![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Hvorfor bruge fri software?
Per Lundbech skrev i en kommentar i forbindelse med vores tidligere temamåned om fri software og sit eget heldige skift til Ubuntu 7.10, at
hvad angår Stallmans "Den eneste måde, hvorpå du kan sikre, at dine programmer kun arbejder for dig, er at insistere på at bruge fri software. Det betyder, at brugerne har adgang til programmets kildetekst, har lov til at undersøge og ændre den, og har lov til at viderredistribuere den med eller uden ændringer," så er det dog den mest verdenfjerne urealistiske elitære gang lort. [Undskyld mig!] Det er mig der "computereksperten" som hjælper alle i min omgangskreds med deres små og store problemer og jeg gider ligesålidt kigge kildekode som jeg interesserer mig for hvor proprietær motoren er i den bil jeg ikke ejer eller indmaden er i mit stereoanlæg.Dette anfægtede jeg så småt, idet jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke havde tid til at gå i dybden med det på det tidspunkt, hvilket fik Lundbech til at præcisere sit standpunkt:
Linux er godt fordi det virker og på mange måder virker bedre end Windows som virkerlig er primitivt og bloated som arbejdsredskab. Windows er et lettilgængeligt lorteprodukt i samme klasse som McDonaldsmad, bøger af John Grisham eller musik med Spice Girls ...
Mht. Stallman så er problemet at hvis man (flertallet) ikke vil være afhængig af den store onde i Redmond, så kommer de til at være afhængige af en eller flere andre i stedet og eftersom jeg tør godt fastslå at Bill hverken er den største eller eneste onde i verden (bare den rigeste), tror jeg faktisk at det er bedre for menigmand at være afhængig af (en simpel tyv som ;) ham end af end eller anden tilfældig softwarekræmmer nede på gadehjørnet ...Og her må jeg, som den flittige læsere af tidligere indlæg her på bloggen om denne problematik vil have regnet ud, protestere: Stallmans tese om, at det er vigtigt at have ret til at bruge, undersøge, ændre og videregive programmer er ikke noget "elitært pis", det er - om noget - snarere et skarpt formuleret mål, der skærer ind til benet af, hvad der er galt med proprietær software som Windows og præcis den erkendelse, der i sidste ende har gjort fri software-bevægelsen og Linux til, hvad de er i dag.
Det er rigtigt, at man for at lave support på venner og bekendtes computere ikke har det fjerneste brug for at undersøge programmernes kildetekst; diverse problemer skyldes ofte ikke så meget fejl som forkert brug, og skulle de alligevel (i ikke helt sjældne tilfælde) skyldes programfejl, vil det alligevel være hurtigere at finde veje uden om disse fejl end at forsøge på at rette dem.
Det er også rigtigt at jeg som almindelig computerbruger ikke har den fjerneste interesse i at pille mit tekst- eller billedbehandlingsprogram fra hinanden for at se, hvordan det virker - at det virker og jeg (til nød) kan finde ud af at bruge det er som regel alt rigeligt.
Når Stallmans udsagn alligevel ikke er håbløst elitært, skyldes det, at indvendingen har et forkert fokus.
Lad os sige, at jeg har installeret et program, som udfører en vigtig del af mit arbejde, og jeg pludselig får en mistanke om, at dette program udgør sætter mine personlige eller forretningsmæssige data i fare på den ene eller den anden måde. Det kunne være, at producenten havde indbygget en bagdør for efterretningstjenesten, som Microsoft rent faktisk gjorde i tidligere versioner af Windows, eller der kunne mindre konspiranoisk være et alvorligt, utilsigtet sikkerhedshul, som blotlægger min harddisk eller min datatrafik for den rette type angreb.
I princippet kunne der være mistanke om en hvilken som helst type utilsigtet eller uacceptabel adfærd fra programmets side.
Men hvad jeg nu gøre ved det? Hvis der er tale om proprietær, ikke-fri software, ikke meget. Jeg kan rette henvendelse til producenten, der måske/måske ikke vil anerkende, at der er tale om et problem, som han måske endda (hvis man er meget heldig) vil være villig til at rette, så det kan komme på planen for næste udgave af programmet, som man naturligvis er nødt til at betale for at få.
I værste fald benægter han problemets eksistens og afviser at gøre noget ved det. Du har ikke adgang til programmets kildetekst og har ikke lov til selv at forsøge at finde ud af, hvad der går galt og hvordan det kan undgås.
Er der tale om fri software, er det rigtigt nok, at man som privatperson ikke har mulighed for at læse kildekoden og finde og rette fejlen; men man har, hvis man føler stærkt nok for det, mulighed for at bede eller hyre en programmør om se på det, og man har lov til at få lavet en revideret udgave, hvor den evt. dårlige opførsel er taget ud. Programmet er åbent for revision.
Dette er muligvis stadig uinteressant for en privatperson, som ikke har råd til "lige" at købe ti eller hundrede udviklertimer for at fjerne en potentiel bagdør i sit tekstbehandlingsprogram eller yndlingsspil, men det er i allerhøjeste grad interessant for organisationer, herunder virksomheder og offentlige myndigheder, der med proprietær software reelt ikke har nogen mulighed for selv at tage ansvar og gardere sig mod datatab og andre sikkerhedsrisici.
Og det er interessant for ikke-programmerende privatpersoner, der kan orientere sig om de problemer, andre løbende finder i diverse open source-programmer, og sørge for at køre de nyeste og sikreste versioner. Ganske som tilfældet er med et offentligt regnskab kan den løbende revision kun foretages af folk med særlige forudsætninger, det være sig revisorer eller programmører, men alle har adgang til revisionens konklusioner.
Med proprietær software som f.eks. Microsofts produkter forholder det sig modsat: Der er ingen åbenhed, ingen løbende revision, du kan ikke få at vide, hvordan programmerne virker, og hvis du finder en fejl, kan du ikke få at vide, hvad der var galt.
Så det er da rigtigt, at den almindelige bruger, der installerer et Linux-system, i sidste ende blot ender med at være i lommen på en anden leverandør, på "en eller anden tilfældig softwarekræmmer nede på gadehjørnet" i stedet for på Bill Gates - men det er også rigtigt, at fordi der er tale om fri software, som alle har lov til at sætte sig ind i, kan man til hver en tid tage sit gode tøj og gå hen til en anden softwarekræmmer uden af den grund at skulle smide hele sin infrastruktur ud ad vinduet.
Er der tale om en proprietær leverandør, er man fucked. Heri ligger hele forskellen.
Disse overvejelser kan virke elitære ud fra et fru Jensen-synspunkt, men humlen er også, at spørgsmålet om åbenhed og fri software heller ikke er vigtigt ud fra et fru-Jensen-, men fra et mere overordnet perspektiv. Den egentlig forskel på fri og proprietær software er med andre ord ikke så meget pragmatisk som strategisk.
Sagen er borgerretsligt, om den enkelte borger skal have lov til selv at bestemme, hvilke programmer han selv kører på sin egen computer, hvad disse programmer gør og hvorvidt de overvåger ham eller ej; og den er politisk, om nogle få private firmaer skal have lov til at monopolisere, klausulere og hemmeligholde fremtidens infrastruktur.
Ønsker vi at fremme det første og undgå det sidste, er fri software en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. At Linux er et væsentligt bedre og sikrere system er i den forbindelse kun en sidegevinst.
Se i øvrigt min tidligere omtale af emnet, f.eks. her.