Ugens digt: Statuen
STATUEN I hallens hjørne stod en statue tyst; dens hvide ansigt lyste klart som dagen, dens øjne blinkede, som til åndens dyst den ville rejse sig fra søvnens lagen. Men ånden bag dens øjne som en fugl var anbragt af skulptørens iltre blæsen og kæmped fra sit inderlige skjul imod den gips, der tyngede alt dens væsen. Med gipsen ned ad arme, ben og klæder drømte sjælen om at flyve frit; men tynget af den gips, der var dens arme forblev den fanget bag sin skal af hvidt. Oh sjæl! Hvor ku' du stige højt mod himlens trængsel Skønt du er fanget nu, i livets hvide fængsel. Carsten AggerFoto: Statue i Querétaro, Mexico, taget af Jim Cook.