![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Menneskeofringer og folketro
Forleden skrev jeg om legenden om Skt. Jørgen og hvordan han frelste såvel sin datter som Svendborg by fra en skrækkelig drage, og konstaterede, at det nok snarere var den oprindelige legende om Skt. Jørgen (Skt. Georg), der var blevet flyttet til Svendborg, hvor der jo ganske rigtigt var en Skt. Jørgens gård.
På denne måde fortælles det samme sagn om mange lokaliteter, og man mistænker, at den samme historie ganske enkelt er rykket tættere på for at gøre den lettere at forholde sig til.
Omvendt kunne noget tyde på, at historier om menneskeofringer á la historierne om Skt. Georg eller Theseus faktisk også har en lokal og måske endda reelt historisk baggrund. I tidsskriftet Almuevennen nr. 32 (1842) læser vi f.eks.:
Et af de mest bekjendte og almindelige sagn her i landet er om kirkelammet, som findes i næsten enhver kirke, og hvis pligt det er at forsvare denne, ligesom Helhesten har kirkegården under sin beskyttelse. Hos os finder man også spor af, at et barn i stedet for lammet beskytter kirken. Oprindelsen til disse sagn må nok søges i den i den tidligere middelalder ikke ualmindelige skik, når man opførte en bygning, som ret skulle have varighed, da at slagte noget levende og på dets blod at lægge grundstenen, thi derved kunne bygningen blive fast og urokkelig. En sådan endnu gyseligere skik skulle man have haft ved Vesterhavet, hvor man søgte at styrke de kæmpemæssige diger ved årligen at udsætte et barn i en tønde for ved dette offer at forsone vandene, ti når det forsømtes, mente man, at landet truedes med ødelæggelse.Og dette lyder da heller ikke så usandsynligt: Vi ved, at både menneske- og dyreofringer forekom i vikingetiden, og det er ikke umuligt, at en sådan praksis om at søge beskyttelse mod oversvømmelser mv. ved hjælp af menneske- og (må man formode) efterhånden udelukkende dyreofringer kan have holdt sig et par århundreder.
En konkret legende om et sådant menneskeoffer handler om Hvidbjerg Kirke på Thyholm:
Over døren i Hvidbjærg Kirkes søndre side der ovre på Thyholm findes en sten, der fremstiller en dreng med en kringle i hånden, og derom er fra gamle dage fortalt et sagn, der er meget uhyggeligt. I lang tid havde der været spøgeri og uro både i kirken og på kirkegården. Der blev så sagt, at hvis et menneske kom ned i en åben grav, og jorden blev kastet til over ham, så skulle der igen blive ro. Men ingen ville lade sig begrave levende. Omsider blev der skaffet sådant et offer. En dag, som graveren lige havde kastet en ny grav, kom en lille fattig forsult dreng listende ind på kirkegården, og da en af mændene havde en kringle med sig, lokkede de ham ned i graven imod at give ham kringlen, og så kastede de graven til oiver ham. Stenen, der blev hugget som mindesmærke herfor, kom til at sidde i en af kirkens udbygninger, men blev for nogle år siden flyttet og sidder nu i den egentlige kirkemur højt over indgangsdøren.Jeg har desværre ikke umiddelbart kunnet finde ud af, om der virkelig er eller har været en sådan sten på Hvidbjerg kirke, og om den i givet fald har noget med denne historie at gøre; om nogen af mine læsere skulle kunne oplyse mig på dét punkt, hører jeg meget gerne herom.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn som de har lydt i folkemunde, II (1929)
God påske!