![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
LIDT OM RYGEPOLITIK
– af Carsten Agger
Rygning er blevet et kontroversielt emne, og flere og flere lande anlægger en mere og mere restriktiv politik overfor rygere: Det er forbudt at ryge i busser og fly, og skolelærere og hospitalspersonale rammes af restriktioner, der i realiteten betyder, at de uden videre kan fyres, hvis ikke de er villige til at afstå fra at ryge i hele deres arbejdsdag. I Irland har man netop forbudt al rygning i alle offentlige lokaler; overtrædelse straffes med bøder på omkring 20.000 kroner.
Set fra en rygers synspunkt må det forekomme, at livet er blevet vanskeligere: Hvor man for tyve år siden kunne ryge i busser, venteværelser, osv., er tendensen i dag, at rygning forbydes så mange steder og i så mange sammenhænge, at den afhængige ryger ofte må lide under abstinenser, fordi han er afskåret fra tobakkens dulmende virkning. For ikke-rygeren betyder dette tilsvarende en befrielse: sjældnere og sjældnere risikerer man at blive tvunget til at tilbringe tiden i lokaler, der er forurenet af en ildelugtende, generende og sundhedsskadelig røg.
Fra et humanistisk synspunkt kan det således forekomme at være lidt af et dilemma: Skal vi, idet vi ønsker at fritage ikke-rygere (herunder børn) for generne ved passiv rygning, støtte strengere restriktioner mod rygning med stadig flere forbud og drakoniske bøder for overtrædelse?
Svaret er vel, at som udgangspunkt kan eller skal staten eller myndighederne i det hele taget ikke blande sig i, om hvert enkelt menneske ryger. Alle restriktioner må derfor have som eneste formål at befri ikke-rygere for generne ved at udsættes for den sundhedsskadelige røg på steder, hvor man almindeligvis er nødt til at komme, dvs. offentlige transportmidler, uddannelsesinsitutioner, hospitaler, arbejdspladser mv. Til gengæld kan det forekomme overdrevet, om staten blander sig i, om der må ryges i barer, på restauranter, i forretninger, eller andre private steder - så lidt som det er en sag for staten, om der må ryges i private hjem.
I stedet kan man, hvis det endelig skal være, tilskynde barer og restauranter til at bruge røgfrihed eller effektiv adskillelse mellem rygere og ikke-rygere som en konkurrenceparameter, og generelt opretholde rygeforbud overalt, hvor det modsatte ville betyde at ikke-rygere jævnligt ville blive udsat for massiv passiv rygning(f.eks. busser, venteværelser, etc.). Eftersom formålet med restriktionerne må være at beskytte ikke-rygere mod passiv rygning, må det til gengæld forekomme overdrevent at ”straffe” rygerne yderligere med totalt rygeforbud i arbejdstiden, hvor det ellers er muligt at ryge i pauserne uden gene for andre, eller (som i Irland) at straffe overtrædelse med bøder i en størrelsesorden, som kunne true en almindelig, skrabet økonomi med ruin.
Men hvis vi derimod ser på, hvad det bedste er for den enkelte ryger, herunder ikke mindst for den enkelte POTENTIELLE ryger; og gør man det, tegner der sig et lidt andet billede.
Hvorfor ryger en ryger? Sammenlignet med andre lovlige og ulovlige stoffer har nikotin tre karakteristiske egenskaber: Det har ikke (udover en svagt stimulerende effekt) nogen særlig euforiserende eller opstemmende virkning, det er helt usædvanligt giftigt , og det er et af de mest vanedannende stoffer, man kender.
Svaret er derfor, at en ryger ryger og er nødt til at ryge, fordi han er afhængig af nikotin. Hvorfor er rygeren afhængig af nikotin? Svaret på dette er, at rygeren er afhængig af nikotin fordi han i sine unge dage, for over 90% af alle rygeres vedkommende i 13-18-års-alderen, prøvede at ryge et par gange i løbet af nogle få uger - og herefter sad i saksen.
Jamen, rygeren ryger jo også for at slappe af, stresse af, få fornøjelse ud af livet? Sandheden er, at stort set alle de cigaretter, som en ryger ryger, ryger han af nødvendighed, en slags sur pligt, der holder nikotinniveauet i blodet konstant. En ryger, der indtager mere end tyve cigaretter om dagen, lægger ofte kun overhovedet mærke til nogle få af dem. Den egentlige nydelse er begrænset til få, sjældne lejligheder.
Samtidig er rygning den mest almindelige årsag til dødsfald, der kunne have været forebygget: 50% af alle rygere, der ikke holder op, dør af rygning - stort set alle efter et langvarigt og meget smertefuldt sygdomsforløb.
Det er imidlertid svært at holde op - og det er netop ekstra svært at holde op med at ryge på grund af nikotinens kemiske egenskaber: Det er ikke lettere at holde op med at ryge end det er at holde op med at tage heroin eller end det er for en alkoholiker at holde op med at drikke. For den enkelte ryger vil det da oftest, af såvel helbredsmæssige som økonomiske grunde, være allerbedst, om han kunne lægge nikotinen helt på hylden - og for ikke-rygeren vil det af samme grunde oplagt være bedst at lade være med at begynde.
Hvert år begynder tusinder af teenagers at ryge. De begynder måske at ryge, fordi det er ”sejt”, fordi man så kan hævde sig i gruppen ved at være ”voksen” - og fordi teenagers, som den store gruppe af potentielle nye rygere, simpelt hen er den vigtigste fokusgruppe for tobaksproducenternes markedsføring. Halvdelen af de, der begynder, vil dø af det - de fleste af lungekræft eller hjertestop. Da Tjekkiet for nogle år siden ønskede at indføre diverse restriktioner på tobaksreklamer osv., udarbejdede tobaksselskabet Philip Morris nogle dokumenter for at imødegå det; her slog man blandt andet på, at rygning var godt for samfundet, fordi rygere dør tidligere og man hermed sparer en del penge til pensioner. I Storbritannien har man regnet ud, at hver ryger i gennemsnit sparer skatteyderne for 240.000 pund, fordi de dør tidligere (og eftersom de laveste socialgrupper ryger mest, kan rygning samtidig ses som en dødbringende og procentvis meget stor ekstraskat på fattigdom).
Så mens det forekommer oplagt, at det ikke er særligt humanistisk at støtte hetzlignende indgreb mod den enkelte ryger, er det i allerhøjeste grad relevant at spørge sig selv: Her har vi nogle multinationale selskaber, som helt bevidst tjener milliarder og atter milliarder på at sælge et dødbringende og stærkt vanedannende giftstof. Ønsker vi dem held og lykke med dette forehavende og ønsker vi, at de uhindret skal kunne fortsætte med dette og gøre endnu en generation afhængig?
Svaret på dette spørgsmål må naturligvis være et nej: Det er ikke acceptabelt, at en kolossal industri fortsat skal kunne tjene på at promovere udbredelsen af et stof, der hvert år slår mere end 10.000 danskere ihjel? En oplagt vej kunne være en progressiv beskatning af fortjenesten ved salg af tobak, der ganske enkelt ville fjerne ethvert incitament for producenterne til at sælge mere end de allerede gør, kombineret med et forbud mod reklamer for tobak.
Fra et synspunkt om størst mulig sundhed og livksvalitet for flest mulige mennesker er det bedre, jo færre, der ryger og jo flere, der holder op; og ved at sætte ind mod producenterne og ved tilgangen af nye rygere kan vi med tiden eliminere en af de allermest almindelige dødsårsager (der dør mange flere mennesker af rygning end der gør af ulovlige narkotika, trafikulykker, mord, selvmord, vold, arbejdsulykker, AIDS og alkohol - tilsammen) og forbedre befolkningens generelle sundhed og økonomi ganske betydeligt - især for de fattigste og mest udsatte.
Rygning synes i disse år at være et fænomen, som langsomt er ved at forsvinde; og dette er der al mulig grund til at glæde sig over, for hermed forsvinder en meget stor kilde til sygdom og død; og kan vi opnå, at rygning stort set forsvinder med den opvoksende generation, vil vi have sparet denne generations mennesker for megen lidelse.
Men lad os vende blikket mod rygningens årsager - afhængigheden og tobaksproducenternes ønske om profit - og lad os, når vi indfører restriktioner, fortsat holde os for øje, at deres sigte må være at beskytte ikke-rygerne mod passiv rygning - så vi ikke, når dette mål er nået, f.eks. ved etablering af lukkede rygelokaler, udendørs rygning, osv., kammer over og ender med at straffe de mennesker, som blot har været så uheldige at blive afhængige af det vel nok mest vanedannende og dødbringende narkotiske stof i menneskehedens historie.