– fordi tiden kræver et MODSPIL

28. Dec 2008

Min vej til Ubuntu - en foreløbig vurdering

 
af Carsten Præst (capac)



I oktober måned installerede jeg linux-styresystemet Ubuntu 8.10. Det var min anden start, for i april måned havde jeg forsøgt mig med Ubuntu 8.04 Hardy Heron. Men forsøget gik i vasken. Ikke på grund af Ubuntu, men fordi min maskine gik i stykker, da der bogstaveligt talt gik ild i grafikkortet. Da den nye version blev annonceret bestilte jeg en kopi hos firmaet, og fik den tilsendt ganske vederlagsfrit. Siden da er Ubuntu blevet mit foretrukne styresystem.

Faktisk bruger jeg det 95% af tiden. Eller mere.

Fordelene ved Ubuntu er blevet omtalt flere gange hos andre bloggere. Ubuntu er gratis. Det samme er alle de programmer, man skal bruge. Og det vil - stort set - sige: Alle de programmer man almindeligvis har brug for.

Dernæst er der sikkerheden over for vira og lignende infektioner. Endelig kræver Linux-styresystemet ikke den samme maskinkraft og den samme mængde RAM, som Windows. Faktisk får man mere ud af sin maskine med Ubuntu!

Bad Vista Når jeg er skiftet over fra Windows (XP), så skyldes det gradvist voksende irritation over Microsofts software-politik. Jeg har været Microsoft-bruger, siden man kørte med DOS og har været igennem de fleste af styresystemerne - Win 3.11, Win 98 og XP, for at nævne de vel nok mest kendte. Det seneste irritationspunkt, jeg mærkede, var da min datter fik en pc med Windows Vista og den tilhørende Office-pakke.

Det viste sig for det første, at programmernes filer ikke var bagud-kompatible. En fil gemt i Vista-Word kunne ikke åbnes i Word XP. I hvert fald ikke før man havde fået installeret et konverteringsmodul. Dernæst var der problemer med at installere nogle ældre programmer på maskinen.

Et andet problem, jeg til stadighed er blevet mere og mere irriteret over, er, at Windows "sander til" og bliver langsommere og langsommere.

Hvis man ikke konstant renser maskinen for temp-filer, gamle installationsfiler m.m. og renser og optimere registreringsdatabasen, så taber Windows pusten. Bedre bliver det ikke, hvis man tillader alle Windows-opdateringerne at blive installeret.

Endelig forekommer Windows mig at være en kende ustabil. Efter nogen tid dukker der sære, uprovokerede fejlmeddelelser op. I det hele taget har jeg det indtryk, at Windows er en slags halvfabrikata. Microsoft bruger jo også åbenlyst sine kunder som fejlsøgere - til trods for, at de ofte har betalt i dyre domme for produktet. Det kan man vist kun tillade sig, når man nærmest har monopol på området!

Mine erfaringer med Ubuntu har stort set kun være positive. Jeg kører Ubuntu parallelt med Windows og fortsætter med det, indtil jeg er helt fortrolig med Linux-systemet.

Og Ubuntu virker meget mere stabilt end Windows. Det er klart hurtigere at starte op og afvikle. Og jeg har næsten fundet adækvate erstatninger for alle de Windows-programmer, jeg plejer at bruge.

Indtil videre er jeg kun løbet ind i to problemer. I Windows bruger jeg Audiograbber (freeware), når jeg ripper mine grammofonplader. Men det har jeg endnu ikke fået til at virke i Ubuntu på grund af en aspi-driver. Der er dog et alternativ, nemlig Audacity, der oven i købet kan suppleres med et normaliserings-modul, der også er ganske gratis.
Audacity
Det andet problem er, at jeg ikke kan få min Canon-scanner til at køre. Canon er åbenbart et af de mærker, der kan være prolemer med i Linux-miljøet.

Men mon ikke jeg finder en løsning på det problem?! I hvert fald er der masser af fora, hvor man kan hente hjælp.

Selv om jeg ikke er færdig med at lære Ubuntu at kende, så er jeg ikke i tvivl om, at det fremover vil være løsningen for mig.

Hasta la Vista Vista og hvad Microsoft ellers finder på ...

Kommentarer: