![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Walmart: The High Cost of Low Price
Borgerlige, såkaldt "liberale" økonomer, fortæller ofte om de store fordele ved den økonomiske globalisering, ved "markedskræfternes" ophobning af stadigt større dele af den økonomiske magt i stadigt færre store virksomheder, så der i flere og flere sektorer reelt er tale om et monopol eller i bedste fald et oligopol, hvor to-tre meget store virksomheder reelt konkurrerer om hele markedet.
Denne form for globalisering er gavnlig, hævder disse markedskræfternes og "liberaliseringens" fortalere, fordi de store virksomheder kommer ind på det enkelte marked og skaber værdier, idet markedet får tilført penge i form af løn, og de rigeste ansatte bruger penge, som kommer hele økonomien til gavn - trickle-down economics, som fænomenet kaldes.
Store supermarkedskæder - som nu den amerikanske Wal-Mart, som vi vil tale om her - repræsenterer et interessant (men ikke enestående) modeksempel til denne teori.
Wal-Mart benytter sig nemlig snarere af trickle-up economics - de suger alt liv, både økonomisk og menneskeligt, ud af såvel lokalområder og ansatte som leverandører og producenter og akkumulerer herved en rigdom, som går som på samlebånd direkte fra bund til top.
Når Wal-Mart ankommer til en mindre by eller lokalsamfund, anlægger de typisk en stor kasse med parkeringsplads lige uden for byen. Herefter bruger man en teknik, der hedder pris-flex - priserne sættes meget lavt i lige netop den forretning - til at kvæle konkurrenterne, dvs. lokalområdets allerede eksisterende forretninger.
Når samtlige den lille bys almindelige forretninger har drejet nøglen, og centrum er forvandlet til en mennesketom ørken fuld af tomme parkeringspladser og lukkede forretninger, sætter Wal-Mart prisen op igen - nu som ene hane i flokken.
De mange jobs, som er gået tabt, kompenseres til en vis grad ved åbninger hos Wal-Mart - bortset fra, at Wal-Mart faktisk betaler sine ansatte så lidt, at medarbejdere med børn er nødt til at søge hjælp fra det offentlige for at kunne klare sig, og bortset fra, at Wal-Marts personalepolitik blandt andet går ud på at køre med konstant underbemanding, så den enkelte kan presses så meget som muligt.
Lokalområdet vil med andre ord se sit byrum forvandlet til en ørken, mens handelen er kanaliseret ud i en kæmpestor kasse uden for byen, hvortil man kun kan komme i bil - med dårligere service og efterhånden også højere priser end før.
Samtidig er en masse arbejdspladser enten tabt eller erstattet af Wal-Mart - med langt, langt dårligere vilkår.
Med sådanne metoder har Wal-Mart skaffet sig 25% af detailhandelen i USA.
Dokumentarfilmen WAL-MART: THE HIGH COST OF LOW PRICE viser os alt dette, og mere til.
Wal-Marts linje overfor fagforeninger er for eksempel så hård, at man ved enhver mistanke om, at de ansatte i en given forretning er ved at organiserer sig, straks flyver et antal "eksperter" ind, der kan overvåge de ansatte og finde frem til de "skyldige", der enten afskediges eller chikaneres ud.
Wal-Marts ledelse gør det også konsekvent umuligt for kvinder eller sorte at gøre karriere, og folk der forsøger alligevel, finder hurtigt ud af, at "folk som dem" ikke er ønskede.
Og som det måske værste får Wal-Mart oceaner af produkter fremstillet i "lavprislande", især Kina, Bangla-Desh og Mellem- og Syd-Amerika, under helt uhørte forhold.
På Wal-Marts kinesiske fabrikker holdes arbejderne under slavelignende forhold, idet de arbejder 12-14 timer i døgnet for få kroner i timen, samtidig med at de tvinges til at betale høje huslejer og forbrug af strøm og vand i fabrikkens usle, indbyggede sovesale (arbejderne kan vælge at bo ude i byen i stedet, men de skal alligevel betale husleje for sovesalen).
Jamen, det er jo sådan vilkårene er i de lande, og det er kun godt, at vestlige firmaer som Wal-Mart kan trække niveauet lidt op, bringe lidt penge til landet og give folk en chance?
Problemet med det argument er, at det i det store og hele ikke er sådan, vilkårene er i de lande. Wal-Mart presser citronen til sidste dråbe, og på deres fabrikker arbejder folk hårdere, til lavere løn, og under dårligere forhold end i resten af den kinesiske industri - og præcis det samme gælder for Bangla-Desh og Latinamerika. Et firma som Wal-Mart trækker (for nu at skære det ud i pap) forholdene i Kina ned og ikke op, medvirker til at gøre forholdene værre og ikke bedre, hvor de end kommer frem.
En tidligere Wal-Mart-chef, der havde til opgave at tilse forholdene i koncernens fabrikker i Latin-Amerika, fortæller i filmen om, hvordan han græd efter første gang at have set de forhold, Amerikas billige produkter og Wal-Marts profit blev fremstillet under.
Et eksempel på, hvilken vej "gloabliseringen" trækker: Da Kina for et par år siden ville reformere deres arbejdsmarkedslovgivning med henblik på at forbedre arbejdernes forhold (og bl.a. forbyde løsarbejde og begrænse arbejdstiden til 40 timer pr. uge), modtog regeringen en indtrængende protest fra det amerikanske erhversliv, herunder en 40-siders skrivelse fra det amerikanske handelskammer, der bad dem beholde de gamle regler.
I Danmark har vi mig bekendt (endnu) ikke en sådan alt-dominerende, skrupelløs kæde, der kan suge livet ud af enhver by, den kommer forbi, og det på medarbejdernes og leverandørernes bekostning, men det kunne meget vel være på vej.
I England sidder Tesco allerede på halvdelen af fødevarehandelen og 25% af al detailhandel, og deres metoder lader ikke Wal-Marts det mindste efter.
I mellemtiden kan vi se en film som Walmart: The High Cost of Low Price som et manende bevis på, at globalisering og økonomisk "liberalisme" bestemt ikke altid bringer velstand til andre end de meget, meget få, der allerede har mere, end de har brug for.
Download eller se hele filmen på Google Video.
Link til filmens hjemmeside på www.walmartmovie.com.
Tidligere omtale her på Modspil.dk.