Koranens poetik

 

Under arbejdet med min bog "Hvem åbner Koranen", som er en introduktion til muslimernes helligskrift for den almindelige læser, blev jeg slået af Koranens fascinerende og ofte poetiske brug af billedsprog. Selv om bogen i sig selv ikke er eller indeholder decideret poesi, har den i mange århundreder fungeret som inspirationskilde for den islamiske verdens digtere. Hvis man læser bogen med fokus på dens poetiske aspekter er det ikke svært at se hvorfor.

Når vi taler om Koranens poetik, må vi begynde med at gøre os klart, at der er tale om et kontroversielt emne. Dette har at gøre med, hvad for en bog Koranen er, og det har også noget at gøre med, hvad en digter og et digt var i det præ-islamiske samfund, som Koranen blev til i.

En digter var en person, der udformede vers ud fra nogle meget rigide og elaborate versformer. Dette formodedes ofte at ske under inspiration af et overnaturligt væsen - en såkaldt djinn - der fungerede som en slags muse for digteren. Disse digtere kunne fungere som sandsigere, som propagandister og smædeskrivere og som historiefortællere, og deres skæbne var ofte tæt knyttet til den djinn, hvorfra de fik deres inspiration.

På Muhammads tid fandtes der en række store og meget respekterede arabiske digtere. Deciderede sandsigere og orakler udfyldte en mere praktisk funktion som nogen, man kunne gå til for at få råd eller besked om fremtiden. De talte under inspiration af djinner, som de tidlige islamiske historikere hånede for at være upålidelige. I Koranen kaldes en djinn ofte for en "bortstenet satan", og dette hænger sammen med en forestilling om, at disse væsner sad uden for døren og smuglyttede, når Gud diskuterede vigtige planer med sine engle - med mindre blev opdaget og fik en sten smidt efter sig, hvilket for menneskene tog sig ud som et stjerneskud. De største digteres djinner havde derimod ry for at kunne inspirere dem til deres største og mest intense præstationer.

Men Koranen er ikke ment som noget "digt". Den præsenterer sig selv og skal forstås som Guds ord til profeten Muhammad, og det er vigtigt for den at understrege, at der ikke er tale om en digters eller sandsigers ord.

I sura 69, vers 40-41 hedder det for eksempel: "Den [Koranen] er en ædel udsendings ord, og ikke en digters ord." Andetsteds (sura 81, vers 25) hedder det: "Det er ingen bortstenet satans ord". Det underforståede budskab er her, at Muhammed ikke var inspireret af en djinn og at de ord, han fremsagde, ikke var en sandsigers eller en digters ord, men den eneste Guds budskab til menneskene.

Et enkelt sted taler Koranen selv ganske hånligt om digtere:

Også dem følger de vildfarne.

Har du ikke set dem flakke om i hver en dal,

uden mål og med,

og sige, hvad de ikke gør?

Digtere er altå folk, der praler med og besynger heltegerninger, som de ikke selv udfører, og deres værdi for samfundet er derfor begrænset.

Koranen er altså, som den forstår sig selv, et helligt skrift og absolut ikke noget digt. Den er ikke blot et helligskrift, den er det ultimative helligskrift og Guds sidste og vigtigste budskab til menneskene. Giver det på den baggrund overhovedet mening at beskæftige sig med dens poetik?

Det korte svar er, at selvfølgelig gør det det. Digtekunst har traditionelt handlet om, hvordan vi komponerer stramt, hvordan vi udnytter sprogets lyde og spiller dem ud mod ordenes betydning, om at bruge billeder og metaforer til at beskrive følelser og stemninger, som det ellers kan være vanskeligt at indfange med ord, og hvordan vi kan give sproget vinger ved at tvinge det ind i en form, der indeholder sin egen musik.

De bedste passager af Koranen rummer en helt elementær kraft, som nødvendigvis må kunne sige og lære os noget både som vores eget livs poeter og som nydere af poesi. Koranen er ikke poesi og er ikke på vers, men den er ikke desto mindre fuld af rytme, af bogstavrim og af den type varieret arbejde med sproget, som også karakteriserer de bedste digte.

Se for eksempel dette uddrag af sura 91, vers 1-10:

Ved solen og dens morgenskær,

ved månen, når den følger den,

ved dagen, når den lader den skinne,

ved natten, når den dækker den til!

Ved himlen og det, der har bygget den,

ved jorden og det, der har bredt den ud!

Ved en sjæl og det, der har formet den,

dernæst indgivet den dens fordærv og dens gudsfrygt!

Den, som renser den, ham går det godt,

men den, der lader den gå til, får ikke lykken med sig.

Selv i oversættelse virker denne passage uomtvisteligt poetisk, og den er langtfra enestående.

I Koranen finder vi også en skønhed, der kan danne udgangspunkt for et meget poetisk billedsprog, ikke mindst i dens mange naturbeskrivelser. Dette gælder også for de lange og mere "prosaiske" suraer, som vi finder forrest i bogen. Tag for eksempel lignelsen om bierne i sura 16:

Din Herre åbenbarede for bierne: "Tag bolig i bjergene, i træerne og i det, som de bygger!"

Spis så af alle frugterne, og følg jeres Herres stier i ydmyghed!" Af deres mave kommer der forskellige drikke, hvori der er lægedom for menneskene. Deri er der tegn for folk, der vil besinde sig.

Det Nye Testamentes lignelser og prædikener har haft stor indflydelse på litteraturen i den kristne verden, herunder ikke mindst poesien. I Koranen finder vi også lignelser, hvor paralleller fra naturen indgår på en måde, som vi genkender fra Jesu lignelser og fra mange former for digtning. Se blot dette eksempel fra sura 2, vers 264-65:

Vær ikke som den, der giver sin formue bort for syns skyld, uden at tro på Gud og den yderste dag! Med ham er det som med en klippe, der er dækket af jord; men når et regnskyl rammer den, efterlader det den nøgen. Gud retleder ikke de vantro folk.

Men de, der giver bort af deres ejendom i et ønske om at være Gud til behag og for at befæste sig selv, med dem er det som med en have på en skråning. Når et regnskyl rammer den, bærer den dobbelt så meget frugt, og når et regnskyl ikke rammer den, er der dug. Gud ser, hvad I gør.

Hvis du søger efter poesi eller i hvert fald poetisk stemning i Koranen, vil du finde mest af det i de korte suraer bagerst i bogen. Men hvis du opfatter dette som en regel, der er mejslet i sten, kan du let gå hen og blive overrasket. I den forholdsvis lange lov-sura, der bærer navnet "Lyset" og har nummer 24 i den danske oversættelse, kastes vi i vers 35 direkte fra det strenge lov-stof over i den mest sublime mystik, som måske netop er en del af essensen af, hvad poesi er og skal være:

Gud er himlenes og jordens lys. Med Hans lys er det som med en niche, hvori der er en lampe. Lampen er omgivet af glas, og glasset er som en tindrende stjerne. Den tændes fra et velsignet oliventræ, der hverken hører til i øst eller i vest, hvis olie næsten kan lyse, uden at nogen ild berører den. Lys over lys. Gud leder, hvem Han vil, til sit lys. Gud giver menneskene lignelser. Gud er vidende om alt.

Jeg kan kun opfordre læseren til selv at give bogen en chance og selv gå på opdagelse efter lignende sublime passager - i Koranen og såmænd også i andre af de store religioners helligskrifter.

Oprindelig bragt som gæsteindlæg på Den Fri d. 12.01.2013. Billedet er fra Wikimedia Commons.

[ agger, Sat 19 Jan, :07:52: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: