Det fælles bedste

 
Det følgende udgør tredje afsnit af min digtcyklus Frihed og Liv, som jeg skrev i 2012. Du kan finde fjerde afsnit her.

III. Det fælles bedste

1.
En morgen kigger jeg ud over havet -
jeg hænger stadig lidt i drømmen fast;
ser vandet slå den strand, det selv har lavet, 
ser bølgen lande med sin hvide last.

2.
Jeg ser det store, stormomsuste hav
hvor jeg har valgt at ende dette liv;
jeg ser det som en skal besat med rav,
et smykkeskrin til minde om min viv.

3.
Fra morgenkaffens triste mavesyre
slæber jeg mig ned med tunge skridt -
jeg følger hver dag samme procedure,
den vej, jeg har i træets årer slidt.

4.
På stranden dvæler jeg ved bølgens skum
og mærker vindblæst havets salte sprøjt;
højt over sandet troner klinten grum
og kerer sig om verden ej en døjt.

5.
Jeg trækker mine skridt langs stranden hen
mod badebroens planker i det fjerne;
jeg går som bare én af mange mænd
som hver dag følger blindt sin egen stjerne.

6.
Den gamle, stejle trappes stolte træ
er klinet kærligt ind i klintens krop;
gelænderet fører mig fra strandens læ
til stormomsuste vidder ved dens top.

7.
Langt borte skimtes nu et ensomt spir;
mod horisonten må jeg styre mine skridt.
Det er nu, jeg vågner rolig, nærmest fattet
skønt vejen har mit hjerte længe slidt.

8.
Jeg nærmer mig den gamle kirkegård;
udsøger mig den alt for friske sten.
Blandt dem, der stod her hundredevis af år
alene står en sirligt mejslet én.

9.
Kun alt for godt jeg husker hendes smil
den dag, hvor vores trygge tosomhed
blev knust i mødet med en flygtig bil
som styrtede mig i sorgens dybder ned.

10.
Jeg dvæler længe ved den lille grav
og gør til sidst mod havets vidder front.
Jeg hulker mine desperate krav
men ved, at det som altid er omsonst.

11.
Men du! Du ved med disse ting besked;
er kommet, følger nu min tunge gang - 
den daglige svælgen i min ensomhed
og føler intet af mit hjertes trang.

12.
Du kommer fra den fjerne verdens larm;
vil drage mig tilbage i det felt
som jeg forlod, da gråden blev for varm.
Nu kommer du, min arme, unge helt

13.
med bud om denne syge verdens trængsler
og blæser på den smule sjælefred
jeg her har fundet, fjernt fra alle længsler.
Så sig dog frem, hvad bringer dig herhid?

14.
Min unge ven, kom bare hen til kanten
og se engang det smukke sceneri -
se bølger bryde klipper som minsandten
vil flå den arme krop, der falder i.

15.
Mærk frygtens hårde favntag om din hals
når du forstår, hvordan du dig forbrød.
Du tror, min stille lykke er til fals
for dem, som slukkede selve livets glød?

16.
De gamle chefer holder aldrig op
med deres endeløse rænkespil,
og her står du med mig på klintens top
og tror, at jeg nok snart vil skubbe til.

17.
Bliv ej så hvid i hovedet, lille ven!
For efter alle disse mange år
i ensom værdighed jeg ej går hen
og giver din familie samme sår.

18.
Så tal dog nu, du arme, bange fløs!
Lad mig blot høre de gamle chefers bud;
fortæl, om stadig i en evig døs
de trækker alle vigtige sager ud?

19.
Så tungt det er at høre dine ord - 
jeg mærker pligtens gammelkendte kald
og ved, min modstand ikke nytter spor;
jeg følger verdens endeløse fald.

20.
Jeg husker, før jeg trak mig selv herop
hvordan jeg kæmpede for en mening i
en verden, der var ved at give op
et samfund, der var råddent indeni.

21.
Du ved, hvordan jeg nøje overvågede
at alles bidrag som en vældig flod,
en strøm af rigdom, alt ved flid opnået
til alle flød, skønt mange ej forstod.


22.
Med fugleperspektiv jeg sad tilfreds
og rettede blikket mod den store maskine.
Jeg var ved skrivebordet i mit es
og kæmpede stolt for landet at velsigne.

23.
Dog var der stadig fjendefolk iblandt os
som ikke elskede fællesskabets norm
som ikke kerede sig om, hvad jeg vandt os,
som gnavede i vort samfund som en orm.

24.
Der fandtes mange af de uromagere!
Som ikke blot ku' passe deres egne sager
men smittede andre borgere med deres klager.
De blev med tiden mine værste plager.

25.
For nogle var det blot for svært at finde
et bidrag for dem selv at komme med;
måske de egentlig mere ville være,
og ej kunne nøjes med deres eget sted.

26.
De troede i hvert fald selv, de havde ret;
at mennesker selv kunne vælge deres vej
at de kunne tage vores alles velfærd let,
men derved faldt det ansvar jo på mig

27.
at sørge for, at hver mand gjorde sin del.
Nu mødtes de i få og spredte klubber
men prøvede på at sprede smitten helt
og "frelse" hver en uansvarlig slubbert

28.
fra deres enkle, klare samfundspligt.
De mødtes hemmeligt og fik en snak
men derved endte ikke deres svigt.
Jeg måtte gribe ind, før alting sprak.

29.
Jeg slog med politi ubændigt ned - 
optrævlede mangen oprørs-terrorring!
Kun få hjalp vores grusomhed på gled
men andre fattede aldrig nogen ting!

30.
Så gik det da, som det jo måtte gå
- en gruppe af de værste aktivister
som skulle standses, før de kunne nå
at konspirere mod vor statsminister

31.
blev sprængt af vores gode politi.
De bankede på med mistanker om mord
og lederens datter åbnede, fordi
de andre først skulle skjule deres spor.

32.
Den smukke unge kvinde nægtede alt.
Jovist havde faderen gæster på besøg,
for denne dag til kortspil de havde valgt -
men inspektøren var der som en høg.

33.
Hun løj! Kunne hun nu se at komme af vejen! 
Men datteren ville ingen lukke ind,
og hendes vrede gjorde vor mand forlegen
indtil han gentog: "Væk med dig, forsvind!"

34.
Men datteren holdt stædigt fast på sit
og fandt sig snart i håndjern nede på jorden,
mens vore helte pågreb alt det skidt,
hver konspirator, farlig og forloren.

35.
Den datter skulle blive alle en lære
for politikaptajnen hævede foden
og trampede hendes arme lille pære
som sprang, præcis som var den overmoden.

36.
Den arme oprørsleder blev helt hvid
og slog sig farligt, vildt i sine lænker
men så nu resultatet af sin flid - 
en følge af de farlige oprørsrænker.

37.
Hans datters hoved var en blodig pøl
og selv blev han sendt langt bort, i fængsel.
Hans hus blev derpå raskt og uden nøl
brændt ned. Vi knuste hvert et håb, hver længsel,

38.
alt hvad han indtil nu havde levet for.
Vi gjorde det lige for øjnene af hans mænd
som tav og græd og spurgte os: "Hvorfor?"
- de fandt nok svaret, der hvor de skulle hen!

39.
Alt, hvad han indtil nu havde levet for
var her i denne time blevet knust
præcis, som selv det mindste skud forgår
når sletten bliver af vinterstorm omsust.

40.
Så mange mennesker var der i vort land
som levede i en håbløs situation,
som led med kedsomhed og svag forstand,
fortvivlelse og mild desperation.

41.
De fandt sig blindt i jobbets slaveri,
den trældom som de havde i skolen lært,
for helt af dette pengemageri
jo afhang det liv, som de havde kært.

42.
Så heldige var vi ej med denne mand,
han ville aldrig gå på kompromis -
var en af dem, som intet andet kan
end det, hvortil han drives inden i.

43.
Han blev ført bort i lænker, arme mand
- i lænker, som sad klinet om hans hjerte
mens hulk fra vanvidsgrådens ydre rand
forvrængede rummet med hans dybe smerte.

44.
De tog ham med til landets værste fængsel
og det, skønt manden allerede var knækket;
det triste liv i evig frihedslængsel
den sidste oprørsspire nok fik stækket.

45.
Men pludselig havde han mængdens sympati
og på en ussel teknikalitet
blev han, skønt stadig halvdød indeni
sat fri, som var der aldrig noget sket.

46.
Du ved det jo, min arme, unge ven!
Du ved, hvordan en blodig oprørshær
med mord vore byer hærgede igen;
du ved, hvorfor jeg tager mig det nær.

47.
Hvad tænkte jeg den dag, da bomben sprang?
Den bombe, som var kun til mig bestemt
min hustrus blide, evigt kærlige sang
fik standset, da hun tasken havde glemt

48.
og derfor gik tilbage til vor bil.
For al  min møje fik jeg denne løn.
Et smadret liv, en hverdag uden smil!
Vor verden er i sandhed ikke køn.

49.
Jeg sad tilbage en måned eller to;
fik renset ud, men fangede aldrig ham
og fandt til sidst min egen indre ro -
lidt fred heroppe fra min sorg og skam.

50. 
Her vandrer jeg hver dag, som du har set
og dvæler ved min elskede hustrus grav.
Jeg ved kun dårligt, hvad der nu er sket
men håber, de forvalter alles tarv.


Carsten Agger
Foråret 2012

[ agger, Sat 07 Feb, :12:01: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: