Industrialisering, individualisme og frihedstrang

 

En af de bøger, jeg fik læst i juleferien, er den britiske historiker Alan MacFarlanes The Origins of English Individualism.

Bogen er et eksempel på, at socialhistorie af mere materialistisk tilsnit ikke behøver at være kedelig – fængende, ofte morsom, velskrevet fra start til slut og ganske vidtgående i sine konklusioner.

MacFarlanes overordnede ærinde er et opgør med den traditionelle opfattelse af den industrielle revolution som overgangen fra middelalder og bondesamfund til kapitalisme og modernitet, i hvert fald for Englands vedkommende - et ærinde, som ved bogens fremkomst i 1978 gjorde dens konklusioner særdeles kontroversielle, og som i dag gør den til lidt af en klassiker for folk, der beskæftiger sig med engelske samfundsforhold og deres historie.

Den traditionelle opfattelse er, at England før den industrielle revolution var et traditionelt feudalt bondesamfund, hvad MacFarlane kalder et "peasant society". Et sådant traditionelt bondesamfund er blandt andet kendetegnet ved familiebrug, hvor ejerskabet til jorden er kollektivt (dvs. knyttet til storfamilien) snarere end individuelt, ved lav mobilitet eller måske endda stavnsbinding, følelsesmæssig tilknytning til jorden og heraf følgende modvilje mod handel med jord.

Andre kendetegn er udstrakt selvforsyning og som konsekvens heraf lav specialisering (dvs., eftersom den enkelte gård i høj grad er selvforsynende med tøj, mad, redskaber osv., skal alle i princippet kunne alt, hvorfor der ikke er brug for traditionelle professioner som skræddere, tømrere, snedkere og bagere mv.) og fravær af pengeøkonomi - hvis den enkelte gård er selvforsynende med alt andet end luksusgenstande og knappe ressourcer som f.eks. metal, vil kun en meget lille del af den samlede produktion gå til salg. Familiemæssigt er der tale om stor- frem for kernefamilier, og ofte vil flere generationer bo under samme tag og arbejde på den samme jord, og endelig er sådanne samfund kendetegnet ved en skarp og nærmest kasteagtig adskillelse mellem stænderne, dvs. mellem bønder, akademikere (læger og præster) og håndværkere.

Sådanne bondesamfund er særdeles velkendte; i Europa var de normen i middelalderen, bl.a. i Danmark, Tyskland og Frankrig; i Polen, Rusland og Irland persisterede de langt op i moderne tid, og i nyere tid kan man pege på de sydøstasiatiske subsistensøkonomier med Indien og Kina samt Vietnam, Cambodia og Laos som eksempler.

I det 19. århundrede ansås det for givet, at England ligesom resten af Europa havde udviklet sig fra et sådant feudalt bondesamfund med naturalie- frem for penge-økonomi osv., og MacFarlane citerer bl.a. Macauley, Karl Marx og Max Weber, der alle i varierende grad gjorde netop Englands transformation fra bondesamfund til pengeøkonomi baseret på specialisering og samhandel til hovdhjørnesten i deres historiske teorier.

Og det skulle de nok ikke have gjort. For MacFarlane påviser, med baggrund i omfattende efterforskning i engelske lokalarkiver, herunder retsprotokoller, registre over fødsel og død samt over handel med jord, at et feudalt bondesamfund som man kender fra resten af Europa og med de nævnte karakteristika tilsyneladende aldrig har eksisteret i England.

MacFarlanes undersøgelser viser nemlig, at man, så langt tilbage som registrenes data går - og de går helt tilbage til før de første udbrud af Den Sorte Død, dvs. til omkring det 13.-14. århundrede - ikke i det landlige England kan finde nogen af de ovennævnte kendetegn på et traditionelt bondesamfund: Ejerskab til jorden har aldrig været kollektiv, men altid individuel, og jorden er altid gået i arv til den ældste søn; jord er altid blevet handlet flittigt; folk har ikke været specielt knyttet til deres fødeegn, boede ikke i storfamilier og havde en udstrakt grad af specialisering.

Nogen skarp adskillelse var der heller ikke mellem de ikke-adelige stænder; hvor "de intellektuelle" som læger, lærere osv. i et traditionelt bondesamfund enten slet ikke var at finde på landet eller også - som man f.eks. ser det i Turgenjevs "Fædre og Sønner" - holder sig selv klart adskilt fra bondestanden, var det i England slet ikke ualmindeligt, at en læge eller præst kunne købe og selv opdyrke jord, eller at en velhavende bonde kunne sende sine sønner på universitetet.

MacFarlanes dristige, kontroversielle og så vidt jeg kan se temmelig uundgåelige konklusion er, at England op gennem middelalderen havde en social struktur, der var radikalt anderledes end resten af Europa; en social struktur, der både resulterede i mindre rigide samfundsklasser, større individualisme, mere pengeøkonomi og handel samt klarere definerede individuelle rettigheder i forhold til adels- og kongemagten.

Bemærk, at når der står "England", så menes der England og ikke "Storbritannien" - Skotland og Wales mindede langt mere om fastlandet i den henseende.

Når MacFarlanes konlusion er så kontroversiel, skyldes det blandt andet, at den underminerer den marxistiske lære om historiens udvikling: Marx skitserede nødvendigheden af overgang fra bondesamfund til kapitalisme på baggrund af den industrielle revolution i England - hvis sandheden er, at England aldrig har været et bondesamfund, falder såvel Marx' historiske materialisme som Webers teser om den protestantiske arbejdsmoral som historisk katalysator fuldstændigt fra hinanden.

Omvendt muliggør den en ganske klar forståelse af fremkomsten af diverse frihedsbevægelser under den engelske revolution, af den indædte frihedslængsel og modvilje mod konger og kongemagt, vi finder hos bl.a. Milton, Paine, Godwin, Shelley og Byron: Hvorfor skulle en sådan frihedslængsel opstå efter mange århundreder med et feudalt stændersamfund, hvor alt var på sin plads og indordnet under en stærk adelsklasse og kongemagt, og den enkelte var vant til at definere sig selv ud fra sin samfundsklasse og familie, fremfor som et individ?

Den almindelige tese er, at dette frihedsideal var noget nyt, fremkaldt af de sociale ændringer i kølvandet på den industrielle revolution og overgangen til pengeøkonomi.

Hvis virkeligheden netop i England var, at en sådan frihed havde været om ikke altid nærværende, så dog velkendt; hvis den var, at den enkelte borgere havde rettigheder i forhold til myndighederne, som han holdt endog meget stejlt på, og at han traditionelt var vant til netop at se sig som individ – så kan det 17. århundredes engelske revolution og de følgende århundreders stærke råb om frihed måske snarere forstås som en reaktion mod en stærkere kongemagts underminering af en allerede eksisterende og hævdvunden udstrakt individuel frihed, snarere end som noget "nyt".

Hvis denne teori holder stik, er der pludselig en hel del aspekter af, om man vil, frihedens eller liberalismens idéhistorie, der giver langt bedre mening. Og MacFarlanes data forekommer temmelig uigendrivelige (i øvrigt stemmer de også langt bedre med det familie- og samfundmønster, man finder f.eks. i Chaucers "Canterbury Tales" end opfattelsen af England som traditionelt bondesamfund gør).

Efter læsningen står et enkelt spørgsmål tilbage: Hvorfor skulle et land, der som England trods alt står de øvrige europæiske lande ret nært rent kulturelt, dog være endt med i middelalderen at have en så anderledes samfundsstruktur? MacFarlane giver ikke noget svar - hans kilder går ikke længere tilbage end det 13. århundrede, men han gætter med Montesquieu på, at det kunne skyldes kulturelle særtræk og fravær af bondekultur hos de germanske stammer, der i sin tid bosatte sig i England.

Andetsteds fremsættes den tese, at samfundsstrukturen i det meste af Nordeuropa omkring det 12. århundrede mindede mere om Englands, men udviklede sig til de velkendte feudale bondesamfund i takt med en centralisering af magten: "[Originally,] Europe generally was run on the same Germanic, common-law lines but that the continent diverged around 1200. Their states became more centralised and more absolute in their rulers while England kept its balance ..."

Men dette er selvfølgelig mere usikkert, og i The Origins of English Individualism følte MacFarlane sig tydeligvis ikke i stand til at give noget endegyldigt svar på dét spørgsmål. Men det er sådan set heller ikke nødvendigt.

Som bud på en kritik af gængse teorier om den moderne individualismes opståen og om "revolutionær" overgang fra bonde- til industrisamfund, og som kilde til forståelse af en del på overfladen besynderlige træk ved de moderne engelske samfund er den allerede en klassiker, og den er som nævnt også både underholdende og velskrevet.

Og så er den, som god historieskrivning ofte er, en levende påmindelse om, at måske det ikke er alt, hvad der er godt, rigtigt og fornuftigt, der er blevet opfundet de sidste to eller fem hundrede år; måske de fleste af de "nye" ideer, vi tager for givet, slet ikke er så nye endda.

(Her kan du finde en lidt anderledes og grundigere anmeldelse af bogen, om du er interesseret).

[ agger, Sat 05 Jan, :19:24: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: