Langballen og hans fætter

 

     LANGBALLEN OG HANS FÆTTER

     Der var en gang en selvgod præst fra Thorning
     så kristen, at han hadede muslimer.
     Han ville gerne skaffe os en ordning
     så de ku sendes hjem i store stimer.

     De er jo nemlig farlige, de muslimer:
     De tror på deres gud og går i kirke
     mens ej en sjæl, når præstens klokker kimer
     med salmesang velsigne vil hans virke.

     Og mens de danske sæder sig fortoner
     i amerikaniseret åndløshed
     så holdes strengt på gamle traditioner
     i den forvorpne fremmedmenighed.

     En god muslim sit arbejde troligt passer
     og tænker mest på sin families vel
     mens mange kristne - ja, vi ved det passer -
     med alkohol forgifter deres sjæl.

     Engang forstod de danske ret at sætte
     god pris på tradition og gammel skik -
     da simpelt, sparsomt brød hver mund ku' mætte
     og Dannebrog til tops ved alsang gik.

     Da kom de væmmelige, nye luner
     med sex og hash og fandens rockmusik.
     Ej mere ville de danske riste runer
     og bede fromt i al den tid, der gik.

     Da kom de væmmelige, nye toner
     med milinægteri og flower power
     mens slaphed, sløvhed, andre religioner
     forslugent ind i vor nation sig skarver.

     Hvad gør man så, hvis navnet er Langballe
     og landets tro er næsten gået heden?
     Man ser, om ikke man kan knalde
     muslimerne med tricks fra evigheden:
     
     Det er klart, at hvert et tab, som vi har lidt
     fra præsten sorgløst legede i sit hjem
     som barn, har vi i hovedet fået smidt
     fordi for tyrken døren stod på klem.

     Men hvad skal vi om disse fremmede sige,
     når flinkt de passer hvert et smudsigt job
     og deres børn uddanner uden lige -
     hvordan kan vi så egentlig sige stop?

     Måske hvis vi kan sige noget rigtig slimet
     om den perversitet, de skamløst nyder,
     hvis fæl depravitet til dem bliver limet
     så man kan se, de alle er forbrydere?

     De folk er farlige fjender, som vi ved,
     og sandheden må derfor bøjes harmløst;
     den skam, hvorom vi alle ved besked
     afvasker vi os selv og lyver skamløst:

     Hvem ved, hvad hvert et vestjysk præstehjem
     er svangert med, en datter og en kordreng?
     Vor skam er drukken kvindevold så slem
     at mangen skønhed døde i sin seng.

     Så råber vi, så ørerne de kimer
     at vi vil ikke have dem her, de gode,
     de væmmelige, voldelige muslimer.
     Så kan vi atter få vort land på fode!

     Hvordan kan vi, som vor kultur har mistet
     dog nogen sinde håbe den tilbage
     når altid vores selvtillid bliver ristet
     af dem, som faktisk sku' vore gader feje?

     Men når folk hader dem, og kun foragt
     os holder fra at brænde deres huse
     så jager vi dem ud, og uden snak!
     Den dag vil Dannebrog i vinden suse.

     Den dag vil Dannebrog i vinden vaje
     når atter vi vort eget korn kan meje
     og alsang på hver dejlig spejdertur
     vi sjunge, før vi napper os en lur.

     For da er Danmark atter skuret rent
     og da er Danmark atter blevet pænt
     Da vil vi have fået en Ny Ordning
     alt takket være en sognepræst fra Thorning!

En lille kommentar til ophævelsen af Jesper Langballes parlamentariske immunitet, som andre i øvrigt allerede har kommenteret fyldestgørende.

[ agger, Sat 19 Jun, :23:14: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: