Begyndelsen

 
–Far, hvordan er verden blevet til?

–Hvad mener du, min dreng?

–Dig, mig, jorden, lyset, solen - det hele. Hvor kommer det alt sammen fra? Hvorfor er alting, sådan som det er?

–Det er der mange meninger om, og det er svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er ikke engang sikker på, de siger det samme i dag, som dengang jeg var dreng. Har du prøvet at spørge henne i skolen?

–I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden! Mennesket satte han i Edens have, hvor de måtte spise af alle træerne, kun ikke træet til kundskab om godt og ondt. Men en dag lod kvinden sig friste af Slangen, og siden da...

–Jamen – hvis verden blev til, da Gud skabte himlen og jorden, hvor kom Gud så fra? Hvad var der før Gud?

Pastor Bøgh svedte ned over sit brede ansigt, så forvirret op. –Gud har altid været der. Før Gud var der intet!

–Men hvordan kan der være ingenting, og hvordan kan det ingenting blive til Gud? Jeg forstår ikke ...

Hr. Bach var en venlig mand med sparsomt, tilbagestrøget hår over en høj pande. Han tænkte sig lidt om og smilede:

–For femten milliarder år siden var alting samlet på et sted, klemt som en lille hård kugle. Så eksploderede den, og alting begyndte at brænde, brændende brændende varmt! Kuglen blev ved med at udvide sig og blev større og større, så der til sidst ikke var andet tilbage end skyer af støv, der var spredt ud over hele universet. Disse skyer samlede sig gennem mange millioner år og blev efterhånden til de første stjerner.

–Men mennesker? Hvorfor er der sådan nogen som os, og hvor kom vi fra?

–Mennesket udviklede sig af nogle store, abeagtige dyr, der levede i Afrikas skove for omkring en million år siden, fortsatte matematiklæreren. –Derfra spredte de sig ud over hele jorden.

–Men hvis verden blev til af en lillebitte kugle, der sprang i luften, hvad var der så før den?

–Det var både tiden og rummet, der var foldet sammen til en lillebitte kugle. Før eksplosionen var der ikke nogen tid, og der var ikke noget rum. Der var ikke noget "før". Før Big Bang var der intet.

Drengen gik hjem, tænkte. Jorden under hans fødder var hård. Når han åbnede øjnene, vældede verden ind gennem dem, men når han lukkede dem hårdt i, blev der nærmest helt rødt, og gule og hvide stjerner dansede. Asfalten rungede, som han gik på den.

–Gud skabte verden på seks dage; skel satte han mellem Himmel og Jord, og da det var fuldbragt, lod han sig hylde af englenes kor, forklarede underboen. Hr. Rehman holdt åbenbart af at gøre alting omvendt; han gik altid rundt i en stor kjole og havde et stort, gråt ansigt, der var indrammet af et velvoksent underskæg.

–Mennesket skabte han af en dråbe; han formede det af støv og levret blod, og da det var skabt, førte han det frem blandt englene, at de skulle hylde ham. Men blandt englene ville Iblis ikke hylde Adam, for han var en af de hovmodige. "Hvem er han, at jeg skal hylde ham?" - spurgte Iblis.

Og Gud udstødte Iblis af Himlen; men Adam og Eva satte han i Haven, at de kunne nyde livet. Men en dag kom Iblis og fristede kvinden, og således kom Døden ind i verden!

Hr. Rehman smilede: –Men en dag, når Gud kalder levende og døde til sig for at dømme dem for deres gerninger, vil de, der handler ret, atter blive velsignede. Gud er nådig og barmhjertig! Vær altid god, min dreng, for så vil også du gå ind i Haven.

Drengen tænkte. Når han åbnede øjnene, vældede verden ind gennem dem. Når han lukkede dem hårdt i, blev der nærmest helt rødt, og gule og hvide stjerne dansede for hans blik. Hvor kom det alt sammen fra? Og hvorfor?

Han så ned ad de lange gange oppe på skolen, støvkorn dansende i solen og en grøn, pulserende verden derude bag de flade gardiner og følte sig beklemt, nærmest syg. Pigerne var begyndt at få bryster, små hvide høje gemt bag hvide sommerskjorter, en smerte, der næsten rev hans synsfelt over på tværs.

–Jeg er her, i denne verden, men hvorfor? –tænkte drengen. Hvordan kan jeg vide, jeg ikke ligger på sygehuset eller på en fremmed planet og drømmer det alt sammen? Hvordan kan det alt sammen blive ved med at være der uden mig? Hvis det hele er en drøm og jeg vågner, hvad sker der så med far og mor og huset og skolen og det alt sammen?

Drengen så ud på sin verden, tænkte på skolens lange gange og de endeløse timer af søvndrukken tale og tom snak, tænkte på den hule rungen af hans og andres fødder mod asfalten, og han gøs. Alle løber vi ud og leger og råber, finder ting at lave og spil at spille, men det er alt sammen råb ud i tomheden.

Dog ikke pigernes bryster, der spirer under de hvide sommerskjorter. Den sødeste pige i klassen sidder to borde foran ham, og når hun smiler kan han samtidig ane den lille høj vokse derinde, et lille glimt af nøgen hud bag et åbent knaphul. Smerten flænger hans synsfelt fra side til side, og han ved, at det er muligt at være lykkelig. Verden var ved at gå i stykker, spændt ud som den var mellem tomheden og længslen efter pigernes smil.

Han sover uroligt, drømmer: Han ser Iblis med flammesværdet forjage Adam og Eva fra Haven. Hr. Bøgh og hr. Bach er oppe at slås, en kæmpemæssig flammende kugle mod en klump ler. Gud stråler som lyset i en niche, hvori der er en lampe. Lampen er omgivet af glas, og glasset er som en tindrende stjerne. Hr. Rehman smiler venligt, og drengen ser lyset bryde frem af nichen og ud i hele verden.

Da han vågner er han atter forvirret: Big Bang, seks dage, ler eller levret blod - men hvorfor er jeg her, og hvad laver jeg? Fylder timerne ud, indtil jeg får fri, indtil jeg bliver stor og jeg kan løbe efter pigerne, finde en, som jeg kan lokke ind i et hjørne og tale blidt med og leve næsten-lykkelig i et paradis af smil, langt gult hår, bryster og kroppe.

Men en skønne dag hører også det op. Hvad er så formålet, og hvad sker der bagefter?

Der er fjernsyn. Far og mor er ikke hjemme, drengen ser opslugt på skærmen. En kvinde ligger på en briks, og hun stønner. Lægen træder til, tager fat i hendes hånd, holder fast i droppet i hendes arm. Hendes klager vokser til et skrig, og pludselig vælter det ud af hende, rødt blod, lyserøde kager af sort slim over det hele, en fin vrælen skærer igennem og lægger sig ind over stuen. Babyen sejler rundt i et ocean af rødt blod, navlestrengen baner sig endnu vej tilbage til moderen gennem floder af sort og gult slim. En lille kugle, der var klemt sammen til næsten ingenting, tænker drengen, som babyen på fjernsynet lægges til sin moders bryst: En dråbe, formet af ler og levret blod, opvokset i gul og sort slim, oplyst af en lampe omgivet af glas som en tindrende stjerne.

Drengen sukker: Han ved, hvordan verden er blevet til. Hans liv er begyndt.

Carsten Agger, januar 2009

[ agger, Sat 15 Jan, :21:19: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: