– fordi tiden kræver et MODSPIL

22. Jun 2007

Dagens citat: Autoriteternes snedighed

 
Nu skrev jeg forleden, bl.a. i anledning af balladen i Gaza:

"De seneste dages begivenheder får mig til at tænke på nogle overvejelser om autoriteternes natur i Erwin Neutzsky-Wulffs roman Havet: At tvinge mennesker til at leve under regler så stramme, at ingen kan holde sig inden for dem" ... (osv).

For fuldstændighedens skyld følger her den omtalte passage:
Deri består autoriteternes snedighed: De handler på grundlag af beklageligt tvingende omstændigheder, som de selv har skabt, som de til stadighed skaber med deres handle- og tænkemåde, med deres blasfemiske livssyn.

De ser på verden med klog mistillid, hvorfor verden da heller ikke skuffer denne mistillid.

De skaber systemer, som intet individ kan bevæge sig i, uden at støde imod, og bruger det som en undskyldning for yderligere at stramme skruen. De kriminaliserer menneskets livsytringer, en for en, og giver sig så til at analysere de "forbrydertyper", de har skabt, de hævder arvesynden som et dogme og fastslår nødvendigheden af nye straffelovsudvidelser. De klemmer nøgne mennesker sammen på få kvadratmeter og demonstrerer "territorial-instinktet", de sulter folket og klager over dets materialisme. De retfærdiggør uimodsigelig hver eneste cop og hver eneste bombe. Og den, der ikke kan indse nødvendigheden, er blot blind over for "virkeligheden", den virkelighed, de behersker og danner i deres eget billede.

De accepterer deres autoritet som gudgiven, og forventer, at andre skal opfatte den på samme måde.

De tror på "løgnens nødvendighed" og væver sig ind i et net af løgne, gemmer sig i dem som edderkopper, til trådene trækker sig sammen om dem og kvæler dem. Og når de snubler, klamrer de sig til alle deres tråde og trækker verdner med sig i deres frygtelige fald.
Fra Erwin Neutzsky-Wulff: Havet, Vinten 1978 s. 242-43.

Kommentarer: