![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Solbjerg
Jeg bliver somme tider spurgt, hvordan det er at bo i Solbjerg. En bekendt sagde, at det lød smukt og som det helt rigtige sted for mig at være.
Lad os dvæle lidt ved navnet: Sol-bjerg - Solens bjerg. Bjerget, hvor åndens sol lyser på menneskene. Man kan vende navnet om: Månedal.
Måske det er et forhekset sted: Om dagen stedet, hvor åndens sol kan skinne på menneskene. Om natten og i mine drømme Månens dal, hvor underlige ting lurer i skyggerne, fuld af farer, der når som helst kan opsluge dig, og en fascinerende, fremmed skønhed.
Kigger man ud af vinduet eller vover sig ud at gå en tur, finder man en blanding af landsbymiljø og kvælende, dansk forstadsnormalitet: Skole, idrætsforening, parcelhuse, gammeldags landsbyhuse (ingen gårde).
Men ser man sig omkring, dukker underlige ting op. Den nærliggende landsby Tiset hed oprindelig Thiswith, Tyrs Skov, og den senere Maria-kilde umiddelbart uden for byen - en hellig kilde, hvortil barnløse, gifte kvinder langt op i middelalderen valfartede, og hvor de med jomfru Marias og udvalgte unge mænds assistance overvandt deres barnløshed - var formentlig oprindelig en frugtbarhedskult med rødder langt tilbage i førkristen tid.
Nær Tiset ligger Ravnholt, hvis navn giver associationer til de mystiske, uhyggelige fugle, der var krigs- og dødsguden Odins sendebude, og som var en fast gæst ved tingstederne, hvor de hakkede i de henrettede forbryderes lig. Tingstedet finder ca. to kilometer fra Ravnholt:Tingskoven, en lille skov, hvor tingstedet lå, og man kunne risikere at blive hængt, hvis man ikke passede på.
Også i dag er Tingskoven fuld af ravnefugle, ikke ravne (som er ret sjældne i vore dage) men råger, der hænger skræppende i træernes kroner, når man kører forbi.
Hvem siger, at eventyret er dødt, og at Solbjerg ikke kan være både Sol-bjerg og Måne-dal midt i parcelhusvirkeligheden? Jeg går i fakta og lever både i den virkelighed, jeg bærer inde i mig og den, jeg deler med mine medmennesker, og en skønne dag sætter jeg mig ned med nogle af mine medmennesker og lader deres virkelighed flyde over i min, min i deres, og det er på en måde det største eventyr af alle.
Men i eventyrene har man jo riddere, der redder prinsesser og dræber menneskeædende monstre, og den slags findes jo slet ikke mere, hvis de da nogensinde har gjort det?
Tjah - vi har et mangehovedet uhyre med et øje i hvert hjem, der dag ud og dag ind prædiker, at det kan være okay at trække vore børn i uniform og sende dem ned at slå fremmede ihjel. Vi har et socialt system, der holder tusinder af mænd og kvinder fangen og tvinger dem til at udføre meningsløst arbejde for ikke at sulte ihjel, og endnu en tre- eller femhovedet Medusa, der forvandler folks hjerter til sten og sår splid mellem os og vore brødre med anden etnisk baggrund eller religion. Selv i moderne tid er der altså ingen mangel på menneskeædende uhyrer. Det eneste vi for alvor mangler er vist (figurativt, om man vil) riddere, der formår at dræbe disse drager. Eventyret er ikke dødt, hverken på godt eller ondt, og graver vi lidt forskellige steder - i stednavne, i historien, og på bagsiden af de ord, vi beskriver vore omgivelser med - pibler det frem alle vegne.
Skriver jeg her i Solbjerg, Solens bjerg, hvor åndens lys kan skinne på menneskene - ligesom den kan alle andre steder. Og samtidig et på én gang godt, meget fredeligt og lidt kedeligt sted at bo.
