Vishnus død

 

Et uddrag:

Lad mig fortælle dig om en yogi-ånd ved navn Jeev. En yogi-ånd ved navn Jeev, der blev genfødt ni hundrede og halvfems tusind gange.
(...)
For mange, mange århundreder siden, dengang i Pandavaernes og Kauravaernes tid, da Mahabharata udspillede sig, havde Jeev netop hævet sig over insektstadiet. Nogle gange blev han født som en fugl, og et par gange endog som et mindre dyr. Det var først for nylig, at Brahma var vågnet af sin søvn og havde udåndet universet. Luften var stadigvæk frisk, vandløbene havde køligt klart vand; der var fortryllede skove på jorden, og selv i træerne boede der ånder. De liv, Jeev levede, var sorgløse - han hoppede og fløj og løb og brugte de bittesmå mængder ren luft og vand, hans tilværelse fordrede. Sandt nok måtte han igennem mangen en død og genfødsel, men når man er så lille, er det ikke så smertefuldt at blive genfødt.

Under et af disse liv opdagede Jeev, at han blev ført til Pandavaernes hus. Han havde været lige ved at lande i et træ, de en pil kom flyvende gennem løvet og strejfede ham. En fjerdusk fløj ud i luften, og dette syn fik ham til at falde chokeret til jorden.

"Åbn dine øjne, lille spurv," sagde en stemme, og Jeev opdagede, at han lå i en hul hånd. "Pilen var ikke bestemt for dig. Jeg øvede mig i at ramme den gren uden at kigge, og du var ikke dukket op, da jeg tog bindet for øjnene."

Stemmen tilhørte Arjun, den største bueskytte, der nogen sinde har eksisteret. Jeev så Arjuns smukke ansigt, så det bølgende bryst, som bueskydningen havde styrket, og følte et sug i sit lille fjerbeklædte bryst.

"Du er vel nok en køn fugl," sagde Arjun og kærtegnede Jeevs næb. "Kom, jeg vil tage dig med hjem - du kan bo hos os, indtil du har det bedre."

Arjun slog et lommetørklæde om Jeev og stak ham inden for vesten. Blot på den korte tid, det tog at blive transporteret til Pandavaernes hytte, gik det op for Jeev, at han var uhjælpeligt forelsket.

De nåede frem til hytten, og Arjun råbte: "Se mor, kom og se, hvad jeg har fundet."

Hans mor svarede inde fra hytten: "Uanset hvad det er, skal du dele det med dine brødre."

Eftersom Arjun var en Rajput, var han bundet af sin mors ord, ord der, når først de var udtalt, ikke kunne trækkes tilbage igen. Sådan gik det til,at Jeev blev maskot for samtlige fem Pandavabrødre. De skiftedes til at tage sig af ham om dagen, lod ham spise af deres hænder, lod ham sidde på deres skuldre og aede hans lile hoved med en finger. Og når de rejste, tog de ham med overalt og transporterede ham i et gyldent bur, når hans vingeslag ikke kunne holde trit med dem.

I begyndelsen forsøgte Jeev at leve med denne ordning. Men han var ikke lykkelig. Han havde kun lyst til at spise af Arjuns hånd, til at putte sig ind til hans krop, til at synge ind i hans øre. Han levede for den femte dag i denne cyklus, hvor alting føltes og lugtede og så perfekt ud, når han var med den eneste af de fem brødre, han rigtigt holdt af.

Til sidst kunne Jeev ikke længere skjule sine følelser. Han begyndte at blive irritabel de fire dage, han ikke var sammen med Arjun. Han nægtede at spise og hakkede Arjuns brødre i fingrene, når de forsøgte at kærtegne ham. Hans største vrede var forbeholdt Arjuns mor, hvis direktiv var blevet en forbandelse for ham, og som aldrig kunne tilbagekaldes. Han begyndte at klatte på hendes seng og hakke hende i hovedet, når hun sov. Brødrene forsøgte at blødgøre Jeev, men det raseri, han følte, kunne ikke tøjles.

Så oprandt den dag, hvor Arjun satte Jeev ind i buret og begav sig afsted mod skoven. De rejste i mange timer, forbi ukendte træer og vandløb. Under rejsen holdt Jeev blikket fæstnet på Arjuns ansigt og forsøgte at forstå den bedrøvelse, han så i det.

De kom til en lysning, og Arjun åbnede burets låge. Jeev hoppede ud på Arjuns fremstrakte finger og mærkede, at han blev båret gennem luften.

"Hver en skabning har sin egen karma at følge, lille spurv," sagde Arjun og kyssede ham let på siden af hovedet. "I dag er det på tide, at du finder din."

Et kort øjeblik så Jeev det ansigt, han elskede så højt, helt tæt ved sit eget, stirrede på munden, på de læber, der netop havde været presset ind mod hans fjer. Så forsvandt det hele i en tåge, da Arjun viftede fingeren i luften. Mod sin vilje mærkede Jeev, at hans fødder slap underlaget, mærkede, at vingerne foldede sig ud, mærkede brystmusklerne begynde at pumpe. Han opdagede, at han steg op uften, steg op over Arjun, steg op over planterne og træerne, steg op over skoven, indtil han kunne kigge ned og se et hav af grønt og ude i det fjerne se floder gennemskære det, og endnu længere ude bjergene, og endog længere end dem, treenigheden, med Brahma hvilende i sin vogn ført af de syv svaner og Vishnu dansende i al sin glans i himmelen og Shiva ved at gøre rede til at danse sin dans helt ude på verdens rand.

Og mere vil jeg ikke hér fortælle om Manil Suris roman Vishnus Død (Lindhardt og Ringhof, 2001, s. 134-36) - hvis du vil vide mere om bogen, kan du læse om den andre steder, f.eks. her, eller du kan købe bogen eller låne den på biblioteket; lige i øjeblikket fås den til 30 kroner på posthuse, i lufthavne osv.

[ agger, Tue 04 Jul, :23:00: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: