![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Det gyldne kompas
Når mennesker fødes, udstyres de samtidig med en såkaldt "daimon" eller sjæl i skikkelse af et dyr, der sålænge de er børn kan skifte form efter behag, og som følger dem livet igennem.
Verden udfolder sig som den nu kan, og mennesker synes af de metafysiske love bundet til én form, ét liv. I sidste ende består vi alle og verden dog af støv, der kan blive til alt og antage alle former, så at alle verdener og virkeligheder i princippet er mulige. Måske en skønne dag denne viden kan udnyttes til at rejse frit i alle verdener, så mennesket kan ende med at gøre sig frit, eftersom vi alle kan vælge en verden uden undertrykkende myndigheder?
Dette er dr. Asriels drøm, som kun kan realiseres i nådesløs kamp mod magistraten, en præsteslabslignende autoritet, der har tiltaget sig eneretten til at dømme om, hvad der er virkeligt. sålænge mennesker er børn, kan deres daimon stadig frit omskabe sig og deres sind styres og påvirkes, men når de er voksne og deres daimon har antaget en fast form, får de alle mulige væmmelige, hårde og voldsomme tanker og følelser og kan blive ganske uregerlige og uimodtagelige for belæring om, hvad verden er og hvordan de skal opføre sig ...
Magistratens løsning er enkel: Hvis nu man kunne skille børnene fra den besværlige daimon, ville de blive ved med at være nemme at have med at gøre, også efter den besværlig pubertet - en sådan incision ville med andre ord være til alles bedste, ikke?
Men en enkelt pige, Lyra (spillet af Dakota Blue Richards) med den særlige evne at kunne "aflæse" støvet gennem et gyldent kompas, synes at slå grus i maskineriet med hjælp fra Asriel (spillet af Daniel Craig, selveste James Bond i CASINO ROYALE) og i kamp mod Magistratens isnende kolde lakaj Marisa Coulter (Nicole Kidman).
Det er en kompliceret historie med mange elementer, og uden at have læst bøgerne synes jeg, den kan virke nok så meget som oplægget til en meget længere historie (som vi utvivlsomt også får i form af en 2'er og 3'er, hvis dette første afdrag har succes) end som en film i sig selv.
Hvad det er svært at undgå at bemærke er dog den lidt usædvanlige synsvinkel, når man er vant til det Godes kamp mod det Onde i en gennem-militariseret verden som i "Ringenes Herre" (komplet med folkedrab mod taberne i form af "orker" og "halvorker") eller mønsterelever, der konspirerer med skoleinspektøren mod Menneskehedens Fjende som i "Harry Potter":
Verden er støv, har ikke en på forhånd givet form, og hvis ville, kunne vi gøre den til, hvad vi vil - men dette er en hemmelighed, som de meget kirke-agtige Sandhedens Vogtere i Magistraten for enhver pris vil forhindre i at komme ud, ja, som de er villige til at fratage kommende generationer af børn deres sjæl, selvbestemmelse og fødselsret for at bevare.
Når vi hepper på Lyra og hendes venner i kampen mod Magistraten, hepper vi altså ikke på Det Gode mod Det Onde, der er slet ikke noget "godt" eller "ondt" i denne films konteskt; vi hepper på menneskets værdighed og frihed til at værge sig selv mod de velmenende myndigheder, der har tiltaget sig eneretten på at udlægge Sandheden for alverden.
Og vi hepper på individets ret til at leve sit eget liv og gøre oprør mod et tyranni, det vil fratage ham eller hende denne ret. Se, dét er et nyt perspektiv indenfor episke børnefortællinger, et perspektiv man ærligt talt gerne så lidt mere til.
Vatikanet har ikke overraskende fordømt DET GYLDNE KOMPAS og kaldt den en "anti-julefilm" - hvilket, alt taget i betragtning, ikke er så underligt: hvis der er noget, der skydes på, er det præster og deres kirkelige, "moralske" autoritet. At Vatikanet føler sig kaldet til at tage så store ord i brug mod, hvad der fundamentalt ikke er andet end en stort anlagt børnefilm kan måske tjene som en slags anbefaling sig selv, hvor meget eller lidt vellykket filmen så end er – som antydet er den lidt for meget fyldt med løse ender, der lægger op til en 2'er eller 3'er til egentlig at være helt tilfredsstillende i sig selv.
Hundrede gange bedre end "Heksen, løven og garderobeskabet" er den i hvert fald klart.