Ugens digt: Frihed og tvang

    Om penge handler det i vores samfund
    om anerkendelse, formelle krav
    om nyttevirkning i det liv, der leves:
    En grænse for det mål, man stræber efter.

    Nyttigt er at lære børn at lyde;
    nyttigt er at lære børn: At tyde
    sære tegn og kodede beskeder
    i mærketøj og farveskærmsmobiler.

    Nyttigt er at skubbe med papirer
    til andre folk, som læser dem en gang
    hvorefter de dem hurtigt skubber videre
    og videre, i en cirkel dagen lang.

    Nyttigt er at sidde på kontorer
    og sætte grænser, sætte skel for folk.
    Givtigt er at bruge mange penge
    på at plage folk, der tænker selv.

    Unyttigt er at hjælpe andre mennesker
    som ikke kan betale dig en løn.
    Unyttigt er at skabe nye verdener 
    hvis ingen vil betale dig derfor.

    Hvis Solens stråler, som på Jorden, rammer
    det korn, som spirer og giver verden brød; 
    det græs, som spirer og giver koen næring
    må Jordens frugt for alle være skabt.

    En mand, som har sit hoved fyldt med solskin
    og nyder livet i så fulde drag
    som lyset falder gennem skovens blade
    og solen bager på gulprikket græsmark;

    som ser på verden for at lade op - 
    og smiler, mens i hovedet et værk
    af samme klare solskin han udruger
    så det kan klækkes og for alle skinne,

    er ikke lige med en mand, som sidder
    hele dagen lang på et kontor,
    passer telefon og drikker kaffe
    og skaffer staten penge, mens han dovner.

    For mens den sidste har vort samfunds stempel
    og garanti, at maden er ham sikret
    så må den første gennem mange krumspring
    før mad og bolig han kan kalde sine.

    Vil blomster man i verden sætte, mens
    man deler gavmildt ud af eget værk
    er løgn og pjæk og mistet søvn det kors
    som alt for mange må i verden bære.

    I vores samfund er vi alle fri
    hvis bare vi os selv kan skaffe maden - 
    men for at skaffe maden må vi lære
    at falde ind i rækken til de andre.

    De siger, at de vil mangfoldighed
    men med mangfoldigheden kan det knibe
    hvis frihed er at gøre som de andre
    og ellers stille på sit kammer sulte.

    Det kalder de et samfund! Men jeg siger,
    og med rette: En *kasernestat*
    hvor alle kan med tryghed, rigdom leve, 
    men prisen er at give dem din sjæl.

    Her tænker du måske, jeg er for hård;
    at vi kan alle yde vores bidrag,
    hvorved vi tjener til vort vand og brød
    hvorefter vi går hjem og lever frit.

    Men sådan tror man kun, når ej man hører
    i pausen fællesskabets stille fordring
    om snik og enighed og fodboldsnak.
    Hvis ikke du er frisk, hvad gør du her?

    At tænke selv, privat, er for de få
    som er så heldige, at de blir betalt
    for noget, som de alligevel ville have gjort.
    Alle andre skal ku' snakke med!

    Carsten Agger

    Uddrag af digtet "Frihedstrang".
[ agger, Sun 10 Apr, :06:46: /digte] - kommentar(er) - link
Ugens digt: Frihed og tvang

Kommentarer:
