Irish Fairy Beliefs

 

Spændende interview med Jenny Butler fra University College Cork, Irland.

[ agger, Mon 22 Dec, :13:58: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Ostara, påskens gudinde

 


Ostara eller Eostre var ifølge den middelalderlige britiske historiker Bede (672?-735) en germansk gudinde, der oprindelig gav navn til påsken (på engelsk Easter) og de fester, der blev holdt i den anledning.

Bede skrev om gudinden:

Eostur-monath, qui nunc Paschalis mensis interpretatur, quondam a Dea illorum quæ Eostre vocabatur, et cui in illo festa celebrabant nomen habuit: a cujus nomine nunc Paschale tempus cognominant, consueto antiquæ observationis vocabulo gaudia novæ solemnitatis vocantes.

Eosturmonath has a name which is now translated "Paschal month", and which was once called after a goddess of theirs named Eostre, in whose honour feasts were celebrated in that month. Now they designate that Paschal season by her name, calling the joys of the new rite by the time-honoured name of the old observance.

Påsken og de "gamle" germanske påsketraditioner har altså oprindelig intet med kristendommen at gøre, i hvert fald hvis man skal tro Bede.

Billedet er et træsnit af Johannes Gehrts (1855-1921). Det latinske citat er sammen med oversættelsen skammeligt hugget fra Wikipedias artikel om gudinden. Tak til Øyvind Strømmen for inspiration.

[ agger, Sun 24 Apr, :10:03: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Død, tantra og tiggermunke

 


En opbyggelig fortælling, jeg faldt over i forbindelse med lidt research i en helt anden retning.

CANNIBAL JOGI.

The other day, a jogi was brought up before the superintendent of the police, by the thanadar of Hatkholah, who stated, that the man had been seen devouring a corpse at Nimtollah Ghat, the place where the deceased Hindus are generally burnt. The cannibal was ordered to be sent out of the precincts of the town.

This is, perhaps, the climax of a systematic nuisance which we suffer, especially in those parts of the town inhabited by natives. This nuisance is created by those jogis and fakirs who are seen perambulating the streets in a state of almost perfect nudity, generally besmeared with ashes, and bedaubed with paints of different kinds; hale, hearty, and impudent fellows, who seem to boast in putting modesty to the blush, and, to our certain knowledge, of corrupting very many innocent young people.

Their principal mode of earning a livelihood is, either by compelling the natives to give them something hy making a clamour at their doors or before their shops, or by selling different roots, drugs, and charms, for the purpose of forcing nature to deviate from her usual course, and other abominations too horrible and improper to be mentioned in these pages.

---

The jogi who was perceived devouring the corpse, must have been one of the confraternity called Aghori, who infest almost every town in the Upper Provinces, especially Bihar. Their religion —if it can be called by that name— teaches them to act in every respect contrary to the rules of caste, which they despise, and going to the other extreme, they eat all manner of things, which even those who have no respect for the rules of caste do not approach.

Groups of those people may be seen in the native towns in the front of shops, perpetrating the most indecent deeds in the public streets ; and, collecting all manner of abominations in skulls, picked up on the banks of the river, they besmear their bodies with the abominable mixture, and eat it as if it were a savoury article of food. In this manner they continue in the front of each shop until they have succeeded in extorting such a sum from its owner as they please, and then remove to the next shop and do the same there. Should the shopkeeper be obstinate in refusing to comply with the demand of these wretches, they fix themselves before his shop, and spread filth and pieces of putrid carcases, brought from the river, all about the place, which effectually prevents every body from approaching the spot, and the owner of the shop must either comply with the request of the Aghori or quit his premises.

Should he attempt to molest the filthy besiegers of his shop, he has a very unequal battle to maintain; for to his nasal organ the Aghori will oppose the contents of the skulls about him, viz. pieces of putrid human flesh, and all manner of filthy things, which neither Hindu, Mussulman, nor any other person but an Aghori, would approach. We have heard of these people defending themselves against the clubs of the irritated shopkeepers, with the limbs and the hones of human carcases, and thus formidably armed, putting hundreds to flight. — Hurkmu, June 12.

---

This loathsome being was brought into the Zillah Court on the 19th June, on a cow-cart, with a large mob following him. On his being led in, we took the liberty of asking him what caste he belonged to. "Kutta ka Jaul," said the wretch [dvs., "hundekasten"], "because I feed on carcasses and corpses:" and then went on with a detail of the most disgusting nature. He, every now and then, scraped his teeth with a human rib bone, and, according to his own words, allayed thirst by sucking an arm bone, which he had suspended to his shoulder. He had a number of human bones round his neck, and on his breast he wore a human skull. Tied to his waist he had several bones of animals, and the skull of a dog attached to the band. His teeth, we remarked, were exceedingly white, and the enamel on them was surprisingly beautiful. He had a very pretty dog by him, on which, when hungry, he purposed feasting.

The magistrate ordered the disgusting wretch to be turned away, as giving him quarters at Tallygunge would be doing injustice to the inmates of it. —Ibid., June 23.

Kilde The Asiatic journal and monthly Register for British and Foreign India, British East Asia Company september-december 1837

Man kan læse mere om fænomenet her.

[ agger, Tue 19 May, :11:26: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

The Self Possessed - åndebesættelse i indisk religion

 

Jeg har tidligere, i artiklen Sydamerikas levende guder (der blev bragt i Faklen nr. 12, juli 1999) beskæftiget mig ret ekstensivt med moderne besættelsesreligioner, det vil sige religioner som f.eks. den cubanske santería eller de brasilianske umbanda og candomblé, der er karakteriseret ved, at guddommene manifesterer sig direkte ved at besætte deres tilhængere, især særligt indviede præster eller præstinder, der under ceremonierne fungerer som talerør og krop for guderne.

Disse besættelsesreligioner har mangfoldige ligheder med de førkristne polyteistiske religioner, som vi kender dem fra den romerske og kristne oldtid, og det er meget muligt, at såvel Dionysos-kulten som de eleusinske mysterier ville blive betragtet som "besættelsesreligioner", om de havde overlevet til vore dage.

Den direkte oplevelse af det guddommelige er dog ikke forbeholdt "hedenske" religioner, men kan siges at være et direkte element i enhver levende religion, ikke sådan at forstå, at alle religionens tilhængere nødvendigvis selv stilles ansigt til ansigt med det guddommelige, men sådan, at det er vigtigt, at nogen gør; den nytestamentlige kristendom, som den fremgår af Apostlenes Gerninger og Paulus' breve, forstås bedst som en mysteriereligion med Jesus/Kristus som mytisk grundlægger.

I middelalderens kristendom var dette i høj grad, hvad munkevæsnet handlede om, hvilket man f.eks. ser smukke eksempler på hos de spanske mystikere Teresa af Ávila og Juan de la Cruz.

Den direkte oplevelse af det guddommelige forsvandt først ud af kristendommen med Luther, hvilket man kan argumentere for falder sammen med kristendommens død som levende religion i modsætning til moralfilosofi eller politisk ideologi.

Det kunne altså forekomme, at den direkte oplevelse af det guddommelige (nåja, af guderne og andre guddommelige væsner) er et fast element i alle levende religioner, eller i hvert fald i alle polyteistiske religioner.

Men ... hvad med hinduismen, den religion eller det konglomerat af religioner, der dominerer i Indien?

Indisk religion kunne umiddelbart forekomme at være en undtagelse: Her har vi en polyteistisk religion med masser af guder, men i den overleverede litteratur umiddelbart et meget filosofisk forhold tl disse guder, eller som i upanishaderne vægt på det enkelte menneskes erkendelse af "det uerkendelige", af tilværelsens grundlag.

Guderne selv har man derimod som sagt ofte et mere filosofisk forhold til - helt tilbage i 1100-tallet sagde en forfatter (hvis navn, jeg umiddelbart har glemt), at guderne kan man jo ikke se men må man i stedet forlade sig på, en frustration, tilhængerne af en moderne besættelsesreligion eller en klassisk mysteriereligion (med mulighed for direkte at mødes med og konversere guddommen i templet) ikke behøver at dele.

Eller ...?

Måske der snarere er tale om, at gudernes direkte manifestation i indisk religion ikke er "noget, man taler om", end om, at det er noget, der ikke forekommer. Det mener i hvert fald indologen Frederick M. Smith, hvis bog The Self Possessed – Deity and Spirit Possession in South Asian Literature and Civilization får følgende ord med på vejen af en af hans kolleger:

For centuries if not millennia, the elephant in the room of South Asian religions has been the phenomenon of possession. In this paradigm-shifting work, Frederick M. Smith not only situates 'permeable embodiment' at the core of a wide array of Vedic, devotional, Tantric, medical, literary, and vernacular traditions, but also tells us the reasons for its incongruous erasure from the normative discourse of Indian analytical thought. This work of breathtaking sweep and stunning erudition will force scholars to rethink the fundamental categories of self, person, body, and mind in South Asia.
(David White, professor of religious studies, University of California, Santa Barbara)

Dette er også i overensstemmelse med den opfattelse af guderne, man af og til møder f.eks. i indiske film, hvor et eksempel er hovedpersonen i filmen Deewaar, hvor hovedpersonen (Amitabh Bachchan i sin typiske 70er-rolle som "angry young man") i en berømt scene går ind i et tempel og skælder (statuen af) guden Shiva huden fuld, fordi han tillader en uretfærdighed som den han selv lever under.

Som i den katolske helgendyrkelse er der snarere tale om en person, man kan tale til, bede om tjenester og måske forvente svar fra, end om en fjern, filosofisk guddom.

Og hvis besættelsesfænomenet og dermed gudernes direkte manifestation for deres tilhængere hermed er, om ikke lige så udbredt som i candomblé eller umbanda, så dog ganske hyppigt forekommende også i indisk religion, kunne man forestille sig mange grunde til, at vi ikke hører så meget om det:

For det første har man vitterlig i den intellektuelle, af nogen uvenligt kaldt "pedantiske", brahmanske litteratur typisk haft en forkærlighed for det spekulative og filosofiske - til forskel fra i digtekunsten, hvor længslen efter guddommens direkte manifestation altid har spillet en stor rolle.

For det andet kunne man forestille sig, at indofile vestlige intellektuelle - af den slags, der typisk ender med at beskæftige sig med indisk historie, litteratur og sprog - kunne finde på at underspille den slags "barbariske" elementer, når de skal forklare indisk kultur for deres landsmænd.

Og for det tredje kunne man forestille sig, at "anglofile" indiske intellektuelle kunne finde på at underspille den slags "barbariske" elementer af deres egen kultur, især for et vestligt publikum. Hvorom alting er, synes Smihts bog at pege i en anden retning:

In South Asia possession has always been broader and more diverse than in the West, where it has been almost entirely characterized as "demonic." At best, spirit possession has been regarded as a medically treatable psychological ailment and at worst, as a condition that requires exorcism or punishment. In South (and East) Asia, ecstatic or oracular possession has been widely practiced throughout history, occupying a position of respect in early and recent Hinduism and in certain forms of Buddhism.

Smith analyzes Indic literature from all ages-the earliest Vedic texts; the Mahabharata; Buddhist, Jain, Yogic, Ayurvedic, and Tantric texts; Hindu devotional literature; Sanskrit drama and narrative literature; and more than a hundred ethnographies. He identifies several forms of possession, including festival, initiatory, oracular, and devotional, and demonstrates their multivocality within a wide range of sects and religious identities.

Possession is common among both men and women and is practiced by members of all social and caste strata. Smith theorizes on notions of embodiment, disembodiment, selfhood, personal identity, and other key issues through the prism of possession, redefining the relationship between Sanskritic and vernacular culture and between elite and popular religion.

Men holder den så, hvad der loves her? Jeg ved det ikke - men jeg har allerede lavet en aftale med min gode ven og forretningsforbindelse Amazon om at levere mig bogen snarest. Og så får vi se ... jeg håber at kunne vende tilbage til emnet her.

[ agger, Sat 10 Nov, :18:03: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Lidt spøgelseshistorier

 

I går skrev jeg om det haitianske sjælebegreb, at efter et menneskes død "skal meget komplicerede begravelsesriter udføres for at sikre, at gros-bon-ange kan finde tilbage til himlen eller Ginen og finde sin plads blandt guderne, mens et ritual, der kaldes ni nætter, skal sikre, at ti-bon-ange forbliver i graven."

Dette er naturligvis en særdeles velkendt forestilling: At folk som er kommet af dage på uforløst eller gruopvækkende vis, ikke er begravet ordentligt eller som i livet har lidt meget, kan vende tilbage efter døden og måske kan "få fred", hvis man opklarer mysteriet om deres død eller sørger for at begrave dem ordentligt, temaet for film som Ghost Story, Pet Cemetary eller The Grudge, som vi tidligere har omtalt.

Denne forestilling er endog meget gammel - Plinius den Yngre, som blev født i 63 evt., fortæller således i et brev en rigtig spøgelseshistorie fra Athen:

There was at Athens a mansion, spacious and commodious, but of evil repute and dangerous to health. In the dead of night there was a noise as of iron, and, if you listened more closely, a clanking of chains was heard, first of all from a distance, and afterwards hard by. Presently a specter used to appear, an ancient man sinking with emaciation and squalor, with a long beard and bristly hair, wearing shackles on his legs and fetters on his hands, and shaking them. Hence the inmates, by reason of their fears, passed miserable and horrible nights in sleeplessness. This want of sleep was followed by disease, and, their terrors increasing, by death. For in the daytime as well, though the apparition had departed, yet a reminiscence of it flitted before their eyes, and their dread outlived its cause.

The mansion was accordingly deserted, and, condemned to solitude, was entirely abandoned to the dreadful ghost. However, it was advertised, on the chance of some one, ignorant of the fearful curse attached to it, being willing to buy or to rent it. Athenodorus, the philosopher, came to Athens and read the advertisement. When he had been informed of the terms, which were so low as to appear suspicious, he made inquiries, and learned the whole of the particulars. Yet none the less on that account, nay, all the more readily, did he rent the house. As evening began to draw on, he ordered a sofa to be set for himself in the front part of the house, and called for his notebooks, writing implements, and a light. The whole of his servants he dismissed to the interior apartments, and for himself applied his soul, eyes, and hand to composition, that his mind might not, from want of occupation, picture to itself the phantoms of which he had heard, or any empty terrors.

At the commencement there was the universal silence of night. Soon the shaking of irons and the clanking of chains was heard, yet he never raised his eyes nor slackened his pen, but hardened his soul and deadened his ears by its help. The noise grew and approached: now it seemed to be heard at the door, and next inside the door. He looked round, beheld and recognized the figure he had been told of. It was standing and signaling to him with its finger, as though inviting him. He, in reply, made a sign with his hand that it should wait a moment, and applied himself afresh to his tablets and pen. Upon this the figure kept rattling its chains over his head as he wrote. On looking round again, he saw it making the same signal as before, and without delay took up a light and followed it. It moved with a slow step, as though oppressed by its chains, and, after turning into the courtyard of the house, vanished suddenly and left his company.

On being thus left to himself, he marked the spot with some grass and leaves which he plucked. Next day he applied to the magistrates, and urged them to have the spot in question dug up. There were found there some bones attached to and intermingled with fetters; the body to which they had belonged, rotted away by time and the soil, had abandoned them thus naked and corroded to the chains. They were collected and interred at the public expense, and the house was ever afterwards free from the spirit, which had obtained due sepulture.

Plinius fortæller dette i et brev til Sura, hvor han spørger til Suras mening om , hvorvidt sådanne fænomener kan være virkelige, og hvad de betyder; han fortæller også om en tilsvarende oplevelse, han selv har haft, som ikke synes at involvere et spøgelse så meget som en "dødsvarsler":

I have a freedman, who is not without some knowledge of letters. A younger brother of his was sleeping with him in the same bed. The latter dreamed he saw some one sitting on the couch, who approached a pair of scissors to his head, and even cut the hair from the crown of it. When day dawned he was found to be cropped round the crown, and his locks were discovered lying about.

A very short time afterwards a fresh occurrence of the same kind confirmed the truth of the former one. A lad of mine was sleeping, in company with several others, in the pages' apartment. There came through the windows (so he tells the story) two figures in white tunics, who cut his hair as he lay, and departed the way they came. In his case, too, daylight exhibited him shorn, and his locks scattered around.

Nothing remarkable followed, except, perhaps, this, that I was not brought under accusation, as I should have been, if Domitian (in whose reign these events happened) had lived longer. For in his desk was found an information against me which had been presented by Carus; from which circumstance it may be conjectured - inasmuch as it is the custom of accused persons to let their hair grow - that the cutting off of my slaves' hair was a sign of the danger which threatened me being averted.

Link til Plinius den Yngres spøgelseshistorie hos Projekt Gutenberg.

[ agger, Fri 03 Mar, :11:14: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Eye of newt, and toe of frog

 

Gad vide, hvor gammel den forestilling om hekse og deres væmmelige, skumle heksebryg fyldt med de mærkeligste sager, som vi vist alle mere eller mindre er vokset op med, mon er? I al fald en del ældre end Shakespeares hekse fra MacBeth, som vi citerer i titlen.

I Ovids Metamorforser (udg. i årene umiddelbart efter vor tidsregnings begyndelse) beskrives således, hvordan Medea forbereder det bryg, hvormed hun vil forynge Jasons gamle far Aeson:

  
Hun lader fakler med spidsen i spåner drikke af blodet  
i gravens dyb og tænder dem så på tvillingealtret,  
renser ham så tre gange: med ild og med vand og med svovlrøg.  
  
Derunder koger det kraftige bryg i gryden af kobber,  
sprutter ud over kanten med hvidligt skummende bobler.  
Deri syder de rødder, hun skar i Haemoniens dale,  
blomster og sorte safter og fæle frø bliver indkogt.  
  
Dertil sætter hun stene fra østens fjerneste egne,  
klæg, som tidevandsbølger fra Verdenshavet har vasket,  
siden lidt dug fra en fuldmånenat og vingen og halsen  
af en uhyggelig ugle og nyre og milt fra en gråben,  
som ofte i livet forvandlede sig og blev til en vargmand.  
  
Imellem det andet mangled der heller ikke den tynde  
ham af den skællede Libyske snog, eller lever fra hjorten,  
der bliver så gammel. Og oven i alt det kommer en krages  
hoved og næb, og den havde levet ni menneskealdre.  
  
Ovid: Metamorfoser, 7. sang - oversat af Otto Steen Due.  

Bemærk også, at vi i det næstsidste af disse vers har den "omvendte" på varulven, nemlig vargmanden - en ulv, der forvandler sig til et menneske. Men selvom Medea i modsætning til Shakespeares hekse oftest fremstilles som ung og smuk, er der vist ingen tvivl om, at det er den samme type forestilling om heksene og deres "uhyggelige" bryg, der ligger bag.

[ agger, Mon 12 Sep, :18:55: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Marer, ridt og mareridt

 

Varulven har en meget bastant fænomenologi, som gør varulvemyten let at genkende, men som samtidig er noget fjern fra et moderne menneskes erfaring eller følelsliv.

En folke- eller "over"-tro, som alle til gengæld kan nikke genkendende til, er mareridtet eller blot "maren", væsner, som besøger os om natten og forstyrrer vores søvn; middelalderens incubus og succubus, som kunne søge (seksuelt) samkvem med kvinder hhv. mænd under deres søvn.

En typisk beskrivelse lyder:

...pludselig er der noget, der lægger sig oven på mig så tung så tung så tung, og jeg kunne ikke røre mig af stedet. Så blev jeg så underlig, og da begyndte det sådan at vrimle ned ad mig (her gjøres Tegning med begge Hænder, der trilles ned ad Brystet). Det lettede jo stadig mere, og da det kom ned til mine Fødder, så faldt det ned på Gulvet, og det lød, ligesom et stort sort nøgle Garn faldt ned. Så var jeg fri og let, men underlig var jeg, og mest mærkeligt var det med det Dump på gulvet, ja, det var mig rigtignok sært.
Sidsel Kirstine Jensen, Gammelhavn

Marer (nightMARE, på fransk caucheMAR) kunne være plagsomme og svære at slippe af med:

Jeg havde en Broder, ham red Maren hver eneste Nat. Så snart han havde lagt sig, begyndte han at klage sig, for så var den kommen. Den kom først nede ved hans Fødder som en grå Kat og marsjerede på tre Ben op ad ham, indtil den satte sin lådne Ende for ansigtet af ham. Undertiden sad den og så på ham med sine gnistrende Øjne, og så vendte den sig og gik tilbage igen efter at have klemt hans Bryst en Tid. Når vi talte til ham, var det ovre. Jeg lå hos ham og hørte tit, hvordan han lå og klagede sig. "Kan du ikke se den?" sagde han, men jeg så den aldrig. Så snart den havde sluppet ham, sprang han op og ville gribe den, men det lykkedes aldrig.
P. Olsen

Bare en ganske bestemt type drøm/mareridt, og intet andet? Men "marer" var kendt og anerkendt som en ganske bestemt type overnaturlige væsner:

Varulven kan aldrig komme nogen Steds ind uden under et Dørtrin, aldrig derover. Marerne er ganske bitte små som et Rug-ags, vil man gribe efter dem, forsvinder de. De kan komme ind gjennem et Naglehul i en mur. Sætter man Naglen i, kan de ikke komme ind. Der var således en mand, der led af Mareridt. Da Maren var kommet, tog han Naglen og satte ind, så kunne den ikke slippe ud, og næste Morgen sad da hos ham sådan en nydelig Pige ...
E. Trier fra Lendemark

Marerne er altså åbenbart overnaturlige væsner, som "lægger sig ovenpå" (incubant) os, fordi de opsøger os om natten med henblik på seksuel omgang, hvilket af os opfattes voldsomt ubehageligt, nogle gange med og nogle gange uden seksuelle overtoner.

Med lidt mere "magistrale" briller på hører vi, at

Mareridt er blevet tilskrevet en kvindelig Plageånd, der ikke kunne lade Folk være i Fred om Natten. Man kaldte hende for Maren, og hun var, hed det, den skjønneste Kvinde, men i Lader den arrigste Trold, der gik gjennem lukkede Døre, overfaldt sovende Folk og satte sig overskrævs på dem og plagede dem, så det var en Gru. Man blev da redet af Maren ...

(Efter Vejle Folkeblad og Holbæk Amtstidende, 1928).

Dette og de foregående citater er fra Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, som de har lydt i Folkemunde, II afdeling (1929) s. 154-58.

Som mange af os kan skrive under på, er mareridtet dog ikke ren overtro - der er snarere tale om en bestemt (nu fragået) fortolkning af et velkendt, af og til påtrængende fænomen. Søger vi en mere "naturvidenskabelig" redegørelse for fænomenet, kan vi vende os til et standardværk i neurologi, Eric Kandel et als "Principles of Neural Science", hvor vi finder, at hovedsymptomerne på mareridt eller "incubat" hos voksne er:

... respiratory oppression, partial paralysis, and anxiety - usually in that sequence. The anxiety is intense, accompanied by sweating, a fixed facial expression, dilated pupils, and difficulty in breathing. Dream activity is rarely well structured; it consists not of a story but of a poor recollection of a single oppressive situation, such as having rocks piled on the chest. Like night terror attacks in children, the patient usually has little memory of the attack the next morning. The name of these slow-wave sleep attacks in the adult is incubus, which, given the Latin root incubare (to lie upon), is an appropriate term. From the Middle Ages and before it was believed that nightmares were caused by a nocturnal demon pressing upon the sleeper's chest. The German word Nachtemar and the French word cauchemar both contain the ancient Teutonic root mar, which means devil. Cauchemar also derives from caucher, an old French verb meaning to press, thus literally referring to a pressing devil.

Så ...tilbagevendende drømmemønster, velkendt og velbeskrevet neurologisk fænomen eller velkendt og velbeskrevet overnaturligt væsen?

Det afgørende er vist: Hjælper vore beskrivelser os med at deale med fænomenet? Den moderne, naturvidenskabelige, eller middelalderlige tolkning har formentlig hver deres fordele og ulemper og hver deres berettigelse i de respektive verdensbilleder, de hører hjemme i.

[ agger, Fri 02 Sep, :21:39: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Varulvens tid

 

Varulven var, skal man tro folketroen, ganske udbredt i Skandinavien, vistnok især i Norge og Sverige - vi hører dog også om dem hos Evald Tang Kristensen:

Varulvene ville i Lag med frugtsommelige Koner og rive dem ihjel for at blive forløst fra Trolddommen. De skulde nemlig have et uforløst drengebarn at æde. Der var en Karl her i byen, Jørgen Væver, han var mistænkt for at være en Varulv.

Piger kan blive fri for smerte, når de skal føde børn, hvis de kryber nøgne gennem en Følham.

Og hvis de kravlede gennem sådan en følham, kunne barnet nemlig blive en varulv!

Varulvemyten er naturligvis en af de allerældste og mest centrale myter: Historien om mennesket, der bliver besat af et overnaturligt væsen og forvandler sig til et dyr, eller rettere sagt: Forvandler sig til noget, som egentlig hverken er menneske eller dyr, og derfor er skræmmende, uhyggeligt stærkt og samtidig henynsløst blodtørstigt.

Et tilsvarende eksempel er vikingernes historier om bersærker, der kunne blive til bjørne; som Bjarke, der i den islandske version lå og sov, mens han i bjørneskikkelse kæmpede på kong Rolfs side.

En Karl og en Pige kom til hinanden i Skoven, og de bliver enige om at følges til næste By. Da de kom midt ind i Skoven, kom det ham for, han skulle skabes om, og så flyer han hende Kæppen, han gik med, og siger: Hun skulde banke det i den, så længe var Stumper af den, hvis der kom noget efter hende. Så gik han, og da kom der en Ulv og rev hendes Forklæde i stykker, og hun slog jo løs på Ulven, så længe der var stumper af Kjæppen. Så løber den, og da kommer Karlen tilbage. Men nu ser hun, der sidder Trævler af Forklædet imeld hans Tænd.

... og man føler sig hensat til en moderne gyserortælling.

Øjenvidneberetninger, eller rester af længere fortællinger eller myter? Vi genkender ofte den samme historie fortalt igen og igen om skiftende personer, altid foregået passende langt væk og for passende lang tid siden. Måske først og fremmest vandrehistorier, genfortællinger af historier, der kunne gå hundreder, måske tusinder af år tilbage i tiden, til tider, hvor forestillingen om at kunne forvandle sig til eller smelte sammen med et dyr ikke var så fjern eller så syndig, som den senere skulle blive:

En Mand og hans Kone kjørte en Nat hjem fra et Besøg. Pludselig holdt Manden stille, sprang af Vognen og sagde til Konen: "Hvis der nu kommer nogen hen til dig, så skal du slå fra dig med dit Forklæde." Derpå gik han, men lidt efter kom der en Ulv hoppende på tre Ben. Konen slog fra sig med sit Hvergarnsforklæde, så den fik ikke Magt over hende. Noget efter kom Manden tilbage. Konen kunne se, at Laserne af hendes Forklæde hang i hans Tænder og sagde derfor til ham: "Men Gud, Mand, er du en Varulv!" Så var han frelst.

Og alt dette for at fortælle, at Groovy Age of Horror holder varulvemåned i september - så vi håber både at finde spændende nyheder dérovre, og at blive inspireret til vore egne små ekskursioner. Opfordringer og forslag modtages!

En Mand var ude i Ulvskov at slå, og Konen skulle noget efter komme ud at rive sammen. Men da hun havde begyndt med hendes Arbejde, kom der en Ulv efter hende og bed hende i hendes ene Lår. Hun havde et blåt Forklæde for, det bed han rent i Stykker. Hun kunde ikke blive ved med Arbejdet, sådan som hun var handlet, og måtte hjem i Seng. Da Manden kom hjem, sad der trævler af hendes Forklæde imellem hans Tænder.

(Alle citater fra Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, som de har lydt i Folkemunde (1929), 2. afdeling s. 148 ff.)

[ agger, Sun 28 Aug, :21:00: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Menneskeofringer og drab

 

Jeg skrev tidligere om den fascinerende og makabre historie om drengen, der blev levende begravet på Hvidbjerg Kirke på Thyholm, angiveligt fordi kirkegården var plaget af megen uro og spøgeri.

I den forbindelse citerede jeg bl.a. Evald Tang Kristensen, der i sine optegnelser om denne historie fortæller, at "over døren i Hvidbjærg Kirkes søndre side der ovre på Thyholm findes en sten, der fremstiller en dreng med en kringle i hånden"; ifølge sagnet netop den dreng, der blev fanget/lokket og herefter levende begravet på kirkegården.

Vel, på Struer Museums hjemmeside hører vi, at

Til højre for indgangen til kirken, gennem det lille Jonas og hvalfiskenvåbenhus på sydsiden, sidder i muren en billedkvader. Figuren forestiller en kriger med sværd i hånd. Det er rimeligvis en vikingehøvding, der kan have bragt den med sig hjem fra England.

Så hvad den end forestiller, har vi i al fald bekræftet, at der findes et billede af nogen med noget i hånden på sydsiden af kirken, og at dette billede er endog meget gammelt.

Endnu mere spændende er det, at kirken faktisk var ramme om en makaber begivenhed tilbage i 1260: Biskop Oluf Glob fra Børglum havde frataget sin svigerinde meget store jordbesiddelser på Thy, og som hævn myrdede hendes søn Jens Glob ham og alle hans mænd foran alteret i Hvidbjerg Kirke.

Præst i Hvidbjerg Kirke Lars G. Sandfeld fortæller om mordet og dets mulige forbindelse med Tang Kristensens fortælling:

Jeg kan oplyse, at der ganske rigtigt sidder en billedkvader i muren, ikke over, men ved siden af syddøren i Hvidbjerg kirke på Thyholm. Motivet er en dreng/mand med "noget" i hånden. Dette "noget" har jeg ikke før hørt udlagt som en kringle, det ligner mest et sværd eller en dolk.

Der verserer flere sagn, som forsøger at forklare, hvem denne person er. Det der ligger tættest op ad Tang Kristensens, som jeg faktisk ikke har mødt før, sætter figuren i forbindelse med den grumme begivenhed hvor bispen i Børglum, Oluf Glob, i 1260 blev myrdet i Hvidbjerg kirke af sin brorsøn, Jens Glob. (Denne begivenhed danner baggrund for H.C.Andersen´s eventyr Bispen af Børglum og hans frænde.) Figuren på stenen skulle så være en lille dreng, som blev lokket ned i en åben grav med en sukkermad og derefter levende begravet. Ifølge dette sagn skulle det være sket, fordi sognet skulle betale med liv for liv efter bispemordet før den pavelige bandlysning, som betød at Hvidbjerg kirke var blevet lukket på grund af ugerningen, kunne blive ophævet, og kirken atter blive taget i brug.

Der er altså også ifølge dette sagn tale om en menneskeofring, blot ikke for at komme spøgeri til livs, men for at betale bod for et mord, som var blevet begået i kirken.

Historiciteten af denne version er naturligvis også vanskelig at fastslå - men umiddelbart virker det (i mine ganske vist ikke specielt vidende ører) usandsynligt at selv middelalderens katolske kirke officielt skulle have forlangt et sådant "clearing-drab" for at genåbne en kirke.

Måske der snarere er tale om en "variant", en "modernisering" af en oprindelig forklaring på, hvorfor man for mange, mange hundrede år siden ofrede en lille dreng ved Hvidbjerg Kirke?

Skulle nogen ligge inde med oplysninger eller perspektiver, der kan kaste mere lys over sagen, hører jeg meget gerne derom!

[ agger, Mon 09 May, :17:16: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Menneskeofringer og folketro

 

Forleden skrev jeg om legenden om Skt. Jørgen og hvordan han frelste såvel sin datter som Svendborg by fra en skrækkelig drage, og konstaterede, at det nok snarere var den oprindelige legende om Skt. Jørgen (Skt. Georg), der var blevet flyttet til Svendborg, hvor der jo ganske rigtigt var en Skt. Jørgens gård.

På denne måde fortælles det samme sagn om mange lokaliteter, og man mistænker, at den samme historie ganske enkelt er rykket tættere på for at gøre den lettere at forholde sig til.

Omvendt kunne noget tyde på, at historier om menneskeofringer á la historierne om Skt. Georg eller Theseus faktisk også har en lokal og måske endda reelt historisk baggrund. I tidsskriftet Almuevennen nr. 32 (1842) læser vi f.eks.:

Et af de mest bekjendte og almindelige sagn her i landet er om kirkelammet, som findes i næsten enhver kirke, og hvis pligt det er at forsvare denne, ligesom Helhesten har kirkegården under sin beskyttelse. Hos os finder man også spor af, at et barn i stedet for lammet beskytter kirken. Oprindelsen til disse sagn må nok søges i den i den tidligere middelalder ikke ualmindelige skik, når man opførte en bygning, som ret skulle have varighed, da at slagte noget levende og på dets blod at lægge grundstenen, thi derved kunne bygningen blive fast og urokkelig. En sådan endnu gyseligere skik skulle man have haft ved Vesterhavet, hvor man søgte at styrke de kæmpemæssige diger ved årligen at udsætte et barn i en tønde for ved dette offer at forsone vandene, ti når det forsømtes, mente man, at landet truedes med ødelæggelse.

Og dette lyder da heller ikke så usandsynligt: Vi ved, at både menneske- og dyreofringer forekom i vikingetiden, og det er ikke umuligt, at en sådan praksis om at søge beskyttelse mod oversvømmelser mv. ved hjælp af menneske- og (må man formode) efterhånden udelukkende dyreofringer kan have holdt sig et par århundreder.

En konkret legende om et sådant menneskeoffer handler om Hvidbjerg Kirke på Thyholm:

Over døren i Hvidbjærg Kirkes søndre side der ovre på Thyholm findes en sten, der fremstiller en dreng med en kringle i hånden, og derom er fra gamle dage fortalt et sagn, der er meget uhyggeligt. I lang tid havde der været spøgeri og uro både i kirken og på kirkegården. Der blev så sagt, at hvis et menneske kom ned i en åben grav, og jorden blev kastet til over ham, så skulle der igen blive ro. Men ingen ville lade sig begrave levende. Omsider blev der skaffet sådant et offer. En dag, som graveren lige havde kastet en ny grav, kom en lille fattig forsult dreng listende ind på kirkegården, og da en af mændene havde en kringle med sig, lokkede de ham ned i graven imod at give ham kringlen, og så kastede de graven til oiver ham. Stenen, der blev hugget som mindesmærke herfor, kom til at sidde i en af kirkens udbygninger, men blev for nogle år siden flyttet og sidder nu i den egentlige kirkemur højt over indgangsdøren.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn som de har lydt i folkemunde, II (1929)

Jeg har desværre ikke umiddelbart kunnet finde ud af, om der virkelig er eller har været en sådan sten på Hvidbjerg kirke, og om den i givet fald har noget med denne historie at gøre; om nogen af mine læsere skulle kunne oplyse mig på dét punkt, hører jeg meget gerne herom.

God påske!

[ agger, Thu 24 Mar, :11:14: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link