![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
SKOLE OG ENSRETNING
– af Carsten Agger
Den danske regering ledes af et angiveligt "liberalt" parti, der gang på gang har profileret sig på at ville styrke borgernes "frie valg". Således har man forsøgt at underminere de almennyttige boligforeninger ved at tvinge dem til at give beboerne det "frie valg" at købe deres egne boliger billigt.
En bivirkning af planerne om salg af de almennyttige boliger ville (hvis ellers de var lykkedes, hvad de p.t. ikke ser ud til at ville) imidlertid have været, at udbuddet af boliger til en rimelig husleje ville blive kraftigt reduceret og at myndighederne ville få langt færre boliger til rådighed for genhusning af hjemløse; med andre ord ville en realisering af salget have betydet en ensretning (ved at indskrænke borgernes muligheder for at vælge at leje frem for at eje deres bolig) samt en hårdere marginalisering af de, der af den ene eller den anden grund "falder udenfor" i form af mere bolignød og hjemløshed blandt de dårligst stillede.
Et af de områder, hvor lovgivningen hidtil har tilladt en rimelig grad af frihed til forskellighed er skoleområdet, specielt folke- eller grundskolen: Sideløbende med dén offentlige folkeskole, der gratis tilbydes alle børn, har mennesker med ønsker for deres børn, som folkeskolen ikke kan (og ikke nødvendigvis skal kunne) tilgodese, frit kunnet vælge at oprette skoler, der bygger på andre religiøse, politiske, filosofiske eller etiske livssyn end folkeskolen.
Dette har i dag udmøntet sig i mange forskellige retninger; vi har traditionelle privatskoler med stor vægt på det boglige for "elitens" børn, skoler i den folkeoplysende, Grundtvig-Koldske tradition, Rudolf Steiner-skoler, der bygger på et helt andet pædagogisk grundsyn end folkeskolen, skoler med vægt på det musiske eller kunstneriske, religiøse friskoler, som bygger på forskellige kristne og muslimske udgangspunkter - og meget mere.
Mange, især mindre, fri- eller privatskoler er simpelt hen blevet opsøgt som åndehuller fra de nedslidte, overfyldte betonhelveder, som mange storbyskoler desværre har fået lov at udvikle sig til. Da forskelligheden mellem de forskellige skoler hidtil kun har været reguleret af et overordnet kvalitetskrav om, at undervisningen skal "stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen" og det mere ideologiske mål, at de skal "forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre" (lov om friskoler og private grundskoler mv., §1), er der ingen tvivl om, at de mange former for friskoler har været et væsentligt bidrag til mangfoldigheden i det danske samfund og specielt har gjort det muligt for mange at vælge en skolegang for deres børn, der passer med deres eget livssyn.
Dette kan imidlertid snart få ende.
Undervisningsministeriet har p.t. et lovforslag i høring med høringsfrist 3. december 2004, der kan gøre det næsten umuligt at drive en friskole efter pædagogiske principper, der afviger fra den "statsautoriserede" linje i folkeskolen.
Ifølge den gamle lovgivning skulle friskolerne som sagt "forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre". Ifølge lovforslaget skal de endvidere "udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene". Hvor sympatisk dette end er formuleret, afslører det dog også, at udgangspunktet for denne formulering er en mistænkeliggørelse, som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget: Man ønsker at blive i stand til at kontrollere og lukke de skoler, som i dag antages ikke at leve op til dette krav.
Den væsentligste stramning i de foreslåede regler ligger imidlertid i den uskyldige formulering, at skolerne skal udarbejde detaljerede del- og slutmål for alle fag. Finder undervisningsministeriet, at disse slutmål i en eller anden henseende står tilbage for dem, som er beskrevet for folkeskolen, kan skolen blive tvunget til i samtlige fag at rette sig efter folkeskolens "fælles slutmål", hvilket blandt andet vil sige, at skolen tvinges til at lade sig evaluere efter obligatoriske, standardiserede elevtests i 2., 4. og 6. klasse.
Skolerne forhindres i dette tilfælde i selv at tilrettelægge elevernes indlæring efter deres egne pædagogiske principper, eftersom de tvinges til at lade sig evaluere (under trussel om lukning) efter tests, der er skræddersyet til folkeskolens læseplaner.
Kontrollen kan, hvis Undervisningsministeriets embedsmænd finder anledning til det, tage karakter af decideret metodetvang. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår nemlig, at "det samtidigt [fastsættes] som et krav, at ikke alene undervisningen(...) men også de slutmål og delmål, som skolen fastsætter for sin undervisning, skal stå mål med de slutmål og trinmål, der gælder for folkeskolens undervisning".
Hvis man for undervisningen i folkeskolen som udgangspunkt har sat som mål, at eleverne skal kunne læse flydende ved udgangen af 1. klasse, vil man således kunne pålægge alle friskoler det samme - også de, der rent pædagogisk lægger vægt på, at denne del af indlæringen først hører hjemme i 2. klasse (dette gælder f.eks. Rudolf Steiner-skolerne). Samtidig skærpes kravene til de "eksterne tilsynsførende", som skolerne i dag vælger til at sikre, at deres undervisning lever op til de almindelige kvalitetskrav, man må stille til en skole, så meget, at det kan blive svært for skolerne selv at finde nogen, der vil påtage sig hvervet.
Resultatet af stramningerne og kravene til del- og slutmål vil blive en ensretning af skolesystemet og i sidste ende en afskaffelse af friskolernes særpræg.
Det vil som før være muligt at lave privatskoler, men friheden til at lade dem afspejle grundlæggernes egne livssyn og ønsker for deres børn vil blive væsentligt begrænset, og samfundets mangfoldighed forringet. ”Pacerskoler” for borgerskabets børn vil der stadig være plads til, mens religiøse minoriteter og folk, der ikke er enige i folkeskolens grundlæggende pædagogik og menneskesyn, vil få meget svært ved at grundlægge skoler, der afspejler deres eget livssyn.
Endnu engang er det lykkedes en angiveligt "liberal" regering at tage et væsentligt skridt hen imod en større uniformering og ensretning.
Resultatet af ensretningen vil betyde en indskrænkning i folks mulighed for at vælge den skole, de mener passer bedst til netop deres barn, og en hårdere marginalisering af de børn, på en eller anden måde ”falder udenfor” folkeskolens pædagogik og sociale struktur.
Og som altid kan det kun gøre os alle fattigere.