![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
VIDENSKABELIGHED OG DANNELSE
– af Carsten Agger
De følgende overvejelser tager udgangspunkt i Thore Husfeldts glimrende
indlæg i forrige nummer af daimiposten om udviklingen indenfor teoretisk
datalogi, et emne som jeg finder yderst interessant, på trods af at min
viden om det er begrænset (omend dog naturligvis eksisterende).
Datalogien er jo generelt noget af en rodebutik, sammenstykket af
brudstykker fra forskellige discipliner, der pludselig blev relevante i
kølvandet på den rasende udvikling indenfor computerområdet.
Således har den spændende grænseområder til adskillige
discipliner: Vi kunne nævne matematik (naturligvis!), elektronik,
samfundsfag, biologi og neurologi.
Mens den teoretiske datalogi generelt har holdt den matematisk/rigoristisk
fane højt, er mange områder – og dette indbefatter en del
specialer lavet her på stedet – langt mere ingeniøragtige, og en
disciplin som (for eksempel) systemarbejde kan vel strengt taget slet ikke
kaldes videnskabelig; her drejer det sig snarere om heuristik, om en
fornuftspræget indsamling af metoder og tommelfingerregler.
Men inden for teoretisk datalogi kan vi altså spørge os selv: hvad er
formålet med forskningen? Ligger fagets berettigelse i dets rolle i
udvikling af ny teknologi? Eller er den måske snarere indhentelse af en
viden om beregnings- og beregnelighedsteori, der vil udgøre en berigelse
af vor tankeverden og indsigt i den verden, vi bebor? Spørgsmålet er
vigtigt, og rækker naturligvis langt ud over den snævre datalogiske
kontekst.
Hvis svaret er, at formålet er at udvikle teknologier, der kan sikre
økonomisk fremgang (og det synes altså at være dét, der
blæser i de bevillingspolitiske vinde), må vi spørge, hvad
formålet er med denne fremgang, specielt hvor vi vil hen med den, og
hvad den skal sætte os i stand til.
Vi kunne også reformulere spørgsmålet: hvad er værdien af de
emner, den teoretiske datalogi beskæftiger sig med, den viden, som dels
indhøstes af forskerne, dels fyldes på de studerende? Hvad er for
eksempel værdien – for nu at tage et ret basalt eksempel – af
teorien for formelle sprog? Hvis jeg skulle besvare et sådant
spørgsmål, ville jeg nok opholde mig en del ved deres relevans som
model for beregnings- og genkendelsesprocesser, deres bidrag til en
forståelse af, hvad sprog i det hele taget er eller kan være: Har vi
karakteriseret de sprog, der kan genkendes af en Turing-maskine, har vi vel
samtidig fundet nogle karakteristika for de naturlige sprog, der jo skal
genkendes af vores hjerne. Teoriens enorme praktiske betydning for
compilerteknologien bliver i denne sammenhæng en biting.
For sandheden er jo, at udvikling af teknologi ikke er, og aldrig har
været, grundforskningens målsætning. Grundforskningens formål
er at øge den menneskelige erkendelse, i stedse større detalje at
kortlægge den verden vi lever i, og den vi udspringer af. Og dette er
det egentlige formål med discipliner som fysik, matematik, biologi,
lingvistik, kulturhistorie og (klassisk, indisk, semitisk, nordisk, osv.)
filologi.
Dette er i grunden også oplagt – når Pompeji udgraves så
minutiøst, er det ikke for at fremdrage specimens, der kan tiltrække
turister, men for at øge vor viden om den klassiske kultur til gavn for
alle interesserede, i sidste ende hele menneskeheden. Dette må ikke
forstås som en nedvurdering af teknologien, kun som en konstatering af,
at videnskab er noget andet (i mine øjne: og mere) end teknologi.
Og derfor må det også skuffe, når der netop på BRICS lægges
op til, at ph.d.-projekter bør indeholde en praktisk anvendelse eller
dimension, for netop her skulle man forvente, at forskning i og udvidelse
af datalogiens matematiske grundlag havde allerhøjeste prioritet.
Bevægelsen hen mod demo or die er kortsynet, kontraproduktiv og til
syvende og sidst udtryk for en deintellektualisering af
universitetsmiljøet.
Det er til gengæld – som Thore rigtigt påpeger – også
forfejlet at sige, at grundforskerne blot skal have lov at gøre deres
arbejde, så skal de nok af sig selv finde frem til noget, der er pengene
værd. Ikke fordi dette aldrig er sket – faktisk skyldes alle
teknologiske fremskridt af nogen betydning opdagelser, der er gjort helt
uden skelen til deres praktiske nytte – men fordi det ikke og aldrig er
derfor, videnskaben er værd at støtte.
Det har at gøre med det andet hovedpunkt i Thores artikel, teoretisk
datalogi og videnskaben generelt som en del af vor kulturelle baggrund, en
dannelseskultur, der ansås for en selvfølge i begyndelsen af dette
århundrede, og som vi måske ligefrem gjorde klogt i at genindføre.
Når Bohr udover sit engagement i fysikken svor til Goethes digtning og
fik aftenerne til at gå med at udrede Kierkegaard, og når Heisenberg
udviklede kvantemekanikken på grundlag af en skarpsindig og vidende
filosofisk analyse af den eksperimentelle problemstilling, er det ikke et
udtryk for disse fysikeres geni, men for tidens generelle akademiske
niveau. Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før ingen filosoffer kunne
tages alvorligt, hvis de ikke havde et vue over samtidens videnskab og
matematik, og hvor ingen videnskabsfolk kunne tages alvorligt uden en vis
filosofisk indsigt.
Hvorfor har man hørt om ubestemthedsrelationerne og ikke om Turings
halting-teorem i gymnasiet? Og hvorfor gør man ikke mere ud af den
tværvidenskabelige relevans af kompleksitetsteorien, herunder et begreb
som NP-fuldstændighed? Måske fordi fagudviklingen på gymnasiet
er gået i stå, eller måske fordi gymnasiet har andre problemer end
almen dannelse at slås med i en tid, hvor op mod halvdelen af de
studerende, der begynder på universitetet har svært ved at skrive en
sammenhængende sætning på deres eget modersmål (og det kan jeg
personligt bevidne efter flere års erfaring med at rette obligatoriske
Dat1-opgaver).
Dette kunne tyde på, at det måske var på tide at genindføre den
ovennævnte dannelseskultur, ikke for at gøre universitetet til et
elitært elfenbenstårn, men tværtimod for at indføre det
stænk af tværfaglig indsigt, der igen ville forvandle universitetet
til det, navnet siger: Universitas, hvor al viden og al kundskab forener
sig. En sådan forening, et sådant bredt udsyn er til syvende og sidst
også forudsætningen for ethvert videnskabeligt gennembrud. Og det er
værd at være opmærksom på, at netop den teoretiske datalogi –
som ovenfor antydet – ville have en hel del at bidrage med i den
sammenhæng.
Dette svarer også godt til det krav om rehabilitering af
dannelsesidealet, først og fremmest en styrkelse af studenternes
kendskab til grundlaget for deres fag, der så skarpt og velformuleret
blev fremsat i første nummer af tidsskriftet Faklen, og som ligger bag
overvejelserne om at indføre et studieforberende Studium Generale.
Det skal blive spændende at se, om disse tanker har en chance, eller om
de vil blive begravet i en dyne af erhvervsrettethed og økonomiske
hensyn.
Oprindelig bragt i daimiposten, december 1996