![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
TSUNAMI, HJÆLPSOMHED OG PRIORITERING
– af Carsten Agger
Den flodbølge, der har ramt Asien, er en naturkatastrofe af en målestok, som man heldigvis kun ser med århundreders mellemrum; hundredetusinder er døde, millioner fordrevet fra deres hjem. Hvis pessimisterne har ret i deres vurdering af konsekvenserne af den globale opvarmning, vil vi se flere katastrofer af tilsvarende omfang; og selv hvis de ikke har, er denne form for naturkatastrofer naturligvis af en sådan art, at vi aldrig helt vil kunne gardere os mod dem.
I en sådan situation, om nogen, er det, at vi mennesker burde rykke sammen og hjælpe hinanden så godt vi kan i erkendelse af, at vi alle bor på den samme planet under de samme vilkår og risici.
Men er det, hvad vi ser? Vi læser, at beboerne på landets hjemløseherberger har bidraget med ca. 18.000 til ofrene for flodbølgen, mens fangerne i landets fængsler undværer, hvad de nu kan, af de 10 kroner i timen, de tilbydes for deres arbejde. Almindelige mennesker står i kø for at bidrage og gør det ofte næsten over evne.
USA, verdens eneste supermagt, har lovet at give 350 millioner dollars til ofrene for katastrofen, mens Storbritannien stiller med 96 millioner dollars. Dette er de selvsamme lande, som de sidste to år har brugt henholdsvis 300 og 12 milliarder dollars på en blodig krig i Irak, som efterhånden har dræbt og fordrevet lige så mange mennesker som flodbølgen uden at forbedre tilværelsen for andre end direktionerne i de firmaer, man forgylder med kontrakter i "genopbygningens" navn.
300 milliarder til en rent strategisk erobringskrig - og ca. 400 millioner til ofrene for den værste flodbølge i flere århundreder; er dette global solidaritet?
Hvor mange flere midler kunne der ikke have været umiddelbart til rådighed for de nødstedte, om USA ikke af rent selviske, geopolitiske grunde havde valgt at invadere Irak? Og hvad kunne de over 300 milliarder dollars, krigen indtil videre har kostet, ikke have udrettet af godt, om man havde været lige så villig til at bruge dem på at bekæmpe nød, sygdom og fattigdom som til at sprede død og ødelæggelse?
Om verdens regeringer virkelig ønsker at støtte ofrene for denne og kommende naturkatastrofer, skulle de altså snarere sætte alt ind på at standse USAs krige i Mellemøsten og andre steder, så de omtalte 300 milliarder kunne kanaliseres ufortyndet ud i hjælpearbejdet. Om den danske regering også på langt sigt ønsker at hjælpe denne verdens nødstedte, ofre for denne såvel som andre katastrofer, skulle den sætte alt ind på at presse USA væk fra krigens vej. Og om vi i den danske befolkning også på langt sigt ønsker at hjælpe, kan vi - udover at bidrage direkte, personligt, som frivillig eller på anden vis - gøre vores til ved næste valg at sætte den regering på porten, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at støtte og anspore USA og Storbritanniens ødelæggende krige i Afghanistan og Irak.
Stort opsatte velgørenhedsshows med appeller til private kan og bør, som de tidligere nævnte Østeuropa-indsamlinger i slutningen af 80erne, naturligvis komme akutte trængende til gavn - og kan så dulme vores dårlige samvittighed over at nyde godt af vore politikeres kynisme og hykleri - men der er langsigtede, globale uligheder, som ingen af politikernes initiativer retter det mindste op på. Ofrene, der i vid udstrækning får lov at forblive ofre også når pressens interesse har lagt sig, vil også fremover lide under globaliseringens ulidelge skævhed i de vestlige "donorlandes" grænseløse favør, mens millioner dør af sult år efter år - også selv om der så ikke indtraf en eneste naturkatastrofe.