Guldhornene

 

     De higer og søger
     I gamle Bøger,
     I oplukte Høie
     Med speidende Øie,
     Paa Sværd og Skiolde
     I muldne Volde,
     Paa Runestene
     Blandt smuldnede Bene.

     Oldtids Bedrifter
     Anede trylle;
     Men i Mulm de sig hylle,
     De gamle Skrifter.
     Blikket stirrer,
     Sig Tanken forvirrer.
     I Taage de famle.
     
     "I, gamle, gamle
     "Hensvundene Dage,
     "Da det straalte i Norden,
     "Da Himlen var paa Jorden,
     "Giv et Glimt tilbage!"

     Skyen suser,
     Natten bruser,
     Gravhøien sukker,
     Roser sig lukker,
     De øvre Regioner
     Toner.
     De sig møde, de sig møde,
     De forklarede Høie,
     Kampfarvede, røde,
     Med Stierneglands i Øie.

     "I, som raver i blinde,
     "Skal finde
     "Et ældgammelt Minde,
     "Der skal komme, og svinde.
     "Dets gyldne Sider
     "Skal Præget bære,
     "Af de ældste Tider.
     "Af det kan I lære.
     "Med andagsfuld Ære,
     "I vor Gave belønne!
     "Det skiønneste Skiønne,
     "En Mø
     "Skal Helligdommen finde."
     Saa synge de og svinde.
     Lufttonerne døe.

     Hrymfaxe, den sorte,
     Puster, og dukker
     Og i Havet sig begraver.
     Morgenens Porte
     Delling oplukker,
     Og Skinfaxe traver
     I straalende Lue
     Paa Himlens Bue.

     Og Fuglene synge.
     Duggperler bade
     Blomsterbade
     Som Vindene gynge.
     Og med svævende Fied
     En Mø hendandser
     Til Marken afsted.
     Violer hende krandser.
     Hendes Rosenkind brænder.
     Hun har Lilliehænder.
     Let som en Hind,
     Med muntert Sind.
     Hun svæver, og smiler;
     Og som hun iler,
     Og paa Elskov grubler -
     Hun snubler,
     Og stirrer, og skuer
     Gyldne Luer,
     Og rødmer, og bæver,
     Og zittrende hæver
     Med undrende Aand,
     Af sorten Muld
     Med sneehvide Haand
     Det røde Guld.

     En sagte Torden
     Dundrer.
     Hele Norden
     Undrer.
     
     Og hen de stimle
     I store Vrimle,
     og grave og søge,
     Skatten at forøge.
     Men intet Guld!
     Deres Haab har bedraget;
     De see kun det Muld,
     hvoraf de er taget.

     Et Sekel svinder.

     Over Klippetinder
     Det atter bruser.
     Stormenes Sluser
     Bryde med Vælde.
     Over Norges Fielde
     Til Danmarks Dale
     I Skyernes Sale
     De forklarede Gamle
     Sig atter samle.

     "For de sieldne Faae
     "Som vor Gave forstaae;
     "Som ei Jordlænker binde,
     "Men hvis Siæle sig hæve
     "Til det Eviges Tinde;
     "Som ane det Høie,
     "I Naturens Øie;
     "Som tilbedende bæve
     "For Guddommens Straaler,
     "I Sole, i Violer,
     "I det Mindste, i det Største;
     "Som brændende tørste
     "Efter Livets Liv;
     "Som - o, store Aand
     "For de svunde Tider!
     "See dit Guddomsblik
     "Paa Helligdommens Sider:
     "For dem lyder atter vort Bliv.
     "Naturens Søn,
     "Ukiendt i Løn,
     "Men som sine Fædre
     "Kraftig og stor,
     "Dyrkende sin Jord,
     "Ham vil vi hædre:
     "Han skal atter finde."
     Saa synge de, og svinde.
     
     Hrymfaxe den sorte,
     Puster og dukker,
     Og i Havet sig begraver.
     Morgenens Porte
     Delling oplukker,
     Og Skinfaxe traver
     I straalende Lue,
     Paa Himlens Bue.

     Ved lune Skov
     Øxnene trække
     Den tunge Plov,
     Over sorten Dække.
     
     Da standser Ploven,
     Og en Gysen farer
     Igiennem Skoven.
     Fugleskarer
     Pludselig tier.
     Hellig Taushed
     Alt indvier.

     Da klinger i Muld
     Det gamle Guld.

     Tvende Glimt fra Oldtidsdage
     Funkler i de nye Tider.
     Selsomt vendte de tilbage,
     Gaadefyldt paa røde Sider.
     
     Mystisk Helligdom omsvæver
     Deres gamle Tegn og Mærker.
     Guddomsglorien ombæver
     Evighedens Underværker.

     Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
     Snart maaskee de er forsvunden.
     Jesu Blod paa Herrens Alter
     Fylde dem, som Blod i Lunden!

     Men I see kun Guldets Lue,
     Ikke det ærværdigt Høie;
     Sætte dem som Pragt til Skue
     For et mat nysgierrigt Øie.

     Himlen sortner, Storme brage;
     Visse Time! du er kommen.
     Hvad de gav, de tog tilbage.
     Evig bortsvandt Helligdommen. 

     Adam Oehlenschläger (1779-1850)

I anledning af, at guldhornene (dvs. kopierne) nu er stjålet igen.

[ agger, Mon 17 Sep, :08:51: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: