![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Cora, eller den pæne racisme
Forleden var jeg ved at gennemgå 2. bind af "Danmarks Melodibog", en monumental samling af danske sange fra slutningen af det 19. århundrede, da jeg studsede over en sang, der skilte sig ud fra det andet.
"Danmarks Melodibog" består af en blanding af gamle vise, folkesange, meget høj- og ha-stemte fædrelandssange samt religiøse sange med tekster af digtere som Ingemann, Grundtvig osv. Selv søger jeg efter "oversete" og fascinerende gamle viser, og de findes faktisk også derinde, selvom de kan være ved at drukne under titler som "Mit Fædreland! Staa fast", "Vort Fødeland var altid rigt", "Danmark dejligst, Vang og Vænge", "Dansken har Sejer vundet", og hvad de nu ellers hedder allesammen. Selv en titel som "Dyb af Kærlighed" dækker over en smægtende fædrelandsfølelse, som måske kan være meget god i mindre doser, men som godt kan blive lidt for meget, når man forsøger at finde en skinnende perle midt på hele den fædrelandskærlige mødding:
Ved din Varetægt
Danmarks Kongeslægt
bar Aarhundreder Kronen;
styrk du med Aanden
Lovhævder-haanden
Folket, Riget og Tronen!
Selvfølgelig er der perler imellem, både kendte og mindre kendte, som folkevisen om dronning Dagmar og Liden Kirsten, eller "Roselil og hendes Moder":
"Før hvert træ skal i Haven faa Blomster af Guld,
før jeg skal vorde nogen Ungersvend huld.
Hr. Peder stod på Svalen og lytted med List --
"den ler dog bedst, som ler til sidst!"
Og der de kom ned udi Urtegaardens Læ,
da hang der en Guldring på hvert træ.
Roselille blev rød som et Dryppende Blod,
hun stirred i Græsset ned for sin fod.
Da kyssed Hr. Peder hendes Læber med Lyst, --
"Den ler dog nok bedst, som ler til sidst."
Men den, jeg studsede over, er nu ikke en folkevise, men en revy- eller teatersang fra midten af 1800-tallet:
HAR I ALDRIG SET EN ABOLITIONIST?
Har I aldrig set en Abolitionist?
Hio hip hip hop, aa nej!
Vil I vide, hvad han tager sig for? - Ja vist!
Hio hip, hip hop, o hej!
Han hæler, og han stjæler fra de Hvide, hvor han kan,
han lærer alle Sorte op til Rov og Mord og Brand,
han kalder sig en Ven af dem, fordi han ser,
selv Hundene vil ikke kendes ved ham mer.
Hio hip hip hop, ja vel: Han ser,
selv Hundene vil ikke kendes ved ham mer.
Har I aldrig set en Abolitionist?
Hio hip hip hop, aa nej!
Vil I vide, hvordan han ser ud? - Ja vist!
Hio hip hip hop ohej!
To Øren som et Æsel og en Snude som en Ræv,
en Skulder, som er skuttet, og en Hofte, der er skæv.
Han stammer ikke ned fra Negerblod engang,
hans Oldefader det var en Orangutang!
Hio hip hip hop! Nej, hør engang:
Hans Oldefader, det var en Orangutang!
Har i aldrig set en Abolitionist?
Hio hip hip hop, aa nej!
Vil I vide, hvor han bliver af tilsidst?
Hio hip hip hop, ohej!
Først dyppes han i tjære, og saa rulles han i Fjer,
saa bærer man ham Byen Rundt til Løjer for Enhver,
et reb omkring hans Hals, og saa hiv op, ohej!
Og alle Kammeraterne skal Samme Vej.
Hio hip hip hop, hiv op, ohej!
Ja, alle Kammeraterne skal samme Vej.
Jeg tror, man vil forstå min overraskelse: Hvad laver en så åbenlyst racistisk skillingsvise i en samling med den prætentiøse titel "Danmarks Melodibog", som ellers mest består af fædrelandssange og viser? Kan den virkelig have været populær nok til det?
Sangen stammer, fremgår det af samlingen, fra teaterforestillingen "Cora eller Slavinden", og både tekst og melodi krediteres komponisten Erik Bøgh, der inden for det "satiriske" også havde gjort sig bemærket med en ondskabsfuld behandling af Frederik d. 7.'s borgerligt fødte hustru Louise Rasmussen, bedre kendt som grevinde Danner.
At en sådan skillingsvise kunne florere på den nationale, danske højrefløj i midten af det 19. århundrede kan vel ikke overraske. At den i 1899 bliver optrykt i en autoritativ samling af de bedste danske sange, og at den oven i købet fortsat bliver optrykt i reviderede udgaver af samme værk i både 20erne og 30erne, med et omkvæd som "et Reb omkring hans Hals, og så hiv op, ohej!", i en sangbog som intet dansk hjem kunne være foruden - det finder jeg påfaldende.
Min første tanke går umiddelbart til hele den flagsvingende nationalisme, der går igen i fædrelandssangene, og som man hørte ekkoer af langt op i min barndom - den selvsamme flagsvingende nationalisme, som Søren Krarup længes tilbage mod, når han beklager Danmarks og danskernes forfald: Fællessang, bordbøn, flaghejsning og Fædreland, Fædreland og atter Fædreland.
Mens amerikanske filosoffer som Emerson og Thoreau - trods deres megen kritik af abolitionisternes pænhed og moralske selvretfærdighed - og en digter som Whitman aktivt bekendte sig til abolitionismen og slaveriet afskaffelse, var dette, hvad man havde at byde på i vort lille, provinsielle Danmark - og dette var, hvad der åbenbart forblev normen for, hvordan man tænkte om slaveri og "negre" så sent som 40-50 år efter: Klyng dem op, hvis de tror, de er noget!
En simpel konsekvens af nationalisme og herrefolksmentalitet i et lille land, der siden Napoleonskrigene og den dertil hørende forsmædelige ydmygelse havde lukket sig om sig selv og "besindet sig på kristendommen og det nationale", som Søren Krarup vel ville have sagt? Et eksempel, mener jeg, på den agressive selvtilstrækkelighed, der griber provinsboen, der ikke vil vide noget om forholdene hinsides landsbyens gadekær, et eksempel på konsekvenserne af en selvtilstrækkelighed, som Danmark anno 1861 i dén grad var grebet af, og som Dansk Folkeparti og deres chefideologer Krarup og Langballe ville føre os lige lukt tilbage i, hvis de fik chancen.
Men er jeg nu ikke uretfærdig? Var en sådan racisme, selv i "klyng dem op!"-varianten, ikke simpelt hen udtryk for tidens holdning til fremmede kulturer, som det nationalt sindede Danmark vel som lille og (trods alt) provinsiel nation dårligt kunne forventes at hæve sig over?
Nej. De første indere, der bosatte sig i England, mødte for eksempel ingen racisme overhovedet, men kunne færdes frit overalt og leve deres liv på lige fod med alle andre. De slemme kolonialistiske briter var omkring 1800 levende optaget af sprog og kultur overalt, hvor de kom frem. Racismen tog først for alvor fat med udbredelsen af evangelisk kristendom i løbet af det 19. århundrede.
Teaterstykket "Cora eller Slavinden" var i øvrigt en oversættelse af et slaverifjendtligt stykke af den franske dramatiker Jules Barbier. Stykket har ved den danske opførelse rimeligvis også været vendt mod slaveriet, men man har altså også fundet for godt at "kræse" for det stupide, nationalt sindede borgerskabs racisme ved at indlægge en smædesang om, hvad vi gør ved negre, der gør sig ud til bens.
Og den smædesang blev altså senere så populær, at den blev fundet værdig til optagelse i et katalog over de bedste danske sange. I sandhed et opbyggeligt monument over det 19. århundredes "danskhed" og dens pæne racisme; over det "pæne" danske borgerskab og dets selvfølgelige racisme.
