– fordi tiden kræver et MODSPIL

12. Dec 2010

Ugens digt: Statuen

 

STATUEN

I hallens hjørne stod en statue tyst;
dens hvide ansigt lyste klart som dagen,
dens øjne blinkede, som til åndens dyst
den ville rejse sig fra søvnens lagen.

Men ånden bag dens øjne som en fugl
var anbragt af skulptørens iltre blæsen
og kæmped fra sit inderlige skjul
imod den gips, der tyngede alt dens væsen.

Med gipsen ned ad arme, ben og klæder
drømte sjælen om at flyve frit;
men tynget af den gips, der var dens arme
forblev den fanget bag sin skal af hvidt.

Oh sjæl! Hvor ku' du stige højt mod himlens trængsel
Skønt du er fanget nu, i livets hvide fængsel.

Carsten Agger
Foto: Statue i Querétaro, Mexico, taget af Jim Cook.

Kommentarer: