– fordi tiden kræver et MODSPIL

13. Jul 2008

Linux i juli: Ubuntu 8.04 'Hardy Heron'

 
Frozen Bubble og Solbjerg Sø, klik for stort
Som tidligere omtalt - men der er faktisk sket lidt siden da:

Efter nogle problemer med den direkte opdatering fra den tidligere version af Ubuntu besluttede jeg at forsøge med en ren geninstallering (backup - slet - installer forfra), men denne gang ikke af Ubuntu, men af gNewSense.

Mens et system som Ubuntu for størstedelens vedkommende er 100% fri software, indeholder det en række hardware-drivere, som enten ikke er det eller også indeholder firmware i binær form - lange rækker af nuller og et-taller, der bevidst er gjort ulæselige for at skjule, hvordan et givet grafikkort eller webcam virker.

Alle disse ikke-fri programstumper er vigtige for et projekt som Ubuntu, fordi de tillader computeren at virke på en masse forskellige hardwarekonfigurationer. De er imidlertid også problematiske, fordi de "skjuler" de problemer, der er med hardwareproducenter, der skjuler deres specifikationer for brugerne - en praksis, der i mine øjne ikke hører nogen steder hjemme: Hvis man ejer en ting, har man vel også ret til at vide, hvordan den virker - så hvorfor ikke sælge specifikationerne med, som man gør med biler, stereanlæg og kummefrysere?

gNewSense er et meget vigtigt projekt: Et GNU/Linux-system, der bygger på Ubuntu, men som adskiller sig fra Ubuntu ved kun at indeholde 100% fri software - alle problematiske hardware-drivere er pillet ud.

Jeg har selv brugt gNewSense de sidste par måneder og kan konstatere, at det funktionelt er nærmest 100% det samme som Ubuntu, bortset fra, at der er en masse hardware, der ikke virker.

Men hvorfor er det så et vigtigt projekt? For det første er systemet både godt og anbefalelsesværdigt for organisationer, f.eks. skoler og mindre firmaer, der har 100% kontrol over deres computer-indkøb, og som ønsker 100% styr på, at der kun er fri/Open Source software på deres maskiner.

For det andet hjælper det med at finde "huller" og lægge pres på producenterne, som man kan bestorme med henvendelser og forespørgsler om at åbne deres specifikationer, så folk kan skrive frie drivere til deres produkter.

Fra et brugersynspunkt betyder det dog, at gNewSense henvender sig til folk til den lidt mere tekniske side, dvs. folk, der har lyst til at finde ud af, hvad deres lydkort, grafikkort, netværkskort og hvad ved jeg ikke fungerer og evt. selv lægge drivere ind for dem ... hvilket i sidste ende fik mig til at skifte tilbage til Ubuntu. gNewSense er vigtig og dens linje med 100% fri software er faktisk det, der burde være fremtiden - men lige nu er det nok mest for tekniske frontløbere.

De gode nyheder er så, at geninstallationen af Ubuntu gik helt usandsynligt glat:

Installation fra CD 20 minutter, 10 minutter til at hente de seneste opdateringer, et kvarters tid til at installere Codecs og DVD-dekryptering - og min PC var flyvefærdig. Windows Vista eat your heart out!

På billedet ses spillet Frozen Bubble, samt min baggrund med udsigt over Solbjerg Sø.

Link til Ubuntus egen hjemmeside, hvorfra systemet kan hentes og prøves.

Kommentarer: