![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
The Penelopiad
Den canadiske forfatter Margaret Atwoods bøger skulle efter sigende være et bekendtskab værd.
Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har kun læst én eneste af dem og det én af de nyeste, nemlig The Penelopiad fra 2005.
Jeg må sige, at det er længe siden, jeg sidst har læst en så fornøjelig lille bog. Præmissen virker ellers ikke umiddelbart lovende: En genfortælling af historien fra Odyseen set fra Odysseus' hustru Penelopeias synspunkt, og så endda med hovedvægt på drabet på hendes tolv elskede terner, som i bogens fremstilling var helt uretfærdigt.
Skal vi nu til at høre en anakronistisk, feministisk prædiken om tidens kvindeundertrykkelse og hvor lidt en slaves liv var værd, osv.?
Men så galt går det slet ikke - i stedet får vi en morsom og meget veloplagt udgave af Penelopeias historie: Om at være datter af kongen af Sparta og blive bortgiftet som femtenårig, om at blive gift med den snilde og venlige Odysseus, om hendes irriterende, irriterende smukke og giftige kusine Helena, om tyve års vansmægten og ensomhed, mens Odysseus er i Troja og senere gennemlever sine mange trængsler på tilbagevejen, om anstrengelserne med at holde bejlerne på afstand og om hendes dybe sorg over det skår i glæden over Odysseus' tilbagekomst, som drabet på hendes terner medfører.
Det feministiske aspekt er ikke 100% fraværende, men det stikker dybere end som så, eftersom bogen til dels ser Odyseens fortælling som udtryk for en overgang:
Penelopeia kommer fra Sparta, hvor tronen traditionelt er gået i arv på mødrene side, men i stedet for at slå sig ned i Sparta for måske en dag selv at blive konge som sig hør og bør, tager Odysseus hende i stedet hjem til Ithaka - hvilket netop er normal praksis, hvor tronen går i arv på fædrene side.
Før Odysseus' hjemkomst står Penelopeia åbenbart i spidsen for tolv (netop tolv, ikke elleve og ikke tretten) terner, som Odysseus og deres søn Telemachos dræber.
Skal denne historie tages for pålydende, eller er der (som Atwood spekulerer) tale om en dronning/gudinde og hendes tolv præstinder, og drabet et led i et opgør mellem en patriarkalsk og om ikke matriarkalsk, så dog mere kvindedomineret samfundsstruktur og religion?
Dette er ikke nogen stor bog: Paperback-udgaven er ca. 200 sider i lille format og er ganske hurtigt læst. Til gengæld er det som sagt en veloplagt og fornøjelig bog, en god lille oplevelse for enhver, der har historien fra Odyseen i rimeligt frisk erindring.
Update, 13. juni kl. 23.00:
Anne Kirstine Pedersen siger:
Jeg er glad for din lille anmeldelse af Atwoods bog. Jeg har også læst den med stor fornøjelse. Prøv f.eks. også at læse Tjenerindens fortælling.Og vi siger tak for kommentaren og giver hermed anbefalingen videre.