Ugens digt: Fjerne bakker
FJERNE BAKKER Så mødte jeg engang på fjerne bakker et kruset ansigt, som af løvet stak, fortalte mig om livet med sin makker og fik et lille, kærligt knus til tak. Hvor end jeg går, jeg møder venlige hoveder, der spirer frem fra græsset ved min fod; jeg smiler stille ad de kære poder - og glæder mig, at jeg dem komme lod. Jeg tænker ved mig selv, at hvert et væsen velsigner verden med sit søde fjæs; jeg løber hid og did med vindens blæsen og synger mig med deres stemme hæs. Carsten Agger