Bøger, bøger, bøger
Projekt Gutenberg er stadig et aldeles fremragende sted at finde gratis elektroniske tekster, med mere end 17.000 bøger i samlingen.
Fidusen er, at værker kan gøres frit tilgængelige for alle, når forfatterens ophavsret er udløbet. Bøger hos Projekt Gutenberg er altså ikke blot gratis men også frie i den forstand, at det er tilladt at gøre ved dem, som man vil - f.eks. give dem videre til andre, kopiere dem og bruge dem til undervisning, lægge dem op på sin egen hjemmeside eller for den sags skyld udgive dem i trykt form uden nogen restriktioner overhovedet.
En dansk pendant er Arkiv for Dansk Litteratur, som indtil videre omfatter 70 klassiske danske forfatterskaber.
En fascinerende måde at følge med i projekt Gutenbergs udvikling er via deres RSS-feed, som giver ét indlæg pr. titel og opdateres hver dag. Jeg abonnerede på feedet for to dage siden, og siden da har jeg set 25 værker tikke ind på denne måde, bl.a. Les Misérables bind I og II, Uncle Tom's Cabin af Harriet Beecher Stowe og Collodis gamle Adventures of Pinocchio.
Der tikker mange mindre værker ind, men også mange perler. Projekt Gutenberg har tidligere haft den svaghed, at den kun havde teksterne og ikke ret mange supplerende (f.eks. bibliografiske og biografiske) oplysninger, men dette er nu rettet op v.hj.a. Wikipedia-links for hver enkelt forfatter. Hvis man (som jeg) foretrækker rigtige fysiske bøger af papir, repræsenterer Projekt Gutenberg stadig en uforlignelig chance for at søge i teksterne - og for at finde bøger, som ellers er uopdrivelige.
Via Mad Professor, hvor jeg fandt omtalen af det nye RSS-feed