![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
GPL og fri software: Hvad betyder en licens?
Fri software-bevægelsens største nyskabelse og vigtigste instrument er måske ikke selve programmerne, men et juridisk dokument, som er beregnet på at sikre, at et program, der én gang er udgivet som fri software (for eksempel de enkelte bestanddele af GNU-systemet) altid vil forblive frit (ifølge definitionen af fri software, nemlig at man kan køre, undersøge, ændre og videregive programmet), selvom andre skulle finde på at lave deres egne udvidelser og forbedringer af programmet.
Dette dokument er den såkaldte GNU General Public License (GPL), hvis fortale (her gengivet efter den mest udbredte version 2.0) kan ses som den fri softwares svar på uafhængighedserklæringen eller Gettysburg-talen:
The licenses for most software are designed to take away your freedom to share and change it. By contrast, the GNU General Public License is intended to guarantee your freedom to share and change free software--to make sure the software is free for all its users. This General Public License applies to most of the Free Software Foundation's software and to any other program whose authors commit to using it. (Some other Free Software Foundation software is covered by the GNU Lesser General Public License instead.) You can apply it to your programs, too.Selvom det kan forekomme blasfemisk at sammenligne en softwarelicens - dybest set blot en aftale mellem producent og forbruger som dem, alle eller næsten alle automatisk klikker "OK" til uden at læse, når vi installerer software – med et historisk dokument som uafhængighedserklæringen, kan der ikke være tvivl om, at det er historiens vingesus, vi hører, når vi læser denne fortale.
When we speak of free software, we are referring to freedom, not price. Our General Public Licenses are designed to make sure that you have the freedom to distribute copies of free software (and charge for this service if you wish), that you receive source code or can get it if you want it, that you can change the software or use pieces of it in new free programs; and that you know you can do these things.
To protect your rights, we need to make restrictions that forbid anyone to deny you these rights or to ask you to surrender the rights. These restrictions translate to certain responsibilities for you if you distribute copies of the software, or if you modify it.
For example, if you distribute copies of such a program, whether gratis or for a fee, you must give the recipients all the rights that you have. You must make sure that they, too, receive or can get the source code. And you must show them these terms so they know their rights. We protect your rights with two steps: (1) copyright the software, and (2) offer you this license which gives you legal permission to copy, distribute and/or modify the software.
(...)
The precise terms and conditions for copying, distribution and modification follow.
Fri/open source software forekommer at spille en dag for dag større rolle i den elektroniske infrastruktur med adskillige hundrede tusinde aktive projekter - hvoraf en nylig rapport anslår, at et stort flertal er omfattet af netop denne licens.
Men hvad er det så, der er så nyskabende ved GPL?
Nyskabelsen er, at der er tale om, hvad vi kunne kalde en "share-alike" eller "gå I også ud og gør ligeså"-licens:
Hvis et program er omfattet af GPL, har man lov til at bruge det, videregive det til andre (man kan sælge det, hvis man har lyst, men man kan også bare forære det væk; det må man selv om), ændre det og udgive ændrede versioner - men hvis man udgiver ændrede versioner, skal man stille de ændrede versioner til rådighed på de samme vilkår.
Men hvad nu, hvis man har lavet sine egne ændringer - sine egne "superændringer", så at sige - som man ønsker at sælge som helt sine egne, og derfor ikke vil acceptere licensens betingelser?
Finten er her, at licensbetingelserne (GPL) er det eneste, som giver ret til at udgive ændrede versioner; der er ingen, der tvinger nogen til at acceptere licensen, men hvis man ikke ønsker at acceptere licensen (og f.eks. vil sælge en "udvidet superversion" uden at give brugerne adgang til kildeteksten, eller uden at give dem lov til at forære eksemplarer væk), så bortfalder også retten til at bruge eller ændre programmet, hvorfor den ændrede version er ulovlig og producenten kan retsforfølges.
Nettoresultatet er, at et program, der udgives under GPL, frit kan bruges, undersøges, ændres og videregives - forudsat, at alle ændrede og videregivede eksemplarer altid videregives under de samme betingelser; licensen sikrer med andre ord, at de programmer, den omfatter, altid vil forblive fri software.
Der er (ikke overraskende) flere juridiske finesser i licensens nøjagtige ordvalg, og der er også problemer i fortolkningen, fordi betingelserne skal ses i forhold til hvert enkelt lands lovgivning (og GPL er skrevet på engelsk og primært indrettet efter amerikansk lovgivning).
Men hvis man skærer igennem de juridiske detaljer, er licensen (forfattet af Richard Stallman og Free Software Foundations forhenværende og mangeårige advokat Eben Moglen) mere end noget andet en klar juridisk formulering af et uhyggeligt simpelt princip:
Du må tage dette program, forære det væk, bygge videre på det og bruge det til præcis, hvad du har lyst; men du skal give det videre på samme vilkår, som du fik det - hvilket er, hvad der ligger i det uoversættelige begreb copyleft.
En konsekvens af denne licenspolitik er, at alle programmer, der er udgivet under GPL kommer til at fungere som en slags fælleseje for alle mennesker med adgang til dem: Alle har ret til at bruge dem, og alle publicerede ændringer kan bruges af alle versioner af programmet.
Et program, der kan løse en bestemt opgave, behøver pludselig kun at skrives én gang, og i stedet for, at 127 konkurrenter løser den samme opgave fra grunden hver for sig, kan folk koncentrere sig om at tilføje det, de selv har mest brug for, til det fælles projekt.
Man kan selvfølgelig udgive fri software under endnu friere betingelser - for eksempel kunne man sige, at alle kan gøre lige, hvad de vil med programmet, herunder sælge deres egen "private" udgave uden at give andre adgang til at rette i den; mange Open Source-projekter udgives under sådanne betingelser.
Men det nyskabende ved GPL er netop den obligatoriske deling; udgiver jeg f.eks. et system til administration af skoler under en friere licens, risikerer jeg at blive "monopoliseret" af et eller andet firma, der "kannibaliserer" mit program for at skrive deres egen meget bedre version, som overtager markedet - for dem, der kan betale.
GPL sikrer, at det, der én gang er lagt ud i den fri softwares "fælleseje", også forbliver der - en ikke ringe fordel netop for den slags programmer, der helst skulle komme alle, der har brug for dem, til gode.
(Hvis man gerne vil vide mere, kan jeg anbefale denne rapport om GPL v. 2 og 3 og deres betydning for software-branchen, som jeg i dag faldt over på Linux-Watch - og naturligvis GNUs egen FAQ om GPL, der kommer omkring de fleste mulige og umulige spørgsmål).