Pilbrodalen

 

Pilbrodalen er en dal, som 
ligger tæt på, hvor jeg bor.
En dag den trak mig til en ensom
tur, hvor bæk og eng sig snor
imellem grønne bakker. Det var
lige efter vinterkulden
græsset havde en sygeligt-gullig
duft, som vistnok kun var mulig
nu, hvor sneen tungt havde hvilet
mange måneder på alt;
råddenskab af bærme spilet
havde næsten græsset kvalt.
Der var smukt, men også trist
som om alt var døden nær
og snappede efter vejret. Trist!,
når alt er blegnet, fjernt og svagt
når verden syg ved lejet ligger.

Fra råddent skelgræs rettes spagt
blikket mod en enlig bæk
og en spiret, hengemt kornmark.
Vandrer længe langs en hæk
giver lige en knold et spark
til jeg kommer, hvor jeg ville:
Lav og grøn og smuk, en eng.
Nyde den måske jeg ville,
bruge græsset som en seng;
se den brede sig ud for blikket,
mens hvert græsstrå stumt forjætter
en verden bagved øjeblikket
som på fantasien vinger sætter.

Ak, den eng er næsten druknet.
Gulligt græs mod himlen sygner, 
bag det grå er solen sunket;
ganske tomt og trist det syner.
Fri natur jeg ville søge
for i den mon fred at finde.
Under markens brede bøge
håbede jeg ydmygt at linde
på de mørke, tunge skyer
som lagde låget på mit sind.
Jeg så, hvor vinteren tristhed spyr,
så bange sorgen trænge ind
i hver en dyster, skummel sprække.

Marken henlå altså trist, 
sygeligt gulligt-grønt på gråt.
Ingen fugle hang på kvist,
naturens "skønhed" var en spot.
Dog, lidt væk bemærkede jeg
netop noget, som dragede:
Vand, med is og sne derpå
som tøen havde ladet stå.
Træer knejsede over isen,
grønt og hvidt stod frem af disen.

Midt i alt det syge grønne,
nede mod ådalens bund
blinkede iskrystaller skønne
i en lille moselund.
Jeg mig roligt, sindigt nærmede
hvor de tørre, gule siv
brød isen, som af træer skærmet
levede her sit eget liv.
For blikket breder sig et syn,
en sneklædt skovbund spredt blandt søer,
lyser som et klart hvidt lyn
mens de grønne marker tøer.

Men hov! Hvad ligger der? På isen
hviler vist en hvidlig kugle.
Hvad ér det? - tænker jeg, mens brisen
vil mit hår forsigtigt ugle.
En bold, måske - eller blot plast
smidt her som på en losseplads.
Er det en bold, så står det fast: 
Den vil det være mig svært tilpas 
at tage op og lege med.
Det er ej svært, jeg tager den let
blot jeg nu på isen ud
kan tage et par raske skridt,
og kuglen rører ved min hud.

Vist var det begyndt at tø,
men det var kun en uge nu
siden jeg gik på Solbjerg Sø
så *holde* sku' den stadig ku'.
Et par meter lå den ude,
et par meter gik jeg frem;
mærkede kulden på min snude,
gav et vissent siv et klem.
Ved min kugle var jeg fremme -
se, det var en læderbold.
Nu ku' jeg den atter glemme,
der var også blevet koldt.

Først ville jeg dog tage den op
og bukkede mig forsigtigt ned.
Isen gav et højlydt knag -
stille blev jeg i min krop, 
om ørerne jeg blev lidt hed.
Det var vist en farlig sag
om isen nu i denne time brast.

Fra træet over mig der hang
en gren; i den tog jeg nu fat,
forsøgte at tage vægten af.
For sent: For pludselig isen sprang
og åbnede sig med et stort splask
som fladen under mig sig gav
og jeg holdt fast i grenens tynde kvast.

Iskoldt vand omsluttede mig
mens jeg greb fast omkring min gren,
hovedet boblede under vand.
At komme op forsøgte jeg
imens jeg sprællede med mit ben.
To meter væk det tørre land - 
men foden kunne ikke mærke bund.

Jeg plaskede, havde vand helt op 
til lige midt på brystet.
Grenen holdt min tunge krop
kun lidt endnu, jeg mærkede rystet
for den smuldrede, tynd og rådden
fuld af mug, ja nærmest lådden
men holdt dog vandet borte fra min mund.

Jeg forsøgte mig at nærme 
kanten ved at skifte gren,
men den nye var end mere farlig.
Jeg måtte mig mod kulden skærme -
skulle jeg slippe uden mén
skulle min frelse være snarlig.

Jeg forsøgte mig at mave
roligt frem til isens kant.
Hvis jeg farten kunne ave
vi' jeg snart stige elegant
op af denne frosne sø:
Først en arm langt op på isen
stille, rolig, famle, klø;
så forsøge, med en fnisen
grenens sikkerhed at slippe, 
også dén arm op på kanten.
Rolig nu! Uden at glippe,
se, nu lykkes det minsandten.
Langsomt, langsomt frem jeg kravler,
glider stille ind mod bredden;
isens kolde, blanke tavler
holder, ellers var jeg heden.

Bag mig brækker stadig flager
af, når mine ben passerer,
mens jeg roligt frem mig hager
- håbet lyser mere og mere.
Endelig ved græs jeg rører,
hele vejen op mig trækker:
tænker på, hvordan jeg tørrer 
alt mens mine lommer lystigt lækker.

Våd, forfrossen, nys opstanden
men det føles ikke koldt.
Den dukkert har dog ændret planen
- snøret af en lille bold.
Bolden får et stille spark
før roligt mod mit hjem jeg sjosker
langs den syge, grønne mark
mens min tilstand jeg udforsker.

Jeg ved, et vandhul kan være farligt,
at is kan være skrøbeligt i tø,
men tænkte ej, jeg så alvorligt
skulle se, hvor let det er at dø.
Hvem tænker, at en lille pyt
kan være nærmest bundløst dyb?
Jeg mærker også, som noget nyt
at kulden frem af tungsinds dyb
mit lyse sind har lokket.


Den dag var verden trist og grå,
og grå og hvide tågeskyer
lå som tæppe ovenpå
det kvalte græs. Mit eget sind
skiftede nu fra tungsinds mørke
for at lukke livet ind.
Før turen var jeg langt, langt væk
fra glæde, ro og fred;
nu var livet sprunget læk
og glæden dryppede atter ned
som om alt, der skulle til
for at lyse dagen op
var tanken om, at en dag vil
selve livet høre op.

Da jeg først lå der og kæmpede
i det mørke, kolde vand
uden at vide, om jeg kunne redde
livet; da jeg frem mig lempede,
kæmpede for at holde stand -
klar til hver en gud at bede;
da var jeg i fare, truet;
hvis jeg intet gjorde, ville jeg
uden tvivl og ufortøvet
ikke have mere at give af,
hvis for længe jeg havde tøvet
var jeg uden tvivl og hastigt død.

Våd og kold gik jeg nu hjemad.
Våd og kold, men uden at fryse -
traskede, plaskede bare fremad,
så himlen med et gråt skær lyse.

Tænkte: var det virkelig mig
der gik til menneskeland tilbage?
*Døde* dernede faktisk jeg
og ville mit  spøgelse nu plage
verden, som jeg havde forladt den
mens jeg selv på søens bund
rådner, uden at nogen tror, den
mand, de ser, er blot en ånd?

Den vinterdag er stadig med mig
i mine tanker lige siden
hver gang jeg mærker, at måske jeg
risikerer at spilde tiden.
Så er det ret, som for mit hoved
tunge vandkaskader trækkes
og jeg kunne lige så godt have troet
at jeg af vandet atter dækkes.
Så husker jeg, hvor let det gik
at bryde lukt ned gennem isen -
tænker på den kraft, som fik
mig atter op i tågedisen.

Så let det kunne ske igen -
hvem ved, om så jeg redder livet?
Det sætter foran alt et men
som siger: Tag mig ej for givet!

Carsten Agger
foråret 2010

[ agger, Sun 01 Mar, :09:18: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: