![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
BIG BROTHER: PET OG ECHELON
– overvågning, registrering og infiltration – af Carsten Agger
De hemmelige tjenester har til formål at beskytte landet (staten) mod farer, der kan true landets sikkerhed – dette kunne dreje sig om indhentning af oplysninger om eventuelle militære trusler, forebyggelse af terroraktioner, trusler mod statsoverhoveder eller ledende politikere osv.
PET taler selv om fem hovedområder for dets virksomhed: "Kontraspionage, kontraterrorisme, kontraekstremisme, bekæmpelse af visse former for organiseret kriminalitet samt hindring af spredning af masseødelæggelsesvåben" (PETs redegørelse fra 1998, afsnit 2.1).
Organiseret kriminalitet falder ind under PETs område, for så vidt som "kriminaliteten ved sin grovhed, internationale relationer eller gennem sit formål truer statens sikkerhed eller samfundsordenen, eller hindrer eller undergraver folkestyrets funktioner" (ibid.). Dette er bl.a. den angivelige baggrund for PETs efterforskning mod de såkaldte "rockere".
Kontraspionage er stadig et vigtigt område, skønt udenlandsk spionageaktivitet er dalet meget efter Warszawa-pagtens opløsning; PET beskæftiger sig dog også i vid udstrækning med industrispionage og lignende. Kontraterrorisme er naturligt nok også et vigtigt område, selv om det kunne synes mindre presserende i betragtning af de meget få terrorhandlinger, vi har set i Danmark i de senere år. PET skriver selv herom: "PET's primære opgave i relation til kontraterrorisme består i løbende at vurdere terrortruslen i Danmark, og i den forbindelse løbende at følge de miljøer, hvor der kan være grobund for terrorisme. Der findes endvidere i Danmark personer, der sympatiserer med internationale terrororganisationer. Det er PET's opgave i nødvendigt omfang at overvåge disse personer for at se, om de overtræder lovgivningen eller er på vej til at gøre det. Der kan være tale om en gruppe, der selv planlægger terrorhandlinger. Men det kan også dreje sig om personer, der alene yder praktisk bistand – f.eks. i form af husly eller våben – til tilrejsende udenlandske terrorister. Der kan også være tale om mere direkte medvirken til terrorhandlinger i udlandet."
Det drejer sig altså både om overvågning af grupper, hvor "der kan være grobund for terrorisme" – her tænkes uden tvivl på såkaldt autonome eller på ekstreme grupper på den yderste højrefløj – og om efterforskning mod "personer, der sympatiserer med internationale terrororganisationer" – og her tænkes vel især på diverse solidaritetsgrupper på venstrefløjen.
Kontraekstremisme "beskriver PET's overvågning af og efterforskning mod personer og grupper på den ekstreme højrefløj og den ekstreme venstrefløj, hvis personerne eller grupperne kan mistænkes for at have til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, jf. bestemmelsen i straffelovens § 114. Det skal pointeres, at det er de voldelige handlinger og trusler fra disse personers eller gruppers side, der er genstand for PET's interesse, og ikke den lovlige politiske virksomhed, der i øvrigt udøves."
Ifølge PET selv har PETs overvågning af diverse politiske aktiviteter altså først og fremmest til hensigt at forebygge forbrydelser, der måtte udspringe af disse aktiviteter. I nærværende artikel vil vi se på, hvordan PET rent faktisk har arbejdet, og hvordan de her angivne retningslinjer er blevet udmøntet i praksis.
PETs historie – overvågning og skandaler
Det er et gennemgående træk i de danske efterretningstjenesters historie, at de ansvarlige politikere har forsikret, at alting foregik på betryggende og demokratisk vis – mens man dog har afvist at svare på konkrete spørgsmål under henvisning til landets sikkerhed. I det omfang, tjenesternes aktiviteter faktisk er blevet offentligt kendt, har disse afsløringer som regel ført til voldsomme reaktioner fra offentlighed og politikere; denne opstandelse har dels skyldtes, at disse aktiviteter var i skarp modstrid med forsikringerne om, at der ikke foregik noget fordækt, dels at politikerne og efterretningstjenesterne – igen ud fra henvisningen til "landets sikkerhed" – har afvist at besvare spørgsmål om disse aktiviteter.
Historisk set har dansk efterretningsvirksomhed derfor været præget af en lang række spektakulære skandaler. Typisk er disse skandaler opstået, fordi befolkningen pludselig er blevet bekendt med en praksis, der tilsyneladende af efterretningstjenesterne selv og af politikerne (i det omfang, de kendte til den) er blevet betragtet som helt normal.
Betegnende for den politiske slagside, som lige siden har præget politiets efterretningsvirksomhed, skrev Københavns politidirektør den 25. marts 1933 til politipræsidenten i Berlin med henblik på et samarbejde om bekæmpelsen af kommunismen – specielt ønskes: "Oplysninger, der kan lede frem til tyske kommunistiske Instruktører, der opholder sig i Danmark …" (Preben Wilhjelm: Demokratiets vogtere, Centrum 1999, s. 73). Spørgsmålet om tysk politis pålidelighed eller om muligheden af eventuel pågribelse af tyske nazistiske instruktører var åbenbart ikke relevant. Op igennem 30erne knyttedes et tæt samarbejde mellem den danske efterretningstjeneste (dengang Københavns Politis Afdeling D) og tysk politi. Afdeling Ds chef, Andreas Hansen (der på grund af sin legendariske kommunistforskrækkelse gik under navnet "Russer-Hansen"), måtte dog senere forlade sin post, da det kom frem, at afdelingen i 1934 havde bortført den tyske immigrant Franz Vogel og sendt ham til Tyskland efter de tyske myndigheders ønske.
Andreas Hansen formulerede selv grundlaget for afdeling Ds arbejde i en beretning, der i 1936 udsendtes til samtlige politimestre. Heri hedder det blandt andet: "Enhver Kommunist tilhører et Verdensparti, hvorved der systematisk udøves Lands- og Højforræderi mod det enkelte Land …", og: "De kommunistiske Partiers saakaldte Arbejde er intet andet end en latent Borgerkrig, ført ved hjælp af Opløsning" (citeret af Wilhjelm, s. 74-75).
Efter disse retningslinjer udarbejdede Afdeling D meget omfattende kartoteker over danske kommunister; kartoteker, der efter besættelsen blev udleveret til de tyske myndigheder og siden dannede grundlag for dansk politis aktion mod kommunisterne i sommeren 1941.
Efter krigen kommer den første store debat om registrering i 1947, da den kommunistiske avis Land og Folk påstår, at kommunistkartotekerne fra 30erne og besættelsestiden stadig eksisterer og udbygges. Såvel justitsministeren som politiet benægter dog i første omgang oplysningerne. Souschefen for den ansvarlige afdeling i Københavns Politi (nu Afdeling 2), politikommissær Glud udtaler således: "Vi har kun samlet Materiale, efterhaanden som det kom offentligt frem, akkurat paa samme Maade som man paa Dagbladene fører Kartotek over de vigtigste politiske Begivenheder." (Wilhjelm, s. 88). Justitsminister Aage Elmquist (V) afviser ligeledes, at politiet skulle føre sådanne kartoteker, og fremsætter den 5.3.47 følgende erklæring i Folketinget: "… det er min Opfattelse, at Politiet, hvor der ikke foreligger Mistanke om Handlinger rettet mod Statens Sikkerhed eller mod Ro og Orden, altså Forbrydelser mod Samfundet eller Mistanke om planlæggelse af saadanne, bør afholde sig fra saadan Virksomhed." (S. 90). Altså i alt væsentligt det samme, som er indeholdt i regeringserklæringen fra 1968, som vi siden skal se. Som i denne afvises muligheden dog ikke af at registrere, hvor der faktisk er mistanke om konkrete forbrydelser "… der [føres] naturligvis Kartotek over Personer, der mistænkes for landsskadelig Virksomhed eller for at tilhøre Varulvebevægelser, eller som mistænkes for at ville danne Grupper med det Formaal at skabe Uro og Uorden i Samfundet eller foretage anden ulovlig Handling."
Ca. to måneder senere udsender Justitsministeriet faktisk en instruks, hvorefter lovlig politisk virksomhed ikke må registreres.
Dette holdt imidlertid ikke længe. I 1950 ændredes retningslinjerne i forbindelse med en større omlægning af efterretningstjenesten. I de nye retningslinjer hed det om 1947-instruksen, at instruksens "stive regel har været hæmmende for et effektivt Efterforskningsarbejde"; tværtimod er registreringen af lovlig politisk virksomhed "absolut nødvendig til bekæmpelse af 5. kolonnevirksomhed og yderliggående politisk infiltration i officielle institutioner mv." (S. 95).
Hverken offentligheden eller Folketinget orienteres om de nye retningslinjer. I 1952 blev en kandidat for Retsforbundet ganske chokeret, da politiet rettede henvendelse til hans arbejdsgiver for at få at vide, om han var kommunist. Årsagen var tilsyneladende, at han havde skrevet under på en protest mod regeringens politik. Da folketingsmanden Kjeldgaard Iversen (også fra Retsforbundet) tog sagen op i Folketinget, svarede justitsminister Helga Pedersen: "Hvad angår spørgsmålet om kartotekerne, kan jeg henvise til, hvad der tidligere er oplyst for tinget: at der her i landet ikke foretages registrering af personer blot på grund af deres politiske overbevisning." (S. 95). Hun finder ingen anledning til at informere om de nye retningslinjer fra 1950. Da den radikale Johs. Christensen få dage efter tager sagen op igen og supplerer med en lang række andre eksempler på registrering af lovlig politisk virksomhed, tvinges ministeren imidlertid på retræte, og Kjeldgaard Iversen kan konkludere: "Det må herved anses for fastslået, at danske myndigheder desværre fører sådanne (politiske) kartoteker (…) Jeg troede i øvrigt, at man havde lært tilstrækkeligt af Tyskland og Rusland, hvad diktaturets hemmelige politi og spionage over for befolkningen betyder." (S. 97).
Men på trods af erklæringen fra 1947 og retningslinjer fra 1953 (der blev afsløret af justitsminister Hans Hækkerup i 1963), ifølge hvilke registreringer skal indskrænkes til det absolut påkrævede, fortsatte registreringerne reelt helt uhindret.
Registrering og overvågning
I midten af 60erne afsløredes det, at PET gennem mange år havde registreret oplysninger om et meget stort antal borgere. I flere sager kom det frem, at denne registrering havde været til skade for de pågældende; oftest drejede det sig om afslag på ansøgninger om at arbejde i Grønland (hvor amerikanerne satte visse politiske betingelser som følge af deres egne militære aktiviteter på øen) eller på ansøgning om visum til udlandet, hvor PET i mange tilfælde overgav de registrerede oplysninger til det pågældende lands myndigheder. På dette tidspunkt var ca. 400.000 danskere registreret i PETs kartoteker.
Denne omfattende registrering førte, da den blev afsløret, til en ophedet debat, i Folketinget anført af SF og de radikale. Den daværende justitsminister Hans Hækkerup kunne dog berolige med, at der kun fandt registrering sted af personer, der kunne tænkes at udgøre en fare for rigets sikkerhed; helt konkret, at "der ikke sker registrering af personer alene på grundlag af medlemskab af organisationer som Aldrig Mere Krig, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Atomkampagnen og Komiteen mod Romunionen …" (Wilhjelm, s. 106).
Flere års debat, hvor adskillige politikere udtrykte deres utilfredshed med, at personer kunne registreres på baggrund af i øvrigt lovlige politiske aktiviteter, førte i 1964 til oprettelsen af det såkaldte Wamberg-udvalg (navngivet således efter dets første formand), der skulle kontrollere efterretningstjenestens aktiviteter.
De radikales modvilje mod registrering af medlemskab af lovlige foreninger eller partier og (f.eks.) abonnementer på lovlige aviser eller tidsskrifter førte i 1968 (da de radikale havde dannet regering sammen med Venstre og Konservative) til udsendelsen af regeringens erklæring af 30. september 1968, der stadig afstikker de vigtigste retningslinjer for registrering af politiske aktiviteter:
"Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
At sådanne registreringer hidtil har fundet sted har ofte givet anledning til debat både under den nuværende og tidligere regering. Det beror naturligvis på et skøn, om registreringer af denne art er nødvendige. De sikkerhedsmæssige hensyn står her over for hensynet til, at den enkelte borger frit kan udfolde sig.
Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet. Efter at have afvejet disse modstående hensyn har regeringen fundet det forsvarligt efter omstændighederne at opgive registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Såfremt der fra tidligere måtte være registrerede oplysninger af denne art, vil de blive tilintetgjort."
Som Wilhjelm påpeger (jfr. f.eks. s. 135-36 og et interview i Faklen nr. 12), ligger der i denne erklæring en begrænsning i ordet "alene": Registrering kan ikke finde sted alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed, hvoraf følger, at lovlig politisk virksomhed stadig kan registreres, såfremt der også er mistanke om ulovlige aktiviteter. Der er dog ingen tvivl om, at regeringserklæringen generelt forbyder registrering af lovlige aktiviteter, som det fremgår af sætningen "… at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet."
I PETs redegørelse fra 1998 lægges dog op til en væsentlig mindre restriktiv tolkning af erklæringen: "Grænsen mellem lovlig og ulovlig politisk virksomhed samt grænsen mellem ulovlig politisk virksomhed og andre ulovlige handlinger er ikke defineret i lovgivningen eller andetsteds. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det primære formål med regeringserklæringen af 1968 var at forhindre registrering af en person alene på grund af hans tilhørsforhold til et bestemt politisk parti. På denne baggrund vil det ikke være tilladt at registrere medlemmer af politiske partier, idet borgerne efter hensigten bagved regeringserklæringen må kunne melde sig ind i et sådant parti uden af den grund at risikere at blive registreret. Der tænkes herved på egentlige politiske partier, som efter godkendelse af indenrigsministeren opstiller til folketingsvalgene." (afsnit 3.2.1, forf. kursiv).
Som det fremgår, mener PET altså i 1998, at personer godt kan registreres for medlemskab af lovlige organisationer, der ikke er partier. Problemet i denne forbindelse er blot, at regeringserklæringen overhovedet ikke omtaler politiske partier, men i stedet understreger, at "en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet." PET finder dog alligevel, at man godt kan registrere alene på baggrund af medlemskab af bestemte politiske partier: "Såfremt et sådant politisk parti imidlertid ifølge sit program eller udtalelser fra partiets ledere m.v. forudsætter brug af ulovlige metoder, og såfremt partiets virksomhed bekræfter dette, må det uanset ovenstående være tilladt at registrere partiets medlemmer."
Mens regeringserklæringen af 1968 af både presse og politikere i vid udstrækning blev opfattet som et tilsagn om helt at afskaffe den politiske registrering af danske statsborgere, blev dens egentlige betydning præciseret på interessant vis, da justitsminister Knud Thestrup (V) i 1969 gav udtryk for, at registreringen af danske statsborgere var nødvendig og skulle fortsætte: "Det er ikke mig, der sidder og registrerer, men jeg går da ud fra, at alle, der er ude på overdrevet, registreres." (Information, 8.11.69).
Justitsministerens udtalelse vakte stor opstandelse; faktisk forsøgte Venstresocialisterne at få rejst en rigsretssag mod justitsministeren for vildledning af Folketinget i forbindelse med regeringserklæringen. Denne faldt dog til jorden, men forinden havde ministeren måttet præcisere sine udtalelser: Folk, der var ude på overdrevet, skulle forstås som "personer, der med føje mistænkes for ulovlig virksomhed", hvor han senere i samme interview præciserede, hvad han mente med ulovlig virksomhed: "Det er overtrædelser af straffeloven." (Wilhjelm, s. 211).
I den følgende folketingsdebat udtaler statsminister Hilmar Baunsgaard om regeringserklæringen: "Det, den dækker over, er, at ingen registreres på grundlag af lovligt politisk arbejde, og ingen registreres på grundlag af nogen politisk bekendelse, uanset hvor i det politiske spektrum vedkommende måtte befinde sig." Han erklærer sig således enig med udenrigsminister Poul Hartling, der udtalte: "Selvfølgelig har de ret til at have deres politiske opfattelse. Selvfølgelig har de lov til her i landet at arbejde for at få et andet styre og en anden samfundsordning." (Wilhjelm, s. 212-13).
Der er altså ingen som helst tvivl om, at registrering af borgere for selv nok så yderligtgående politiske synspunkter ikke kunne foretages, medmindre der samtidig var en konkret mistanke om, at der blev planlagt eller begået overtrædelser af straffeloven.
PETs egen begrænsning af regeringserklæringen til "lovlige politiske partier" er derfor ikke berettiget, og der er ingen tvivl om, at Thestrup faktisk kunne være kommet for Rigsretten, hvis regeringen havde sagt god for en sådan tolkning.
Det interessante er imidlertid, at PET tilsyneladende på intet tidspunkt har rettet sig efter regeringserklæringen, der på denne baggrund kommer til at fremstå som lidt af et blålys. Regeringens erklæring blev som sagt fremsat den 30. september 1968. Allerede den 31. december 1968 udsendte PET-chefen Arne Nielsen en instruks, hvor det bl.a. hedder: "Følgende personer skal registreres, også hvis de alene er kendt som medlemmer af: DKP's centralkomité og DKP's Københavnsledelse. DKU's hovedbestyrelse og DKU's Københavnsledelse. VS's hovedbestyrelse og VS's Københavnsledelse."
Det er klart, at en sådan praksis ikke kan være i overensstemmelse med erklæringens forsikring om, at aktiviteter, der holder sig inden for lovgivningen, ikke skulle registreres. Da notatet blev afsløret i august 1998, vakte det da også opstandelse selv fra PETs trofaste støtter. På et pressemøde den 24.8.98 erklærede justitsminister Frank Jensen, at instruksen var "i lodret modstrid med regeringens erklæring". Den konservative Helge Adam Møller udtalte: "Det er fuldstændig uacceptabelt, at man har en efterretningstjeneste, som på et tidspunkt klart og tydeligt har gjort det modsatte af det, den fik ordre til." (Politiken, 25.8.98). Mest bekymrende er dog, at hverken folketing eller regering tilsyneladende har været vidende om den fortsatte registrering – PET har tilsyneladende på egen hånd besluttet at bryde reglerne. Daværende udenrigsminister Poul Hartling, der dengang var medlem af regeringens Sikkerhedsudvalg, udtalte således til Jyllands-Posten, at han aldrig havde hørt om Arne Nielsens instruks, og at denne undrede ham. Er PET en stat i staten, der selv forvalter sin virksomhed uafhængigt af regeringens instrukser?
Forsvarets Efterretningstjeneste og "Firmaet"
Som det vil fremgå, har offentligheden såvel som Folketinget konsekvent fået få og vildledende oplysninger om PETs registreringer af danske statsborgere. Endnu værre står det til på et andet område, nemlig spørgsmålet om efterretningstjenestens samarbejde med andre landes efterretningstjenester. Vi har allerede nævnt, at Københavns Politis Afdeling D efter nazisternes magtovertagelse og under besættelsen samarbejdede med de tyske myndigheder (og med danske nazister) om forfølgelse og overvågning af kommunister i Danmark.
Forsvarets efterretningstjeneste havde til gengæld først og fremmest beskæftiget sig med Tyskland som mulig militær trussel (altså ikke som samarbejdspartner). Militæret var desuden både præget af nationalt-konservative og antityske holdninger. Den militære efterretningstjeneste begyndte derfor hurtigt på egen hånd at udspionere tyskerne og sende resultaterne af denne spionage til de allierede. Efter krigen fandt kommandør P.A. Mørch, leder af den maritime del af den militære efterretningstjeneste, hurtigt ud af, at den militære trussel i fremtiden ville komme fra russerne. Derfor kontaktede han på egen hånd – uden regeringens opbakning eller vidende – det amerikanske OSS (der senere tog navneforandring til CIA) og indgik en aftale, der indebar, at amerikanerne skulle levere radioudstyr med henblik på oprettelse af et moderne aflytningscenter. Til gengæld skulle den danske efterretningstjeneste være behjælpelig med oprettelsen af en særlig efterretningstjeneste, der skulle tjene USA's formål. Samtidig skulle Danmark og USA udveksle efterretningsstof, og Danmark skulle holde USA orienteret om russisk og kommunistisk aktivitet.
Den i aftalen nævnte særlige efterretningstjeneste blev oprettet i skikkelse af "Firmaet" under ledelse af den stærkt højreorienterede Arne Sejr, der under krigen havde været leder af modstandsgruppen "Studenternes Efterretningstjeneste". "Firmaet" opererede fra 1948 til 1963. Afsløringen af "Firmaets" eksistens i 1976 vakte en vis opsigt, eftersom det i 5 år havde overvåget de kommunistiske politikere Ragnhild Andersen og Alfred Jensen. (Denne overvågning var naturligvis klart ulovlig, da der ikke alene ikke forelå nogen dommerkendelse; "Firmaet" var en organisation uden nogen form for officiel status. At de begge sad i Folketinget i perioden må i høj grad anses for en skærpende omstændighed). Ud over de mere fordækte aktiviteter havde Arne Sejr og "Firmaet" også en officiel facade i den antikommunistiske forening Frihed og Folkestyre. Frihed og Folkestyre beskæftigede sig bl.a. med "distribution af antikommunistisk propagandamateriale, fortrængning af kommunistisk indflydelse fra vigtige nøgleposter i samfundet og antikommunistisk skoling af ansvarlige ledere fra vigtige organisationer." (Wilhjelm, s. 150). Ud over fra CIA modtog "Frihed og Folkestyre" alias "Firmaet" økonomisk støtte til sine antikommunistiske aktiviteter fra adskillige af dansk industris kæmper, herunder Danfoss, F.L. Smidth, Carlsberg, Sukkerfabrikkerne og såmænd også Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet. Der var således tale om en slags "arbejdsdeling" mellem regeringen, de officielle efterretningstjenester og "Firmaet": "Firmaet" orienterede Mørch, som nu var næstkommanderende i Forsvarets Efterretningstjeneste, om dets aktiviteter, herunder udskrifter af aflytningen af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen, og tog sig i det hele taget af de ting, som de officielle efterretningstjenester ikke måtte – samtidig kunne regeringen med god samvittighed benægte, at de officielle efterretningstjenester skulle beskæftige sig med noget sådant.
Om aflytningen af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen gav oplysninger af værdi for efterretningstjenesten, er selvfølgelig ikke til at finde ud af, men det er nok højst tvivlsomt. Til gengæld blev de brugt til politisk chikane mod DKP, idet detaljer fra aflytningen blev lækket til Information, der således blev udnyttet i et ulovligt politisk spil; "Firmaet" udnyttede i forståelse med de socialdemokratiske statsministre Hedtoft og H.C. Hansen aflytningerne til at skabe splid hos Socialdemokratiets politiske rival DKP.
Den seneste PET-skandale: Anders Nørgaard og Frede Farmand
Den seneste debat om PETs metoder opstod, da den tidligere PET-agent Anders Nørgaard den 1.3.98 i TV2s program Fak2eren stod frem og fortalte om, hvordan han i begyndelsen af 80erne havde infiltreret den såkaldte "Regnbuebevægelse" i Århus. Baggrunden for infiltrationen var en række påsatte brande i Århus, som en mystisk bevægelse ved navn "DSB" tog ansvaret for. Erik Jensen skriver i sin Demos' hvidbog om PET (Demos 1998), at den århusianske venstrefløj anså disse aktioner for provokationer iværksat af mere eller mindre fascistiske kredse – i alle tilfælde førte Nørgaards arbejde ikke til nogen anholdelser i denne sag, hvilket næppe kan undre i betragtning af de uorganiserede og i en revolutionær sammenhæng næppe særlig imponerende grupper omkring den lille bogcafé "Regnbuen".
Tom Vilmer Paamand, der dengang var med i kredsen omkring "Regnbuen" og nu er aktiv i fredsbevægelsen, har følgende kommentar til PETs infiltration: "Agenten infiltrerede den lille bogcafé Regnbuen. Omkring denne bogcafé flokkedes en kreds af meget forskellige mennesker fordelt på endnu flere meget små bevægelser og foreninger. Men der var ikke nogen "Regnbuebevægelse". Agentens misforståelse af navnet er måske blot en detalje, men den siger meget om, hvad han forstod – eller rettere ikke forstod (…) Bogcaféen blev startet efter en studiekreds om anarkisme. Folkene omkring caféen er kommet og gået – og det samme er aktiviteterne. Grundlaget var hele tiden bogcaféen, men det var først og fremmest et knudepunkt, hvor byens mange anarkistiske særlinge mødtes, forenede deres kræfter og røg rigeligt med tjald. Caféen udgav og solgte nyhedsbreve, tidsskrifter og bøger om anarkisme og modstand mod alt og alle – og støtte til nogle få. I Regnbuen mødtes tilhængere af Gadaffi, IRA og diverse indfødte folkeslag. Sympatien for den tyske byguerilla Rote Armé Fraktion var også udbredt. Alle undertrykte grupper fik sympati, men de anvendte midler var til evig diskussion. Den direkte støtte til kæmpende grupper verden over lå mest i munden og i de hjemmetrykte pamfletter på hylderne. Her stod pacifisternes blade og bøger om ikkevold fredeligt sammen med RAFs opfordringer til væbnet kamp. Gamle ikkevolds-teoretikere blev også hyldet – og ofte af de samme, der flittigt studerede RAFs skrifter."
Selv om denne infiltration tilsyneladende havde til formål at trænge til bunds i en bestemt række attentater, er den måske også betegnende for kvaliteten af PETs trusselsvurderinger – det er svært at forestille sig, at Nørgaard eller PET kunne have spildt tiden mere eftertrykkeligt end ved infiltrationen af en sådan gruppe, hvis politiske aktiviteter hverken var ulovlige eller truede med at antage voldelige former.
Efter infiltrationen af "Regnbuen" fik Anders Nørgaard til opgave at infiltrere SAP (Socialistisk Arbejder Parti). Denne infiltration omfattede bl.a. deltagelse i møder, kopiering af nøgler samt tyveri af lister over partiets medlemmer, folketingskandidater og stillere. Nørgaard deltog senere bl.a. i HT-konflikten, som han observerede udstyret med en skjult mikrofon.
I Fak2eren afsløredes det også, at PET, repræsenteret ved Frede Farmand, havde overvåget et offentligt møde afholdt af Dansk-Kurdisk Forening den 25.11.1996, hvor blandt andet socialdemokraterne Lasse Budtz og Torben Brandi var til stede. Mødet handlede om menneskerettighedsforhold i Tyrkiet og disses betydning for kurderne.
Fak2erens afsløringer vakte en livlig debat, hvor politikere fra alle dele af det politiske spektrum nærmest kappedes om at fordømme den overdrevne overvågning og infiltration, og der fremsattes efterfølgende krav om en uvildig undersøgelse af PET. Således udtalte Elisabeth Arnold, retsordfører for de radikale: "PET har handlet som en stat i staten. Det er til fare for demokratiet, når demokratiet ikke er i stand til at kontrollere PET." (Jyllands-Posten, 25.8.98). Helge Adam Møller fra de konservative supplerede: "Måske er der indimellem sket noget i PET, som ikke tåler dagens lys. Det kan vi ikke leve med." (Berlingske Tidende, 4.3.1998). Samt: "… det vil være i alles interesse at få foretaget en kulegravning af efterretningstjenesten, så PET kan blive renset, og borgerne kan få indblik i, hvorfor vi behøver en efterretningstjeneste." (BT, 4.3.1998).
Den socialdemokratiske rådmand Torben Brandi var dog mindre overbevist om, at en sådan kulegravning skulle kunne føre til, at PET blev "renset": "… lige så snart PET lægger en sådan rapport til side og arkiverer den, er det selvfølgelig i sig selv en registrering. Rent principielt er det en lovovertrædelse fra PETs side, og set fra den vinkel er det absolut ikke ligegyldigt." (Berlingske Tidende, 5.3.1998).
Ole Espersen, der som justitsminister havde ansvaret for PETs aktiviteter i den periode, Anders Nørgaard infiltrerede Regnbuen og SAP, medgav at have givet tilladelse til infiltration af "Regnbuebevægelsen", men var opbragt over infiltrationen af SAP, som han angiveligt intet kendte til: "Det var uden min viden, og det var uden, at man overhovedet havde forelagt mig spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at foretage sig noget overfor SAP-kredse. Jeg føler mig utilpas ved, at der tilsyneladende er foregået ting, som jeg burde være underrettet om." (Ekstra Bladet, 2.4.1998).
Ole Espersens partikammerat, den nuværende justitsminister Frank Jensen giver imidlertid ikke meget for Espersens forsikring om at have været uvidende om infiltrationen: "Vi har kun Espersens ord for, at han ikke blev underrettet." (Politiken, 3.4.98).
Parlamentarisk kontrol?
Fak2erens afsløringer gav anledning til et udbredt krav om en undersøgelse af PETs aktiviteter; regeringen stod selv i spidsen for dette krav med statsminister Poul Nyrup Rasmussens løfte i TV2s nyheder den 3.3.98 om, at "hver en sten vil blive vendt", og justitsminister Frank Jensens løfte om "en grundig redegørelse for al virksomhed i Politiets Efterretningstjeneste gennem de seneste 20 år". Samtidig satte afsløringerne og især PETs efterfølgende redegørelse og den senere afsløring af Arne Nielsens instruks om alligevel at registrere alene på grund af lovlig politisk virksomhed et alvorligt spørgsmålstegn ved tilstrækkeligheden af den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne.
Efterretningstjenesterne er underlagt regeringen (specielt forsvars- og justitsministeren, der hver har ansvaret for "deres" efterretningstjenestes aktiviteter), og der gælder ikke nogen egentlig lov for deres aktiviteter. Et tilbagevendende krav i forbindelse med de mange efterretningsskandaler har netop været nedsættelsen af et kontroludvalg.
I dag findes der hele to sådanne udvalg, nemlig det ikke-parlamentariske Wamberg-udvalg og Folketingets Kontroludvalg.
Wamberg-udvalget blev som nævnt nedsat i 1964 i kølvandet på diskussionen om efterretningstjenestens kartoteker. Dets opgave består i at holde sig underrettet om de til enhver tid gældende retningslinjer for registrering i PET samt at føre tilsyn med registreringen. Forsvarets Efterretningstjeneste rettede sig, hed det dengang, udelukkende mod ydre fjender og var derfor ikke underlagt Wamberg-udvalgets kontrol. Da det i slutningen af 70erne kom frem, at FE i al hemmelighed havde brugt den stærkt højreorienterede Hans Hetler til at foretage registrering af lovlig politisk virksomhed i Danmark, blev Wamberg-udvalgets opgaver udvidet til også at omfatte FE. Udvalgets medlemmer har tavshedspligt, men kan gøre indsigelser mod retningslinjer og praksis; således afskaffede de i 1965 den automatiske registrering af stillere for politiske partier.
Det parlamentariske kontroludvalg blev oprettet i 1988, efter ideen havde været oppe at vende i bl.a. 1972, 1976 og 1978. Udvalget har fem medlemmer og blev ved dets etablering gjort bekendt med den instruks, PET havde arbejdet efter siden 1983.
Herudover vides ikke meget om dets konkrete arbejde. Preben Wilhjelm skriver herom: "Hvad Kontroludvalget har udrettet, unddrager sig enhver bedømmelse. Det afgiver en såkaldt årsberetning, men tager det ikke selv mere højtideligt, end at man nogle år helt glemmer det og slår to år sammen. Det spiller ingen rolle, da beretningen kun består i en rituel gentagelse af 'kommissoriet', udvalgets sammensætning, personudskiftninger, samt oplysning om, at udvalget har afholdt 'en række møder', stillet 'en række spørgsmål', evt. 'rejst enkelte sager' af mere almen interesse. Det klares sædvanligvis på mindre end én side." (s. 262-63). Udvalgets medlemmer har tavshedspligt, og stort set alt deres arbejde er strengt fortroligt.
Under debatten om PETs virksomhed har skiftende regeringer altid peget på Wamberg-udvalget og (da det var oprettet) det parlamentariske kontroludvalg som garanter for borgernes retssikkerhed. Men hvad har "kontroludvalgene" i virkeligheden garanteret?
Daværende forstander for Krogerup Højskole og medlem af Wamberg-udvalget siden dets oprettelse, Harald Engberg-Pedersen sagde om "kontroludvalgets" arbejdsbetingelser: "Selv om udvalget skulle 'holdes underrettet om de til enhver tid fulgte retningslinjer for registrering', fik det aldrig kendskab til justitsministerens instruks til PETs chef fra 30. november 1953, som var gældende ved udvalgets oprettelse …" (Information, 4.12.98).
Om Arne Nielsens instruks, der i strid med regeringens erklæring tillod registrering alene på grund af lovlig politisk virksomhed, siger Engberg-Pedersen: "Den blev ikke forevist for Wamberg-udvalget. Havde vi set den, ville vi nok have sagt til PET-chefen, at dette var en sag, vi måtte drøfte med justitsministeren, Thestrup (…) I Wamberg-udvalget arbejdede vi trøstigt ud fra regeringserklæringens ordlyd."
Det parlamentariske kontroludvalg orienteres kun om retningslinjer og om ganske få konkrete aktiviteter, og dets medlemmer er ikke specielt imponerede over deres egne muligheder. Torben Lund udtrykker det kort: "Vi kan ikke garantere danskerne, at der ikke finder ulovlig registrering sted." (TV2, 1.3.98). Tilsvarende udtaler Holger K. Nielsen til Ritzaus Bureau den 3.3.98: "Udvalget er næsten helt til grin. Vi har ingen mulighed for at grave ned i sager eller undersøge, om der sker lovbrud. Vi får kun noget at vide, hvis ministeren mener, at der er grund til at fortælle os noget. Og efter TV2-udsendelsen kan man få den mistanke, at ikke engang justitsministeren ved, hvad der foregår." Helge Adam Møller indrømmer: "Vi har stort set ingen muligheder for at kontrollere PET, og det skal vi heller ikke have." (Berlingske Tidende, 6.9.98). Bjørn Elmquist udtaler til samme avis: "Dette kontrolorgans opgaver er defineret, så medlemmerne bliver gidsler. Man kan ingen steder gå hen med den viden, man får."
Der synes altså ikke at have været nogen særlig kontrol med efterretningstjenesten – kontroludvalgene er ikke blevet orienteret hverken om PETs arbejde eller instrukserne om dem, og deres væsentligste funktion synes at have været rent kosmetisk – som "garanter" for en beskyttelse af borgernes retssikkerhed, som de ikke på noget tidspunkt har kunnet garantere.
Echelon – total overvågning
PET har – som politiet i øvrigt – adgang til at aflytte telefoner og anden telekommunikation med dommerkendelse, forudsat at der er mistanke om forbrydelser, der kan medføre seks års fængsel eller herover. Om PET altid har rettet sig efter denne regel, er en anden sag. Den 1.11.98 kunne Frede Farmand således afspille en båndoptagelse, hvor han og kriminalassistent Verny Thomsen fra PET aftalte, at Farmand skulle aflytte Rigspolitiets Rejsehold for at finde ud af, hvor meget Rejseholdet vidste om lækagen af fortrolige papirer fra PETs Århuskontor til den Danske Forening; formålet var at obstruere Rejseholdets efterforskning af, hvem i PET, der forsynede foreningen med fortrolige oplysninger. Det fremgår ikke, om man havde indhentet dommerkendelser, men det er næppe troligt, at Rigspolitiets efterforskning af ulovlige forhold i PET skulle kunne give anledning til mistanke om forhold, der kunne give seks års fængsel eller derover. I hvilket omfang PET har benyttet telefon- eller rumaflytning, og hvor ofte det er sket uden dommerkendelse, vil forhåbentlig blive klart under den kommende undersøgelse af PET; men det er muligt, at omfanget af direkte aflytning ikke har været så stort. Som PET selv skriver i sin redegørelse fra 1998: "Det er særdeles ressourcekrævende for det efterforskende personale at behandle det materiale, der fremkommer gennem en telefonaflytning, herunder gennemlytning af samtaler, afskrift, bearbejdning m.v."
Men har PET ikke ressourcer til at gennemføre en omfattende aflytning i Danmark, er disse ressourcer i vid udstrækning til rådighed i det tophemmelige og i lang tid ukendte projekt, der går under kodenavnet ECHELON.
ECHELON blev til under det såkaldte UKUSA-samarbejde om aflytning af telekommunikation i hele verden, som i al hemmelighed blev indgået mellem USA og Storbritannien i 1947. Siden har Canada, Australien og New Zealand tilsluttet sig samarbejdet. I USA forestås ECHELON af efterretningstjenesten NSA med 25.000 ansatte i USA og yderligere 25.000 over hele verden.
Det nuværende ECHELON baserer sig på en overvågning af en meget stor del af den samlede telefon- og datatrafik overalt i verden. Det er omdiskuteret (og meget hemmeligt), hvor stor kapaciteten faktisk er, men der er ingen tvivl om, at myndighedernes interesse for aflytning af elektronisk kommunikation er endog meget stor i disse år. I 1995 afsløredes det, at FBI ville forlange af de amerikanske telefonselskaber, at de skulle sørge for, at det til hver en tid er muligt at aflytte 1% af samtlige telefonsamtaler i USA. Forslaget vakte dog så stor uro, at det faldt til jorden igen.
ECHELON består af et verdensomspændende net af lyttestationer, der er forbundet med 120 satellitter. Samtidig har man installeret lytteposter på et stort antal amerikanske Internet-knudepunkter. Eftersom en meget stor del af al telekommunikation i dag foregår via satellitter, og eftersom en meget stor del af al Internettrafik går gennem USA, giver ECHELON mulighed for at aflytte stort set al international kommunikation over hele verden.
Ingen har naturligvis ressourcer til at gennemgå så mange data, så i stedet sørger et kolossalt netværk af computere for at gennemsøge kommunikationen for bestemte "interessante" ord, navne og afsendere og sortere det vigtigste fra, før de opsnappede data lagres i kæmpemæssige databaser, hvorfra de senere kan søges frem.
Den engelske fysiker og journalist Duncan Campbell har udarbejdet rapporten Interception Capabilities 2000, Report to the Director General for Research of the European Parliament. I denne dokumenterer han eksistensen og omfanget af overvågningen af datatrafikken og konkluderer, at ECHELON eksisterer og ved hjælp af søgninger efter specielle "ordlister" bruges til at finde oplysninger af interesse for de involverede landes efterretningsvæsener på baggrund af aflytning af telekommunikation over hele verden; at man arbejder på automatisk stemmegenkendelse med det formål at kunne opsnappe opringninger fra en bestemt person, uanset hvilken telefon, der anvendes; samt at de således indhøstede efterretninger ud over politisk overvågning i vid udstrækning er blevet brugt til at drive industrispionage til fordel for amerikanske virksomheder.
Som eksempel på det sidste kan nævnes, at NSA i 1995 ved systematisk aflytning af al kommunikation mellem den franske flyfabrik Airbus og den saudiarabiske regering fandt ud af, at Airbus forsøgte at bestikke sig til en ordre. Disse oplysninger lod man gå videre til den amerikanske regering, der brugte oplysningerne til at sikre ordren for det amerikanske McDonnell Douglas.
Rapporten afslører også, at software til kryptering af e-mails fra Microsoft, Netscape og Lotus i de versioner, der eksporteres, alle på NSAs anmodning er blevet svækket, så krypteringen let kan brydes. I 1997 fandt den svenske regering således ud af, at der i den krypteringssoftware, der fulgte med det Lotus Notes-system, der brugtes til fortrolig kommunikation inden for regering og skattevæsen, var indbygget en NSA-venlig "bagdør".
Dette er ifølge Campbell den virkelige baggrund for, at USA i årevis har plæderet for en stram regulering af adgangen til kryptering, således at regeringen skulle have en kopi af den nøgle, der skal bruges til at dekryptere meddelelserne. Dette er altid blevet begrundet med mulighederne for at kunne efterforske kriminalitet, men Duncan Campbell afslører i sin rapport til EU-parlamentet, at formålet i virkeligheden er at gøre det muligt for NSA at aflytte krypteret kommunikation: "Between 1993 to 1998, the United States conducted sustained diplomatic activity seeking to persuade EU nations and the OECD to adopt their 'key recovery' system. Throughout this period, the US government insisted that the purpose of the initiative was to assist law enforcement agencies. Documents obtained for this study suggest that these claims wilfully misrepresented the true intention of US policy. Documents obtained under the US Freedom of Information Act indicate that policymaking was led exclusively by NSA officials, sometimes to the complete exclusion of police or judicial officials. For example, when the specially appointed US 'Ambassador for Cryptography', David Aaron, visited Britain on 25 November 1996, he was accompanied and briefed by NSA's most senior representative in Britain, Dr James J Hearn, formerly Deputy Director of NSA. Mr Aaron did not meet or consult FBI officials attached to his Embassy. His meeting with British Cabinet officials included NSA's representative and staff from Britain's GCHQ, but police officers or justice officials from both nations were excluded." (GCHQ står for Government Communications Headquarters og er den engelske aflytningstjeneste).
Justitsminister Frank Jensen har for nylig udtalt, at det eneste værn mod en sådan aflytning er brug af kryptering: "Borgerne skal kryptere, hvis de har noget at beskytte, det ville jeg gøre til enhver tid." (Information, 13.10.1999). Justitsministeren mener dog ifølge Information samtidig, at krypteringen kun lige netop skal være så stærk, at politiet stadig har mulighed for at bryde den. Dette er baggrunden for de meget omtalte bestræbelser for at indføre en "officiel" kryptering, som myndighederne – og kun myndighederne – til hver en tid har mulighed for at bryde.
Echelon og Danmark
I Danmark har regeringen konsekvent benægtet ethvert kendskab til ECHELON – hvilket er forunderligt, al den stund projektet er blevet grundigt behandlet af Europaparlamentet. Interessant er det i al fald, at FE har en lyttepost på Afladshage på Amager med 1000 ansatte, som regeringen nu har indrømmet bruges til overvågning af telekommunikation. Duncan Campbell siger den 15.9.1999 i Berlingske Tidende, at "anlægget er af nøjagtig samme karakter som en tilsvarende Echelon-station i New Zealand – bare større."
I februar udtalte justitsminister Frank Jensen i et samråd, at "danske efterretnings- og politimyndigheder har intet kendskab til et amerikansk aflytningssystem ved navn Echelon" (citeret i Information, 15.9.1999), og siden har tidligere forskningsminister Jan Trøjborg og forsvarsminister Hans Hækkerup gentaget, at de intet kender til et sådant samarbejde.
Dr. phil. Poul Villaume, lektor på Institut for Historie på Københavns Universitet mener dog, at i al fald Hans Hækkerup udtaler sig mod bedre vidende: "Det virker umiddelbart usandsynligt, at ministeren ikke skulle være informeret om dette efterretningsarbejde. For han er jo tydeligvis informeret om andre dele af efterretningstjenestens arbejde." (Information, 18.9.1999). Den amerikanske seniorforsker og ekspert i efterretningsvæsen, Jeffrey T. Richelson mener heller ikke, der kan være nogen tvivl om, at den danske regering kender til ECHELON-samarbejdet: "Den danske regering vil kunne benægte at være direkte deltager i Echelon uden at lyve, men hvis jeres ministre hævder, at Danmark aldrig har været tredjepart til UKUSA-aftalen eller aldrig har delt signalefterretninger med USA, vil det være et dubiøst svar." (Information, 16.9.1999).
Ifølge Information den 18.9.1999 har Hans Hækkerup da også foretaget en kovending, idet han nu vil informere om situationen i det parlamentariske kontroludvalg – og det skulle vel ikke være nødvendigt, hvis der ikke er noget at orientere om?
Overvågningssamfundet – nu og i fremtiden
Preben Wilhjelm observerer i sin bog "Demokratiets vogtere", at reaktionerne på afsløringer af efterretningstjenesternes virksomhed altid følger det samme mønster. Dette mønster kan kort gengives således:
- Det afsløres, at en efterretningstjeneste har foretaget sig noget, der forekommer at være i modstrid med såvel almindelige retsprincipper som regeringens erklærede politik på området.
- Alle – inklusive regeringen med den ansvarlige minister i spidsen – er enige om, at hvis dette er rigtigt, har efterretningstjenesten overskredet sine beføjelser, og der må skrides ind.
- Ministeren kan dog eventuelt tilføje, at det jo ikke er dokumenteret, og at det hele kan være et ondsindet rygte med det formål at miskreditere landets efterretningstjenester.
- Efterhånden som dokumentationen bliver mere og mere overvældende, presses ministeren til at forlange en fuldstændig undersøgelse af, hvad der er sket. Ministeren beder derfor den pågældende tjeneste om at undersøge sig selv.
- Den færdige undersøgelse er langt fra fuldstændig, men bekræfter pressens oplysninger.
- Ministeren minder om, at dette var andre tider, og at det jo handlede om at forhindre farlige forbrydelser; der er derfor intet grundlag for at kritisere efterretningstjenesten for noget.
- Yderligere pres fra opposition eller presse kan eventuelt føre til krav om en uvildig undersøgelse eller større kontrol med efterretningstjenesten.
- Undersøgelsen gennemføres eventuelt, men med et kommissorium, der tager så store hensyn til "rigets sikkerhed" og de involverede embedsmænd og politikere, at den reelt ikke har mulighed for at komme til bunds i sagen.
- Når undersøgelsen langt om længe er færdig, finder den måske anledning til påtale af enkelte detaljer, men finder ikke noget grundlag for alvorlig kritik af hverken politikere eller embedsmænd. Til gengæld bliver den så nødt til at fortolke reglerne så bredt, at den praksis, som alle før havde anset for ulovlig og i strid med retssikkerheden, nu er fuldt acceptabel.
- Under hele debatten fortsætter efterretningstjenesten med at foretage ting, som ville have vækket et ramaskrig, hvis de var kommet frem – hvilket de dog næsten altid først gør mange år senere.
Dette mønster ses, som Wilhjelm påpeger, med variationer i alle større skandaler om PETs virksomhed. Skal vi ud fra de tidligere skandaler regne ud, hvad efterretningstjenesterne må i dag, kan vi altså konkludere, at de formentlig har lov til at:
- Infiltrere lovlige politiske partier og bevægelser uden nogen konkret mistanke om ulovligheder og uden at orientere ministeren eller nogen anden. (I marts 1998 forsøgte PET at hverve en ung mand til at infiltrere Solidaritetshuset på Nørrebro i København, der er hjemsted for en lang række lovlige organisationer på venstrefløjen. Justitsminister Frank Jensen var ikke orienteret, jf. Fak2erens tredje og sidste udsendelse om "Den hemmelige tjeneste", 17.5.98).
- Registrere folk alene på grund af deres medlemskab af lovlige politiske organisationer. (I 1996 fik Peter Stræde afslag på optagelse på sergent-skolen. I forbindelse med afslaget havde hans overordnede eksplicit henvist til Strædes medlemskab af Rebel – et medlemskab, forsvaret kun kunne have fået besked om fra PET, jf. Information, 18.5.98).
- Stjæle medlemslister og andre dokumenter fra lovlige politiske partier og kopiere nøgler til mødelokaler mv. med henblik på ulovlig indtrængen (jf. Anders Nørgaards infiltration af SAP).
- Samarbejde med ulovlige, private efterretningsorganisationer og i samarbejde med disse chikanere politiske rivaler eller registrere borgernes lovlige kartoteker(jf. Hetler-sagen og "Firmaets" aflytning af Alfred Jensen).
- Foretage aflytninger uden dommerkendelse og obstruere Rigspolitiets efterforskning af ulovlige lækager (jf. Frede Farmand-sagen, hvor Rigspolitiet aflyttes for at obstruere Rejseholdets efterforskning af, hvem i PET der forsynede den Danske Forening med fortrolige oplysninger).
I kølvandet på den fornyede debat om PET efter afsløringen af Arne Nielsens notat blev det i maj 1999 vedtaget at nedsætte en kommission, der skal undersøge PETs virksomhed fra 1945 til 1999. Undersøgelsen skal varetages af to historikere, to jurister og en formand, der skal udpeges efter fælles indstilling fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret.
Undersøgelsens kommissorium er blevet skarpt kritiseret, bl.a. af lektor på Retsvidenskabeligt Institut, Lars Adam Rehof, og journalist Lars Ruggaard, der finder det betænkeligt, at Justitsministeriet (og ikke som i tamilsagen, Statsministeriet) har formuleret lovforslag og bemærkninger til sagen, selv om Justitsministeriets egne topembedsmænd selv er impliceret i den. Rehof og Ruggaard kritiserer "en meget detaljeret styring" af undersøgelseskommissionen: "F.eks. skal kommissionsformanden alene afgøre, om der kan udtales kritik af implicerede – det får de andre kommissionsmedlemmer ingen indflydelse på. Men det får Justitsministeriet gennem omfattende pålæg til kommissionsformanden om, hvad han skal tage hensyn til. Vidner, der risikerer et retsligt efterspil, skal ikke udtale sig under vidneansvar - og de får som noget helt nyt ret til at nægte at udlevere bevismaterialer, de ikke har udarbejdet i embeds medfør." (Politiken, 1.11.98).
Rehof og Ruggaard sammenligner PET-kommissoriet med kommissoriet bag undersøgelsen af Nørrebrosagen, der skulle fastslå forløbet af omstændighederne, hvor politiet skød med skarpt mod demonstranter på Nørrebro den 18.5.93.
"Det skræmmende ved sagen om Nørrebrokommissoriet er, at embedsmænd, der er en del af det system, der skal undersøges, afgjorde, hvordan deres system og deres kolleger skulle undersøges. Og at de gjorde det på en måde, der reelt vildledte offentligheden og førte til en urimelig høj grad af selvundersøgelse – selv efter dansk standard," skriver Rehof og Ruggaard og tilføjer, at nu "kører komedien videre i PET-sagen".
PET-Komiteen, der repræsenteres af Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem for VS, Bjørn Elmquist, tidligere folketingsmedlem for det Radikale Venstre og Lasse Budtz, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, var også stærkt kritiske over for PET-kommissoriet. Bjørn Elmquist udtalte: "Der er næsten ingen ende på de krumspring, man har gjort for at komme væk fra de almindelige principper i retsplejeloven om åbenhed, hvornår man kan begære vidnefritagelse, hvilke papirer, der skal afleveres, og så videre." (Aktuelt, 29.10.98).
Men uanset hvilke resultater, kommissionen måtte nå frem til, vil overvågningen og presset for at suspendere lovgivningens beskyttelse af privatlivets fred formentlig fortsætte uhindret. PETs registreringer af politisk virksomhed er faldet meget voldsomt de sidste 30 år; mens i 1964 som nævnt omkring 400.000 var registreret, var antallet af registrerede pr. 1. januar 1998 faldet til 2.826.
Men dette fald i registreringerne giver ikke nogen egentlig garanti for, at overvågningen skulle være blevet mindre. For det første registreres mange i såkaldte "arbejdskartoteker", hvilket PET ikke anser som egentlige registreringer. For det andet er flere og flere oplysninger om borgerne nu tilgængelige i "almindelige" registre, som PET også har adgang til.
Samtidig betyder den moderne teknologis muligheder for overvågning af al telekommunikation en meget kraftig trussel mod privatlivets fred; således slår Bagmandspolitiets chef, Michael Clan, og statsadvokat på Frederiksberg, Annemette Møller i Berlingske Tidende 10.10.1999 til lyd for, at alle begrænsninger i politiets muligheder for at aflytte telefoner og opsnappe e-mails afskaffes. "Situationen er ikke den, at borgeren skal beskyttes mod politiets muligheder i det moderne samfund, men derimod den at borgeren skal beskyttes mod de kriminelles muligheder i det moderne samfund," udtaler de.
Dette krav om total overvågning af borgerne er efterhånden symptomatisk for politiske initiativer i de senere år. For nylig har indenrigsminister Thorkild Simonsen (iflg. Jyllands-Posten d. 29.10.99) fremsat et forslag til en ny CPR-lov, der skal gøre det muligt for kommunerne at bruge de ansatte ved post- og telefonvæsenerne til at holde øje med, om borgere eventuelt skulle gøre sig skyldig i socialt bedrageri. Et forslag i det oprindelige udkast om, at naboer skulle kunne straffes for ikke at fortælle kommunen om tilfælde, hvor der kunne være grund til at mistænke socialt bedrageri, måtte dog trækkes tilbage igen på grund af skarp kritik. I samme avis fortæller professor dr. jur. Peter Blume om sin bekymring over den stigende overvågning: "Den øgede kontrol med borgerne kommer snigende. Først havde vi en trafikminister, som ønskede at videoovervåge os i trafikken, så fik vi en skatteminister, som opfordrede befolkningen til at anmelde sort arbejde. For et par måneder siden foreslog socialministeren landets pædagoger at afsløre socialt bedrageri blandt enlige forsørgere, og nu har vi så Thorkild Simonsens forslag."
For nylig foreslog Brøndbys borgmester, Keld Rasmussen, at en hel boligblok skulle indhegnes, så en portner kunne udspørge alle på vej ud og ind fra blokken. Er vi på vej mod et samfund, hvor alle kontrollerer alle? Hvor skolelærere, socialrådgivere, postbude og portnere overalt holder øje med, om alt nu går rigtigt til?
Filosofien er den efterhånden meget velkendte i diskussioner om kontrol i det moderne samfund: Hvis man ikke laver noget ulovligt, har man jo ikke noget at skjule, og hvorfor skulle man så have noget imod at blive registreret? Det interessante er, at PET i sin egen redegørelse fra 1998 meget klart slår følgende fast: "Det skal pointeres, at det er de voldelige handlinger og trusler fra disse personers eller gruppers side, der er genstand for PET's interesse, og ikke den lovlige politiske virksomhed, der i øvrigt udøves." Men i næppe nogen af de sager, der er kommet frem i de utallige debatter gennem tiden, har overvågningen skyldtes begrundet mistanke om ulovlige forhold. Under folketingsdebatten om kommunistkartotekerne i 1947 fremførte socialdemokraten Hans Hækkerup det princip, som senere synes at være grundlaget for efterretningstjenesternes virke, idet han erklærede, at "der af Politiet maa holdes øje med Folk, om hvilke man efter deres Fortid kan befrygte, at de vil begaa eller paatænker at begaa politiske Forbrydelser." Med andre ord: Visse politiske bevægelser er af en sådan karakter, at de er skyldige, indtil det modsatte er bevist.
Han imødegås dog af kommunisten Robert Mikkelsen, der udtaler; "… jeg finder, det er en meget farlig Vej, hvis man begynder paa at tage Folk under Kontrol ikke for, hvad de i Øjeblikket har i Sinde, men ud fra en Tro om, hvad de i Fremtiden kan tænkes at ville give sig af med. Hvis man aabner denne Ventil, saa er man netop inde paa Vilkaarligheden, saa slettes enhver Grænse for, hvilken Persons Virksomhed man kan begynde at udsætte for politimæssig Efterforskning." (Wilhjelm, s. 91). Adspurgt, om dette princip også gælder for nazister, svarer Mikkelsen: "Det, der her kan være spørgsmål om, er altsaa, hvorvidt Nazisterne i Øjeblikket forbereder en forbryderisk Virksomhed, eller de ikke gør det. Gør de det ikke, bør de heller ikke være under politimæssig Kontrol."
I ingen af dette århundredes mange efterretningsskandaler er dette enkle princip – at PET naturligvis kun skal beskæftige sig med folk, der faktisk planlægger eller udfører forbrydelser, der falder ind under deres område – blevet fulgt, til trods for skiftende regeringers forsikringer om det modsatte. I stedet er "afvigende" holdninger og forsøget på at udbrede dem til stadighed blevet overvåget og registreret med metoder, som ofte både var klart ulovlige, samt i modstrid med de mest almindelige retsprincipper og især med regeringernes skiftende erklæringer.
Hvis alt får lov at fortsætte som hidtil, er der desværre næppe nogen grund til at tro, at PET ikke skulle fortsætte med at være, hvad det har været siden de glade dage i afdeling D – et tankepoliti i mønstersamfundet, hvor alle kontrollerer alle.
Oprindelig bragt i bogen ALARM, 1999