![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Om islams skønhed
When you do things from your soul, you feel a river moving in you, a joy.« (Mawlana Jalal-ad-Din Rumi).
Der er mennesker nok i den offentlige debat i Danmark til at gøre opmærksom på negative aspekter ved islam som religion - sådanne debattører findes faktisk til overflod.
Men de synes lidt at modsige sig selv: Hvis denne her religion, som godt nok ikke er den, vi selv er vokset op med, er så forfærdelig, hvordan har så mange intelligente og lidenskabelige mennesker gennem tiderne kunnet tilslutte sig den? En lignende indvending kunne rejses mod kategoriske, f.eks. kategorisk materialistiske og ateistiske modstandere af kristendommen og andre religioner.
Jeg er ikke selv muslim, og kunne (om jeg ønskede at forfølge det her) langt hen ad vejen tilslutte mig en erkendelsesteoretisk kritik af såvel selve tanken om en religion, der bygger på aksiomer, dogmer og lov, som af hele den forestilling om en absolut sandhed, der ligger bag gudsforholdet i religioner som kristendommen og islam (men interessant nok ikke i alle religioner).
Men igen - det får blot det egentlige spørgsmål til at presse sig på med så meget desto større intensitet: Hvad er det ved denne religion, der virker tiltrækkende på folk?
Ud fra mit eget mangelfulde kendskab ville jeg sige, at en stor del af skønheden ved islam er, at den som ingen anden religion sætter mennesket direkte over for (omend naturligvis under) Gud.
Maryam Khan fra København dvæler netop ved denne type skønhed i sin blog Ghulam-e-Mustafa - tillad mig at illustrere ved hjælp af denne lille historie om "At lære det, som ikke kan læres":
I Basra levede der en gang en ældre mand, hvis eneste beskæftigelse var at passe og være kærlig overfor sin eneste søn, som var en smuk ung mand. Den ældre herre investerede alle sine penge på sin søns uddannelse. Den unge mand drog afsted i nogle få år og tilegnede sig en uddannelse på et velkendt universitet hos dén tidsalders store lærde.Og så kan man lære af den historie, hvad man nu engang kan lære - og vi andre kan lære også at forsøge at forstå mennesker med en anden religion og et andet livssyn, før vi kritiserer dem.
Dagen var kommet, hvor sønnen skulle vende hjem fra sine studier, og den ældre herre ventede ham ved døren. Da sønnen kom og mødte sin fader, kiggede den ældre mand i sin søns øjne og følte en stor skuffelse. "Hvad har du lært, min søn?" spurgte han. "Jeg har lært alt, hvad jeg skulle lære, fader", svarede sønnen. "Men har du lært det, som ikke kan læres?" spurgte faderen. "Gå, min søn og lær det som ikke kan læres", sagde den gamle mand.
Den unge mand tog tilbage til sin læremester og bad om at lære ham det, som ikke kan læres. "Rejs ude til bjergene med disse firehundrede får og kom tilbage når de er et tusinde", sagde læremesteren.
Den unge mand drog op i bjergene og blev fårehyrde. For første gang oplevede han en stilhed. Han havde ingen at snakke med. Fårene forstod ikke hans sprog. I sin desperation, snakkede han til dem, men de kiggede på ham som om han var en tåbe. Langsomt, men sikkert begyndte han at glemme al sin verdslige viden, sit ego, sin stolthed og blev stille som fårene. Stor visdom og ydmyghed kom til hans bevidsthed.
Da antallet af får efter to års ophold i bjergene var vokset til et tusinde, vendte den unge mand tilbage til sin læremester og kastede sig for hans fødder."Nu har du lært det, som ikke kan læres" sagde læremesteren.
Må Allah skænke os tawfiq til at opnå visdom og ydmyghed, amin.