– fordi tiden kræver et MODSPIL

17. Apr 2007

Hypnerotomachia Poliphili

 
Hypnerotomachia Poliphili
Jeg må indrømme, at første gang jeg hørte om dette spændende værk (som vi for nogle uger siden bragte en illustration fra), var da jeg sidste sommer læste Rune Engelbreth Larsens seneste bog Renæssancen og Humanismens Rødder, hvor det bl.a. hedder: Renæssancens betagelse af naturen og erotikken sætter ikke mindst sit præg på en af litteraturhistoriens mest sælsomme bøger, der udkommer i december 1499 med en sand Zungenbrecher af en titel: Hypnerotomachia Poliphili (Poliphilos elskovskamp i en drøm).

Værket, der er en kombineret romance og subtil arkitekturtraktat til kærlighedens og antikkens pris, er udgivet af den berømte bogtrykker, Aldus Manutius (1449-1515) og er gået over i bogtrykkerkunstens historie som tidens smukkeste bogudgivelse. Takket være en hidtil uset, typografisk elegance og 172 opsigtsvækkende træsnit er de få tiloversblevne originaludgaver fortsat blandt de mest eftertragtede værker blandt (rige) bogsamlere.

(...)

Fortællingens hovedperson, Poliphilo (der kan betyde "den, der elsker mange ting" eller "den, der elsker Polia"), drømmer om en labyrintisk jagt på sin elskede Polia (en forkortet udgave af Polias, det ældste tilnavn til den græske gudinde Athene, qua beskytter af byen, polis). Hun er for Poliphilo (og måske for værkets forfatter), hvad Beatrice er for Dante, om end hun er en ganske anderledes, erotisk selvbevidst kvinde, der forlader dydens jomfruelige vej i Dianas tempeltjeneste for at lade sig indvie til Venus.

Ligesom Den guddommelige komedie begynder med, at en skrækslagen Dante på mystisk vis er faret vild i "mørke, dybe skove" mister Poliphilo orienteringen og befinder sig pludselig i en vild og "tornet skov", skræmt fra vid og sans.

Han bønfalder Jupiter om hjælp og ser sig snart i bedre omgivelser, før han atter falder i søvn. Om hans opvågnen dernæst bliver begyndelsen på en drøm i drømmen, eller om vi forbliver inden for den oprindelige drøms rammer, er ikke til at sige - men her tager fortællingens underfundige odyssé sin egentlige begyndelse.

Efter at have undsluppet en frygtelig drage og givet sig god tid til at dvæle ved storslået tempelarkitektur når Poliphilo frem til dronning Eleuterylidas rige, hvor han besnæres af kærligheds- og elskovsglade nymfer: "Jeg begyndte pludselig at blive seksuelt ophidset og vellystigt stimuleret til en grad af total forvirring og pinsel, imens disse listige piger lo ubehersket, i fuld bevidsthed om, hvad der var hændt mig. Det tiltog og tiltog, til jeg følte irritationen vokse stærkere og stærkere i mig hvert eneste øjeblik. Jeg ved ikke, hvilken tøjle eller hvilket bidsel der afholdt mig fra at angribe dem som en rasende, sulten ørn, der slår ned på en flok agerhøns: trangen til voldtægt var ikke mindre voldsom. Jeg følte til stadighed deres begær tiltage og plage mig med liderlig vellyst, og det blev så meget desto mere venerisk opflammet, fordi jeg var blevet stillet over for så belejlige og passende ofre."

Det er dog kvinderne, som bevarer kontrollen over begivenhedernes gang, og snarere Poliphilo, der bliver offer for sit eget - og deres - begær.
Engelbreth Larsen skriver meget mere om den i sin i øvrigt meget anbefalelsesværdige bog, men ellers kan man jo smugkigge i den elektroniske Hypnerotomachia hos MIT, eller man kan nøjes med bogens Wikipedia-side. En antydning af bogens rent typografiske skønhed kan fås af de to billeder indsat herunder (klik på selve typografien for stort format - det er fascinerende nøjagtigt trykt).

Uden ligefrem at have læst bogen fra ende til anden er det svært at undgå at få indtrykket af et dybt fascinerende værk fra et dybt fascinerende tidspunkt og sted i Europas kulturhistorie ...
Hypnerotomachia
Hypnerotomachia-opslag

Kommentarer: