Et poetisk manifest

 

ET POETISK MANIFEST

En digters job er mestendels at digte,
at kombinere ord i lange kæder
og dette uden nogensinde at svigte
det ideal, at sangen skaber glæder
og åbner læserens krop og sind og sanser
alt mens det med sin egen indre styrke
med taktfast elegance fremad danser
og tryllebinder den, som digtet dyrke.

Skønt andre kunster også dyrkes kan 
(computerspil og film og rockmusik
er alle populære i dette land
og hjælpes godt af al den ny teknik)

har poesien stadig al sin kraft
og bærer tanke og mening bedst af alt.

Hvor ellers finder vi den kraft, den saft
der fylder den, der én gang får fortalt
historien om Odysseus' store færd
Aladdins lange vej til lampens ånd,
om Satans kamp mod himlens englehær,
Arjunas mod og Ramas stærke hånd?

Når præstens Vedasang en dag forstummede
var selve skaberværket rindet ud
og derfor var det, bjerge og dale summede
af liflig sang, som gik til himlen bud.

Ja, verdner kunne på et værk funderes;
Athen var intet uden disse sange
som årligt blev for alle reciteret -
Odysseus og Akilleus og de mange
heroiske, utrolige bedrifter
der blev fortalt af selveste Homer
var kernen i den by, hvis mange skrifter
grundlagde Vestens tankegang, og mer!

En mand som Shelley satte sig et mærke
som talerør for frihedens politik -
det mærkede senere mange af de stærke
da de med Gandhi nok at gøre fik.

Og hvem var det, som nedsleb Danmarks bjerge
som hyldede vor middelmådighed
og skabte et folk af selvtilfredse dværge
hvis ikke digteren Grundtvig og hans lunkne kristenhed?

Et digt kan altså ændre verdens gang
og endnu efter hundredevis af år
fortrylle menneskeheden med sin sang.
Hvilken anden kunstform mon formår
at ryste selve verden i dens grund?

Og hvad er det ved digtet, som forlener
dets enkle linjer talt fra sjælens bund
med vældig skaberkraft, som smukt forener
en digters skæbne med en læsers sjæl?

Det taler med en stærk og vedholdt takt - 
en rytme, som en sprogets melodi
udfolder, som ej blot får noget sagt
men også rammer læseren indeni.

Et væld af konsonanter og vokaler
forbinder sig og flyder i en strøm
af lydlig farve, som til hjertet taler
med sælsom skønhed, som en halvglemt drøm.

Et lille digt kan opsummere livet, 
kan skære lige ind til sagens ben
og lægge blot de længsler, som er givet
os mennesker, som skarpe ædelsten.

De lange digte flyder som historier,
fortryller læseren med deres mange ord -
selv værker uden litterære kalorier
kan sætte sig i folket lange spor.

I en tid, hvor poesien er fornedret,
hvor ambition og skabertrang er glemt
og uden rim, metrik og klang tilpas "forbedret"
så selve skabelsen går alt for nemt

gør andre medier digtet rangen stridig.
De gamle sange bliver til romaner,
en form i bedste fald så stærk og smidig
at den kan virke stærkt på mange planer.

TV, standup-show, skuespil
er andre former, som har fået fat
hvor stadig sproget frodigt blomstre vil
så publikum må klappe som besat.

På digtet skønner nu vist kun de få.
Engang var versekunsten simpelt hen
en velkendt måde at skrive tekster på,
mens digterkronen vandtes af de mænd
som enestående linjer ku' formå
at prente ned i selve verdens sjæl.

I dag har digterstanden glemt sit kald.
Man fremstår flov ved al den ambition
og morer folk med vid og festligt lal
mens kraften gemmes væk som en dæmon.

Og dog er digtet stadig det af alt
som rammer tættest på vor menneskesjæl -
udtrykker just vor tankes rå gestalt
og rejser i vort væsens muld en pæl

som stolt frembærer hvert enkelt menneskes flag.
De andre former er alt, hvad de er -
blot kommer der helt uden tvivl en dag
hvor digtet atter frem for alt vil være

den motor, som fortællingen giver fart,
som huskes udenad og videregives
bevarer hver en stemmes egenart
og trodser glemslen i århundredevis.


Carsten Agger
December 2012

Billede: Erato, af Francesco Furini (1600-1643).

[ agger, Sat 17 Jan, :12:05: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: