![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Frihed og liv - fortale
Lidt tanker om den moderne verdens problemer og paradokser.
Jeg sidder her en frossen vinterdag og tænker over tidens store gåde: At skønt vi mennesker, fra stress og jag befriet, endelig burde kende en måde at leve fredeligt i værdig ro så kender vores samfund ingen nåde, men kræver, én skal knokle løs for to. Vi har nu ellers viden og teknik, maskiner, som med mad og tøj og sko og alskens viden for enden af et klik, os gavmildt, overdådigt vil forsyne - mens tid og liv vi aldrig nok af fik. Vi lader sjældent tanken modigt lyne, vi bruger ej teknikkkens overskud, men kravler sløvt i skjul under vor dyne af tanketomt, kulturløst pjatudbud. Vi flygter fra vort eget sinds dæmoner, vi kæmper for at fylde tiden ud og undgår helst de trælse situationer hvor klart vi ser vort eget hykleri. "Du taler vagt, hvad mener du?", det toner fra læseren, da han kom her forbi. Nuvel, det er ej vanskeligt at se et ret så flittigt tankepoliti bag tanken om, at vor kultur måske er større end de gamles overtro. I dag vi alle frem i livet iler, vi knokler for at svare enhver sit; vi sætter os i verden fast som igler som ved, hvad der er dit, og særligt: Mit. De fremskridt, som er sket de sidste år os hæver over alt det gamle skidt. Det værste i det gyselige arkiv historien udgør, er dog overtro - en snak, der viser alle, hvor naiv vor race var i sine barnesko. I vore dage ved vi meget mer og tror nu ikke længere, at en ko har verden skabt og givet dårligt vejr; og heldigvis vi aldrig mere "ser" de væsener, hvis dystre skyggehær ku' skræmme vores samfunds gamle spidser. Ej spøgelser, gespenster ser vi her ej trolde, vætter, dværge, alfer, nisser. Vi vil ej mere om disse syner fable, og det os om vor klogskab klart forvisser. I stedet har vi vores formidable, soleklare betonrealiteter. I dybe lag kan vi begreber stable, vi måler ned til sidste millimeter, beskriver alt eksakt med videnskab. Vi har ej mere guder og profeter, og det kan man vist ikke kalde et tab når vi på nøje styrede elektroner tilsat en smule teknisk lidenskab, på løbske, farlige bølgekvantfotoner kan bygge en helt ny teknologi. Det hjælper os i mange situationer og gør os dejligt stolte indeni; vi kender verden nu som aldrig før og har maskiner, som kan stå os bi. *Frie* er vi nu som aldrig før, frie til at køre, hvorhen vi vil. Frie er vi lige, til vi dør, og ved, hvad vi skal bruge friheden til. Vi samler derfor penge, så vi kan få råd til brød og dejligt skuespil, til alt, hvad alle er enige om, at man må have for at nyde livet ret. Du vil nok have et hus, jo det går an - en seng at hvile i, når fuld og mæt du om kan dejse efter dagens fest, når livets larm har gjort dig ganske træt. Er der i denne tomhed ingen rest af ædel stræben, menneskelig skabertrang? Og rider jeg for hårdt mon denne hest spolerer med sarkasme rent min sang? For sagen er, at i moderne tid har mennesket nået sejre, som en gang man kun ku' drømme om; som sparer slid og vores liv gør helt utroligt nemt. Det er slut med gammeldags beregningsflid for i computeren bliver vore data gemt og ikke kun det: Af digital logik er tankeslotte bygget, så helt klemt er filosofisk væv af empiri: Kan alle gåder løses? Her er svaret ret negativt for Hilberts dogmatik. Os *verdener* har kvanten åbenbaret - en verden, som til vores frygt nu bølger så ej den virker alt for vel forvaret. Så store intellektuelle følger, så stor og magisk verdenspoesi det nytter ej, jeg for min læser dølger er rundet af den ny teknologi. På brændstofbåren vinge afsted vi iler. For mange byder verden på komfort. Mod smart forbundenhed vi alle stiler; for os nyrige kan det blive en sport at tænke på, hvor håbløst alt var før. I gamle dage var vor verden sort, af overtroisk rædselstale skør, mens sult og ubehandlet sygdom hærgede - ej længere vore børn i vuggen dør. Hvor ofte har vi ej vort held besværget fordi vi lever i en teknisk tid hvor ofte helt man kunne have forsværget at der engang kun fandtes sult og nid? Her i modernitetens trygge varme lever vi med hjælp fra vore maskiner et liv, som selv om vor teknik kan larme kun fabler, profetier og drømmesyner kunne have varslet for de gamle. Alt sammen rigtigt, men! Vi ville lyve hvis vi nu påstod, at det er uden problemer at lade al maskinteknikken flyve. Blandt videnskabens flotte teoremer er ét, som siger at alting har en ende og nu, hvor jorden nærmest har eksem af den ild, vi kan med kul og olie tænde så ved dog alle, at selv atomkraft rækker kun til den dag, vi må det sidste brænde. En mærkelig dårskab sine kløer strækker tværs gennem styringen af vore affærer, som i en ubegribelig retning trækker. I skolen er det jo, vi alle lærer at for al vækst et sted der må være grænser, så selv når fremskridtsguden fromt vi ærer dén lærdom dog fornuftigvis vi ænser. Undtagen lige med økonomien! Med krav om stadig, evig vækst den flænser ressourcer her til cellekolonien hvorfra vi sender vækstens metastaser - jeg tror, vi alle kender melodien. Ja, *kræft* er just det, som i alle faser i vækstfilosofien mening finder, som bliver ved, til værten er i laser og først udfries, når dens død oprinder. Kun kræften lever af uhæmmet vækst; og når enhver begrænsning helt forsvinder bliver mennesket som en væmmelig, stærk gevækst, en knude midt på selve jordens bryst, som først vil standse sin uhæmmede vækst den dag, vi har af Hende livet kyst - vor Moder, livets ophav, vor natur. Hvem har mon til at profetere lyst når viseren på verdens store ur står stille meget tæt på klokken tolv og fremtiden sig former som en mur? Nej, verden er ej endnu blevet gold - måske endnu et håb vi kunne nære at folk i andet end pengemagtens sold af verdens varselstegn vil tage ved lære og standse helt med klog ansvarlighed det vanvidsræs, som væksten satte i gære, og hjælpe en holdbar udvikling på gled. Vi NU kan standse op ved afgrundens rand og følge en kurs, hvis bæredygtighed os fjerner langt fra vækstens evige brand og giver os en fremtid mere grøn. Men pengestrømmen er en slem tyran som tror, at verden er en bundløs brønd, som vægter mere end solidaritet en evig sikring af sin egen løn. At dele kagen uden rivalitet imens man sikrer alle deres del forpurrer en samling hos en minoritet som rigmandsstanden holder for sig selv. En lige fordeling truer plutokratiet, men hvis enhver skal have en rimelig del så må vi splitte ligeligt partiet - men så går vi deres formue for nær. Hvis hver frit nyde skal demokratiet må altså mere vi producere til hver - men så må evigt produktionen stige og så er katastrofen stadig her. Det nemt nok er for mig at sidde og sige hvad med alt dette nu der burde ske - men nytter det, når nu alt andet lige det alt for nemt for alle er at se at intet godt ved noget vil blive gjort før varmestorm og hungersnød slår til? Det er ikke svært at se fremtiden sort, lidt sværere er det glad og optimistisk at true dystre varselsskyer bort og tro på frelsen fra en liberalistisk, pengemagtsbaseret styreform. Jeg tænker gerne glad og idealistisk på fremskridt, som vil tage os med storm men vil og vide, om truslen mod vore liv kan standses, før vi som de usle orm vi ligner i det store perspektiv bliver mast af klimaændringslokomotivet. Selvfølgelig har vi stadig vore liv, men hvad betyder det for troen på livet hvis ikke mere til næste generation vi tillidsfuldt kan overdrage skibet fordi vi selv har afbrændt hele Jorden? Så ja, vi har noget glæde af vor teknik, og dog har den os bragt en situation hvor let vi mister mere end vi fik og dette sætter selvklart nok en grænse for fremskridtstroens glædesmatematik. Så lad os derfor nu i stedet ænse hvad udviklingen har bragt af kompetence, hvad håb vi har fra frihedens ambulance før vi vor jord er færdige med at lænse. Med det på plads vil endelig jeg mig skynde og uden mere ståhej min sang begynde! Carsten Agger Januar 2012