kosmetisk – som "garanter" for en beskyttelse af borgernes retssikkerhed, som de ikke på noget tidspunkt har kunnet garantere.

Echelon – total overvågning

PET har – som politiet i øvrigt – adgang til at aflytte telefoner og anden telekommunikation med dommerkendelse, forudsat at der er mistanke om forbrydelser, der kan medføre seks års fængsel eller herover. Om PET altid har rettet sig efter denne regel, er en anden sag. Den 1.11.98 kunne Frede Farmand således afspille en båndoptagelse, hvor han og kriminalassistent Verny Thomsen fra PET aftalte, at Farmand skulle aflytte Rigspolitiets Rejsehold for at finde ud af, hvor meget Rejseholdet vidste om lækagen af fortrolige papirer fra PETs Århuskontor til den Danske Forening; formålet var at obstruere Rejseholdets efterforskning af, hvem i PET, der forsynede foreningen med fortrolige oplysninger. Det fremgår ikke, om man havde indhentet dommerkendelser, men det er næppe troligt, at Rigspolitiets efterforskning af ulovlige forhold i PET skulle kunne give anledning til mistanke om forhold, der kunne give seks års fængsel eller derover. I hvilket omfang PET har benyttet telefon- eller rumaflytning, og hvor ofte det er sket uden dommerkendelse, vil forhåbentlig blive klart under den kommende undersøgelse af PET; men det er muligt, at omfanget af direkte aflytning ikke har været så stort. Som PET selv skriver i sin redegørelse fra 1998: "Det er særdeles ressourcekrævende for det efterforskende personale at behandle det materiale, der fremkommer gennem en telefonaflytning, herunder gennemlytning af samtaler, afskrift, bearbejdning m.v."

Men har PET ikke ressourcer til at gennemføre en omfattende aflytning i Danmark, er disse ressourcer i vid udstrækning til rådighed i det tophemmelige og i lang tid ukendte projekt, der går under kodenavnet ECHELON.

ECHELON blev til under det såkaldte UKUSA-samarbejde om aflytning af telekommunikation i hele verden, som i al hemmelighed blev indgået mellem USA og Storbritannien i 1947. Siden har Canada, Australien og New Zealand tilsluttet sig samarbejdet. I USA forestås ECHELON af efterretningstjenesten NSA med 25.000 ansatte i USA og yderligere 25.000 over hele verden.

Det nuværende ECHELON baserer sig på en overvågning af en meget stor del af den samlede telefon- og datatrafik overalt i verden. Det er omdiskuteret (og meget hemmeligt), hvor stor kapaciteten faktisk er, men der er ingen tvivl om, at myndighedernes interesse for aflytning af elektronisk kommunikation er endog meget stor i disse år. I 1995 afsløredes det, at FBI ville forlange af de amerikanske telefonselskaber, at de skulle sørge for, at det til hver en tid er muligt at aflytte 1% af samtlige telefonsamtaler i USA. Forslaget vakte dog så stor uro, at det faldt til jorden igen.

ECHELON består af et verdensomspændende net af lyttestationer, der er forbundet med 120 satellitter. Samtidig har man installeret lytteposter på et stort antal amerikanske Internet-knudepunkter. Eftersom en meget stor del af al telekommunikation i dag foregår via satellitter, og eftersom en meget stor del af al Internettrafik går gennem USA, giver ECHELON mulighed for at aflytte stort set al international kommunikation over hele verden.

Ingen har naturligvis ressourcer til at gennemgå så mange data, så i stedet sørger et kolossalt netværk af computere for at gennemsøge kommunikationen for bestemte "interessante" ord, navne og afsendere og sortere det vigtigste fra, før de opsnappede data lagres i kæmpemæssige databaser, hvorfra de senere kan søges frem.

Den engelske fysiker og journalist Duncan Campbell har udarbejdet rapporten Interception Capabilities 2000, Report to the Director General for Research of the European Parliament. I denne dokumenterer han eksistensen og omfanget af overvågningen af datatrafikken og konkluderer, at ECHELON eksisterer og ved hjælp af søgninger efter specielle "ordlister" bruges til at finde oplysninger af interesse for de involverede landes efterretningsvæsener på baggrund af aflytning af telekommunikation over hele verden; at man arbejder på automatisk stemmegenkendelse med det formål at kunne opsnappe opringninger fra en bestemt person, uanset hvilken telefon, der anvendes; samt at de således indhøstede efterretninger ud over politisk overvågning i vid udstrækning er blevet brugt til at drive industrispionage til fordel for amerikanske virksomheder.

Som eksempel på det sidste kan nævnes, at NSA i 1995 ved systematisk aflytning af al kommunikation mellem den franske flyfabrik Airbus og den saudiarabiske regering fandt ud af, at Airbus forsøgte at bestikke sig til en ordre. Disse oplysninger lod man gå videre til den amerikanske regering, der brugte oplysningerne til at sikre ordren for det amerikanske McDonnell Douglas.

Rapporten afslører også, at software til kryptering af e-mails fra Microsoft, Netscape og Lotus i de versioner, der eksporteres, alle på NSAs anmodning er blevet svækket, så krypteringen let kan brydes. I 1997 fandt den svenske regering således ud af, at der i den krypteringssoftware, der fulgte med det Lotus Notes-system, der brugtes til fortrolig kommunikation inden for regering og skattevæsen, var indbygget en NSA-venlig "bagdør".

Dette er ifølge Campbell den virkelige baggrund for, at USA i årevis har plæderet for en stram regulering af adgangen til kryptering, således at regeringen skulle have en kopi af den nøgle, der skal bruges til at dekryptere meddelelserne. Dette er altid blevet begrundet med mulighederne for at kunne efterforske kriminalitet, men Duncan Campbell afslører i sin rapport til EU-parlamentet, at formålet i virkeligheden er at gøre det muligt for NSA at aflytte krypteret kommunikation: "Between 1993 to 1998, the United States conducted sustained diplomatic activity seeking to persuade EU nations and the OECD to adopt their 'key recovery' system. Throughout this period, the US government insisted that the purpose of the initiative was to assist law enforcement agencies. Documents obtained for this study suggest that these claims wilfully misrepresented the true intention of US policy. Documents obtained under the US Freedom of Information Act indicate that policymaking was led exclusively by NSA officials, sometimes to the complete exclusion of police or judicial officials. For example, when the specially appointed US 'Ambassador for Cryptography', David Aaron, visited Britain on 25 November 1996, he was accompanied and briefed by NSA's most senior representative in Britain, Dr James J Hearn, formerly Deputy Director of NSA. Mr Aaron did not meet or consult FBI officials attached to his Embassy. His meeting with British Cabinet officials included NSA's representative and staff from Britain's GCHQ, but police officers or justice officials from both nations were excluded." (GCHQ står for Government Communications Headquarters og er den engelske aflytningstjeneste).

Justitsminister Frank Jensen har for nylig udtalt, at det eneste værn mod en sådan aflytning er brug af kryptering: "Borgerne skal kryptere, hvis de har noget at beskytte, det ville jeg gøre til enhver tid." (Information, 13.10.1999). Justitsministeren mener dog ifølge Information samtidig, at krypteringen kun lige netop skal være så stærk, at politiet stadig har mulighed for at bryde den. Dette er baggrunden for de meget omtalte bestræbelser for at indføre en "officiel" kryptering, som myndighederne – og kun myndighederne – til hver en tid har mulighed for at bryde.

Echelon og Danmark

I Danmark har regeringen konsekvent benægtet ethvert kendskab til ECHELON – hvilket er forunderligt, al den stund projektet er blevet grundigt behandlet af Europaparlamentet. Interessant er det i al fald, at FE har en lyttepost på Afladshage på Amager med 1000 ansatte, som regeringen nu har indrømmet bruges til overvågning af telekommunikation. Duncan Campbell siger den 15.9.1999 i Berlingske Tidende, at "anlægget er af nøjagtig samme karakter som en tilsvarende Echelon-station i New Zealand – bare større."

I februar udtalte justitsminister Frank Jensen i et samråd, at "danske efterretnings- og politimyndigheder har intet kendskab til et amerikansk aflytningssystem ved navn Echelon" (citeret i Information, 15.9.1999), og siden har tidligere forskningsminister Jan Trøjborg og forsvarsminister Hans Hækkerup gentaget, at de intet kender til et sådant samarbejde.

Dr. phil. Poul Villaume, lektor på Institut for Historie på Københavns Universitet mener dog, at i al fald Hans Hækkerup udtaler sig mod bedre vidende: "Det virker umiddelbart usandsynligt, at ministeren ikke skulle være informeret om dette efterretningsarbejde. For han er jo tydeligvis informeret om andre dele af efterretningstjenestens arbejde." (Information, 18.9.1999). Den amerikanske seniorforsker og ekspert i efterretningsvæsen, Jeffrey T. Richelson mener heller ikke, der kan være nogen tvivl om, at den danske regering kender til ECHELON-samarbejdet: "Den danske regering vil kunne benægte at være direkte deltager i Echelon uden at lyve, men hvis jeres ministre hævder, at Danmark aldrig har været tredjepart til UKUSA-aftalen eller aldrig har delt signalefterretninger med USA, vil det være et dubiøst svar." (Information, 16.9.1999).

Ifølge Information den 18.9.1999 har Hans Hækkerup da også foretaget en kovending, idet han nu vil informere om situationen i det parlamentariske kontroludvalg – og det skulle vel ikke være nødvendigt, hvis der ikke er noget at orientere om?

Overvågningssamfundet – nu og i fremtiden

Preben Wilhjelm observerer i sin bog "Demokratiets vogtere", at reaktionerne på afsløringer af efterretningstjenesternes virksomhed altid følger det samme mønster. Dette mønster kan kort gengives således:

• Det afsløres, at en efterretningstjeneste har foretaget sig noget, der forekommer at være i modstrid med såvel almindelige retsprincipper som regeringens erklærede politik på området.
• Alle – inklusive regeringen med den ansvarlige minister i spidsen – er enige om, at hvis dette er rigtigt, har efterretningstjenesten overskredet sine beføjelser, og der må skrides ind.
• Ministeren kan dog eventuelt tilføje, at det jo ikke er dokumenteret, og at det hele kan være et ondsindet rygte med det formål at miskreditere landets efterretningstjenester.
• Efterhånden som dokumentationen bliver mere og mere overvældende, presses ministeren til at forlange en fuldstændig undersøgelse af, hvad der er sket. Ministeren beder derfor den pågældende tjeneste om at undersøge sig selv.
• Den færdige undersøgelse er langt fra fuldstændig, men bekræfter pressens oplysninger.
• Ministeren minder om, at dette var andre tider, og at det jo handlede om at forhindre farlige forbrydelser; der er derfor intet grundlag for at kritisere efterretningstjenesten for noget.
• Yderligere pres fra opposition eller presse kan eventuelt føre til krav om en uvildig undersøgelse eller større kontrol med efterretningstjenesten.
• Undersøgelsen gennemføres eventuelt, men med et kommissorium, der tager så store hensyn til "rigets sikkerhed" og de involverede embedsmænd og politikere, at den reelt ikke har mulighed for at komme til bunds i sagen.
• Når undersøgelsen langt om længe er færdig, finder den måske anledning til påtale af enkelte detaljer, men finder ikke noget grundlag for alvorlig kritik af hverken politikere eller embedsmænd. Til gengæld bliver den så nødt til at fortolke reglerne så bredt, at den praksis, som alle før havde anset for ulovlig og i strid med retssikkerheden, nu er fuldt acceptabel.
• Under hele debatten fortsætter efterretningstjenesten med at foretage ting, som ville have vækket et ramaskrig, hvis de var kommet frem – hvilket de dog næsten altid først gør mange år senere.

Dette mønster ses, som Wilhjelm påpeger, med variationer i alle større skandaler om PETs virksomhed. Skal vi ud fra de tidligere skandaler regne ud, hvad efterretningstjenesterne må i dag, kan vi altså konkludere, at de formentlig har lov til at:

• Infiltrere lovlige politiske partier og bevægelser uden nogen konkret mistanke om ulovligheder og uden at orientere ministeren eller nogen anden. (I marts 1998 forsøgte PET at hverve en ung mand til at infiltrere Solidaritetshuset på Nørrebro i København, der er hjemsted for en lang række lovlige organisationer på venstrefløjen. Justitsminister Frank Jensen var ikke orienteret, jf. Fak2erens tredje og sidste udsendelse om "Den hemmelige tjeneste", 17.5.98).
• Registrere folk alene på grund af deres medlemskab af lovlige politiske organisationer. (I 1996 fik Peter Stræde afslag på optagelse på sergent-skolen. I forbindelse med afslaget havde hans overordnede eksplicit henvist til Strædes medlemskab af Rebel – et medlemskab, forsvaret kun kunne have fået besked om fra PET, jf. Information, 18.5.98).
• Stjæle medlemslister og andre dokumenter fra lovlige politiske partier og kopiere nøgler til mødelokaler mv. med henblik på ulovlig indtrængen (jf. Anders Nørgaards infiltration af SAP).
• Samarbejde med ulovlige, private efterretningsorganisationer og i samarbejde med disse chikanere politiske rivaler eller registrere borgernes lovlige kartoteker(jf. Hetler-sagen og "Firmaets" aflytning af Alfred Jensen).
• Foretage aflytninger uden dommerkendelse og obstruere Rigspolitiets efterforskning af ulovlige lækager (jf. Frede Farmand-sagen, hvor Rigspolitiet aflyttes for at obstruere Rejseholdets efterforskning af, hvem i PET der forsynede den Danske Forening med fortrolige oplysninger).

I kølvandet på den fornyede debat om PET efter afsløringen af Arne Nielsens notat blev det i maj 1999 vedtaget at nedsætte en kommission, der skal undersøge PETs virksomhed fra 1945 til 1999. Undersøgelsen skal varetages af to historikere, to jurister og en formand, der skal udpeges efter fælles indstilling fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret.

Undersøgelsens kommissorium er blevet skarpt kritiseret, bl.a. af lektor på Retsvidenskabeligt Institut, Lars Adam Rehof, og journalist Lars Ruggaard, der finder det betænkeligt, at Justitsministeriet (og ikke som i tamilsagen, Statsministeriet) har formuleret lovforslag og bemærkninger til sagen, selv om Justitsministeriets egne topembedsmænd selv er impliceret i den. Rehof og Ruggaard kritiserer "en meget detaljeret styring" af undersøgelseskommissionen: "F.eks. skal kommissionsformanden alene afgøre, om der kan udtales kritik af implicerede – det får de andre kommissionsmedlemmer ingen indflydelse på. Men det får Justitsministeriet gennem omfattende pålæg til kommissionsformanden om, hvad han skal tage hensyn til. Vidner, der risikerer et retsligt efterspil, skal ikke udtale sig under vidneansvar - og de får som noget helt nyt ret til at nægte at udlevere bevismaterialer, de ikke har udarbejdet i embeds medfør." (Politiken, 1.11.98).

Rehof og Ruggaard sammenligner PET-kommissoriet med kommissoriet bag undersøgelsen af Nørrebrosagen, der skulle fastslå forløbet af omstændighederne, hvor politiet skød med skarpt mod demonstranter på Nørrebro den 18.5.93.

"Det skræmmende ved sagen om Nørrebrokommissoriet er, at embedsmænd, der er en del af det system, der skal undersøges, afgjorde, hvordan deres system og deres kolleger skulle undersøges. Og at de gjorde det på en måde, der reelt vildledte offentligheden og førte til en urimelig høj grad af selvundersøgelse – selv efter dansk standard," skriver Rehof og Ruggaard og tilføjer, at nu "kører komedien videre i PET-sagen".

PET-Komiteen, der repræsenteres af Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem for VS, Bjørn Elmquist, tidligere folketingsmedlem for det Radikale Venstre og Lasse Budtz, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, var også stærkt kritiske over for PET-kommissoriet. Bjørn Elmquist udtalte: "Der er næsten ingen ende på de krumspring, man har gjort for at komme væk fra de almindelige principper i retsplejeloven om åbenhed, hvornår man kan begære vidnefritagelse, hvilke papirer, der skal afleveres, og så videre." (Aktuelt, 29.10.98).

Men uanset hvilke resultater, kommissionen måtte nå frem til, vil overvågningen og presset for at suspendere lovgivningens beskyttelse af privatlivets fred formentlig fortsætte uhindret. PETs registreringer af politisk virksomhed er faldet meget voldsomt de sidste 30 år; mens i 1964 som nævnt omkring 400.000 var registreret, var antallet af registrerede pr. 1. januar 1998 faldet til 2.826.

Men dette fald i registreringerne giver ikke nogen egentlig garanti for, at overvågningen skulle være blevet mindre. For det første registreres mange i såkaldte "arbejdskartoteker", hvilket PET ikke anser som egentlige registreringer. For det andet er flere og flere oplysninger om borgerne nu tilgængelige i "almindelige" registre, som PET også har adgang til.

Samtidig betyder den moderne teknologis muligheder for overvågning af al telekommunikation en meget kraftig trussel mod privatlivets fred; således slår Bagmandspolitiets chef, Michael Clan, og statsadvokat på Frederiksberg, Annemette Møller i Berlingske Tidende 10.10.1999 til lyd for, at alle begrænsninger i politiets muligheder for at aflytte telefoner og opsnappe e-mails afskaffes. "Situationen er ikke den, at borgeren skal beskyttes mod politiets muligheder i det moderne samfund, men derimod den at borgeren skal beskyttes mod de kriminelles muligheder i det moderne samfund," udtaler de.

Dette krav om total overvågning af borgerne er efterhånden symptomatisk for politiske initiativer i de senere år. For nylig har indenrigsminister Thorkild Simonsen (iflg. Jyllands-Posten d. 29.10.99) fremsat et forslag til en ny CPR-lov, der skal gøre det muligt for kommunerne at bruge de ansatte ved post- og telefonvæsenerne til at holde øje med, om borgere eventuelt skulle gøre sig skyldig i socialt bedrageri. Et forslag i det oprindelige udkast om, at naboer skulle kunne straffes for ikke at fortælle kommunen om tilfælde, hvor der kunne være grund til at mistænke socialt bedrageri, måtte dog trækkes tilbage igen på grund af skarp kritik. I samme avis fortæller professor dr. jur. Peter Blume om sin bekymring over den stigende overvågning: "Den øgede kontrol med borgerne kommer snigende. Først havde vi en trafikminister, som ønskede at videoovervåge os i trafikken, så fik vi en skatteminister, som opfordrede befolkningen til at anmelde sort arbejde. For et par måneder siden foreslog socialministeren landets pædagoger at afsløre socialt bedrageri blandt enlige forsørgere, og nu har vi så Thorkild Simonsens forslag."

For nylig foreslog Brøndbys borgmester, Keld Rasmussen, at en hel boligblok skulle indhegnes, så en portner kunne udspørge alle på vej ud og ind fra blokken. Er vi på vej mod et samfund, hvor alle kontrollerer alle? Hvor skolelærere, socialrådgivere, postbude og portnere overalt holder øje med, om alt nu går rigtigt til?

Filosofien er den efterhånden meget velkendte i diskussioner om kontrol i det moderne samfund: Hvis man ikke laver noget ulovligt, har man jo ikke noget at skjule, og hvorfor skulle man så have noget imod at blive registreret? Det interessante er, at PET i sin egen redegørelse fra 1998 meget klart slår følgende fast: "Det skal pointeres, at det er de voldelige handlinger og trusler fra disse personers eller gruppers side, der er genstand for PET's interesse, og ikke den lovlige politiske virksomhed, der i øvrigt udøves." Men i næppe nogen af de sager, der er kommet frem i de utallige debatter gennem tiden, har overvågningen skyldtes begrundet mistanke om ulovlige forhold. Under folketingsdebatten om kommunistkartotekerne i 1947 fremførte socialdemokraten Hans Hækkerup det princip, som senere synes at være grundlaget for efterretningstjenesternes virke, idet han erklærede, at "der af Politiet maa holdes øje med Folk, om hvilke man efter deres Fortid kan befrygte, at de vil begaa eller paatænker at begaa politiske Forbrydelser." Med andre ord: Visse politiske bevægelser er af en sådan karakter, at de er skyldige, indtil det modsatte er bevist.

Han imødegås dog af kommunisten Robert Mikkelsen, der udtaler; "… jeg finder, det er en meget farlig Vej, hvis man begynder paa at tage Folk under Kontrol ikke for, hvad de i Øjeblikket har i Sinde, men ud fra en Tro om, hvad de i Fremtiden kan tænkes at ville give sig af med. Hvis man aabner denne Ventil, saa er man netop inde paa Vilkaarligheden, saa slettes enhver Grænse for, hvilken Persons Virksomhed man kan begynde at udsætte for politimæssig Efterforskning." (Wilhjelm, s. 91). Adspurgt, om dette princip også gælder for nazister, svarer Mikkelsen: "Det, der her kan være spørgsmål om, er altsaa, hvorvidt Nazisterne i Øjeblikket forbereder en forbryderisk Virksomhed, eller de ikke gør det. Gør de det ikke, bør de heller ikke være under politimæssig Kontrol."

I ingen af dette århundredes mange efterretningsskandaler er dette enkle princip – at PET naturligvis kun skal beskæftige sig med folk, der faktisk planlægger eller udfører forbrydelser, der falder ind under deres område – blevet fulgt, til trods for skiftende regeringers forsikringer om det modsatte. I stedet er "afvigende" holdninger og forsøget på at udbrede dem til stadighed blevet overvåget og registreret med metoder, som ofte både var klart ulovlige, samt i modstrid med de mest almindelige retsprincipper og især med regeringernes skiftende erklæringer.

Hvis alt får lov at fortsætte som hidtil, er der desværre næppe nogen grund til at tro, at PET ikke skulle fortsætte med at være, hvad det har været siden de glade dage i afdeling D – et tankepoliti i mønstersamfundet, hvor alle kontrollerer alle.

Oprindelig bragt i bogen ALARM, 1999

[ agger, Sun 27 Nov, :10:45: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

Højredrejningen i Danmark

 
– af Carsten Agger. Læs på svensk

”Alle vestens lande er infiltreret af muslimerne, og nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.” ”Det må ligge fast, at vi i Danmark arbejder på arbejdspladsen, og det kan ikke hænge sammen, hvis arbejdet skal afbrydes fire gange om dagen af bøn.” Nej, disse udtalelser stammer ikke fra perifere bevægelser på højrefløjen, men fra ministre og regeringsbærende partier. Højredrejningen og den eskalerende racisme i Danmark, som visse dele af venstrefløjen har advaret om i årevis, er nu så åbenlys, at det har vakt international opmærksomhed. Carsten Agger, redaktionsmedlem og skribent fra tidsskriftet ”Faklen”, spørger til, hvordan det kunne komme så vidt.

Danmark kunne engang rose sig af at være et foregangsland på menneskerettighedsområdet; et land, der i den grad garanterede den almene retssikkerhed og behandlede sine borgere humant og anstændigt, at dets skiftende regeringer følte sig kaldet til at påtale andre landes mindre heldige traditioner på dette punkt.

I de seneste år er dette billede imidlertid krakeleret, idet en lang række særlove og politiske kortslutninger har undergravet en række af de mest elementære retsprincipper. Som eksempel kan nævnes ”rockerloven”, der tillader politiet inappellabelt at forbyde folk at opholde sig i bestemte ejendomme, hvis de kan formodes at blive udsat for et voldeligt angreb der; ”pusherloven”, der betyder, at udenlandske statsborgere næsten uanset tilknytning til Danmark kan udvises for ganske bagatelagtige forseelser såsom at køre uden lys på cykel eller besiddelse af få gram hash; en øget opmærksomhed på ”socialt bedrageri”, der har fået landets kommuner til at udspionere borgernes private boliger; øget adgang til hemmelige ransagninger, brud på brevhemmeligheden og overvågning generelt.

Tendensen er klar: Samfundet (alle de almindelige, hvide, lovlydige og i egen selvforståelse hårdtarbejdende borgere) trues af allehånde undergravende elementer, oftest kriminelle indvandrere, narkomaner, farlige sindslidende, dovne og snydagtige bistandsmodtagere, muslimske fundamentalister eller ”rockere”.

Ingen enkelt gruppe er i denne forbindelse blevet ramt så hårdt som indvandrerne; i en meget stor del af det politiske spektrum (spændende fra socialdemokraterne over forskellige midterpartier til det alleryderste højre) er det ganske enkelt ikke muligt for et parti at vinde stemmer, hvis dets program ikke omfatter ”fremmedproblemet”, dvs. de fremmede som problem. Tonen i debatten er mistænkeliggørende, insinuerende: Hvorfor tale om de nærmest uoverstigelige problemer med at finde arbejde for mennesker med ”mærkelige navne”, når vi kan tale om de dovne, nasssende udlændinge, der ikke gider arbejde og har nok i deres bistandhjælp? Hvorfor fortælle, at volden i Danmark faktisk er aftaget i de seneste 20 år, når alle anstændige danskere ifølge partierne bag den nye regering er bekymrede over ”voldelige indvandrere”?

På denne baggrund af udbredt fremmedfrygt i befolkningen udspænder politikerne deres net af diskriminerende tiltag, der i stigende grad cementerer Danmark som en apartheidstat med indvandrere som et proletariat af andenrangsborgere. Ikke alene må indvandrere – som i andre europæiske lande – slås med fordomme og diskriminerende praksis, de har i stigende grad ganske enkelt ikke de samme rettigheder som danskere, og en udskiftning af ordene ”muslim” og ”indvandrer” i pæne politikeres retorik med ”jøde” har i flere år gjort det smerteligt klart, hvor vi er på vej hen.

Hvorfor Danmark?
Men racisme og diskrimination er kendsgerninger i mange europæiske lande – hvorfor er det kommet så vidt i netop Danmark, at den yderste højrefløj i skikkelse af Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti i flere år har kunnet sætte den politiske dagsorden på indvandrerområdet for nu tilsyneladende helt at overtage den som parlamentarisk grundlag for regeringen?

En del af forklaringen er naturligvis den højredrejning og forsimpling af mediebilledet, der har været tydelig i alle vestlige lande i de senere år. Almindelige frihedsrettigheder undergraves i Schengen og med EUs forslag til ”terrorlove”, mens befolkningens kulturelle baggrund synes udskiftet med Big Brother, den aktuelle soap-opera og den aktuelle politiske ”sag”, der i Danmark meget ofte er forargelsen over indvandreres eller andre minoritetsgruppers formodede kongenitale skurkagtighed.

I Danmark er denne højredrejning og kulturelle forsimpling suppleret af en meget aktiv nationalistisk højrefløj, der i midten af 80erne på initiativ af bl.a. Søren Krarup stiftede Den Danske Forening; i denne højrefløjs retorik bliver tilstedeværelsen af (især muslimske) indvandrere i Danmark til en ”besættelse”, der må bekæmpes ved en ”modstandskamp”.

Disse synspunkter var i 80erne endnu var for ekstreme til at blive taget alvorligt i det etablerede politiske liv. I 1997 henførte Ekstra Bladet, der i 80erne havde betegnet Søren Krarup som ”den sorte præst fra Seem”, imidlertid selv til indvandringen som en ”besættelse”, og to år senere kunne den tidligere socialdemokrat (nuværende EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti) Mogens Camre fastslå, at det ikke var ”den danske sangskat, der reddede Danmark fra den nazistiske besættelse”.

Forsimplingen af den offentlige debat har sammen med den nationalistiske højrefløjs utrættelige og ofte intelligente aktivitet skabt en ond cirkel op gennem 80erne og 90erne: Højrefløjens aktiviteter får medierne til at se ”fremmedproblemet” som ”godt stof”, der kan sælge aviser; mediernes opmærksomhed får politikerne til at gå på stemmefiskeri ved at ”profilere sig” på dette område; disse politikeres mistænkeliggørelse af de fremmede og løfter om at gøre noget ved problemerne (f.eks. for at sikre, at der kommer færre indvandrere, færre får asyl, flere udvises osv.) får højrefløjen til at vejre morgenluft samtidig med, at mistænksomheden overfor indvandrerne i den almindelige befolkning øges. De ”pæne” politiske partier har derved gradvis overtaget mere og mere af Dansk Folkepartis (og dermed, ultimativt, Den Danske Forenings) retorik i et desperat forsøg på at holde på vælgerne; højrefløjen har (efter behørigt at notere sig, at deres programpunkter er blevet overtaget) kunnet fortsætte med at beklage sig over, at de andre partier ikke gør nok: ikke udviser nok, ikke strammer nok, ikke diskriminerer nok.

Forskellen mellem racismen i Danmark og andre europæiske lande – og det, der gør den danske racisme særligt farlig – er således, at den ikke alene findes i befolkningen som helhed, men samtidig gennemsyrer såvel medierne som hele det politiske system.

Hvorhen?
Som antydet er racismen i Danmark kun en del af en stigende intolerance overfor alle grupper, der skiller sig ud ved en iøjnefaldende anderledes levevis. Dansk Folkeparti er kun det mest ekstreme eksempel på den politiske udvikling i de senere år, der i stigende grad sætter skel mellem dem, som er ”med”, og dem, som ikke er ”med”.

Man er ”med”, hvis man har arbejde, taler dansk og stræber efter et godt og trygt samfund uden konflikter og kriminalitet, hvor ”få har for meget og færre for lidt”, som det hedder i den danske selvforståelse af Danmark som et smørhul; og forfølgelsen af dette fromme ideal fører til stadig mere drakoniske krav om indgreb mod dem, som ikke er ”med”.

For hvorfor lægge fingrene imellem, når vi nu ved, at det er det gode, vi kæmper for, at det er os, der har ret? Hvorfor ikke give myndighederne adgang til at samkøre alle oplysninger om menneskers liv og færden, hvis det er det, der skal til for at forhindre dovne arbejdsløse i at snyde med de sociale ydelser? Hvorfor opretholde princippet om, at man er skyldig til det modsatte er bevist, når vi nu ved, hvor svært det er at få dømt de skyldige i narko- eller voldssager? Hvorfor ikke give politiet lov til at aflytte telefoner og åbne post i det omfang, de nu skønner er nødvendigt, i stedet for nidkært at bebrejde dem, hvis de kommer til at tage lidt for hårdt fat under en anholdelse? Hvorfor spørge til afviste asylsøgeres skæbne, når nu vi ved, at de kun kommer til landet for at nasse på de penge, vi skulle have brugt på vore egne syge og gamle? Hvortil al den snak om menneskerettigheder og retsprincipper? Du går måske ind for narkohandel og voldtægt af kvinder? Ønsker du ligefrem, at vore fattige og syge vantrives, mens indvandrere og bistandsklienter mæsker sig på vores regning?

Sociologen Zygmunt Bauman konkluderer i sin bog Modernitet og holocaust, at det 20. århundredes nazisme og fascisme ikke repræsenterer en tilbagevenden til ”fortidens barbari”, men netop forudsætter den moderne civilisation, og at disse ideologiers frygtelige forbrydelser mod menneskeheden blev begået af mennesker, der ikke var onde, men som tværtimod mente at gøre deres eget lille bidrag til kampen for det gode: ” Denne ondskab skyldtes ikke en højrøstet og uregerlig menneskemængde, men derimod lydige og disciplinerede mænd i uniformer, som fulgte reglernes ånd og bogstav til punkt og prikke. Det stod snart klart, at disse mænd – så snart de tog deres uniformer af – på ingen måde var onde. De opførte sig nogenlunde som alle vi andre. De holdt af deres koner, forkælede deres børn og hjalp og trøstede deres venner, når de havde problemer. Det virkede helt utroligt, at de samme mennesker, når de tog uniformen på, skød, gassede eller førte tilsyn med nedskydning og gasning af tusindvis af andre mennesker, herunder kvinder, som var andre mænds elskede hustruer, og småbørn, som var andre menneskers forkælede unger.”’ Således også med den utilslørede fascisme, der afsløres, hvis man pirker lidt i den danske regerings fremmedhads- og lov-og-ordens-retorik. Vi er stadig humane, ganske vist. Vi torterer ikke folk – i stedet nøjes vi med at isolationsfængsle dem i måneds- og årevis i små og beskidte celler i håbet om, at de bryder sammen og tilstår. Vi skyder ikke asylsøgere, vi nøjes med at indespærre dem i årevis, mens deres sag behandles; og skulle de gå hen og forsvinde, når vi med beklagelse har måttet returnere dem til deres bødler, kommer blodet jo stadig ikke på vores hænder. Vi sørger blot for, at der kommer færre og færre indvandrere til landet og for at afvigerne blandt de etniske danskere får stadig snævrere rammer til at være afvigende, og vi henter stemmer på at kræve, at det bliver gjort bedre og bedre.

Som sagt kunne Danmark i årevis rose sig af at være foregangsland på menneskerettighedsområdet – nu synes det snarere at være foregangsland for racisme, højredrejning og snigende fascisme. Skal denne udvikling vendes, er det på tide, at venstrefløjen og de ramte minoriteter i både Danmark og resten af Europa vågner op og siger fra.

Oprindelig bragt i MANA nr. 2, 2002

[ agger, Sun 27 Nov, :10:22: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

LEGALISER NARKOTIKA

 
– af Carsten Agger

Hvorfor henslæber landets mange tusinde stiknarkomaner en tilværelse uden mulighed for behandling, dømt til tilsyneladende endemisk prostitution og kriminalitet? Hvorfor isolationsfængsles over 90% af alle sigtede i narkotikasager, mens dette kun gælder ca. 2,5% af alle sigtede i andre straffesager – på trods af, at sigtelser i narkotikasager sjældnere fører til domfældelse?

Fordi stofferne er der og fører misbrugerne ud i en umenneskelig tilværelse, og fordi samfundet derfor må bruge mange penge på at bekæmpe dem, ville mange menneskers svar være; og dette er da netop også det grundlæggende formål i den danske narkotikapolitik: »Narkotikaforebyggelsen arbejder for, at ingen ryger hash eller bruger andre illegale stoffer. Hovedmålsætningen for alle forebyggelsesaktiviteter er derfor kort og godt: Intet brug«. (Forebyggelsen og Sundhedsministeriet, Sundhedsministeriet 1996).

Denne holdning fører imidlertid til en stikken-hovedet-i-busken-politik: Fordi hele vores politik på området er lagt an på, at ingen i befolkningen overhovedet skal bruge eller misbruge illegale stoffer, forhindrer vi os selv i at forholde os fornuftigt til det brug, der faktisk forekommer; ved ikke at informere reelt om farer og uhensigtsmæssigheder ved brug af de stoffer, vi har valgt at forbyde (men i stedet advare kategorisk mod enhver brug og samtidig stærkt overdrive de hermed forbundne farer), forhindrer man ikke brugen af stofferne. Illegaliteten og den manglende reelle oplysning om stoffernes virkning betyder blot, at den væsentligste oplysningskilde om den rette brug af stofferne bliver andre brugeres gode eller dårlige erfaringer – og den betyder, at der ikke er nogen som helst kontrol med kvaliteten af de stoffer, der udbydes, hvilket fører til forgiftninger, når forhandlere tilbyder stoffer, der ikke er, hvad de foregiver at være, eller f.eks. (hvilket man af og til ser ved heroin) er af bedre kvalitet, end brugerne er vant til. Et godt eksempel er den megen mediebevågenhed omkring ecstasy i foråret 2000: Nogle få dødsfald som følge af de såkaldte Mitsubishi-piller førte til en voldsom kampagne i medierne, hvor politikerne kappedes om at forlange størrre politimæssig og samfundsmæssig indsats mod misbruget af ecstasy, hårdere straffe osv.

Man overså imidlertid, at disse dødsfald nærmere var et tegn på narkotikapolitikkens farlighed – for problemet med disse piller var jo netop, at de ikke indeholdt ecstasy. Havde det i stedet været muligt at købe stoffet legalt, ville disse dødsfald ikke være forekommet, og øvrige ecstasy-dødsfald kunne have været minimeret gennem en fornuftig information om stoffets farlighed.

Forbudspolitikken fører således til, at man i sin påkaldelse af et ideal (at ingen skal bruge disse ganske rigtigt oftest skadelige stoffer) lukker øjnene for de skader, man påfører i forfølgelsen af dette ideal. Ved at kriminalisere de illegale stoffers brugere marginaliseres disse i en grad, så "narkomanen" for offentligheden står som en frygtet og forhadt skikkelse, som ordensmagten ofte får carte blanche til at forfølge, fængsle og chikanere helt vilkårligt – den såkaldte "stress-strategi".

I iveren efter at få disse forhutlede og ofte kriminelle mennesker bort fra gadebilledet overses imidlertid den væsentligste årsag til denne forhutlethed: Det stof, de så desperat har brug for, er ulovligt og derfor meget dyrt, så at brugen af det næsten altid suppleres med et stort forbrug af alkohol og legale præparater (f.eks. nervepiller som Stesolid eller Rohypnol) i en ukontrolleret blanding, der voldsomt øger såvel risiko som skadevirkninger ved misbruget.

Inden for forskningen på narkotikaområdet taler man ofte om to modeller for en narkotikapolitik: forbud og skadesreduktion. Mens forbudspolitikken er på linje med den holdning, der ligger til grund for den danske narkotikapolitik – at narkotika er skadelige og brugen af dem moralsk forkastelig, hvorfor stofferne må forbydes og deres brugere fordømmes, problematiseres og marginaliseres – er princippet bag tanken om skadesreduktion det mere pragmatiske, at de fleste illegale stoffer ganske vist er skadelige og brugen af dem ikke anbefalelsesværdig, men at det mest konstruktive er at forholde sig til, hvordan man minimerer de skader, deres brug medfører, så effektivt som muligt uden at stirre sig blind på et uopnåeligt ideal som et "samfund uden stoffer".

Den Almindelige Danske Lægeforening tilsluttede sig i 1994 tankegangen bag dette synspunkt i en skarp kritik af de menneskelige omkostninger ved at forsøge at løse narkotikaproblemet rent politimæssigt: "Denne politik [er] behæftet med betydelige skadevirkninger. Stofmisbrugermiljøet bliver mere kriminelt og voldeligt. De jagede stofmisbrugere kan ikke andet end at føle sig marginaliserede og udstødte (…) kampen mod narkotika bliver alt for let til kampen mod narkomaner, og det er hverken de eller vi andre tjent med." (Ugeskrift for Læger 5, 1994).

Alternativet – en forbedring af narkotikabrugernes sociale situation og en legalisering af heroin, der indebærer, at misbrugere kan få stoffet udleveret billigt på apoteket, og at ingen kan straffes for besiddelse eller brug af stoffet – ville med ét slag afskaffe alt illegalt salg og al smugling af stoffet og samtidig tillade, at de midler, der i dag bruges på at retsforfølge og fængsle narkomaner og forhandlere kunne bruges til tilbud om behandling og afvænning til alle, der måtte ønske det.

I det hele taget kunne al narkotikarelateret kriminalitet afskaffes, hvis man i erkendelse af, at selv det voldsomst håndhævede forbud ikke påvirker hverken tilgængelighed eller forbrug af de illegale stoffer (således steg udbuddet af heroin i København meget voldsomt i begyndelsen af 90erne samtidig med politiets meget intensive "stress-strategi" mod narkomaner og forhandlere), tog det skridt at tillade salg af begrænsede og kvalitetskontrollerede mængder af de mest almindelige illegale stoffer fra apotekerne – til en pris, som skulle være høj nok til at finansiere stoffernes fremstilling og lav nok til at kvæle det illegale marked.

I modsætning til en udbredt opfattelse, er der ikke umiddelbart nogen grund til at antage, at en liberalisering, der indebar, at alle nu illegale stoffer kunne købes billigt, skulle få forbruget til at eksplodere – på samme måde, som de fleste mennesker ikke fravælger brugen af et lettilgængeligt stof som hash, fordi det er forbudt, men fordi de ikke mener, det er fornuftigt at tage.

Faktisk ville en legalisering sandsynligvis slet ikke påvirke mønstrene for forbruget af de forskellige illegale stoffer særlig meget. Politichef i Utrecht, J. Wiarda udtalte i 1995 til en officiel hollandsk høring: "Enhver, der gerne vil bruge stoffer i dette land, kan finde dem til en rimelig pris og i en rimelig kvalitet. Dette vil ikke forandre sig, hvis stofferne bliver legaliseret."

Dette bekræftes af erfaringer fra netop Holland, hvor hash har været frit og legalt tilgængeligt siden 70erne – til trods herfor er forbruget af hash faktisk en smule mindre i Holland end f.eks. i Danmark og Spanien, hvor stoffet er forbudt.

Til gengæld ville en legalisering – bortset fra, at alle ulykker som følge af svingende kvalitet eller forfalskning af illegale stoffer (som for eksempel de nævnte "Mitsubishi-piller") ville kunne undgås – afkriminalisere de mest belastede narkomaners levevis og frigøre kolossale ressourcer inden for retsvæsenet.

Det eneste reelle indhold i alle argumenter mod en legalisering synes således at være det rent moralske: Eftersom det er forkert at forgifte sin krop og påvirke sit sind med sådanne stoffer, vil vi ikke acceptere, at nogen gør det. Skal en sådan moraliseren over et stofmisbrug, vi alligevel ikke kan forhindre med selv den mest rigide forbudspolitik, forhindre os i at gøre, hvad der skal til, for at afhjælpe lidelserne hos de narkomaner, som er nogle af de mest forfulgte og marginaliserede mennesker i dette land?

Oprindelig bragt i Faklen nr. 21, 2001

[ agger, Sun 27 Nov, :10:14: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

FÆRRE TVANGSFJERNELSER

 
– af Carsten Agger

Problemet med de sociale myndigheders rolle som børnenes beskytter – og den hermed forbundne indgriben i familiers liv – har to aspekter. For det første er det en kendsgerning, at der findes børn, som vokser op under ødelæggende vilkår; i medierne har der f.eks. været en del omtale af sager, hvor børn er udsat for meget grov vold (somme tider med døden til følge), seksuelt misbrug og andre overgreb, og hvor det ganske oplagt ville være bedre for barnet ikke at leve under sådanne forhold. I andre tilfælde kan familier som følge af materiel fattigdom eller andre problemer (f.eks. misbrug af alkohol eller andre stoffer) leve under forhold, der på den ene side er problematiske for såvel familiens voksne som dens børn, men hvor det på den anden side ikke er oplagt, at det ville være bedre for barnet ikke at bo hos sine forældre.

For det andet er spørgsmålet, hvordan man – i erkendelse af, at der er børn og familier, der kunne have brug for hjælp – bedst muligt hjælper de familier, der har brug for det.

Den almindelige løsning, som ofte fremhæves i medierne, er at skole, daginstitution eller naboer må foretage underretning til de sociale myndigheder, som herefter må tage affære og i yderste konsekvens redde børnene fra deres "dårlige forældre".

Dette skridt fører imidlertid ofte ikke til en reel forbedring af familiens (og hermed børnenes) levevilkår, men derimod til, at familien indleder en karriere som sociale klienter – mennesker, hvis livsførelse problematiseres og mistænkeliggøres, og hvis problemer ofte reduceres til moralske eller menneskelige mangler hos familiens voksne. I stedet for hjælp på baggrund af en analyse af de problemer, der faktisk måtte være, gives standardiserede "hjælpeforanstaltninger", hvis karakter af kontrol snarere bidrager til forældrenes magtesløshed end hjælper dem til bedre at løse deres og deres børns eventuelle problemer (se også artiklen "Vilkårlige tvangsfjernelser" i Faklen nr. 13).

Som påvist af Tine Egelund i hendes doktordisputats Beskyttelse af Barndommen, fokuserer sagsbehandlerne i sådanne sager også mere på familiens eventuelle afvigelse fra antagne normer for, hvordan en familie bør leve sit liv, end på børnenes reelle forhold og trivsel. I det stigende antal sager, der ender med en tvangsfjernelse, kan man altså hverken regne med, at der ligger en dybere indsigt i familiens liv, børnenes problemer eller faktiske befindende bag, idet sagsbehandlerne først og fremmest fokuserer på familiens overholdelse af sådanne normer uden hensyntagen til dens sociale, økonomiske og kulturelle forhold og integritet.

Denne holdning afspejles også i den politiske debat om emnet, som domineres af "eksperters" og politikeres bekymring over børn, som vokser op i "dårlige familier"; løsningen på problemet bliver let en simpel dæmonisering af socialt belastede forældre og et krav om at "redde" disses børn fra en tilværelse som "rossets børn", som det for eksempel udtrykkes af formanden for Landsforeningen Børns Rettigheder i Politiken, den 6.6.97: "… der bliver flere og flere [udsatte børn]. Vi bør sikre dem ved at tilsidesætte forældrenes ejendomsret og tvangsfjerne langt flere børn."

Ammunition til en sådan argumentation med krav om stramninger hentes ofte fra de i indledningen nævnte spektakulære enkeltsager, hvor konklusionen i medierne ofte bliver, at langt flere børn burde tvangsfjernes.

I sådanne diskussioner fremføres ofte en skelnen mellem barnets tarv og forældrenes retssikkerhed. I denne skelnen ligger implicit en antagelse af, at en prioritering af "barnets tarv" nødvendigvis vil indebære flere tvangsfjernelser – med andre ord, at flere tvangsfjernelser nødvendigvis er et gode for alle de berørte børn. Men er en underminering af "forældrenes retssikkerhed" (f.eks. ved at lempe kravene til dokumentation af, at en tvangsfjernelse er nødvendig) nødvendigvis en styrkelse af "barnets tarv"?

Og hvor reel er denne skelnen i sager, hvor der (som i de fleste anbringelsessager) ikke er tale om misbrug eller vold, men om en såkaldt "gråzoneanbringelse", som snarere kan handle om dårlig kommunikation mellem familie og forvaltning eller om en sagsbehandlers negative vurdering af forældrene end om decideret dårlig trivsel hos barnet?

Sandheden er vel, at der i langt de fleste tilfælde ikke er nogen reel modsætning mellem barnets behov og forældrenes retssikkerhed, fordi der ikke er nogen reel modsætning mellem barnets og forældrenes interesser.

Hvis en forbedring af familiens forhold kan føre til, at en anbringelse kan undgås, vil dét i alle andre end de mest ekstreme tilfælde være det bedste for barnet. Selve anbringelsen og det hermed forbundne tab af forældre og øvrig familie repræsenterer et brud i barnets liv, som selv den mest velmenende institutionelle professionalisme eller den mest kærlige plejefamilie ikke kan opveje.

Bedre sagsbehandling og færre tvangsfjernelser
I Socialministeriets vejledning om sagsbehandlingen i sager om "truede" børn hedder det: "Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn/unge og deres familier, da der er tale om et meget følsomt område, hvor der i en sag ofte er meget personlige og private oplysninger." I modsætning hertil opremser Tine Egelund om den faktiske sagsbehandling i sådanne sager, at journalerne ofte er "sjusket skrevet", "selvmodsigende", og at "det kan være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger" i journalernes oplysninger. Beslutningen om, hvem der anbringes eller ikke anbringes, kan derfor ofte blive præget af vilkårlighed, hvorfor såvel sagkundskaben som utallige familier kan berette om anbringelser, som for personer med kendskab til de pågældende familier må synes ganske uforståelige.

Et ekstremt eksempel herpå finder vi i Berlingske Tidende den 10. august 2001, hvor det omtales, hvordan søstrene Amalie og Maja blev tvangsfjernet efter (viste det sig) falske beskyldninger mod deres mor om vold mod børnene. Maja fortæller, hvordan hun blev afhentet i skolen: "En af dem fra kommunen sagde, at de troede, min mor havde forsøgt at slå mig og min søster, og at jeg skulle et sted hen, hvor min mor ikke kunne finde os. Jeg gik gennem skolens gange med en politibetjent på hver side. Alle mine kammerater stirrede på mig. Jeg blev ved med at tænke, at der måtte være sket en fejl."

Dette eksempel viser også, hvor galt det kan gå, når et kortsigtet politisk krav om "stramninger" kombineres med forvaltninger, hvis arbejde præges af underbemanding, nedvurdering af "klienterne" og en sagsbehandling, der ofte præges af sjusk og ikke lever op til lovens krav.

Et alternativ kunne være at adskille "hjælpefunktionen" fra "kontrolfunktionen" i det sociale system, så de mennesker, der har til opgave at hjælpe og støtte familier eller børn med problemer, ikke er de samme, som har til opgave at tage stilling til anbringelse af børn i de mere ekstreme tilfælde. En anbringelse koster nemt 300.000 kr. om året. Hvor meget kunne ikke være sparet i form af tab og afsavn hos unødigt anbragte børn og af lidelse hos børn i familier, som faktisk kunne have brug for hjælp, om midler i denne størrelsesorden kunne bruges til reel, skræddersyet hjælp, givet i respekt for den enkelte families egenart – frem for til anbringelser, der er produktet af en sagsbehandling, hvis dimension af kontrol med familiens voksne fører til overdreven mistænkeliggørelse af de forældre, som i de fleste tilfælde er de bedste til at tage vare på og bekymre sig om deres børn?

Oprindelig bragt i Faklen nr. 21, 1998

[ agger, Sun 27 Nov, :10:12: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

OPEN SOURCE FRIGØR ØKONOMIEN

 

Den såkaldte open source-software og dens fordele og ulemper er blevet diskuteret en del i de senere år; senest, da Teknologirådet for nylig udgav en rapport, ifølge hvilken Danmark kan spare milliarder ved at gå over til open source i stedet for at betale licens for Microsofts produkter.

Et ofte hørt modargument er, at selvom open source-software står gratis til rådighed, er det ikke gratis at anvende; som al anden software kræver det opdatering og vedligeholdelse. Installation og vedligeholdelse af software i operativsystemet Linux (det efterhånden mest udbredte og anvendelige open source-system) kræver f.eks. mere teknisk viden og større grad af selvudvikling end for de tilsvarende Microsoft-produkter. En del af besparelsen vil altså blive brugt til mere teknisk personale, og derfor skulle fordelen ved et skift være til at overskue, høres det fra disse kritikere af et skift til åben software.

Og det er da også rigtigt. Imidlertid er Linux og de tilhørende værktøjer med fremkomsten af nye grafiske brugerinterfaces og office-programmer fuldt på højde med Microsofts Officepakke (men enten gratis eller langt billigere) ikke vanskeligere at anvende for brugerne – efter en omlægning til open source vil brugerne ikke opleve mere besvær end tidligere (tværtimod – et UNIX-baseret system som Linux er Microsofts produkter langt overlegent hvad angår sikkerhed og stabilitet), men der vil skulle bruges flere teknikere og udviklere.

Selvom der således er noget om denne kritik, er der stadig penge at spare – men vigtigere er den nationaløkonomiske og teknologipolitiske synsvinkel: Med den nuværende udbredte anvendelse af Windows og Microsofts Office-pakke i det offentlige sendes milliarder af kroner ud af landet – milliarder af kroner, som er en ren (og på grund af Microsofts virtuelle monopol endda særdeles ublu) afgift. Ved overgangen til open source bruges en del af disse milliarder i stedet på at oprette lokale IT-arbejdspladser. I stedet for blot at ryge ned i Microsofts kasse bliver pengene altså i landet og medvirker til at skabe arbejdspladser, velstand og en styrkelse af den lokale IT-kultur.

Udover at sikre mere stabile og sikre systemer vil en overgang til open source i det offentlige altså altid betyde en forbedret økonomi og betalingsbalance samt frigørelse af betydelige midler til et løft af det lokale IT-uddannelsesniveau. For et land som Danmark ville det være en fordel – for 3. verdenslande med en endnu spirende IT-økonomi kunne det blive aldeles afgørende, også fordi de nyansatte IT-teknikeres lønninger ville blive i samfundet og medvirke til at skabe endnu flere arbejdspladser. Samtidig bliver landene mindre afhængige af USAs og Vestens økonomiske dominans, idet det ikke længere er nødvendigt at kanalisere milliarder af Windows-licenskroner ubeskåret til USA.

Denne skrift på væggen har såvel Microsoft som den amerikanske regering tilsyneladende også set – da Peru for nylig omgikkes med tanker om at gå over til open source, forsøgte den amerikanske ambassadør i landet at lægge pres på landets præsident for at forhindre det. Disse politisk/økonomiske bøllemanerer gør næppe andet end at understrege, hvorfor det er en god idé at beholde pengene i landet frem for at sende dem som dummebøder til verdens rigeste mand.

[ agger, Wed 09 Mar, :22:46: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

TSUNAMI, HJÆLPSOMHED OG PRIORITERING

 
– af Carsten Agger

Den flodbølge, der har ramt Asien, er en naturkatastrofe af en målestok, som man heldigvis kun ser med århundreders mellemrum; hundredetusinder er døde, millioner fordrevet fra deres hjem. Hvis pessimisterne har ret i deres vurdering af konsekvenserne af den globale opvarmning, vil vi se flere katastrofer af tilsvarende omfang; og selv hvis de ikke har, er denne form for naturkatastrofer naturligvis af en sådan art, at vi aldrig helt vil kunne gardere os mod dem.

I en sådan situation, om nogen, er det, at vi mennesker burde rykke sammen og hjælpe hinanden så godt vi kan i erkendelse af, at vi alle bor på den samme planet under de samme vilkår og risici.

Men er det, hvad vi ser? Vi læser, at beboerne på landets hjemløseherberger har bidraget med ca. 18.000 til ofrene for flodbølgen, mens fangerne i landets fængsler undværer, hvad de nu kan, af de 10 kroner i timen, de tilbydes for deres arbejde. Almindelige mennesker står i kø for at bidrage og gør det ofte næsten over evne.

USA, verdens eneste supermagt, har lovet at give 350 millioner dollars til ofrene for katastrofen, mens Storbritannien stiller med 96 millioner dollars. Dette er de selvsamme lande, som de sidste to år har brugt henholdsvis 300 og 12 milliarder dollars på en blodig krig i Irak, som efterhånden har dræbt og fordrevet lige så mange mennesker som flodbølgen uden at forbedre tilværelsen for andre end direktionerne i de firmaer, man forgylder med kontrakter i "genopbygningens" navn.

300 milliarder til en rent strategisk erobringskrig - og ca. 400 millioner til ofrene for den værste flodbølge i flere århundreder; er dette global solidaritet?

Hvor mange flere midler kunne der ikke have været umiddelbart til rådighed for de nødstedte, om USA ikke af rent selviske, geopolitiske grunde havde valgt at invadere Irak? Og hvad kunne de over 300 milliarder dollars, krigen indtil videre har kostet, ikke have udrettet af godt, om man havde været lige så villig til at bruge dem på at bekæmpe nød, sygdom og fattigdom som til at sprede død og ødelæggelse?

Om verdens regeringer virkelig ønsker at støtte ofrene for denne og kommende naturkatastrofer, skulle de altså snarere sætte alt ind på at standse USAs krige i Mellemøsten og andre steder, så de omtalte 300 milliarder kunne kanaliseres ufortyndet ud i hjælpearbejdet. Om den danske regering også på langt sigt ønsker at hjælpe denne verdens nødstedte, ofre for denne såvel som andre katastrofer, skulle den sætte alt ind på at presse USA væk fra krigens vej. Og om vi i den danske befolkning også på langt sigt ønsker at hjælpe, kan vi - udover at bidrage direkte, personligt, som frivillig eller på anden vis - gøre vores til ved næste valg at sætte den regering på porten, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at støtte og anspore USA og Storbritanniens ødelæggende krige i Afghanistan og Irak.

Stort opsatte velgørenhedsshows med appeller til private kan og bør, som de tidligere nævnte Østeuropa-indsamlinger i slutningen af 80erne, naturligvis komme akutte trængende til gavn - og kan så dulme vores dårlige samvittighed over at nyde godt af vore politikeres kynisme og hykleri - men der er langsigtede, globale uligheder, som ingen af politikernes initiativer retter det mindste op på. Ofrene, der i vid udstrækning får lov at forblive ofre også når pressens interesse har lagt sig, vil også fremover lide under globaliseringens ulidelge skævhed i de vestlige "donorlandes" grænseløse favør, mens millioner dør af sult år efter år - også selv om der så ikke indtraf en eneste naturkatastrofe.

[ agger, Sat 26 Feb, :15:40: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

SKOLE OG ENSRETNING

 
– af Carsten Agger

Den danske regering ledes af et angiveligt "liberalt" parti, der gang på gang har profileret sig på at ville styrke borgernes "frie valg". Således har man forsøgt at underminere de almennyttige boligforeninger ved at tvinge dem til at give beboerne det "frie valg" at købe deres egne boliger billigt.

En bivirkning af planerne om salg af de almennyttige boliger ville (hvis ellers de var lykkedes, hvad de p.t. ikke ser ud til at ville) imidlertid have været, at udbuddet af boliger til en rimelig husleje ville blive kraftigt reduceret og at myndighederne ville få langt færre boliger til rådighed for genhusning af hjemløse; med andre ord ville en realisering af salget have betydet en ensretning (ved at indskrænke borgernes muligheder for at vælge at leje frem for at eje deres bolig) samt en hårdere marginalisering af de, der af den ene eller den anden grund "falder udenfor" i form af mere bolignød og hjemløshed blandt de dårligst stillede.

Et af de områder, hvor lovgivningen hidtil har tilladt en rimelig grad af frihed til forskellighed er skoleområdet, specielt folke- eller grundskolen: Sideløbende med dén offentlige folkeskole, der gratis tilbydes alle børn, har mennesker med ønsker for deres børn, som folkeskolen ikke kan (og ikke nødvendigvis skal kunne) tilgodese, frit kunnet vælge at oprette skoler, der bygger på andre religiøse, politiske, filosofiske eller etiske livssyn end folkeskolen.

Dette har i dag udmøntet sig i mange forskellige retninger; vi har traditionelle privatskoler med stor vægt på det boglige for "elitens" børn, skoler i den folkeoplysende, Grundtvig-Koldske tradition, Rudolf Steiner-skoler, der bygger på et helt andet pædagogisk grundsyn end folkeskolen, skoler med vægt på det musiske eller kunstneriske, religiøse friskoler, som bygger på forskellige kristne og muslimske udgangspunkter - og meget mere.

Mange, især mindre, fri- eller privatskoler er simpelt hen blevet opsøgt som åndehuller fra de nedslidte, overfyldte betonhelveder, som mange storbyskoler desværre har fået lov at udvikle sig til. Da forskelligheden mellem de forskellige skoler hidtil kun har været reguleret af et overordnet kvalitetskrav om, at undervisningen skal "stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen" og det mere ideologiske mål, at de skal "forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre" (lov om friskoler og private grundskoler mv., §1), er der ingen tvivl om, at de mange former for friskoler har været et væsentligt bidrag til mangfoldigheden i det danske samfund og specielt har gjort det muligt for mange at vælge en skolegang for deres børn, der passer med deres eget livssyn.

Dette kan imidlertid snart få ende.

Undervisningsministeriet har p.t. et lovforslag i høring med høringsfrist 3. december 2004, der kan gøre det næsten umuligt at drive en friskole efter pædagogiske principper, der afviger fra den "statsautoriserede" linje i folkeskolen.

Ifølge den gamle lovgivning skulle friskolerne som sagt "forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre". Ifølge lovforslaget skal de endvidere "udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene". Hvor sympatisk dette end er formuleret, afslører det dog også, at udgangspunktet for denne formulering er en mistænkeliggørelse, som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget: Man ønsker at blive i stand til at kontrollere og lukke de skoler, som i dag antages ikke at leve op til dette krav.

Den væsentligste stramning i de foreslåede regler ligger imidlertid i den uskyldige formulering, at skolerne skal udarbejde detaljerede del- og slutmål for alle fag. Finder undervisningsministeriet, at disse slutmål i en eller anden henseende står tilbage for dem, som er beskrevet for folkeskolen, kan skolen blive tvunget til i samtlige fag at rette sig efter folkeskolens "fælles slutmål", hvilket blandt andet vil sige, at skolen tvinges til at lade sig evaluere efter obligatoriske, standardiserede elevtests i 2., 4. og 6. klasse.

Skolerne forhindres i dette tilfælde i selv at tilrettelægge elevernes indlæring efter deres egne pædagogiske principper, eftersom de tvinges til at lade sig evaluere (under trussel om lukning) efter tests, der er skræddersyet til folkeskolens læseplaner.

Kontrollen kan, hvis Undervisningsministeriets embedsmænd finder anledning til det, tage karakter af decideret metodetvang. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår nemlig, at "det samtidigt [fastsættes] som et krav, at ikke alene undervisningen(...) men også de slutmål og delmål, som skolen fastsætter for sin undervisning, skal stå mål med de slutmål og trinmål, der gælder for folkeskolens undervisning".

Hvis man for undervisningen i folkeskolen som udgangspunkt har sat som mål, at eleverne skal kunne læse flydende ved udgangen af 1. klasse, vil man således kunne pålægge alle friskoler det samme - også de, der rent pædagogisk lægger vægt på, at denne del af indlæringen først hører hjemme i 2. klasse (dette gælder f.eks. Rudolf Steiner-skolerne). Samtidig skærpes kravene til de "eksterne tilsynsførende", som skolerne i dag vælger til at sikre, at deres undervisning lever op til de almindelige kvalitetskrav, man må stille til en skole, så meget, at det kan blive svært for skolerne selv at finde nogen, der vil påtage sig hvervet.

Resultatet af stramningerne og kravene til del- og slutmål vil blive en ensretning af skolesystemet og i sidste ende en afskaffelse af friskolernes særpræg.

Det vil som før være muligt at lave privatskoler, men friheden til at lade dem afspejle grundlæggernes egne livssyn og ønsker for deres børn vil blive væsentligt begrænset, og samfundets mangfoldighed forringet. ”Pacerskoler” for borgerskabets børn vil der stadig være plads til, mens religiøse minoriteter og folk, der ikke er enige i folkeskolens grundlæggende pædagogik og menneskesyn, vil få meget svært ved at grundlægge skoler, der afspejler deres eget livssyn.

Endnu engang er det lykkedes en angiveligt "liberal" regering at tage et væsentligt skridt hen imod en større uniformering og ensretning.

Resultatet af ensretningen vil betyde en indskrænkning i folks mulighed for at vælge den skole, de mener passer bedst til netop deres barn, og en hårdere marginalisering af de børn, på en eller anden måde ”falder udenfor” folkeskolens pædagogik og sociale struktur.

Og som altid kan det kun gøre os alle fattigere.

[ agger, Sat 26 Feb, :15:40: /artikler/politik] - kommentar(er) - link

"SANDHED" OG "RET" I BASKERLANDET

 
– af Carsten Agger

Ikke ret meget kan forplumre forståelsen af en konflikt så meget som den tanke, at der findes en "sand" udlægning af den, dvs., at den ene part selvfølgeligt har "ret", mens den anden lige så selvfølgeligt og, om ikke bevidst, så dog drevet af uvidenhed og fanatisme, kæmper for, hvad alle formodes at kunne se er "forkert". Et mere fuldstændigt billede vil oftest være mere forplumret og vil netop forplumres yderligere i en situation, hvor den ene parts uimodsigelige og meget håndfaste oplevelse af egen ret og modpartens mere eller mindre meningsløse ondskab gør det meget vanskeligt at se, at modparten ikke blot pukker på sin "uret", men simpelt hen lever i en helt anden verden. En verden, der er så anderledes skruet sammen, at uretten bliver til den mest selvfølgelige "ret".

I få tilfælde er konsekvenserne af denne insisteren på, at der findes en "sandhed" bag konflikten mere udtalte end i konflikten i Baskerlandet.

For de fleste spaniere er sagen klar: Baskerlandets største problem er terrorgruppen ETA og den nationalisme og separatisme, der føder og nærer den; en terror, der ikke alene koster uskyldige civiles liv, men tillige skaber et klima af frygt (hvor ingen fra det spansktalende flertal tør sige sin mening af frygt for, at de selv skal komme på ETAs eller deres bølleagtige medløberes døds- eller chikaneliste), der er et alvorligt problem for mange ikke-nationalistiske eller spansk-nationalistiske politikere. ETAs terror kommer, ifølge dette synspunkt, først og fremmest den baskiske nationalisme (som eksemplificeret ved den nationalistiske lokalregerings aktive støtte til det baskiske sprog) til gode, og ifølge det samme synspunkt er det baskiske sprogs position som officielt sprog "undertrykkende", fordi det betyder, at man som medlem af den spansk-sprogede majoritet kan blive "tvunget" til at lære baskisk for at komme i betragtning til en stilling i det offentlige eller til af hensyn til sine børns fremtid at sende dem i skoler, hvor undervisningen foregår på baskisk.

For en baskisksproget baskisk nationalist forholder sagen sig imidlertid noget anderledes. Her lever man i et samfund, hvor ingen kan klare sig uden at kunne spansk og ingen behøver at kunne tale baskisk. For dem bliver selve deres eget sprog og kulturs overlevelse det afgørende spørgsmål, og netop de konstante indgreb i almindelige borgerlige rettigheder, der retfærdiggøres som kamp mod "ETAs terrorisme" bliver hovedproblemet - og ETA allerhøjst et sekundært, marginalt fænomen.

Fra den "spanske" synsvinkel er den baskiske virkelighed, at en terrororganisation ved drab, trusler, afpresning og chikane skaber et klima, hvor ingen tør sige sin mening, hvor ytringer på et fremmedartet og uforståeligt sprog, som deres børn mere eller mindre er tvunget til at lære, forekommer at være de eneste tilladte, og hvor folk flygter i hobetal til andre dele af Spanien. I dette lys må enhver påstand om, at baskiske nyhedsmedier eller kulturelle organisationer i virkeligheden er dækorganisationer for ETA forekomme yderst plausibel.

Fra den "baskiske" synsvinkel er den baskiske virkelighed, at centralregeringens undertrykkelse (bedst eksemplificeret ved Francos 40-årige forbud mod det baskiske sprog) har ført til en total marginalisering og stigmatisering af baskisk kultur og sprog; myndighedernes lejlighedsvise lukning af og forbud mod baskiske publikationer, partier og kulturelle institutioner kan i dette lys ikke være en del af en kamp mod det ETA, som de færreste sympatiserer med, men er i sig selv en kamp imod ethvert uafhængigt udtryk for den baskiske kultur.

Ikke-nationalistiske eller spansk-nationalistiske baskere kan altså helt berettiget føle sig undertrykt af den konstante trussel om repressalier fra ETA, mens nationalistiske eller blot baskisksprogede og kulturelt interesserede baskere helt berettiget kan føle sig stigmatiseret, mistænkeliggjort og forfulgt.

Da den eneste rent baskisksprogede avis Egunkaria blev lukket i februar, forekom det således de fleste spaniere (som jo heller ikke kunne læse den) at være endnu et led i kampen mod ETA: Avisen udkom på baskisk og var derfor i udgangspunktet "suspekt" - hvorimod det for de baskisksprogede, der faktisk kunne læse avisen og kendte dens meget pluralistiske linje, måtte forekomme at være blot endnu et absurd angreb på enhver ytringsfrihed, så længe denne udfolder sig på baskisk.

Mens problemerne, som det vil forstås, forstærkes af parternes manglende gensidige forståelse af "de andres" virkelighed, har konflikten også to epicentre, der skaber og vedligeholder volden:

En spansk regering, der med al magt vil holde fast på sin egen suverænitet over området, og som er domineret af nationalistiske kræfter, der ikke kan forstå, hvorfor alle ikke blot kan tale spansk - og et ETA, som tilsyneladende har sin helt egen dagsorden, som mere handler om at beholde sin egen betydelige magtposition end om nogen realistisk separatisme eller omsorg for Baskerlandets fremtid.

Såvel regeringen som ETA ønsker derfor konflikt og polarisering: Regeringen, fordi terroren giver den en undskyldning for at slå hårdere ned på de autonome baskiske institutioner og således forebygge den separatistiske fare - og ETA, fordi enhver avislukning, ethvert tilfælde af politivold og tortur mod uskyldige og enhver stigmatisering af baskisktalende, fordi de er baskisktalende, uundgåeligt vil øge hadet mod centralmagten og således skaffe dem selv flere støtter.

Imellem disse epicentre findes et meget bredt spektrum af holdninger, der spænder fra politisk ligegyldighed over et ønske om fred, hvis blot "de andre" kunne opføre sig ordentligt, fra fredelig separatisme eller spansksindethed til decideret rabiate anti-baskiske eller anti-spanske holdninger.

Og ethvert tilløb til reel løsning af konflikten (f.eks. at finde en grad af selvstyre, som de fleste baskere kan leve med og tage brodden af ETA) snigløbes ikke alene af de to epicentres magtpolitik og skjulte dagsordener, men især af de konspirationsteorier og den mistro, som genereres af den totale mangel på anerkendelse af modpartens virkelighed hos mennesker, som burde arbejde sammen mod såvel regeringens som ETAs fascisme.

Når danske "solidaritetsgrupper" romantiserer det baskiske folks "befrielseskamp", eller journalister som Informations Bjarke Møller udmaler spansksindede baskeres lidelser under ETAs terror, bidrager de således blot til en polarisering, der går deres egen angivelige modparts ærinde - og værre endnu: Ethvert synspunkt, der kun anerkender en karikatur af den ene "parts" virkelighed, forhindrer den forståelse af virkelighedens mange facetter, der i denne som i andre konflikter er den eneste kilde til såvel fredelige løsninger som håb.

[ agger, Sat 26 Feb, :15:40: /artikler/politik] - kommentar(er) - link