![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
"SANDHED" OG "RET" I BASKERLANDET
– af Carsten Agger
Ikke ret meget kan forplumre forståelsen af en konflikt så meget som den tanke, at der findes en "sand" udlægning af den, dvs., at den ene part selvfølgeligt har "ret", mens den anden lige så selvfølgeligt og, om ikke bevidst, så dog drevet af uvidenhed og fanatisme, kæmper for, hvad alle formodes at kunne se er "forkert". Et mere fuldstændigt billede vil oftest være mere forplumret og vil netop forplumres yderligere i en situation, hvor den ene parts uimodsigelige og meget håndfaste oplevelse af egen ret og modpartens mere eller mindre meningsløse ondskab gør det meget vanskeligt at se, at modparten ikke blot pukker på sin "uret", men simpelt hen lever i en helt anden verden. En verden, der er så anderledes skruet sammen, at uretten bliver til den mest selvfølgelige "ret".
I få tilfælde er konsekvenserne af denne insisteren på, at der findes en "sandhed" bag konflikten mere udtalte end i konflikten i Baskerlandet.
For de fleste spaniere er sagen klar: Baskerlandets største problem er terrorgruppen ETA og den nationalisme og separatisme, der føder og nærer den; en terror, der ikke alene koster uskyldige civiles liv, men tillige skaber et klima af frygt (hvor ingen fra det spansktalende flertal tør sige sin mening af frygt for, at de selv skal komme på ETAs eller deres bølleagtige medløberes døds- eller chikaneliste), der er et alvorligt problem for mange ikke-nationalistiske eller spansk-nationalistiske politikere. ETAs terror kommer, ifølge dette synspunkt, først og fremmest den baskiske nationalisme (som eksemplificeret ved den nationalistiske lokalregerings aktive støtte til det baskiske sprog) til gode, og ifølge det samme synspunkt er det baskiske sprogs position som officielt sprog "undertrykkende", fordi det betyder, at man som medlem af den spansk-sprogede majoritet kan blive "tvunget" til at lære baskisk for at komme i betragtning til en stilling i det offentlige eller til af hensyn til sine børns fremtid at sende dem i skoler, hvor undervisningen foregår på baskisk.
For en baskisksproget baskisk nationalist forholder sagen sig imidlertid noget anderledes. Her lever man i et samfund, hvor ingen kan klare sig uden at kunne spansk og ingen behøver at kunne tale baskisk. For dem bliver selve deres eget sprog og kulturs overlevelse det afgørende spørgsmål, og netop de konstante indgreb i almindelige borgerlige rettigheder, der retfærdiggøres som kamp mod "ETAs terrorisme" bliver hovedproblemet - og ETA allerhøjst et sekundært, marginalt fænomen.
Fra den "spanske" synsvinkel er den baskiske virkelighed, at en terrororganisation ved drab, trusler, afpresning og chikane skaber et klima, hvor ingen tør sige sin mening, hvor ytringer på et fremmedartet og uforståeligt sprog, som deres børn mere eller mindre er tvunget til at lære, forekommer at være de eneste tilladte, og hvor folk flygter i hobetal til andre dele af Spanien. I dette lys må enhver påstand om, at baskiske nyhedsmedier eller kulturelle organisationer i virkeligheden er dækorganisationer for ETA forekomme yderst plausibel.
Fra den "baskiske" synsvinkel er den baskiske virkelighed, at centralregeringens undertrykkelse (bedst eksemplificeret ved Francos 40-årige forbud mod det baskiske sprog) har ført til en total marginalisering og stigmatisering af baskisk kultur og sprog; myndighedernes lejlighedsvise lukning af og forbud mod baskiske publikationer, partier og kulturelle institutioner kan i dette lys ikke være en del af en kamp mod det ETA, som de færreste sympatiserer med, men er i sig selv en kamp imod ethvert uafhængigt udtryk for den baskiske kultur.
Ikke-nationalistiske eller spansk-nationalistiske baskere kan altså helt berettiget føle sig undertrykt af den konstante trussel om repressalier fra ETA, mens nationalistiske eller blot baskisksprogede og kulturelt interesserede baskere helt berettiget kan føle sig stigmatiseret, mistænkeliggjort og forfulgt.
Da den eneste rent baskisksprogede avis Egunkaria blev lukket i februar, forekom det således de fleste spaniere (som jo heller ikke kunne læse den) at være endnu et led i kampen mod ETA: Avisen udkom på baskisk og var derfor i udgangspunktet "suspekt" - hvorimod det for de baskisksprogede, der faktisk kunne læse avisen og kendte dens meget pluralistiske linje, måtte forekomme at være blot endnu et absurd angreb på enhver ytringsfrihed, så længe denne udfolder sig på baskisk.
Mens problemerne, som det vil forstås, forstærkes af parternes manglende gensidige forståelse af "de andres" virkelighed, har konflikten også to epicentre, der skaber og vedligeholder volden:
En spansk regering, der med al magt vil holde fast på sin egen suverænitet over området, og som er domineret af nationalistiske kræfter, der ikke kan forstå, hvorfor alle ikke blot kan tale spansk - og et ETA, som tilsyneladende har sin helt egen dagsorden, som mere handler om at beholde sin egen betydelige magtposition end om nogen realistisk separatisme eller omsorg for Baskerlandets fremtid.
Såvel regeringen som ETA ønsker derfor konflikt og polarisering: Regeringen, fordi terroren giver den en undskyldning for at slå hårdere ned på de autonome baskiske institutioner og således forebygge den separatistiske fare - og ETA, fordi enhver avislukning, ethvert tilfælde af politivold og tortur mod uskyldige og enhver stigmatisering af baskisktalende, fordi de er baskisktalende, uundgåeligt vil øge hadet mod centralmagten og således skaffe dem selv flere støtter.
Imellem disse epicentre findes et meget bredt spektrum af holdninger, der spænder fra politisk ligegyldighed over et ønske om fred, hvis blot "de andre" kunne opføre sig ordentligt, fra fredelig separatisme eller spansksindethed til decideret rabiate anti-baskiske eller anti-spanske holdninger.
Og ethvert tilløb til reel løsning af konflikten (f.eks. at finde en grad af selvstyre, som de fleste baskere kan leve med og tage brodden af ETA) snigløbes ikke alene af de to epicentres magtpolitik og skjulte dagsordener, men især af de konspirationsteorier og den mistro, som genereres af den totale mangel på anerkendelse af modpartens virkelighed hos mennesker, som burde arbejde sammen mod såvel regeringens som ETAs fascisme.
Når danske "solidaritetsgrupper" romantiserer det baskiske folks "befrielseskamp", eller journalister som Informations Bjarke Møller udmaler spansksindede baskeres lidelser under ETAs terror, bidrager de således blot til en polarisering, der går deres egen angivelige modparts ærinde - og værre endnu: Ethvert synspunkt, der kun anerkender en karikatur af den ene "parts" virkelighed, forhindrer den forståelse af virkelighedens mange facetter, der i denne som i andre konflikter er den eneste kilde til såvel fredelige løsninger som håb.